I 2018 skrev den finske dirigent Leif Segerstam en treårig kontrakt med Aarhus Symfoniorkester om at blive okestrets 1.gæstedirigent. Vi er nu midt i forløbet, som har budt på flere store oplevelser. I torsdags var det ingen undtagelse med en fornem og spændende gengivelse af Smetanas seks store musikalske historier fra den bøhmiske sagnhistorie og natur. Jo, Smetana blev noget for sig. Blot rækkefølgen var helt usædvanlig. Først tre dele af Smetanas ”Ma vlast” (Mit fædreland), så efter pausen en uropførelse med store bogstaver/noder komponeret af aftenens dirigent fulgt af de tre sidste dele af ”Ma vlast”, som ganske vist ikke er et totalt sammenhængende værk, det er ikke skrevet som en cyklus, men hver er komponeret for sig, men alligevel. Holdt det hele nu sammen? Ja faktisk. Det var slet ikke nogen dårlig ide med at lade Segerstams egen åbenmundede og ofte overraskende musik bryde ind som optakt efter pausen.

Den mest populære del af ”Ma vlast” er ”Vltava”, bedre kendt på tysk som ”Moldau”. Men her skal indskydes en ros og en tak til Aarhus Symfoniorkester for at benytte originaltitlerne. Vi har hørt denne musik trakteret på mange måder, men sjældent så smukt og ikke mindst så tindrende klart som her. Forløbet fra de to kilder, som samler sig til en flod, der strømmer gennem landskaber af skov og enge, inden den strømmer nærmest plastiks brusende gennem Praha med slottet Vysehrad kendt af alle turister og forsvinder blev nærmest en dramatisk naturvandring i musik. Jo, det var en langt bedre tolkning og fremførelse af ”Vltava” end de fleste. 

Da havde vi allerede i førstedelen, ”Vysehrad”, lært det imponerende kongeslot nærmere at kende med en nærmest triumferende march, som dog mod slutningen bliver styrtet ned af en række nedadgående toner, som beskriver slottets fald. Christina Blangstrup Dahl beskriver det malende i sine programnoter: ”Så hører vi åbningstemaet igen – som en skygge af sig selv. Et slot i ruiner – eller en komponist uden hørelse”^? Smetana led nemlig samme skæbne som Beethoven. Han var blevet døv. Kun førstedelen nåede han at komponere. Så følger som den tredje sats ”Sarka”, navnet på en kvindelig kriger fra et tjekkisk sagn. Hun forførte en ridder, bedøvede ham, hvorefter hendes jomfruer overfaldt og myrdede de sovende mænd. Se, det var en dramatisk historie, som har fået en pragtfuld musik, som enhver kvindesagsforkæmper godt kan tage til sig. Det er god musik, som tilmed stod meget stærkt i udførelsen.

Her fulgte så Leif Segerstams egen musik, som var voldsom på en frodig personlig måde, som medførte, at roen og skønheden i den følgende Smetana-sats ”Fra Bøhmes skove og marker” virkede så meget stærkere og beroligende smukt. Herligt var det at høre Aarhus Symfoniorkesters stadigt voksende kunnen i at gå ned i styrke uden at miste den varme fyldige klang – tværtimod. De to sidste dele, ”Tabor” og ”Blanik”, der hører tematisk sammen, virker musikalsk svagere, som mærkede man, at mennesket Smetana blev svagere og mere syg med tiden, men musikken er med sine mange stærke gentagelser alligevel flot nok til at underholde og i tilgift så skarpt spillet, som den blev af Leif Segerstam og Aarhus Symfoniorkester.

Læs også den ældre artikel (1990), som er vedhæng til anmeldelsen her, tryk på den på forsiden af jcklassisk.dk. Læs om Rafael Kubilik, som 

vendte hjem til det frie Praha efter den russiske besættelse og dirigerede Smetanas Ma Vlast.   .

Komponisten Leif Segerstam

Og så til Segerstams egen verdenspremiere med titlen ”More Tonechooseries in the Finnish Indian Summer 2018”, en sinfonia piccola, som har opusnummeret 327. Dette store antal værker er i sig selv imponerende, og jeg forestiller mig Segerstam siddende ved nodebordet og frydefuldt forestille sig, hvordan vi, det gode musikalske borgerskab, vil både forundres og forarges over lydkaskaderne og alligevel føle sig godt tilpas i denne musikalske verden, som også er fyldt af dyrelyde, som gør sin lytter nysgerrig efter at vide, hvordan disse dyr ville se ud i virkeligheden. Segerstam dirigerede her ikke, men sad halvgemt i orkestret ved et klaviatur. Koncertmester Ian van Rensburg og orkestret alene havde ansvaret. Musikerne havde endda visse frie tøjler til at udforme musikken selv. Det alt sammen klarede det imponerende Det var faktisk oplivende at lytte. Varigheden på et kvarter var lige netop den rette for Segerstams kraftfulde musik.

En mangeårig koncertabonnent sagde i pausen til mig: ”Aarhus Symfoniorkester har altså aldrig været bedre”. Han havde ret. Under Segerstam foldede orkesterbalancen sig helt ud med et sammensvejset orkesterspil uden svage punkter. Med den ny ledelse tegner fremtiden sig også endnu lysere for orkestret.  

En afslutning

Det er et godt tidspunkt for mig at slutte. Denne skulle blive min sidste koncertanmeldelse af Aarhus Symfoniorkester. Der kommer dog endnu en anmeldelse af Den jyske Operas opførelse af Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet” i februar med Aarhus Symfoniorkester, men jcklassisk.dk lukker ned omkring 1. marts. Jeg er glad for at kunne konstatere, at Aarhus Symfoniorkester som sagt aldrig har været bedre end netop nu. Ja, det er imponerende af et orkester i en by, hvis bystyre faktisk aldrig har interesseret sig for det.

Jeg hørte orkestret for første gang i 1952 og avisanmeldte det (Aalborg Amtstidende) første gang i januar 1955. Da var jeg netop kommet til Aarhus, hvor jeg få år efter tog hul på 50 år som fast anmelder på Jyllands-Posten fulgt af en lille halv snes år på nærværende blog. Det må vist være nok for alle. Dengang gennem et halvt århundrede anmeldte Morgenavisen Jyllands-Posten og altså jeg klassisk musik mange gange flere end nu. Det er dog først i den seneste tid, at min frekvens er gået meget ned.  Desværre er pressens interesse for klassisk musik desværre også gået ned sammen med oplagstallene. Jeg fik de bedste år. Men det er pragtfuldt at opleve, at orkesteret nu har en så høj kvalitet. Må miraklet ske, at Aarhus’ bystyrere også opdager det.