af John Christiansen - d. 4. februar 2020
Hvad især politikere fortæller, at det offentlige betaler til kulturlivet, er sjældent korrekt – en ny tidssvarende undersøgelse omkring offentlige tilskud og pengestrømmen omkring dem er pinligt nødvendigt. Sandheden hedder ofte ikke tilskud, men investering
Man hører mange beklagelser over, hvor dyr kultur er også eller
måske især fra politikere, hvoraf nogle burde vide bedre. Men der er jo ikke
stemmer i at fortælle, at det er i orden at betale for et godt kulturliv og
slet ikke for et symfoniorkester. De samme politikere kan for eksempel
fortælle, at Aarhus Symfoniorkester nu koster byen godt 22 millioner kroner om
året. Det er jo løgn, selv om det er rigtigt, at bykassen betaler de mange
millioner til sit orkester, men man glemmer, at den sum ikke blot er en udgift,
men en investering. Hvis man var ærlig, ville man fremlægge et helt andet og
udvidet regnskab. Jeg nævner Aarhus, for det er også den kommune med
landsdelsorkester, hvis borgere betaler mindst til dets orkester.
Mange års generelle besparelses- og nedskæringspolitik i
størsteparten af de vestlige lande har medført, at kulturinstitutionerne er
blevet sat under økonomisk pres. Det offentliges tilskud og deres størrelse
diskuteres til stadighed, men denne diskussion har næsten overalt været ensidig.
Offentlige tilskud er i den politiske debat generelt blevet betragtet som en
gave til kulturlivet, mens det i virkeligheden er mere reelt at betragte tilskuddene
som en investering og derpå undersøge, hvad de bevilgende myndigheden, altså
samfundet, får ud af disse investeringer.
Kulturpenge er en investering
Der er fra mange sider, men næppe nok blevet peget på
kulturlivets sociale værdi som en nødvendig faktor for et moderne samfunds
trivsel, sundhed og udvikling. Men det lader vi ligge her og ser alene på den
økonomiske effekt af kulturlivet. Den glemmer man næsten altid at omtale.
Jeg indrømmer, at de her nævnte undersøgelser, som for mig ligger
til grund for, at tilskuddene til kulturlivet snarest bør betragtes som
investeringer, går tilbage til 1980’erne, men de tæller stadig, da strukturerne
i vort samfundsliv er de samme som dengang. De begyndte med store undersøgelser
i Schweiz og Østrig. Her var store festivaler inddraget, og det ville ikke være
helt i orden at drage dem med ind i et dansk regnestykke, for der har det
klassiske musikliv altid har været bredere og frodigere end herhjemme. Men
inspireret af disse internationale undersøgelser fulgte en dansk undersøgelse omkring
Musikhuset Aarhus foretaget af Wolfgang Framke og Per Rye Jensen fra Aarhus
Universitet udgivet af Geografisk Institut på Aarhus Universitet i 1987. Tallene
er ikke længere aktuelle, men det interne forhold mellem dem er ikke forældede.
Erfaringer fra udlandet
Et par tal fra udlandet dengang skal alligevel med her, for
de er interessante og vejledende. I Zürich blev der givet 67 millioner
schweizerfrancs i tilskud til fire kulturinstitutioner, men de vendte tilbage
til de offentlige kasser som 220 millioner francs, altså mellem tre og fire
gange så meget. Undersøgelsen i Wien,
som jeg dengang præsenterede herhjemme i Morgenavisen Jyllands-Posten og som
blev den direkte anledning til den nævnte undersøgelse af pengene omkring Musikhuset
Aarhus, gav til resultat, at af de 1.267 milliarder schillings (dengang 700
millioner danske kroner), som staten betalte til de statslige teatre, herunder
den berømte Wiener Staatsoper og det fornemme Burgtheater, fik staten hvad der
svarer til 560 millioner kroner tilbage i form af skatter. For at gøre en lang
historie kort var konklusionen af de fire statsteatrets virke en samlet effekt
på det østrigske nationalprodukt svarende til to milliarder schillings eller
1,1 milliard kroner.
