af John Christiansen - d. 12. januar 2017
En livlig opførelse af Johann Strauss’ ”Flagermusen” i Aarhus var et godt forsøg på at genoplive den klassiske operette som koncertopførelse – Beethoven med en usædvanligt lang pause
Dagens citater:
”Operetten er den
komiske operas datter, som kom på afveje. Det betyder ikke, at piger, som kommer
på afveje, ikke har deres charme”. Den franske komponist Camille
Saint-Saëns, som ikke skrev operetter.
”Man skal altid være
fordrukken… Men hvormed? Med vin, med
vers eller med dyd? Som det passer jer. Men
berus jer”! Den franske digter Charles Baudelaire, som blev dømt for
usædelighed på grund af digtsamlingen ”Les Fleurs du mal” (1857).
Champagnens operette
I den store operafamilie betragtes operetten ofte som dens
sorte får, når hun med vekslende held har trængt sig på for at komme ind på de
større scener. Før i tiden lykkedes det oftere for hende, ikke mindst når
teatrene trængte til at tjene penge. Nu har den yngre bror musical sparket operetten
ud af teatrene. Musicalen er nyere, men er den derfor mere moderne? Næppe. I
forhold til overhovedet opera er musical lidt af en bastard, og alligevel vil
operachefer og måske stadig en større del af publikum hellere friske
operarepertoiret op med musicals end med operetter.
Derfor er det vældigt godt, at Aarhus Symfoniorkester her
efter nytår ikke blot opfører en af operettegenrens fornemste værker, men også satser
på fremførelsen: Valsekongen Johann Strauss den yngres ”Die Fledermaus” eller
”Flagermusen”, hvor champagnen er skyld i alt: ”Champagner hat´s verschuldet, was wir heut erduldet”, hedder det
i finalen. Jeg citerer på tysk, for det var svært at få fat i alle ordene i den til dels nye danske bearbejdelse. .
”Flagermusen” spilles syv gange som koncertopførelse med en
dirigent og en sangerbesætning, som stort set er det bedste, som kan skaffes
herhjemme. Og det siger ikke så lidt (Se spilleplanen nederst i artiklen). Operetten
som genre og selv ”Flagermusen” er ved at blive glemt herhjemme. Em forklaring
er måske, at dens personage og handlingen på overfladen godt kan betragtes som charmerende
tåbelighed, men det glemmer man let, når musikken spiller. Og så opdager man, at
rusen også indeholder alvor. Og i alvoren tilmed et sammenbrud.
Den sorte fredag er
baggrunden
Strauss skrev ”Flagermusen” i en sammenbrudstid året efter
”den sorte fredag”, den 9. maj 1873. I Wien hørtes skud. Det var selvmordenes
dag. I dagene før var aktierne faldet i kurs. Nu blev de med et slag værdiløse.
Krakket ramte alle samfundsgrupper. ”Flagermusen” blev født i denne mørke, pessimistiske
tid. Er det ikke til at høre i musikken? Eller er det netop til at høre? Der
kan også svares ”jo” på de to spørgsmål. Men det var indrømmet ikke alvoren,
der kom meget frem i Aarhus, måske fordi den kræver en ægte teateriscenesættelse.
Men der blev ageret, og det var tilsyneladende på de erfarne sangeres egen rutine, og det blev en blandet fest..
Karneval var tiden, da man kunne skjule sig bag masker og
drømme sig ind i en anden social ramme. Det gør så at sige alle i
”Flagermusen”. I dag går vi måske ikke længere til maskeballer, men vi spiller rask
væk roller uden at opdage, at vi også kan blive ofre. ”Flagermusen” er et spil
om at negligere realiteterne. Det klinger koncentreret allerede i duetten ”Glücklich ist, wer vergisst, was doch nicht
zu ändern ist“ (Lykkelig er den, som glemmer, hvad dog ikke ændres kan).
En flirt med
erotikken
Handlingen kan kaldes frivol, men det frivole antydes kun. Handlingen
flirter med erotikken, men den bliver aldrig konsumeret. Det samme gælder for de
alvorligere følelser. De fornemmes udelukkende i musikken. Handlingen er mere
overflade: Rosalinde vender tilbage til sin utro Gabriel Eisenstein, for sådan
er den gamle teater-konvention jo. Han mister sit ur, som er det tikkende bevis
på hans manddom, men han vinder intet. Hun bliver alene med sin gamle tilbeder Alfred,
men denne falder hen i det samme mønster som hendes ægtemand Gabriel, da han vimser
rundt med dennes slåbrok på. Da Rosalinde og Alfred mødes i operettens første
valseduet, priser de nydelsen af alkohol, ”Trinke
Liebschen, trinke schnell”.
