****** 6 Stjerner: Langt de fleste operaer er fiktive og fantasifulde. Men når musikken spiller, forledes vi til at tro på, at de er virkelighed. Weinbergs ”Passageren”, som nu kan ses, ja skal ses på Den jyske Opera, kommer en skrækkelig virkelighed nær. Det er en beretning fra en tysk koncentrationslejr i Polen under Anden verdenskrig komponeret over en øjenvidneberetning af en overlevende. Den er stadig opera på et teater, men fremragende opera både i musikken og på scenen.

Man kan ikke spille kz-fanger på en scene, så lidelsernes virkelighed når helt ud. Men når musik og scene, som begge vil noget, smelter sammen, så sker der noget dybtborende. Og det gør der på Den jyske Opera. Jeg vil ikke bruge ordet oplevelse, for i det ord ligger der noget, som ikke kan benyttes om det, som skete i koncentrationslejrene. Men her er en opera, som gjorde dybt indtryk, ja kunne gøre én bange. Det var alvor.

Selve handlingen kan man læse mere om i den forrige artikel, ”Før en stor operapremiere” på jcklassisk.dk. Den er genoptrykt forneden. Man kan her også læse om komponisten Mieczyslaw Weinbergs skæbne, en ensom, forfulgt østeuropæisk jøde, hvis familie blev udryddet i den tyske lejr i Trawinki i Polen, så operaen er også hans historie. Endnu nærmere er den forfatteren Zofia Posmysz’ erindringer fra lejren Auschwitz.

Diplomatægteparret Walter og Lisa er på vej fra Europa til Sydamerika, hvor han har fået ny stilling. Det er i 1960. Lisa ser på skibet en anden kvindelig passager, som vækker erindringer i hende, som manden intet kender til. Marta var som fange en slags slave for fangevogteren Lisa  i Auschwitz. Sandheden kommer frem i Lisa som en slags nødvendighed. Vi ser den som tilbageblik. Tilbage på båden bliver det til sidet en nødvendighed for hende at opsøge den fremmede passager.

En fremragende opsætning

Det er den første opera, som den nye operachef Philipp Kochheim sætter op herhjemme. Det er en bedrift. Han holder som instruktør  fast i operaens mange lag, som man følger tæt og koncentreret. Der er mange historier i historien. Salen var koncentreret stille. 18 sangersolister, Den jyske Operas korsangere og ungdomsgruppen talent-U virkede alle som enkeltstående personlige individer. Det var ret utroligt. Det var overvældende helhedsteater med et væld af detaljer.i følelserne.  

Anja Jungheinrich’s flotte scenebygning gjorde scenen i Musikhuset Aarhus større. En damper lå ved kaj. Passagererne myldrede om bord. Man fik lyst til at tage med. Dansen begyndte allerede bag ruderne til en salon. Her kom det skæbnesvangre møde mellem de to kvinder. Imponerende let og hurtigt skiftede scenebilledet til dødslejren. Her gav endnu en tysker Frank Kaster som lysdesigner scenerne vekslende karakter.

Et fantastisk partitur                                            

Operachef Kochheim havde også dirigenten Christopher Lichtenstein med sig fra Tyskland. Han fik det yderste ud af Aarhus Symfoniorkester, snart i nuanceringer ned i de mange smukke pianissimo’er i de jødiske fangers drømme om det frie liv, snart i de medrivende danse i 60-er jazzmusikkens kraftige livsudfoldelse på båden. Weinberg har skrevet et fantastisk partitur. Musikken virker stærkt. Den var farligst, når den var smukkest. Den havde også en hilsen til Beethovens fangekor i ”Fidelio”.  

Der var som nævnt 18 sangsolister, så alle deres navne bliver ikke nævnt her, men de var alle, store som mindre, virkelig fine, akkurat som korsangerne.og det ungdomskorps, Den jyske Opera har optrænet, og som den også vil få stor fornøjelse af i fremtiden. Mezzosopranen Dorothea Pilger som Lisa og Stefania Dovhan som Marta var begge imponerende gode. Den sidste sang også en kærlighedsduet med Leif Jone Ølbergs Tadeusz, som var totalt gribende og smuk både i kompositionen og i gengivelsen. Han kunne endda selv spille en Bach-partita på violin. Tenoren Daniel Szeili som Walter havde ikke fået tilsvarende muligheder af komponisten, men han var god i sine dramatiske dialoger.

Et glimt af en positiv slutning

Weinberg ville slutte mere positivt. Lisa og Marta mødes år efter i Oswicim. To forskellhge børn af Auschwitz, som igen er blevet polsk.  

Til efteråret spiller Den jyske Opera Bizets ”Carmen”, en overmåde populær opera, som folk vil myldre til. I virkeligheden er ”Passageren” på flere måder vigtigere. Den fortæller et stykke historie, som ikke må glemmes, fordi det ikke må gentages. Den bringer publikum ind i moderne opera på en naturlig måde, som vil føre det videre ind i et større repertoire. Musikken til ”Passageren” er ikke vanskelig at lytte til som musik. Tværtimod. Men den er stærk. Den kan gøre ondt. Især naturligvis hvis man er gammel nok til at have haft føling med operaens historie.

Jeg ville ønske, at man kunne forbyde dem, der holder sig væk fra ”Passageren” af åndeligt dovenskab, og det begreb dækker meget forskelligt, at købe billet til ”Carmen”. Selvfølgelig kan man ikke det. Selvfølgelig vil jeg heller ikke det. Jeg vil blot opfordre folk, som har blot en halv tone teater i livet, til at komme afsted. ”Passageren” kan som al stor kunst gøre ondt, men den giver én noget afgørende med videre.

Den jyske Opera: Mieczyslaw Weinberg: Passageren. Sidste forestillinger: Fredag den 24. kl. 19.30, søndag den 26. kl. 15.00 og tirsdag den 28. august klokken 19.30. Spilletid 3 timer. ****** 6 stjerner af 6.

Billede: I kz-lejren. Den jyske Operas Kor og Talent-U. Foto: Kaare Viemose/Den jyske Opera.