6 stjerner af 6: Det var en både forfriskende og samlende værksammensætning, som chefdirigent Marc Soustrot havde lagt foran sit Aarhus Symfoniorkester. Tre indholdsmæssigt og udtryksrige, men forskellige stykker musik, som afspejlede en væsentlig overgangstid i musikhistorien, ja i den europæiske kulturhistorie, overgangen mellem 1800-tallet og 1900-tallet op til Første Verdenskrig. Debussy i Frankrig, Richard Strauss i Wien, Stravinskij på vej mod verdenskrigens meningsløse kraftudladninger, selvom heller ikke han kunne vide, at krigen ville følge i året efter 2013, da hans ”Le sacre du printemps” havde sin skandale af en uropførelse i Paris.

Residerende musikere

Ikke mindst denne koncerts musik kræver og fik et større orkester, end vore landsdelsorkestre får lov at være til hverdag. Orkestret var udvidet til en størrelse, som virkede ideel blandt andre med fem unge musikere fra EU, som i en uge har været i inspirerende kontakt med musikere i Aarhus. Det må kaldes en af de positive ideer i kulturhovedstadsåret 2017. Det var den første koncert af fire under fællesbetegnelsen Symphonic Residencies. Næste koncert i serien bliver Brittens ”War Requiem” den 4. og 5. maj. Lad os blot få flere residerende musikere – fast ansat. Sikke en gevinst.  

Med de mange musikere fyldte orkestret Symfonisk Sal to aftener i træk med en imponerende intensitet og vellyd gedigent styret af dets franske chef. Noget ganske specielt var den differentierede måde, som Soustrot skabte tre forskellige klangverdener på, en gennemhørbar fransk i Debussy, en drømmende både sødmefyldt og smertefuld wienerisch i Richard Strauss, og en russisk, kraftfuld mesterlig totalverden hos Stravinskij.  

Stemninger i mørkningen

Optakten, Debussys ”Nocturnes” er egentlig tre selvstændige værker, hvoraf vi kun fik de to første, for der kommer et damekor til i tredje del, som vi derfor ikke fik at høre. Nocturner? Ordet har faktisk mange betydninger. Aften- og nattestemninger? Billeder med vekslende konturer af lys og skygge? Debussy skrev selv, at ”den fælles titel skal forstås i dens almene og frem for alt mere dekorative betydning. Det drejer sig om de mange indtryk og specielle belysninger, som dette udtryk kan indeholde”. I ”Nuages” netop ”blikket op mod den ubevægelige himmel med skyernes melankolske træk, som opløses i det grå med bløde hvide toner”. I den kontrasterende ”Fetes”(fester) ”er det ”bevægelsen, atmosfærens dansende rytme med skarpt opblussende lys; det er også en visionær episode med et optog af fantastiske skikkelser, der bevæger sig gennem festen og forsvinder i den, men grundmotivet forbliver hårdnakket, det er festen og dens kombination af musik og lysende støv, der skaber en samlende rytme”.

Debussys har således her og andre steder været med til – måske både negativt og positivt – at give os et mere fastholdt begreb om sin musik. Men den er langt mere nuanceret end blot dette. Debussys ord var vel tænkt som et ”salgsbrev”. For så ny var musikken dengang i 1890’erne.  Og det er den i virkeligheden stadig. Og Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester spillede den med et rigt aspekt af klangfarver og dynamiske afskygninger, begyndende i piano og også afsluttende i et decrescendo. Hemmeligheden i denne Debussy-gengivelse syntes at være, at der ikke blot skal tilstrækkeligt mange musikere til at spille et flot klingende forte, men også til at afrunde en rent og fyldig piano-tone.  

Strauss’ Mozart-opera

Efter de voldsomme operaer ”Elektra” og ”Salome” trængte Richard Strauss og med ham digteren Hugo van Hofmannsthal til at skrive en ”Mozart-opera”. Og ”Rosenkavaleren” blev i indholdet og i ånden en ægte hyldest til Mozart af Richard Strauss, selv om hans orkester og harmonik er anderledes yppig, og valsene, som præger musikken, er et fremmedelement i handlingen, som foregår et århundrede før valsens kulmination i Maria Theresias regeringstid midt i 1700-tallet. Den medrivende valsetakt ligefrem lettede og favnede Symfonisk Sal til slut. Gengivelsen var herlig, mozartsk i ånden, wienerisch i udfoldelsen. Og den var ikke mindst dramatisk ladet.

Fantastisk Stravinskij

Efter pausen kom så en suite fra Stravinskijs ”Vårofferet”, hvis vi skal have den danske titel med. Den blev virtuost gengivet med en fængende og præcis rytmik. Det var ren fornøjelse at lytte. Havde det været en rok-koncert, havde et ungt publikum bevæget sig fysisk, men i virkeligheden kan man jo i en klassisk musiksal opleve Stravinskijs skarpe og præcise rytmiske musik som en kraft inden i sig uden at man behøver at genere andre. Og her var meget at opleve.

Marc Soustrot dirigerede nærmest eventyrligt præcist med hele kroppen. Man kan læse musikken af hans kropssprog, samtidig med at den går fra ham over i orkestret. Det var større end ellers, og alligevel eller netop derfor virkede det, som hørte man hver en musiker. Det kræver præcision. Og hvor var det præcist, også klangligt. En kraftpræstation. En oplevelse

Seks indiskutable stjerner

Som min egen herre på jcklassisk.dk har jeg det privilegium ikke at skulle give stjerner, denne umulige måde at skulle være retfærdig på. For hvad tæller stærkest af alle de skiftende enkeltelementer, som en stor koncert indeholder? Men her var en koncert, som var toppen af og mere til af alt, hvad man kunne forvente af en landsdelsorkesterkoncert. Derfor uden tøven de maksimale seks stjerner.

Billede fra den tilsvarende aktuelle danseopførelse af ”Le sacre du printemps” på Wiens Statsopera er med sin koncentrerede og skarpe spænding også en god illustration til koncertopførelsen i Aarhus. John Neumeier står for denne version af Nijinskijs ballet fra1913. Den havde premiere i Frankfurt-am-Main i 1972 og havde forleden premiere i Wien. De næste tre opførelser af Neumeiers dobbeltprogram med ”Le pavillon d’Armide” og ”Le sacre” danses den 10., 13. og 16. marts. Opførelsen den 13. marts tv-streames live fra Wiens Staatsoper mod betaling.  Foto: Wiener Staatsballet/Ashley Taylor.