Jeg har fået som en dejlig vane at studere mine pladereoler, finde mine glemte indspilninger frem og til sidst at lytte til dem. Det er ikke altid noget fra det ellers store område med klassisk musik, jeg finder frem til. I denne omgang blev det en cd fra 2003 med 20 forskellige indspilninger af sangen ”Lili Marleen”. Lyder det ensformigt? Det var tværtimod meget afvekslende at høre sangen på tysk, engelsk og fransk og i mange forskellige besætninger både som propagandasang, som ren parodi og som det, den egentlig er, en sørgmodig stille sang om en soldat, som inden han drager i krig skriver et farvel til sin elskede. Teksten er fra lige før Første verdenskrig, musikken blev til lige før Anden verdenskrig.

Vi er vel endnu nogle stykker, som husker, hvordan vi gik rundt og vrælede ”Lili Marleen” i 1940’ernes krigsår med en tekst, som lovede Hitler den værste medfart. Blot ville jeg ønske, at jeg kunne huske, hvad vi gjorde ved ham af frygteligt. Det var vel kun farligt at synge den, hvis man kom i nærheden af tyskervenlige danskere. Sangen var jo tysk. ”Lili Marlene” er nok nostalgi, men den er også et stykke mini verdenshistorie, som fortæller om en krigstid, som fremmanes af en stille enkel melodi, som nok hører hjemme netop i en krigstid, men som ikke var en krigssang.

Teksten var af digteren Hans Leip (1893-1983) og allerede skrevet få dage før, at han selv blev soldat i Første verdenskrig. Han var dengang forelsket i to piger. Den ene hed Lili, den anden Marleen. Så var det let for ham at sende de samme afskedslinjer til dem begge. Komponisten Norbert Schultze så i 1937 tilfældigt teksten og skrev sin melodi. Den første pladeindspilning fandt sted i august 1939. Fire uger senere marcherede tyskerne ind i Polen. Der fulgte hurtigt en ny indspilning med den anderledes klangfulde sangerinde Lale Andersen, og først da skete der noget. Sangens overmåde popularitet kom dog først i 1940, da Soldatersender Belgrad hver aften som en ekstra godnat-udsendelse klokken 21.57 sendte den ud i æteren. Da tav våbnene på begge sider af fronten i nogle minutter en tid hver aften.  

”Lili Marleen” blev taget til sig af alle krigsnationer, dog med en pause fra tysk side i 1942, da propagandaminister Goebbels forbød at sende Lale Andersens version, for den gjorde alt anden end at vække soldaternes krigsbegejstring. Men Goebbels stod ene i den sag. Derimod blev det påstået, at såvel Hitler som Churchill elskede sangen. Nu tager jeg et lille sidespring. Nogle mener, at når Hitler kunne lide noget musik, så kan vi andre ikke tillade os at gøre det. Wagner! Men det er ikke så let med Hitler. Han var mere musikalsk og bredere musikinteresseret, end eftertiden har villet være ved. Da man i 1945 ryddede op efter ham i den underjordiske bunkers i Berlin fandt man hans private pladesamling, som blandt andet indeholdt russisk musik af Musorgskij og Rimskij-Korsakov, som ellers var forbudt i Tyskland.

Den sangerinde vi først og fremmest husker i forbindelse med den vemodige sang ”Lili Marleen” er den tyske Marlene Dietrich. Hun indsang den for de amerikanske tropper i 1942 på engelsk og som led i krigspropaganda blev den udsendt på tysk til Tyskland. Hun indsang den igen på tysk 1960 i en version af Burt Bacharach. Begge optagelser findes naturligvis på cd’en, hvor man også hører en version på fransk med Suzy Solidor, som direkte blev betegnet som ”det fransk sungne svar på Lale Andersen”.

Lale Andersen, der mere end nogen anden gjorde sangen populær, var en upolitisk tysk sangerinde, hvis popularitet fortsatte støt, da freden kom. Hendes navn dukker uventet op på cd’en i introduktionen til Lucie Mannheims anti-Hitler version, som blev sendt på BBC i 1944, men som naturligvis var beregnet til at skulle høres i Tyskland. Her siger speakeren, at grunden til, at man ikke længe har hørt ”Lili Marleen” er, at Lale Andersen nu er i kz-lejr. Om dette var sandt, ved jeg ikke. Hun fortsatte som nævnt sin karriere allerede, da Berlin lå i ruiner. 

Sangen havde i sig kvaliteter til at blive international netop på dette tidspunkt. Men det er trist, at den er komponeret af en tysker, som arbejdede tæt sammen med nazisterne. Norbert Schulze (1911-2002) komponerede også NS-krigssange som ””Bomben auf Engelland” og ”Vorwärtz nach Osten”. Hvor meget skal man give ham i bonus, når han siger, at han som 30-årig netop var i en krigsegnet alder, og at det for ham kun var et valg mellem at blive sendt til det russiske krigshelvede som soldat eller at skrive sine nazisange?

Det har været en mærkværdig oplevelse at høre den samme enkle melodi med alle dens erindringer i 20 forskellige versioner fra originalen over en gang ægte lirekasse-musik af musikken til filmen ”Den tredje mand” Anton Karas til en komposition til en festival i Dresden for moderne ”klassisk” musik. Den samme enkle vemod af fortvivlelse og dog forhåbning hørt fra begge siden af frontlinjen. Kun en genial melodi kan bære det.

Jeg vil slutte med et af versene i Lucie Mannhaims omdigtede version af ”Lili Marleen”: ”Vielleicht fällst du in Rusland, vielleicht in Africa, doch irgendwo da fällst du, so will’es dein Führer ja. Und wenn wir doch uns wiederseh‘n, so möge die Laterne steh‘n in einem anderen Deutschland, deine Lili Marleen“.  

Jeg kan ikke tro, at man kan købe den tyske cd nu, men her er dens titel og pladenummer: wie einst Lili Marleen. DRA bestillingsnummer EFA01638-2.

Reklamebilede med Lale Andersen, der gjorde "Lili Matleen" til en verdensschlager.. Det var  i efteråret 1939.  

Jeg har allerede fået den danske tekst tilsendt fra to læsere, Birgit Meinecke Nurnberg og min kollega Uffe Lindum fra dengang, da Jyllands-Posten var en kulturbevidst avis, Tak for det. Hvor er der langt fra den danske smædesang til originalteksten om pigen, der står ensom under lygten foran kasernen -på begge sider af krigslinjen:. .