Aktuelt citat: Kind! Denne ”Tristan” bliver noget frygteligt!  Denne sidste akt bliver noget frygteligt!!! Jeg frygter, at operaen bliver forbudt – hvis ikke det hele bliver parodieret af en dårlig opførelse: kun middelmådige opførelser kan redde mig! Fuldstændigt gode vil gøre folk forrykte…  Richard Wagner i et brev til sin nære veninde Mathilde Wesendonck, da han i 1859 havde færdiggjort ”Tristan og Isolde”.

Denne anmeldelse gælder DVD-optagelsen af premieren 2015 på den aktuelle opførelse af Richard Wagners ”Tristan og Isolde”, som skal spilles endnu i tre somre på festspillene i Bayreuth.  

Ungdomssymfoni til en hvem ved hvad

Og så vil jeg alligevel begynde et helt andet sted end med Wagners store kærlighedsdrama, nemlig med en symfoni i C-dur, som den 19-årige Richard skrev i den tidlige sommer 1832. Kan man i det hele taget høre, at den er af Richard Wagner? Ja, når man ved det, men det er også den ideelle musik at spille i en musikalsk hvem ved hvad for musikvenner. De vil umiddelbart sige Beethoven til åbningen. Andensatsen, en stor andante, minder om de langsomme satser i Beethovens femte og især syvende symfoni. Det indrømmede Wagner selv. Den rytmisk markante scherzo med et pastorale-mellemspil er mere selvstændig, mens den energifyldte finalesats kaster skygger over sig ikke blot af Beethoven, men også af Haydn og endda Mozart op til Wagners samtidige Mendelssohn. Symfonien er ideel til en gættelig også for viderekomne. Den er faktisk sjov at lytte til. Musikken er også for god til at blive afvist.

Symfonien beholdt en plads i Wagners hjerte. Juleaften 1882, altså 50 år senere og kun få måneder før sin død dirigerede han er opførelse af den i Venezia.  Mens ”Tristan og Isolde” har en følelsesmæssigt stærk musik, er symfonien lettere afslapning. Der er en ide med at kombinere lytningen af den mindre symfoni og den store opera. Et perspektiv, en historie om, hvad et kim kan udvikle sig til. Naxos har netop udsendt en ny indspilning af Wagners C-dur symfoni og enkelt sats fra en aldrig færdiggjort E-dur symfoni med Jun Märkl og Leipzigs Radiosymfoniorkester. Den skulle være let at få fat i.

Fra middelalderfortælling til romantisk opera

Så til hovedsagen. Richard Wagner, som selv skrev både tekst og musik til sine store musikdramaer, læste og blev inspireret af Gottfried von Strassburgs digtning om Tristan og Isolde fra omkring 1210. Det var flere versioner af legenden om kærlighedsparret fremme i middelalderen, men linjen er klar fra Gottfried til Richard. Men Wagner ville noget andet og skabte noget andet i sin opera, som blev uropført i 1865. I middelalderen blev lidenskaben fremkaldt af kærlighedsdrikken, som Brangäne giver parret. Hos Wagner frigør drikken derimod deres kærlighed. Tristans voldsomme udbrud, da han tør åbne for sine følelser, bryder uimodståeligt alle skikke og love for vasallen Tristans opførsel over for sin herre kong Marke, hvis brud Isolde han har hentet. I middelalder-versionen dræber kong Marke Tristan. Wagner lader derimod Marke tilgive, endda til dels forstå Tristan.  

Lad disse forskelle stå som en overgang til at fortælle, hvilke veje instruktøren i Bayreuth, Wagners oldebarn Katherina Wagner, er gået videre i den opførelse, som man kan se og høre på en dvd-optagelse fra DDG fra forestillingens premiere år 2015. Katherina følger langt fra altid oldefar Richards ord. Det har naturligvis delt vandede. Men tag det roligt. Det er en stærk opførelse, som ikke kan afvises. Jeg vil hævde: tværtimod.

Børn, skab nyt - eller?

”Børn, skab nyt”, sagde Richard Wagner. Man alligevel er der altid nogle, som mener, at Wagners én gang i 1800-tallet udtalte mening skal følges. Vi har med en opsætning at gøre, som blev mødt med stor velvilje fra publikum i 2015, da DVD-sættet blev optaget, men ved genoptagelsen i 2016 var protesterne stærkere. Deraf kan man ikke slutte meget, for operadebatten i Tyskland er i de senere år blevet mere privat og politisk, og Bayreuth-publikummet er ikke længere et af operaverdenens mest åbne. Men prøv selv at tage stilling:

I første akt aner man kun i svage konturer, at man er om bord på Tristans skib på vej tilbage til Cornwall med Isolde, som han henter som brud til kong Marke. Engang var han kommet til hende, for at hun med sine kunster skulle læge hans dødelige sår. Man ser, at de vil hinanden, allerede før de indtager kærlighedsdrikken i slutningen af akten. Det er imod Wagners ord, men her er de begge bevidste om deres forhold og klar til at tage konsekvensen fra begyndelsen, fortæller opsætningen. Tristans tro følgesvend Kurwenal og Isoldes fortrolige Brangäne vil holde dem fra hinanden og løber rundt efter dem i en flot moderne scenebillede af Frank Philipp Schlössmann, et virvar af en trækonstellation af trapper, etager og elevatorer, som fra scenens bund til top afspejler virvaret i deres eget liv. En labyrint, hvor Tristan og Isolde først i aktens sidste minutter finder hinanden. Det fortælles, at man måtte sætte små beskeder om den rette vej op på labyrint-scenen skjult for publikum for at sangerne kunne finde rundt.     