Wiener Staatsoper er en verdensattraktion og Wiens Burgtheater
en landsattraktion for de tysktalende lande Østrig, Schweiz og Tyskland, så
disse undersøgelser kan naturligvis ikke direkte modsvares af tilsvarende undersøgelser
for et dansk musikhus eller et dansk symfoniorkester, men resultaterne fra dem
kan inspirere os til at gå mere i dybden, når vi omgås tallene, der fortæller,
hvad den såkaldt dyre kultur i virkeligheden koster samfundet.
Nu er det ikke fordi musikerne i de danske landsdelsorkestre
får en høj løn. Den er tværtimod pænt lavt, og det ikke blot i betragtning af
de gode orkestermusikeres lange uddannelsestid. Men hvis man forestiller sig,
at det nævnte Aarhus Symfoniorkester pludselig skulle spares helt væk, så ville
stort set alle musikerne rejse væk og det vil sige ud af landet for at finde et
job på samme niveau. Vi ville så spare musikerlønninger til omkring 70 plus de få
flere, der holder maskineriet i gang. Hvad de betaler i skat skal naturligvis trækkes
fra i regnskabet. Det skal skatten og momsen fra det flertal af musikerne, der
som sagt er rejst til udlandet, også. Og så er der alle de økonomiske effekter,
som sættes i gang af symfoniorkestrets virke. Vi skal også se på momsen fra den
ekstra omsætning, som publikum giver. Vi trænger stærkt til en ny tidssvarende
undersøgelse, som fortæller, hvad det at have et orkester i byen, også
indbringer af penge til staten.
Staten tager gevinsten
Ja netop til staten. Se, det er jo noget af det uretfærdige.
Staten betaler også til landsdelsorkestrene. Aarhus Symfoniorkester får årligt
nu officielt 22 millioner af byen, men af de omtalte skatter går størsteparten af
de omtalte beløb ikke tilbage til kommunen, men til staten, som rent faktisk
snyder kommunerne, så vandet driver. Staten tjener på landsdelsorkestrenes
virke. Det kan fastslås uden nærmere dokumentation.
Men jeg vil godt først medgive et par tal tilbage fra den
omtalte undersøgelse af økonomien omkring Musikhuset Aarhus i 1987. Undersøgelsen
faldt i to hoveddele, men aktuelt for os er kun den del, der beskæftiger sig med
de økonomiske virkninger af Musikhusets drift og aktiviteter. Her er der dels tale
om normal indkomstskat og dels om moms penge, som forbruges. Desuden betalte
Musikhuset moms og ejendomsskat, og SAS, der dengang stod for restaurationsdriften,
betalte moms. Staten fik 13. 933.000 kr., Aarhus Amt 2.147.000 kr., Aarhus
kommune 4.588.000 kr. og andre kommuner og kirken forholdsvis lidt småpenge. Aarhus
Kommune fik kun 22 procent af det offentliges penge, men var dengang eneste
tilskudsgiver med sine 6.654.000 kr. Det er også penge, men de 6.654 kr.000 var
altså ikke identisk med byens underskud. Der skal først trækkes de 4.588.000
kr. fra.
Vi mangler en aktuel undersøgelse
Resultaterne af nye undersøgelser, som er tiltrængt mange
steder i landet, og som må få de forskellige ”tilskudsgivere” til at tænke på
en anden måde, vil forholdsmæssigt fortælle nogenlunde den samme historie.
Der kunne siges meget andet om tilskud til kulturen. Kan man
forestille sig en større by uden kulturhus, uden teater, uden symfoniorkester
og et museum af en eller anden slags. Ville den beholde eller få lige så mange gode
skatteydere, som den har netop på grund af sine kulturgoder?
Læs også mine foregående
indlæg på jp.klassisk.dk om symfoniorkestrenes vilkår herhjemme. Jeg vil desuden
specielt henvise til gæsteskribenterne Jens Stevns’ bidrag den 7.1. i år om
vilkårene for et symfoniorkester: ”Det er et orkester da værd” og Hasse Vinters
den 5. november 2019: ”Aarhus Symfoniorkester bør være selvejende”.