Onsdag den 22. august har Den jyske Opera skandinavienspremiere på Weinbergs ”Passageren”, og den spilles igen den 24., 26., og 28. august. Jeg har aldrig set den. Det vil ikke ret mange af publikum i Musikhuset Aarhus heller have. Hvis man har skaffet sig Den jyske Operas fine og gratis sæsonbog, som har et internationalt snit, vil man genfinde det, som jeg skriver her. På nettet, på youtube kan man finde ind til flere uddrag fra opførelser af dette mesterværk, som alt tyder på det er. Det blev uropført i 2010 på festspillene i Bregenz, hvor man ikke alene spiller på en stor sø-scene, der svømmer rundt på Bodensee (i år har det været ”Carmen” i Kasper Holtens iscenesættelse), men også hver festspilsommer opfører en speciel opera i festspilhuset. Men operaen er faktisk skrevet for næsten 50 år siden.

Det særlige med ”The Passenger” er, at den i de otte år siden uropførelsen er blevet opført over et dusin gange rundt i operaverdenen. Jeg har læst anmeldelser af flere af opførelserne, og hver gang har jeg følt en trang til at ville se og høre operaen. Hvad jeg har hørt på youtube, fortæller, at her er en nutidig opera, som er for hele det klassiske operapublikum. Den har en kvalitetsfyldt musik, som ikke skulle kunne holde nogen væk, og en gribende historie. Den skal ses og høres. Derfor skriver jeg her ud fra en programbog af et værk, som jeg kun har læst om og dog altså hørt noget af. Dyster orkestermusik, russisk folkemusik, tyske børnesange, citater af Bach, Mahler og Beethoven.

Først om komponisten.

Han er nu altså ikke ukendt, selv om hans fornavn er svært at huske: Mieczyslaw Weinberg. Men han blev glemt sit liv igennem. Weinberg blev født i 1919 i Warszawa, hvor han allerede som 12-årig kom ind på konservatoriet. Den store pianist Josef Hofmann ville have ham til USA, men så kom udbruddet af Anden Verdenskrig: ”Pludselig udstedte radioen en befaling. Fordi fjenden nærmede sig, skulle alle mænd forlade Warschawa. Mor og jeg blev grebet af frygtelig panik. Næste morgen forlod jeg byen i østlig retning med min lillesøster. Da hendes sko gnavede hendes fødder itu, vendte hun snart tilbage til mor og far. Men jeg fortsatte”, skrev Weinberg, der aldrig genså sin søster og sine forældre. De døde i kz-lejren Trawniki, hvilket Weinberg først fandt ud af i 1960’erne.

År fulgte med flugt, dels til fods, dels i godsbanevogne, 4000 kilometer helt til Uzbekistan. I 1943 kom han på Sjostakovitjs opfordring til Moskva, hvor de blev nære venner. Stalin ville likvidere den jødiske kultur i Sovjetunionen. Weinberg blev overvåget 24 timer i døgnet: ”I hele fem år fulgte de efter mig. Jeg måtte ikke rejse. Jeg blev overvåget… militæret forlangte, at jeg fulgte med dem. Det var værre end fængsel. Da de til sidst spærrede mig inde, åndede jeg lettet op, fordi jeg hele tiden havde ventet, at det ville komme dertil…. Jeg var blevet anbragt i en en-mands celle, hvor jeg kun kunne sidde, ikke ligge”. Men da Stalin døde, blev Weinberg frigivet ved Sjostakovitjs mellemkomst.    

En ny tid fulgte i Sovjet med Stalins død og Alfred Schnittke som komponisternes førstemand. I 1960’erne skrev Weinberg et requiem og operaen ”Passageren”, men den blev som sagt ikke opført. Årene frem til hans død i 1996 var præget af hans dårlige helbred, men han komponerede meget, således to operaer over Dostojevskijs ”Iditoten” og Gogols ”Portrættet”. Han nåede også en vis berømmelse og alligevel blev han glemt. Med ”Passageren” er han det ikke længere.

Handlingen i ”Passageren”

Teksten er bygget over Zofia Posmysz' selvbiografiske roman,der skildrer hendes ophold som fange i Auschwitz' kz-lejr. Handlingsreferatet i programbogen bringes her forkortet: I 1960 krydser et midaldrende ægtepar Atlanterhavet med et skib. Han, Walter har fået en stilling i Sydamerika. Hans kone, Lisa ser en passager, som minder om én, hun mødte under krigen. Overvældet indrømmer hun, at hun var fangevogter i koncentrationslejren Auschwitz. Hun mener at have genset en fange Marta herfra. Hun konfronteres med fortrængte dele af sit liv.  Hun tvinges til at stå ansigt med ansigt med sandheden. Hun har holdt Marta som en slags slave, mens hun tillod, at Martas kæreste Tadeusz blev slået ihjel for øjnene af hende. Jo dybere Lisa dykker ned i sin fortid, desto mere bliver hun spundet ind i et net af modsigelser, indtil hun endelig til sidst direkte konfronterer den mystiske passager…

Mieczyslaw Weinberg: Passageren. Den jyske Opera i Musikhuset Aarhus. 22., 24., 26.,28. august, kl. 19.30, spilletid 3 timer. Dirigent Christopher Lichtenstein, instruktør Philipp Kochheim, 18 sangpartier.  

Billede: Mødet på skibet. Den tyske tenor Daniel Szeili som Walter, den ukrainsk-amerikanske Stefania Dovhan som Marta og den tyske sopran Dorothea Spilger som Lisa. Foto: Den jyske Opera/Kåre Viemose.