Pladeudgivelserne er i denne omgang danske. Så skal vi ganske vist snige os lidt forsigtigt for at komme uden om, at en prægtig boks med seks cd’er med Endre Wolf er indspilninger, som han har foretaget i Sverige. Men Wolf var fra 1968 til 1983 professor på Det kongelige danske Musikkonservatorium, og vi er stadig mange, som husker ham med veneration. Wolf kom også ud i det danske land for at give koncerter. Og det var begivenheder. Har man hørt ham, vil man have det vanskeligt at glemme ham. En lille tæt ungarsk personlighed, som spillede med en vidunderlig intensitet og varme, men også med et klassisk overblik.

Danacord har tidligere udgivet hans komplette danske TONO-indspilninger 1949-1951 på to cd’er, DACOCD 714-715, så selskabet har vel nærmest været naturligt begejstret for nu at udgive seks cd’er optaget i Sverige mellem 1944 og 1978. De giver et bredt indtryk ikke blot af Wolfs virke, men af hvad violinkunst kan være. Der har været mange fremragende violinister, men Wolf var en (personlig beskeden) gigant fra en tid, da indlevelse var en større dyd end ekvilibristiske færdigheder. I virkeligheden var hans overbevisende violintekniske kunnen, som i sig selv var en oplevelse, basis for en herlig midteuropæisk indlevelse i musikken.  

Måske lidt overraskende for mig selv begyndte jeg aflytningen med Beethovens violinkoncert. Det var måske for nostalgiens skyld, for hvor ofte har jeg gennem årene ikke lyttet til skuffende opførelser af den. Men Endre Wolfs varme, rige tone med alle dens udtryk fra en koncert i Göteborg i februar 1973 dirigeret af Sergiu Commissiona bragte Beethovens vælde tilbage med alle koncertens både varme og spilleglade momenter. Nostalgi? Måske, men jeg er ikke til at rokke fra, at her føres man ind i sjælen af Beethovens violinkoncert.

Denne Beethoven-optagelse er privat og teknisk ikke blandt sættets bedste, og mange musikelskere i dag med deres trang til teknisk perfektionisme kan have lidt svært ved at opleve direkte, men gennemgående er de vekslende optagelser klangligt forbedret op imod vor tid, så oplevelsen burde ligger lige for også for ”moderne” ører. Det ville også være synd andet. Endre Wolf havde flere violiner til koncertbrug, men hans hovedinstrument var en Antonio Stradivari fra 1716, som i dag forvaltes af Göteborg Symfoniorkester, det orkester som Wolf i en tidlig årrække var koncertmester for, inden han helt overgav sig til undervisningen og sin solistkarriere.

Hvad får man så at høre fra dette pragtinstrument og dets kolleger? Det begynder naturligvis med Bach. To partitaer og to koncerter. E-dur koncerten er undtagelsesvis ikke optaget i Sverige, men i Odd-Fellow Palæet i København i 1949 og fornemt overført fra en TONO-plade af Claus Byrith. Seks koncerter er med, de tre er svenske af Erland von Koch, Sven-Erik Bäck og Hilding Rosenberg, og foruden den omtalte Beethoven får vi Brahms dobbeltkoncert’ for violin og cello, lyrisk ekspressiv i adagioen og med nerve i finalen med vor egen Erling Bløndal Bengtsson, og Bartoks anden violinkoncert. Sibelius’ violinkoncert er forvist til slutningen af den sjette og sidste cd. Den er med for komplethedens skyld, en meget dårlig radiooptagelse fra 1948, hvor produceren tilsyneladende først kommer i tanker om at skrue op for solistens mikrofon et par minutter inde. Men det er et stykke historie. Koncertopførelsen blev radiotransmitteret. Mon Sibelius lyttede?

Af stor autentisk værdi er ungareren Endre Wolfs optagelser af kammermusik af Bartok og Kodaly i langt yngre og mere velklingende optagelser. Der er klassiske optagelser af kammermusik og lidt Anton Webern. Et højdepunkt er Brahms’ anden sonate for violin og klaver med den fortræffelige Hans Leygraf. Indpakningen er speciel og fortræffelig. Tekstbogen på 138 siden bringer mange fotografier, for eksempel af Wilhelm Furtwängler og Endre Wolf sammen. (Endre Wolf in Schweden. 6 cd’er. Danacord 763-768).

Frühbeck de Burgos in memoriam

Fra seks historiske cd’er til seks cd’er med live optagelser med DR Symfoniorkestret og dets spanske chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos fra 1912 til dennes død i 2014. Det er en fornem udgivelse med alle Beethovens ni symfonier, Rodrigos berømte guitarkoncert ”Concierto de Aranjuez” med Pepe Romero som eneste spanske indslag, Berlioz’ ”Symphonie fantastique” og Richard Strauss’ ”Alpesymfonien”. Det er som mindeudgave godt, at Beethoven ikke står alene, men at disse tre andre komponister er ned til at dokumentere andre sider af Frühbeck de Burgos’ kunnen.

