af John Christiansen - d. 4. september 2012
Meget skete i Salzburg denne sommer, men med vekslende kvalitet. Programmet for 2013.
Salzburger Festspiele er verdens førende gedigne klassiske musikfestival. Bayreuther Festspiele koncentrerer sig om Richard Wagner. Begge har inspireret musikverdenen og ikke mindst operalivet. Mange andre festspil er kommet til, men Bayreuth og Salzburg er stadig de to store attraktioner, drømmemålet for elskere af klassisk musik og musikdramatik.
Salzburg er den vidunderlige barokby ved alpernes fod. Byen har taget næring til sig af kulturlivet både nord og syd for alpekæden.
Bayreuth er en nordbayersk provinsby, som tog sig godt af Richard Wagner, som derfor valgte at bygge sit festspilhus her langt fra kulturens alfarveje. Hans barnebarn, festspilchef Katharina Wagner klager over, at Bayreuth ligger for meget udenfor. Men uden for hvad?
De to byer har hver sin charme, Salzburg den mest iøjnefaldende, men man kan let få dagen inden festspilopførelserne til at gå begge steder.
Publikum er forskelligt, men man må ikke sætte hverken det i Bayreuth eller det i Salzburg i bås. Og dog. Det er en tak ”finere” i Salzburg, så den tyske ”pengeadel” foretrækker at tage over grænsen til det nære Østrig.
I Salzburg drikker man champagne før og i pauserne i verdens dejligste foyer under åben himmel med udsigten over barokkirker op mod den gamle borg Hohensalzburg. Men det er musikkendere, som står med champagneglassene.
I Bayreuth står man også op, men spiser pølser i de timelange pauser. Nå ja, man kan også dinere fint i festspilrestauranten. Men fru forbundskansler Angela Merkel, som er Wagner-kender og gerne opholder sig i Bayreuth i flere festspildage, er også fan af de lyse pølser.
Bayreuths publikum er mere nede på jorden end Salzburgs. Det er ikke et publikum, som har et hagekors gemt i hjerterne, som Wiens tidligere operachef Ioan Holender brovtende mente det, da sagen buldrede frem om den russiske sanger med tatoveringer, der mindede tyskerne for meget om den brune fortid (se også artiklen om Bayreuths problemer). Publikum er såmænd ikke andet end musikelskere langt fra det sekteriske.
Bayreuth og Salzburg. De er begge deres egen og begge værd at samle på.
I år står Salzburg for lidt af en omvæltning. Alexander Pereira har forladt chefstolen på Zürichs opera, som han har gjort international i sit mangeårige virke. Pereira er nu festspilchef i Salzburg. Han har haft lidt storhedsvanvid. For ham tæller navne, og dem er der mange af på programmet i år. Han mente, at Salzburg og Østrig straks skulle øge tilskuddet, når han kom med sit dyrere og længere festspilprogram for 2013.
Det førte til en åben fejde med festspillenes bestyrelse, Kuratorium, som skal passe på pengene. Pereira truede endda med at gå, hvis han ikke fik seks millioner euro mere end for længst aftalt. Pereira tabte, han fik kun småmønter, man han gik ikke. Nej, det var nu heller ikke meningen, sagde han så.
Programmet i Salzburg er som altid så rigt, at man let finder både succeser og fiaskoer. Det uheldige var, at to store operapremierer, som netop ikke var opføftende, også blev vist i tysk tv (Arte og ZDF), hvor jeg – i år langt fra Salzburg – har set og hørt ”Tryllefløjten” og ”La bohème”.
Dirigenten Nikolaus Harnoncourts tilbagevenden til Salzburg blev en kikser. Han kom med sit Concentus Musicus Wien på originalinstrumenter, men også i transmissionen virkede hans Mozart-musiceren kønsløs og kedelig. Harnoncourt skiftede tempi midt i arierne, pludselig og brutalt, hvor man aldrig tidligere har hørt det. Det var ikke altid lige let for et hold unge sangere, alle med en fremtid foran sig, men ikke alle festspilmodne. Den schweiziske tenor Bernard Richter skal dog nævnes for sin prins Tamino. Tonerne stod smukt og rent mejslet. En tenor med en eksemplarisk tekstudtale. Som Pamina skal Julia Kleiter også nævnes for det gode.
Handlingen var ført op til vore dage, men rodet virkede den, også fordi professionalismen aldrig fik overtaget i Jens-Daniel Herzogs personinstruktion.
