Aarhus Symfoniorkester spiller også gerne med ordene, når sæsonen præsenteres i årsprogrammet.  Det kan være virkningsfuldt, det kan være morsomt, men hvad er nu det, tænkte man, da man så annonceringen for fredagens koncert. ”Undersangen” stod der. En uropførelse? Endda en uropførelse af Verdi. Sikke en begivenhed. Nej og jo, det var Verdis dødsmesse, hans vidunderlige Requiem, der blev opført. Og der var naturligvis tale om det under, som værket er.

Verdi var en af operagenrens store komponister, og det har fået nogle/mange til at hævde, at hans dødsmesse ikke er meget anderledes end hans operaer, men det er nu langt fra tilfældet. ”Opera i kirkeklæder” hed det ganske vist allerede for 150 år siden. Brahms, der var betaget af en opførelse af Verdis Requiem, satte den berømte dirigent Hans von Bülow på plads. Bülow havde hånligt afvist Verdis Requiem netop som ”opera i kirkeklæder”. Brahms kaldte von Bülow ”Oberbeckmesser”. Beckmesser var en af Wagners sangerskikkelser i ”Mestersangerne i Nürnberg”, der som ”Merker” netop skulle gøre opmærksom på de fejl, der brød med musikkens fastlåste regelsæt.

Verdi var dybt religiøs, men han hadede præstevældet eller præstemagten. Det sidste mærkes i et par af hans operaer, tænk bare på ”Aida”, men Verdis tro gennemsyrer hans næsten samtidige dødsmesse, som er dybt bevægende. Leif Segerstams opførelse var dramatisk flot og på den måde medrivende. Og sådan kunne den måske opleves som udtryk for troen hos et engageret menneske, som hører til på jorden og forbliver det også i mødet med den dramatiske kamp mellem livet og døden.

Hvad der gik forud

Da Rossini døde i 1868, skrev en række komponister hver en sats til Rossinis minde, Verdi tog sig af ”Libera me”, (Fri mig, herre, fra den evige død), jo, Verdi var ikke uden dødsangst. Den sammensatte messe blev ikke opført dengang. Jeg har den stående på pladehylden på en cd, og den er interessant nok til at kunne blive hørt i koncertsalen – men kan den sælges i dag? Da den af Verdi dybt beundrede nationaldigter Alessandro Manzoni døde fem år senere, tog Verdi sin sats frem, ændrede den lidt og skrev resten af satserne i den katolske kirkes dødsmesse, hvis latinske tekst stammerhelt fra 1300-tallet. Og det blev et prægtigt værk både med megen inderlighed og meget drama i.

Man kan spørge: Kan apokalypsen, et skrift, der skildrer verdens undergang, i det hele taget omsættes til musik? Mange har forsøgt det, Mozarts smukke ”Requiem” maler ikke specielt nogen undergang, videre Cherubini, nærmest kom måske Berlioz, men ingen har nået at oversætte det så voldsomt tæt og stærkt som Verdi i sin ”Dies iræ”-sats om vredens dag. Den var et højdepunkt i den finske kæmpe Leif Segerstams og Aarhus Symfoniorkesters opførelse. Musikken var virkelig ladet op med en indædthed, som netop kom inde fra, og som kunne blive rystende. Så kan man måske lidt mere nøgternt konstatere, hvor herligt det er, at Aarhus Symfoniorkester også evner at få så megen kraft frem i dets musiceren.  

Smerte, tilgivelse, fortrøstning      

Verdis musik udtrykker hele paletten angst, smerte, tilgivelse, fortrøstning og tillid. Den har også et andet og i sig selv vidt forskelligt højdepunkt end ”Dies iræ” i den omtalte afslutningssats ”Libera me” (Befri mig herre fra den evige død). Og denne smerte kom ikke så stærkt og gribende frem. Vi har de seneste år haft herlige besøg af Segerstam. Denne gang virkede det mere ensformigt. Der er flere styrkegrader nedad, end vi fik lov at høre. Der er flere nuancer i klangfarven i det partitur. Der kom en mere vedvarende ensformighed frem, end det klæder Verdis partitur.  

De fire sangsolister var alle gode. Segerstam må have valgt dem også til opførelser hjemme i Finland, vil jeg tro, og jeg vil også tro, at de opførelser venter, for disse sangere lød bedre hørt på individuelt, end når de sang hørt på sammen. Men det er nok for stort et krav, at de i karakteren skulle falde sammen. Men mexikaneren Fabian Lara var lidt af en tenoroplevelse, og den bulgarske bas Giorgi Kirof var imponerende, mens den fransk-canadiske mezzosopran Nora Sourouzian og den unge kroatiske sopran Lana Kos begge havde store øjeblikke. 

Aarhus er en kor-by. Det samlede kor var vel på godt 120 medlemmer, men svært at tælle. Det var sammensat af Aarhus Universitetskor (Korleder Søren Kinch Hansen), Cæciliekoret (Michael Deltchev), Aarhus Kammerkor (Erik Bjørn Lund) og Aarhus Koncertkor (Friederike Funk). Det ydede en yderst respektabel indsats mod Aarhus Symfoniorkester på 70 musikere, som ikke fik lov at spare på kræfterne. 

Symfonisk Sal var fuldt besat, og begejstringen var stor. Lad så min skuffelse være. Naturligvis kunne man have ønsket, at Verdi var blevet opført to gange, men Leif Segerstam er en vægtig herre på 75 år, som vil have overskud til, at ”den iboende kraft i det musikalske udtryk bliver respekteret – ikke underspillet”. Man kan heller ikke sige, at noget i Segerstams gengivelse af Verdis Requiem blev underspillet. For mig desværre.

I næste uge er der koncert både torsdag og fredag, og det bliver den store dag for venner af Richard Strauss. En af nutidens mest fremragende Strauss-sangerinder synger ”Vier letzte Lieder”. Den finske sopran Camilla Tilling har i år haft en række specielle succeser som Strauss-sopran kulminerende med kejserinden i ”Die Frau ohne Schatten” på Wiens Statsopera med nogle fantastiske anmeldelser til følge. Hun måtte forrige sæson melde afbud til Aarhus Symfoniorkester, men hun lovede at komme igen. Det var heldigt. Hvis verdens i dag førende Strauss-sopran ikke er sagen, er der mere godt på programmet, Dvoraks charmerende strygerserenade og Carl Nielsens fiffige anden symfoni, ”De fire temperamenter”.      

 Billede: Leif Segerstam