Denne uges pladeanmeldelser omfatter kun to cd’er, men hvilke! Jeg bruger normalt ikke at give stjerner, fordi musik, orkester, solist, dirigent og tolkning kun dårligt kan rummes i ét tal. Er noget til fem stjerner, kan andet umiddelbart efter bedømmes til to, og så ender man mere intetsigende i tre eller fire stjerner. Men her er to nye cd’er, som jeg glad kan give seks stjerner hver. Og så vil jeg endda hævde, at de begge er for alle jcklassisk.dk’s læsere. Det gælder Bruckners fjerde symfoni, som komponisten selv betragtede som den lettest tilgængelige af sine ni symfonier. Og det sætter Andris Nelsons DG-indspilning med Gewandhausorchester Leipzig en stærk streg under.

Og det gælder tenoren Joseph Calleja på Decca med flotte indspilninger af Verdi-scener fra sene operaer, som han nu melder sig klar til at synge på scenen, men endnu ikke har gjort det. Han gør det så overbevisende og spændende, at jeg finder hans nye cd for Decca at være den bedste tenor-cd i de seneste år. Nej, jeg har ikke hørt dem alle, men hvem i dag skulle kunne gøre det lige så godt?.

Min stjernetildeling er baseret på dagens tenorstandard. Klangen på Deccas nye nære og flotte tekniske indspilning spiller også med. Hvis de gamle indspilninger med Caruso, Zenatello, Martinelli, Bergonzi, Del Monaco, di Stefano op til Pavarotti af det samme repertoire skulle regnes med, blev stjernerne nok lidt mere beskedne. Men nu er der jo ikke længere mange, som formår at lytte igennem gamle indspilninger ind til storheden. Og det er nu synd. Men her er altså en moderne Verdi-cd med et spændende repertoire, som ikke udelukkende består af slagnumre, men også af større scener, som gør, at man oplever dybden af Verdis musik mere end sædvanligvis på arie-plader.

Når Verdi er størst

Optakten er ikke typisk for cd’en som helhed. ”Celesta Aida” er en for pladen atypisk decideret arie, ikke det mest spændende på pladen, men Calleja klinger dog dejligt ung som Radames på vej til at erobre verden, som for ham er både krigsskuepladsen og kærligheden til slavinden Aida. Med den samme smittende begejstring afleverer Calleja de to store tenornumre fra den samme scene i ”Il trovatore”, den lyrisk smukke kærlighedssang ”Ah! Si, ben mio ben” og den pludselig kraftfulde kampsang ”Di quella pira”, da Manrico får at vide, at hans mor er taget til fange, og han samler sine mænd for at komme hende til undsætning.

Fra ”La forza del destino” (Skæbnens magt) får vi faktisk noget, der ligner en samlet enhed med det lange forspil til Alvaros arie i tredje akt, ”La vita è inferno all’infelice” (Livet er et helvede for den ulykkelige. Forgæves ønsker jeg mig enden), meget udtryksfuldt sunget af Calleja Den allermest populære duet mellem tenoren og barytonen Carlo ”Solenne in questora” (Nu døden mig kalder) springes over. Endnu har Carlos endnu ikke opdaget, at Alvaro er den mand, som ved et vådeskud har dræbt hans far, og som han søger. Men vi får så den dramatiske scene, da to tager deres opgør, en pragtfuld duet, som synges effektfuldt af Calleja og barytonen Vittorio Vitelli, som man roligt kan indføje i pladesamlingen. De to synger også en duet fra ”Don Carlo”, hvor det ikke gælder hævn, men venskab. Man får et stærkt indtryk af, at repertoiret er Callejas personlige valg, det han allermest har lyst til at synge. Indholdet er ikke valgt som en række operaens highlights. Det er blevet til en stærk cd, der viser Verdis enestående kraft og udtryk og Callejas evne til at få musikken til at leve.  

Det allerbedste er fire scener fra ”Otello”, godt 25 minutters musik, som viser, at den 38-årige Joseph Calleja nu er moden til at synge det krævende parti som mohren. Og han har ved sin side Angela Gheorghiu som Desdemona i førsteaktens store kærlighedsduet. Det er ikke bare en kærlighedsduet, det er to skrøbelige mennesker, den ene mørk, den anden hvid, som elsker hinanden på trods. De vil holde fast i hinanden, men hos ham lurer den dræbende jalousi, hos hende angsten for det mørke fremmede i hans sind. Man føler med dem begge. Boito skrev en fremragende operatekst, som fik Verdi til at nå endnu dybere ind end selv Shakespeare. Hævnduetten fra anden akt følger, da Jago har fortalt sin drøm til Otello, der fejlagtigt tror på, at Desdemona har været ham utro. Så i tredje akt Otellos fortvivlelse henvendt til Gud: ”Blot ikke dette”. Konsekvensen er slutscenens drab på hende og selvmordet. ”Niun mi tema” (Ingen frygter mig længere, selv om jeg er bevæbnet. Jeg er ved min vejs ende). Fire scener fortæller en rystende historie. Den synges, så det gør ondt. Men det i samme åndedræt vidunderligt. Det er det, opera kan. Det spanske Orquestra de la comunitat Valenciana og dirigenten Ramon Tebar har deres del i det. (Joseph Calleja. Verdi-scener. 65 minutter. Decca 483 1539).  