Pereira har pralet lidt af, at Puccini nu endelig kom til Salzburg, og flere tyske aviser fortalte, at ”La bohème” for første gang skulle opføres på festspillene i Salzburg. Nå ja, Herbert von Karajan dirigerede ”La bohème” med Freni og Pavarotti på påskefestspillene i Salzburg i 1975. Og Karajans Salzburg i påsketiden skal altså også regnes med. Puccinis ”Tosca” var første Puccini-opera på sommerfestspillene fulgt af ”Turandot” med Berios nye slutning i 2002.
Den nye ”La bohème” udspilles i 2012, forlød det. Men vi er i løbet af de sidste tre-fire årtier vant til livet blandt stofmisbrugere på diverse scener med både talt og sunget indhold, så det såkaldte 2012-look virkede gammeldags. Den italienske instruktør Damiano Michieletto leverede ikke en spændende personinstruktion. Anna Netrebko som Mimi måtte optræde som en blanding af en punker og en rengøringskone. Men selv det at skulle bære en gyselig paryk klarer den russiske sopran. Netrebko sang igen totalt overbevisende og dejligt følelsesnuanceret. Slutscenen foregik foran en pølsevogn, men fik alligevel lov at blive så bevæget, som den skal.
Sangerbesætningen var god, tenoren Piotr Beczala endda fremragende. Kun et kvarter før den anden opførelse mistede han imidlertid stemmen. Så er det godt at være i en festspilby, for man fandt Jonas Kaufmann, som hvilede ud, inden han dagen efter skulle synge Bacchus i Richard Strauss’ ”Ariadne”. Forestillingen kom i gang med tre kvarters forsinkelse. Kaufmann sang Rodolfo efter noder nede i orkestergraven, og Beczala mimede oppe på scenen. Kaufmann har haft en længere pause på grund af syster på stemmelæberne, men han er vendt tilbage i flot form. Videre var Nino Machiadze, som havde sin danmarksdebut i Aarhus, en spændende Musette.
Der var delte meninger om den sjældent spillede originalversion af Richard Strauss’ ”Ariadne”, men taknemmelighed for, at den blev opført, og glæde over den musikalske kvalitet. Helt efter originalen var dog ikke. Her er operaen indlagt i Molieres ”Den adelgale borger”. Den senere, populære version, som Den kongelige Opera også har haft succes med for få sæsoner siden, kombinerer skuespil og opera i en mere sluttet og kortere form.
Der var begejstring over en koncertopførelse af Händels ”Tamerlano”, hvor operaens grand old man, Plácido Domingo som Bajazet duellerede med kontratenoren Bejun Mehta som modstanderen Tamerlano, en tung moderne stemme mod en let og lysende koloraturstemme. Domingo kunne virke som en fremmedfugl i denne gamle opera dirigeret af Mark Minkowski, læser man, men der var kun beundring og begejstring for hans stærke præstation i den østrigske og tyske presse.
Mest bemærkelsesværdig var en opførelse af Zimmermanns ”Die Soldaten” om en kvindes fald i et mandssamfund. Det er et genialt og gribende, men meget krævende værk for alle medvirkende og for publikum. Belægningsprocenten i Felsenreitschule var oppe på 93 pct. ”Die Soldaten” og Händels ”Julius Cæsar i Ægypten” vil Weekendavisen i øvrigt berette om.
Slutfacit for sommerens festspil, som sluttede 2. september, blev positiv. 278.978 tilskuere og tilhørere overværede seks ugers festspil. Det er rekord i Salzburg. 10 pct. af alle billetterne blev dog ikke solgt, men antallet af pladser var også forøget i år. Kom man tilfældigt til Salzburg – men hvem gør det tilfældigt –, kunne man altid finde en billet til noget interessant.
Til næste år fra ca. 20 juli og august ud, i Wagners og Verdis 200-år, opføres to gange Wagner, ”Mestersangerne i Nürnberg” i Stefan Herheims iscenesættelse med Daniele Gatti som dirigent og Roberto Sacca som Hans Sachs. Så får vi nok Nürnbergs historie med nazisternes partidage indlagt. Videre en koncertopførelse af ”Rienzi” og tre gange Verdi, ”Don Carlos” dirigeret af Pappano i Peter Steins opsætning, ”Troubaduren” måske med Domingo i barytonpartiet grev Luna (der forhandles i øjeblikket) og ”Falstaff” dirigeret af Zubin Mehta og sat i scene af Damiano Michieletti (”La bohème” i år). ”Cosi fan tutte” bliver første bud i en tre-årig opsætning af Mozarts Lorenzo da Ponte-operaer, som alle dirigeres af Frans Welser-Möst og sættes i scene af Sven-Erik Bechtolf.