Musikken kommer mere intimt og tættere på det, som teksten
kun antyder, og det på en spændende bagvendt måde. Som tilhører tænker man på og
føler det, som blot ikke siges. Her nævnes kun nogle af handlingens mange tråde.
Har man ikke sat sig ind i den, kunne man godt være fortabt, vil jeg tro. Akustikken
i Symfonisk Sal er ideel til et orkester, men den er vanskelig for tale og
deklamatorisk sang. Var det derfor, man ofte følte, at det ikke fængede så
meget, som der blev lagt op til? Men man kunne så tro om under det lange afsluttende bifald.
Inspirerende dirigent
Dirigenten Christian Kluxen dirigerede let og elegant med fine wienerpointer.
Aarhus Symfoniorkester fulgte ham inspireret præcist. Og det gav en flot fremførelse,
om end måske ikke helt en musikalsk rus – hvis man nødvendigvis skal følge
Baudelaire. Allerede ouverturen blev mere end en lagkage af operettens fængende
melodier. Jo, de fængede, men de blev også knyttet sammen som et broget
u-kronologisk tæppe af rolleskift og forvekslinger, som så blev rullet op, da
det her usynlige tæppe gik op, og sangerne spillede komedie af livsens lyst på forscenen.
Ouverturen begynder med Eisensteins fortvivlede udbrud fra
operettens sidste billede, da han fra at være forføreren bliver den bedragne. Valsen
fra anden akts store fest spidser til hele to gange. Den langsomme andante smelter
hen i Rosalindes krokodilletårer, da hun synger farvel til sin Gabriel, der
skal i fængsel for ”korporlig korrigering” af en embedsmand. Senere bliver hendes
czardas som festens ungarske grevinde – endnu et rolleskift – ouverturens
finale. Alt dette og mere til fører Strauss endda sammen i en sonateform, hvis
man interesserer sig for den slags. Det er unødvendigt at kunne følge den. Ouverturen
sprudlede for alle.
En prægtig opførelse
Kluxen og orkestret var ikke ene om at gøre det godt. Det gjorde
sangerholdet også helt igennem. Damerne først. Susanne Elmark var en dejligt
klingede Rosalinde, og den eneste ikke-dansker, brasilianeren Gabriella Pace
var en sikkert indrende koloratursopran som Adele, endda med sans for det danske sprog. Andrea
Pellegrini som den dekadente prins Orlowski, hvis køn har en usædvanligt
mystificeret sammensætning, betog atter med sin mørktlingende sang.
Den velsyngende baryton Jens Søndergaard var egentlig
hovedpersonen, for hele spillet er jo doktor Falkes hævn over Eisensteins
karnevalsløjer med ham for år og dag siden. Det var herligt at høre, hvordan de
to tenorer David Danholt som Eisenstein og Magnus Vigilius som Alfred har udviklet
sig. Danholt synger nu desværre mere i det store udland end herhjemme. Vigilius
imponerede i de traditionelle operacitater, som her kom allerede i mødet med
ungdomsveninden Rosalinde. Tue de Stordeur og Jens Bové var udlånt fra den altid
leveringsdygtige Jyske Opera. Så et lille sidespring og tilbageblik. Jeg mindedes nytåret 2006-07
med Bo Skovhus som Eisenstein og Morten Frank Larsen som Falke i den
traditionelle festopførelse på Wiens Statsopera.
Knus Romers operadebut
Det var en absolut gevinst med den altid både interessante
og pudsige forfatter og debattør Knud Romer som fængselsbetjent Frosch, som her
slap for at være talerør for blommebrændevinen slivovitz. Han havde sin egen hjemmelavede monolog, som ikke spor uventet var en nutidig
satire. Det er helt i orden, for det var ”Flagermusen” også i 1874. Frosch
nedlagde endda landsdelsorkestrene. Det var der advarende alvor i. Romer fik
endda publikum til at rejse sig og opføre sig lidt, som havde det fået en tår slivovitz.
