Først en omtale af den nok mest fantasifulde erstatningsforestilling i anledning af corona-pandemien. Nationaloperaen i Helsinki spiller i  slutningen af august måned Mozarts "Cosi fan tutte" i en særdeles ny bearbejdelse. Teksten og handlingen er ny og kortere: "Covid fan tutte".  

***** 5 stjerner:  Hvor vi da savner den levende klassiske ny musik i denne corona-tid. Hvor længe skal tiden uden den fortsat vare? At der er er blevet udsendt et par nye læseværdige bøger hentet fra to vidt forskellige steder i musiklivet føles så endnu mere berigende netop nu. Egentlig var det ikke meningen, at de skulle være anmeldt på jcklassisk.dk, som jo er gået i hi, men der er i disse tider ikke blot en sådan mangel på levende musik, men også på nyt læsestof om musik, at jeg har fået en speciel lyst til at gøre opmærksom på de to nye bogudgivelser, og det så meget mere, som de to forfattere er de to danske skribenter (med meget mere), som i de seneste mange år har været de flittigste til at holde læselysten hos klassisk musikinteresserede i live. Jeg vil prøve at holde mig til en præsentation og ikke skrive et par store dyberegående anmeldelser.

Allerede udsendt er komponisten Karl Aage Rasmussens nyeste værk i hans række af fremragende klassiske komponist-portrætter. Efter senest Bach, Tjaikovskij og Brahms har Gyldendal nu udsendt bogen ”Talende toner”, bag hvilken titel ”Georg Friedrich Händels livsfuga” dukker op. Alle, der har hørt lidt til barokmusik, kender i hvert fald Händels ”Halleluja”-kor fra ”Messias”, som dog ikke er specielt typisk for Händels musik. Han skrev nemlig mere end 40 italienske operaer foruden oratorier til teatret, kantater og kammermusik, som stadig spilles i en så rigelig mængde, at det er et gode at få denne bog, som også åbner for tilegnelsen af en mængde værker, som mere sjældent når offentligt frem. Men på et eller sted på et eller andet tidspunkt vil flere af dem gøre det, for interessen for Händels musik, også den tidligere mere ukendte del af den, er i dag inde i en udvikling, der nu placerer Händel ved siden af og måske endda over Bach i publikums interesse.  På den internationale operascene er Händel blevet en af de komponister, som ofte går igen.  

100 års Tivoli-musiks historie

Henrik Engelbrecht har som forfatter overvejende beskæftiget sig med dansk musikteater-historie. Hans seneste succes har været det fyldige værk ”Hjertet brast i toner” om digteren H.C. Andersens forhold til operaen både herhjemme og på sine mange rejser til europæiske operametropoler. Denne gang skriver han lige så begejstret og inspirerende om musikken og musikerne de første 100 år, 1843 - 1944, i Tivoli under titlen ”Arven efter Lumbye”.  Tivoli-bogen udkommer den 11. juni 2000 på Henrik Engelbrechts eget forlag, www.henrikengelbrecht.dk.

Selv om vi ikke er i et rundt Tivoli-år, føles tidspunktet for udgivelsen aktuel. Vi er nu lukket inde af corona-bacillen. Danmark var lukket inde af tyskerne, da bogens historie stort set slutter i 1944, men dets første kapitel foregår netop i det år, i natten mellem 24.og 25. juni, da to danske overbeviste nazister sprængte Tivolis koncertsal og en masse gamle uerstattelige noder, håndskrevne partiturer og noder, som gik op i flammer. Mere kunne vel være blevet reddet, da Tivolis dirigent Svend Christian Felumb ilede til i løbet af natten, men han var ikke ene om at blive verfet væk, da brandfolkene ikke ville lytte til Tivolis egne stedkendte folk. Der kom til at gå 12 år, før Tivolis næste og nuværende koncertsal blev bygget, men Tivoli genåbnede alligevel få dage efter sprængningen af koncertsalen. Det var en hævn fra de to danske nazisters side, efter at de danske sabotører i Petergruppen to nætter før vellykket havde foretaget en sprængning i Dansk Riffel Syndikat, som leverede våben til tyskerne. De to nazister, som havde en lang liste af mord bag sig, blev dømt og henrettet i København i 1947.

