af John Christiansen - d. 26. august 2012
Aarhus Sommeropera og Den fynske Opera spiller ”Cosi fan tutte” som god sommerunderholdning
Aarhus Sommeropera holder 25 års jubilæum. Så gammel! Men man må også sige: Så ung for en så betydningsfuld og levende kammerscene! Det sker i Helsingør Theater, som har fundet sit nye hjem i Den gamle By i Aarhus. Her skal det lille, dejlige teater i 2017 naturligvis være med i festen som kulturby.
Mozart har klinget meget igennem de 25 år, men repertoiret har været beundringsværdigt varieret. Listen over uropførelser har været imponerende. Tænk blot på John Frandsens trilogi ”Tugt og utugt i mellemtiden”. Forfatteren Svend Åge Madsen var at finde blandt et premierepublikum, som også afspejlede de 25 år.
Initiativtageren, sangeren Preben Bjerkø indledte i 1988 med Mozarts ”Cosi fan tutte” dirigeret af Erik Kaltoft. De to styrede operaen i mange år. ”Cosi” blev spillet igen i 2000-01, da den modtog Reumert-prisen som årets bedste opera. Derfor er det selvfølgeligt, at ”Cosi fan tutte” er blevet jubilæumsforestillingen.
I 2001 sang Ann Petersen Fiordiligi. Nu står hun få hundrede meter fra Helsingør Theater på scenen i Musikhuset Aarhus som en af verdens førende i Isoldes parti i Wagners ”Tristan og Isolde”. Lad dette være et eksempel på, at den lille Aarhus Sommeropera gennem det kvarte århundrede har delt flere sangere med store scener som Wiens Statsopera og Metropolitan operaen i New York. Aarhus deler i år den ny ”Cosi fan tutte” med Den Fynske Opera.
Det er blevet en ægte sommerforestilling, som man let kan more sig over. Det synes også at være hovedsagen. Man får ikke lov at høre ouverturen til ”Cosi fan tutte” i fred. Fra den lille orkestergrav klinger Mozarts toner bestemt, energisk og lidt skarpt, og det er nok værd at høre i sig selv. Men på scenen ser man sårede soldater blive bragt in på et militærlazaret. Siden 68-felttoget er der ikke længere noget nyt i, at operainstruktørers respekt for musikken er formindsket.
Nede i salen er vi straks med på, at Mozart spilles i en moderne soldaterlejr. Vi er vant til og vel også noget trætte af at se soldater og våben invadere operascenen, hvor ingen ellers drømmer om det, men når Cowell henlægger det både følsomme og groteske spil til en dansk soldaterlejr i krigens - her milde - skygge, så passer brikkerne, for adfærdsnormerne i krig og i operaen har til fælles at være ekstreme. Mændene er soldater, pigerne plejepersonale.
Cowell slutter sit essay i det flotte og righoldige trykte program med ordene: ”… den mest skræmmende fjende i operaen er vores egen skrøbelige naturs fastlåste fordomme.” Han nævner, at ”Cosi fan tutte” ”skiftevis er blevet kritiseret for at være kvindefjendsk, utroværdig og for ikke at være psykologisk overbevisende”, og så må man studse, for er vi da stødt på sådanne holdninger i flere årtier her på fastlandet?.
”Cosi van tutte” betyder: Sådan gør de alle. Og den italienske grammatik fortæller, at det er kvinderne, som er de utro. Den ene opsætning efter den anden i de seneste mange år har netop understreget, at vi – akkurat som Mozart – holder med kvinderne, for de tør i modsætning til mændene vedkende sig deres følelser. Det gør kvinderne på Helsingør Theater også. Der gøres mere nar af mændene.
Cowell har ret i, at ”operaen har meget at vinde ved at blive underlagt en moderne følsomheds perspektiv.” Men er det nu lige det, som han gør på scenen? Men historien virker her indrømmet overraskende troværdig på trods af teatrets naturlige overdrivelser. Denne ”Cosi fan tutte”, virker ikke specielt psykologisk overbevisende, men den har gode momenter også i så henseender. Tag scenen, da de to piger skal fortælle hinanden, hvilken af de to fremmede de hver for sig foretrækker. Den er både meget charmerende og menneskeligt ægte. Og det er den ikke ene om at være specielt i anden akt af de to.
Man keder sig absolut ikke, og premierestemningen var høj. Man får lov at more sig, og det er vigtigt i det lille hyggelige teater på denne årstid. Selv det unge publikum, som måtte mene, at operasproget er gammeldags, får også deres, for Lars Henriksens nye, friere oversættelse af Lorenzo da Pontes italienske går direkte fra soldaterlejren og ”fuck for fanden” ind også hos de unge i alle aldre. Også her er ironien heldigvis med. Uden den kan Mozarts ”Cosi” ikke leve fuldt ud.
Men Mozarts musik fortæller også en anden historie om de vanskeligt kontrollable følelser kønnene imellem. Men denne følsomme del er desværre ved at drukne i løjerne. Tanken, om de rigtige får hinanden til sidst, dukker ikke op denne sommer, selv om Mozart i sin musik gør meget ud af den.
Dirigenten Davis Riddell, som nu er en alt favnende operachef, har været med hele vejen og Randers Kammerorkester næsten lige så længe. Det sikrer en både engageret og kompetent musikalsk stil også her i Mozart. Vi får en fortællende Mozart med kraft og energi. Mange steder dog generende kraftig, som i den lille terzettino, da de to soldatermænd er blevet sendt ”på patrulje”, og de to piger sammen med Don Alfonso synger til vinden om at opfylde deres (forskellige) ønsker. Men der kom flere finere, følsomme steder i andenakten.
Sangerbesætningen er som næsten altid på sommeropera ung og god. Den mest erfarne, sopranen Elsebeth Dreisig som Fiordiligi viste flot, at hun har flere store partier i sig. Maria Kontra var et behageligt bekendtskab som hendes egentlig mere iltre, men her mere stille søster Dorabella. Barytonen Thomas Storm Hansen var en overbevisende Guglielmo. Vi vil komme til at høre meget til ham.
Så var det overraskende at høre en fransk tenor, Dominique Moralez, synge så fint et dansk. Efter hans grev Almaviva i ”Barberen i Sevilla” på Den jyske Opera i 2011 var det derimod ikke overraskende, at hans Mozart-sang var så sikker og smuk. Igangsætteren af væddemålet, om at kvinder ikke kender til troskab, blev effektfuldt spillet og sunget af Jens Bruno, og Lise-Lotte Nielsen var hans charmerende Despina med et specielt befordrende kendskab til kvindekønnet.