Ung dirigent og gammelt orkester

Andris Nelsons er netop tiltrådt som chefdirigent for et af Tysklands ældste og bedste symfoniorkestre, opkaldt efter det gamle Gewandhaus, Tøjhuset i Leipzig, hvor det oprindeligt gav koncerter. Nu har det en større og mere moderne koncertsal. Nelsons er i forvejen chefdirigent i Boston, hvor et af USA's såkaldte ”fem store” orkestre hører til. Han har allerede lanceret ideen om et nærmere samarbejde mellem orkestrene i Leipzig og Boston angående fællesrepertoire og solister og gæsteudveksling af musikere tværs over Atlanten. Den aktuelle Bruckner-plade er den anden i en serie med alle Bruckners ni symfonier kombineret med Wagner-forspil og mellemspil. Den første cd med den tredje, såkaldte ”Wagner-symfoni” og ”Tannhäuser-forspillet blev optaget og udsendt allerede før Nelsons tiltræden i Leipzig.

Alle Bruckners ni skal optages, og alle kombineret med lidt Wagner. CD’en med Bruckners fjerde indledes med forspillet til ”Lohengrin”, og det er ikke et tilfælde, for ”Lohengrin” er flere gange i sin karakter og klangfarve blevet nævnt som et sidestykke til Bruckners fjerde, og noget er der om det, som Gewandhausorchester klinger i gensidig inspiration mellem den beundrede Wagner og den vildt beundrende Bruckner. ”Wagners musik går, akkurat som Bruckners langt over intellektet”, siger Andris Nelsons. Mere prosaisk findes der en lidt munter beretning: Da Wagner engang ankom til Wien, modtog Bruckner ham og løb efter hans vogn det halve Wien igennem. Lohengrin-forspillet har mange naturligvis i forvejen på plade, men Nelsons Wagner er noget særligt. Han var udset til at dirigere premieren på ”Parsifal” sidste sommer i Bayreuth, men han følte sig ikke tilpas der, og han rejste nogle dage før premieren. Her dirigerer han ”Lohengrin”-forspillet eftertænksomt, fantastisk klart og gennemhørbart (gennemsigtigt) og alligevel med en nærmest hinsides lysende kraft. Disse ni majestætiske minutter indeholder et helt drama. Uanset hvor mange ”Lohengrin”-forspil, der står på pladehylden, skal denne indspilning med.     

En hellig natur sat i musik

Et musikalsk glimt af himlen, hedder min overskrift/rubrik. Jeg har lånt den fra programhæftet til pladen. Det var ganske vist først i sin ottende symfoni, at Bruckner – lidt ironisk-positivt sagt - nåede op til at hilse rigtig på oppe i himlen hos Sankt Peter, men hans musik er dybt inspireret af hans tro på Gud. Her i den fjerde mærker man i høj grad også Bruckners glæde ved den jordiske/østrigske natur. Bruckner selv valgte selv navnet ”den romantiske” til den. Førsteudgaven var færdig i 1874, men Bruckner følte sig som så ofte ikke helt færdig med den, og deri blev han – nok mere negativt - bekræftet af mange andre. Fire år efter skrev han en helt ny scherzo som tredjesats, og i 1878 rekonstruerede han fjerdesatsen, finalen. Det er denne ofte spillede version i Leopold Nowaks udgivelse, som vi får her. Man kan vist roligt sige, at Bruckners mangeårige arbejde med symfonien har medvirket til dens umiddelbarhed. Musikken fremstår klarere og langt mere forståelig i denne anden version, hvis man absolut vil forstå musik, men så langt mere umiddelbar da. Det rokkede en tredje version fra 1888 ikke ved.

I førstesansen klinger Guds skov som menneskets tilholdssted. Først en stille strygertremolo og så kalder hornene ud fire gange næsten ens, men de små forskelle har betydning. Gewandhaus-orkestret har nogle fantastiske hornister. Andris Nelsons lever med i denne naturskildring stigende til en mere dramatisk uro og igen faldende til en ro, der lader fuglene blive hørt. Begyndende med andensatsens sørgemarch og udviklet fremover i andanten mærker man menneskets lidelse i al sin enkelhed.

Tredjesatsen er en typisk såkaldt jagt-scherzo med et vidunderligt skifte til en fredfyldt musik i trio-delen. Nelsons er en mester i at finde ind i den smukke, dybe ro. Her klinger Bruckner som en mere moden Schubert. Og så en stærk finale, hvor det janusagtige andet hovedtema klinger snart sørgmodigt, snart munter rytmefuldt. Også tidligere temaer specielt fra førstesatsen blander sig i en ret komprimeret blanding af lys og skygger, naturkraft og gudsfrygt. En musikalsk kærlighedserklæring til den store natur, om man vil. Jeg finder Bruckners Es-dur en prægtig symfoni, og denne optagelse er med dens klarhed både i den tekniske optagelse og i den musikalske tolkning fyldt af en dyb forståelse for at levendegøre en skønhed, som specielt i finalen ikke får lov at stå uden skygger. Den er dobbeltsidet som selve livet. (6 stjerner: Wagner: ”Lohengrin” forspil og Bruckner 4. symfoni i Es-dur. Gewandhausorchester Leipzig, dirigent Andris Nelsons. 79 minutter. DG 479 7577.)

For de mange? Ja, i hvert fald for de mange, som læser jcklassisk.dk.

Billede: Tenoren Joseph Calleja

Stor Tosca kommer i tysk TV 3sat

Se og lyt til en stor ”Tosca”. Årets opera på påskefestspillene i Salzburg er Puccinis ”Tosca” ret usædvanligt dirigeret Christian Thielemann, og de aktuelle anmeldelser lover det helt store. Anja Harteros skal også synge en helt fantastisk Tosca. Alexander Antonenko synger Cavaradossi. Den franske basbaryton Ludovic Tézier synger despoten Scarpia. Instruktør er Michael Sturminger. Forestillingen sendes på 3sat påskelørdag 20.15.