Så springer bogen tilbage til lidt før midten af 1800-tallet, da historien om musikken i Tivoli begynder, men den del er lige så aktuelt beskrevet som det første tragiske kapitel. H.C. Lumbye var og blev det store navn, men de godt 100 års musikhistorie, som beskrives, byder på mange andre navne, også på ukendte musikere, som hermed bliver kendte og spændende. Man mærker, at det er et barn af Tivoli, som har vakt historien til live. Engelbrecht begyndte i 1980’erne at assistere som fløjtist i Tivolis Symfoniorkester og har også spillet i Promenadeorkestret, dengang med meget sparsomme prøver, men det sidste har ændret sig. Efter ”20 års svinkeærinder hos DR og på Det kongelige Teater”, som han selv betegner sine ret tunge jobs der, blev han fra 2010 ansvarlig for musikken i Tivolis koncertsal i fem sæsoner fra ”et tidspunkt, hvor den gamle verden med kvantitet frem for kvalitet var lagt endeligt i graven”.

Historien om H.C.Lumbye er den væsentligste af mange med tilknytning til Tivoli. Det er godt at få den nu, da jeg har indtryk af, at Lumbye musik er ved at blive for glemt. Vi hører ”Champagnegaloppen” og nogle få andre stykker og får ikke lov at høre det meste af den lange rækker valse, galopper og polkaer, som engang var Tivolis profil, men det var en musik, som Lumbye også havde succes med i andre europæiske hovedstæder. Lumbye var mere end et dansk fænomen, og hans musik har senest et par gange fundet vej til Wiener Philharmonikernes nytårskoncert, og de har endda Straus’ernes enorme repertoire, som de tager sig godt af. Men Lumbyes sprudlende musik må ikke glemmes.

Denne levende beretning om den unge trompeterer Lumby, som kom fra Odense til København i 1843, kan kun give en ekstra ballast til, at hans musik ikke bliver glemt. Når man læser bogen, føler man en ekstra trang til at høre meget mere af Lumbyes musik.  Hans musik blev datidens popmusik, men den var gennemsyret af en livsfrodig kvalitet, som kun den allerbedste popmusik gennem tiderne har haft. Jo, den er andet og mere end popmusik. 

Et fund af historier

Tivolis musikhistorie bugner af mange flere navne end blot Lumbyes. Den inspirerende direktør Georg Carstensen, som står op til middag og ikke slutter arbejdet, når Tivoli lukker, men fortsætter til tre-tiden om natten for så at sove ind med en flaske rødvin ved siden af sengen. Den 15. august 1843 står han ved indgangen til ”Kjøbenhavns Sommer-Tivoli og Vauxhall” med sine fine hvide handsker og giver hånd til samtlige 3000 gæster på den første musikkens åbningsdag. To orkestre afløste til stadighed hinanden, men efter et par år var Lumbyes orkester ene tilbage og udvidet til 33 musikere. Det kunne ind imellem være umuligt at standse musikken klokken 23, som loven sagde. Stadsmusikanten Füssel mente, at han havde eneret til at levere musikken i staden og lagde sag an, men Tivoli hævdede, at den kun gjaldt balmusikken, og at Füssel slet ikke havde kvalitet til at spille Tivolis koncertmusik. Füssel tabte retssagen.

Den norske violinvirtuos Ole Bull, et italiensk opera-gæstespil, krig og kolera, altså datidens corona-epidemi, fulgte. Lumbye bliver syg og dør i 1874 og Balduin Dahl bliver hans efterfølger. Det vækker harme hos en del af publikum, at de to yngre Lumby’er forbigås som musikchef, og slaget står, men Balduin Dahl arbejder tilsyneladende fornuftigt, selv om han ikke er den store komponist som sin forgænger. Georg Lumbye bringer Tivoli ”tilbage til rødderne” efterfulgt af ”den preussiske dansker” Joachim Andersen og ”Snedkeren” Frederik Schnedler Petersen. Vi nærmer os 1944, da den 100-årige beretning slutter, og vi pludselig er inde i en tid, som styres af to dirigenter, som mange af os endnu har oplevet.  Thomas Jensen, som delte Tivoli med Aarhus, og den allerede nævnte Svend Christian Felumb. Vi oplever mange musikere, som vi ikke kender, men som også står for gode og morsomme anekdoter. Lige til besættelsestiden, da Leo Mathisen spillede og swingpjatterne forargede. Hele den hundrede-årige vej er fyldt med et væld af festlige historiske tegninger, ikke færre end 208 af dem. Vi er som læsere altid med i tiden.