Tre scenografiske historier

Anden og Tredje akt er med en ny scenograf, Matthias Lippert, og vi er pludselig landet som i en anden opera i et fængsel. Tristan og Isolde synger den berømte inderlige kærlighedsduet til døden afsondret som Markes fanger i et torturkammer. Projektørerne fra Markes mænd danner mønstre af gitre om dem. Det er altså en moderne version af middelalderdigterens opfattelse af Marke. Parret er udsat for en gennemført bevogtning af Markes sikkerhedsfolk, som ved alt om dem. Men det virker alligevel ikke overflødigt at  Melot afslører parret for kong Marke. .

Den i gul habit og pels og moderne hat klædte konges lange spørgende monolog synges fantastisk indtrængende af bassen Georg Zeppenfeld og åbner for en dybere afsløring af de afgrundsdybe modsætninger, som der kan være i et menneskeligt sind, ikkemindst hos et magtmenneske. Katherina Wagner spørger i dvd-sættets lidt magre følgehefte med henvisning til sin tolkning af kong Marke: Men hvordan kunne han have reageret anderledes?

Tredje akt er i bogstavelig forstand sort med mørkets afskygninger aftegnet i uendelige nuancer. Den ensomme, til døden sårede Tristans hallucinationer om Isolde fortælles i en sceneteknisk fantastisk billedfølge som bobler af trekanter skiftende på hele scenen. I Tristans sidste hallucination, inden han dør, kaster Isolde sig ud som en anden Tosca. I det samme når Isolde endelig frem og senere Marke og de andre. Isoldes berømte ”Liebestod” (Kærlighedsdød) klinger ikke som en afklaring, for hun dør ikke. Kong Marke slæber af med hende. Hun er hans ejendom. Men det er også en slags død.

Man kan råbe op om, at denne slutscene ikke rimer med Wagners musik, og at den som så flere andre ideer i denne iscenesættelse ikke umiddelbart stemmer overens med Richard Wagners tekst. Men denne betragtningsmåde kan let virke overfladisk. For Katharina Wagners version, som i dvd-udgaven også kan betragtes som en moderne filmversion af det mørke middelalderdrama, har en indre logik, som slår igennem. Og det afgørende er, at den  gør det sammen med musikken.

Akustikken passer

”Tristan” er det første af Wagners musikdramaer, som akustisk hører hjemme i festspilhusets specielle opbygning. Wagner tænkte også på ”Tristan”, da han senere lod festspilhuset bygge. Festspilhusets specielt smukke, mystiske, mytiske, smertefuldt resignerende klang er fantastisk under Christian Thielemann, som er musikchef i Bayreuth – selv på DGGs to dvd’er eller bluray-disc. Orkestermusikken kommer ikke direkte ud i rummet fra den dybe overdækkede grav, men går direkte op mod scenen og derfra ud i salen. Derfor kan det også lade sig gøre, at Tristan og Isolde i anden akts kærlighedsduet kan synge med ryggen til publikum dybt koncentrerede om hinanden, uden at lyden forsvinder i bagkulissen. 

Thielemann er hovedaktøren bag, at denne ”Tristan og Isolde” har høj Bayreuth-standard. Det er ikke alle forestillinger på ”den grønne festspilhøj”, der har det længere. Orkestret er det bedste man kan forestile sig i Wagner. Orkesterpaletten er bredere og dybere end hos wienerne, sommangeutvivlsomtogså vil nævne.

Tristans parti nærmer sig det usyngelige i sidste akt, men Stephen Gould mestrer vanskelighederne forbløffende flot og behageligt. Evelyn Herlitzius, som synger meget i München, sprang ind som Isolde kun fire uger før premieren. Hun er ikke nogen diva, men en dejligt indadvendt indlevet Isolde. Georg Zeppenfeld er som nævnt en pragtfuld kong Marke, Iain Paterson en overbevisende Kurwenal og Christa Mayer en aldeles glimrende Brangäne.

De direkte ord om denne fantastiske musik og dens udførelse er relativt få. Musikken i dette højdepunkt i musikhistorien giver i højere grad sig selv. Med sine fire timer og 10 minutter er den ikke til hurtig lytning, men også indspilningen er til mange intense genhør. Man ser, man lytter, man tænker, man oplever, man bliver udvidet.

Tristan i Bayreuth 1953

p.s. Jeg har haft det privilegium at have set samtlige opsætninger af ”Tristan og Isolde” i efterkrigstidens Bayreuth, den seneste og her omtalte version dog kun på video, alle de øvrige live. En rig række af oplevelser, så blandet den end er. Af dem alle er Wieland Wagners tilbage i 1953 den, der stadig står stærkest hos mig i al dens koncentrerede enkelhed. Wieland, Katharina Wagners onkel, stod for en psykologisk personinstruktion og et menneskeligt bevægelsesmønster, der fortalte så utroligt meget om, hvad personerne tænkte og følte. Da Tristan og Isolde i Wielands opsætning drak den famøse kærlighedsdrik, faldt de hinanden voldsomt om halsen. Det ville man som tilskuer nærmest sværge på, men de rørte slet ikke hinanden, de blev stående på en lille halv snes meters afstand, til de hver for sig blev holdt fast af Kurwenal og Brangäne. Wieland havde brugt timer på at indstudere en scene på godt tre minutter, som fortalte alt om, hvad der skete med to mennesker så nær og dog så umuligt langt fra hinanden.     

Richard Wagner: Tristan og Isolde. Dirigent Christian Thielemann. Bayreuth live 2015. Deutsche Grammophon. Fås både som to cvd’er og som én bluray-disc.