Knud Romer havde været at finde i en annonce i
Jyllands-Posten, hvori ”Flagermusen” nærmest alene blev solgt på ”en absolut bramfri Knud Romer i rollen som
den forsvirede fortæller”. Han var nu hverken forsviret eller fortæller,
selvom der kunne være behov for en sådan. Var de, der kom for Romers skyld, mon
tilfredse? De måtte vente to timer til efter pausen, før han kom på scenen. Knud
Romer som Frosch var anderledes, og han var en succes, men det er altså en ny
kurs for Aarhus Symfoniorkester at gøre den eneste ikke-musiker-medvirkende til
det største trækplaster. A propos reklamer, så var det vel en slags reklame for Aarhus som kulturhovedstad med slagordet "rethink", at, Christian Kluxen også havde rethinked teksten, uden at jeg dog fandt ud af,nødvendigheden af det.
”Flagermusen” er en stor satsning. Udnyt den som en velklingende
ekstra nytårsfest. Man bliver altså i godt humør af den musik. .
Spilledagene i Symfonisk
Sal i Musikhuset Aarhus er 13, og 14 januar kl. 19.30, 14. og 15. januar kl.
15.00, 19. og 20. januar kl. 19.30. Desuden spilles i Skanderborg Kulturhus 17.
januar kl. 19.30. God fornøjelse.
Beethoven med
usædvanlig pause
Ugen før åbnede Aarhus Symfoniorkester byens år 2017 som
europæisk kulturhovedstad med tre opførelser af Beethovens niende. Jeg hørte
radiotransmissionen af den første og fornøjede mig over, at orkestret ikke blot
i Symfonisk Sal, men også hørt hjemme i stuen virkelig hørtes som et kvalitetsorkester.
Under chefdirigent Marc Soutstrot blev de to første satser spillet præcist og
både meningsfuldt og levende artikuleret. Den inderligt smukke adagio fulgte
ikke helt så overbevisende som ventet, men det havde en speciel grund. Den
populære slutsats med kor og solister stod virkelig godt med intensitet og fine
musikalske detaljer.
I pausen mellem anden og tredje sats var der flere minutters
mystisk stilhed, og radiospeakeren fortalte, at man savnede solistkvartetten,
som skulle være listet ind på scenen her. Kommunikationen var svigtet et sted.
Jeg fortæller historien, fordi vi her fik et levende bevis på, at satserne i en
symfoni er en helhed, og det er de ikke mindst i Beethovens niende, hvor de tre
første satser i finalen forkastes til fordel for de fire sangsolister og koret
med Schillers ode til glæden, ”Freude, schöner Götterfunken”. De flere
minutters uventede og uforklarlige stilhed gjorde, at man som lytter mistede
noget af sammenhængen, og at dirigenten, som måtte forlade podiet for at hente
sangerne, og orkestret skulle sunde sig lidt efter afbrydelsen. Der blev
spillet korrekt, men det varede lidt, inden de og vi fandt intensiteten igen.
Så klappede en del af publikum endda, da sangerne kom ind.
Men det er mig en gåde, hvorfor de ikke stod parat, for pausen mellem anden og
tredje sats er det sidste sted, de kan komme på scenen uden at genere både Beethoven
og publikum. Beethoven har i partituret udtrykkeligt med et attacca-tegn gjort
opmærksomt på, at tredje og fjerde sats følger hinanden uden ophold eller
pause. Men episoden var naturligvis kun en detalje under en stor opførelse.
Europæisk kulturhovedstad eller ej. Aarhus Symfoniorkester
bidrager til festen med et spændende og ofte bemærkelsesværdigt program året
igennem, og kvaliteten har været høj her fra starten.
Billede: Dirigenten Christian
Kluxen, som også havde skrevet en ny dialog. Foto: South Denmark Philharmonic
p.s. Frosch ramte plet: Udvandring
Så skete der noget: Efter Knud Romers monoleg som fængselsbetjent Frosch i "Flagermusen i den vist nok fjjerde opførelse af "Flagermusen" med Aarhus Symfoniorkester, fandt der en lille udvandring sted. Jeg var der desværre ikke den aften. Romer ironiserede over den tomme argumentation imod udsutningen af landsdelsorkestrene. Jeg ville gerne vide, hvorfor én eller halvanden snes mennesker pludselig forlod Symfonisk Sal. Aktuel satire har i Froschs' mund været en vigtig bestanddel af"Flagermusen" siden premieren i 1874. Var de tilskuere, som myldrede ud, virkelig tilhængere af, at Aarhus Symfoniorkester og kollegerne landet over nu skal udryddes? Det er den eneste logiske forklaring på udvandringen, men hvorfor var folk så kommet? s.u.