En grundig fortælling om Handel

Mens Engelbrecht gør musikken i Tivoli til en festforestilling, fører Karl Aage Rasmussen os ind i først tyskeren, så europæeren, fortrinsvis italienerens og til slut afgørende i englænderen Georg Friedrich Händels liv og skriver særligt om et halvt hundrede af hans værker. Naturligvis kan man til slut i bogens oversigter slå de sidetal op, hvor de omtales. Det er såvel en meget interessant som omhyggeligt skrevet bog at læse i, som det er en nyttig opslagsbog, uanset om man vil kende mere til Agrippina, Athalia, Ariodante, Esther, Giulio Cesare, Israel i Ægypten, Jephta, Orlando, Solomon eller Thedora – eller Messias for blot lidt tilfældigt at nævne nogle titler, bag hvilke der skjuler sig overraskende musikoplevelser i hvert fald for læserne af Rasmussens bog. Jeg kunne fortsætte denne værkliste til et halvt hundrede. Man kan også slå op under specielle Händel-aktuelle fagudtryk som affekter, fransk ouverture, galant stil, kurfyrste, melisme, ostinato, passacaglia og terrasse-dynamik etc. og få udvidet sine evner til at lytte.

Händel blev født i Halle i 1685, samme år som også Johann Sebastian Bach kom til verden, og han døde i 1759, ni år efter Bach. Man kan besøge hans gravsted i Wesminster Abbey i London, hvor han fik et imponerende gravmonument, som han selv havde testamenteret penge til. Man kan ved læsningen såmænd forestille sig den syv-årige Händel siddende på orgelbænken foran det mægtige instrument, for allerede da fik han undervisning i orgelspil. Det var dog først, da han som 18-årig kom til Hamburg, at han begyndte at komponere arier og kantater. Han blev oftest sammenlignet med den også meget flittige Georg Philipp Telemann, som han fik et venskabeligt forhold til. Som 19-årig overlevede han en duel, som han havde rodet sig ind i. Man kan næsten ikke undgå at spekulere på, hvordan musikverdenen ville have udviklet sig, hvis han ikke havde overlevet den. Händel rejste en del i Europa, men i 1710 bosatte han sig i London og blev der lige til sin død. Han var som eneste komponist økonomisk sikret af en fast kongelig bevilling.

Læsning med perspektiver

Det er ikke blot en læseværdig bog om Händel og hans musik, men en meget læseværdig bog fyldt af sammenlignende aspekter også om tiden dengang og nu. Et typisk eksempel på, hvordan ens forhold til korrekt læsning af historisk materiale uddybes, er, hvor Karl Aage Rasmussen konstaterer, at vi endnu kan læse på Wikipedia, at ”mere end tolv tusind mennesker, der hver betalte to shilling og seks pence” styrtede til forlystelseshaven Vauxhall for at høre Händels ”Music for the Royal Fireworks” den 21 april 1749. Forfatteren uddyber det umulige i det høje tal, som altså stadig ”genbruges”.  

Et helt kapitel: ”Et mellemspil. Dengang og nu” fortæller en spændende historie om, hvor meget Händel selv citerede fra både sin egen og andres musik, men også om, at andre lånte flittigt mangt og meget fra hans kompositioner. Operaen ”Agrippina” viser særdeles mange eksempler på begge dele. Det var dengang mere almindeligt tilladt at gøre det, end det er nu, men komponisten, som lånte noget, skulle også forbedre citatet afgørende, hvis det skulle være i orden. Händel var en mester i at skrive melodier, som var vanskelige at forbedre. Det er interessant at læse Karl Aage Rasmussens meninger herom. Han har selv været en mester i at bearbejde og udvikle anden kendt musik, så den har fået to samtidige og selvstændige dna’er. Det er faktisk en ret kompliceret måde at komponere på.

Mere end 300 siders læsning om Händel og hans musik er en post, men her er ikke blot bogen om Händel på dansk, og så må man for mig godt regne engelsk med som dansk, som mange herhjemme jo tilsyneladende gør. Det er også bogen, som gør forståelsen af hele tiden og ånden bag tiden levende. Man bliver bredt belært og samtidig bredt underholdt. Händels musik rummer mere af tiden omkring sig end Johann Sebastian Bachs samtidige musik gør. Men det skal man læse om selv. Og høre.  

De to bøger til hver 5 stjerner 

5 stjerner: Henrik Engelbrecht: Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944. Forlaget henrikengelbrecht.dk, 340 sider med 208 (!) illustrationer, indbundet. Vejledende pris kr. 349. Særpris i juni måned hos www.henrikengelbrecht.dk dog kr. 299. Udkommer 11. juni 2020.  

og

5 stjerner:  Karl Aage Rasmussen: Talende toner. Georg Friedrich Händels livsfuga. Gyldendal. 312 sider. Vejledende pris kr. 249,95. Er udkommet.