Inden man går i gang, beundrer man indpakningen, en bred, solid og gedigen kassette, som man til venstre åbner for en vifteformet indgang til de seks billledplader (dvd – bluray), og til højre for en fyldig bog med Per Morten Abrahamsen farvefotografier af salen og dirigenten og musikerne. Her boltrer Karl Aage Rasmussen, som har skrevet så mange gode komponistbøger, sig nu over Beethoven, og det er som altid læseværdigt og inspirerende. Teksten er både på engelsk, tysk, spansk og dansk. Man får også baggrunden i orden, inden man begynder at lytte, for teksten er let at læse og er kvalitet helt igennem. De to ting hænger sammen.

Optagelserne er teknisk fremragende. Bernhard Güttler og Jan Oldrup må stå som fællesnævner for DRs fine lydtekniske stab. Billedkvaliteten kender man fra DR K, og er der end ikke den store variation i fotograferingen (ja, hvorfor skulle der også være det?), så er det en fornøjelse også at opleve den smukke koncertsal i en teknisk flot billedkvalitet på skærmen hjemme i stuen. Det er en fryd allerede at have denne udgivelse i hånden.  

Udgivelsen er en fin international reklame for kvaliteten af DR symfoniorkestret, som utvivlsomt vil blive opdaget i Spanien. Nok er der gennem tiden kommet mange indspilningen med Frühbeck, som han kaldtes,  når det skulle være kort, men dette lille album får så meget med i en nutidig kvalitet. Og for det danske publikum er sættet én stor erindring om og genoplevelse af en populær dirigents store torsdag aftener.

På en måde er det svært at skrive om Frühbeck de Burgos’ Beethoven. Flere steder kan man læse, at den er dramatisk. Det er ikke det mest specielle ved den, Frühbeck var en rolig, indadvendt dirigent, som i hvert fald ikke viste det store uadvendte temperament. Han lader partituret tale for sig selv, og sådan kommer musikkens karakter frem. Og dermed Beethoven. Man lytter og har det behageligt. Man får den rene vare uden påklistrede tolkninger. Og det er det rigtige at få, når det som her er et sæt, der giver mulighed for at leve sammen med alle Beethovens ni i gengivelser, som både for øre og øje er dejligt naturlige at gå til. I finalen af den niende høres også DRs store kor til sin fordel sammen med en solistkvartet, som kræver, at man også lærer nye navne: sopranen Albina Shagimuratova, mezzosopranen Charlotte Hellekant og tenoren Scott MacAllister. Så kunne man godt have ønsket sig, at der havde været flere danske sangere med end topsolisten Johan Reuter.

Frühbeck de Burgos var med til at skabe et nyt, roligt fundament i DR Symfoniorkestret. Også i de to store pragtværker af Berlioz og Richard Strauss mærkes det, for eksempel i den naturlige skildring af naturens dramatiske vekslen i ”Eine Alpensinfonie”. Varme og naturlighed var særkender for Frühbecks musiceren.  

En lille biografi i bogen nævner, at Frühbeck de Burgos ”var den første spanske dirigent, som opnåede en international karriere”. Hvad med den 20 år yngre Ataulfo Argenta, som dog nævnes her? Hør hans Decca-optagelser fa 1950’erne bl.a. med London Symphony Orchestra, som delvist stadig skulle kunne fås. Han døde for ung, men han var et internationalt geni. Men det rokker naturligvis ikke ved, at kassetten med Radiosymfoniorkestret og Rafael Frühbeck de Burgos er noget ganske særligt (DR Dacapo, DRS 2.110417-22, seks dvd’er).

Fin gammel musik

Tenoren Erik Harbo debuterede på Det kgl. Teater for 50 år siden, den 29. december, og for 40 år siden udkom hans første lp af mange. Der er mening i en udgivelse med klassiske kompositioner fra koncertoptagelser fra dengang. Der er tale om ældre musik, som dengang var mere ny, end den er nu. Musik fra og omkring 1600-tallet optaget live i Roskilde, Holbæk og Kalundborg. Fra den sidstnævnte koncert i 1980 rum får vi en herlig gengivelse af Monteverdis dramatiske madrigal ”Il combattimento di Tancredi et Clorinda” (Tvekamp) med Ulrik Cold og Anne Frellesvig og Erik Harbo som Testo.

Erik Harbo var ansat 35 år på Det kgl. Teater, men hans repertoire har været bredere. Han spiller også guitar, han fortolker viser og Bellman, og han har skrevet bøger om St. St. Blicher og så sent som i år en ny bog om Jeppe Aakjkær: ”Sådan var Aakjær – også”. Og i dag har man nok først og fremmest den fornemme visesanger i øret. Men det er dejligt at høre den yngre Harbo med en oplagt fornemmelse for den gamle musik.  Han begynder med tre engelske lutsange af John Dowland og fortsætter med den allerede nævnte Monteverdi, som for mig forbliver højdepunktet, fulgt af en arie fra Händels ”Deutsche Arien” og en salme af Nikolaus Bruhns, videre en kantate om Pan og Syrinx af den mig ukendte franskmand Michel Pignole de Montéclair sunget på dansk og fransk. Harbo slutter med Kingos ”Sorrig og glæde”.

Det er lidt specielt at høre denne cd her i tiden op mod jul. Det er overhovedet ikke julemusik, men man lytter til den med noget af den samme ro og glæde. Den er også et genhør med andre fine danske musikere. Optagelserne er teknisk foryngede og virker forfriskende som barokmusik kan. (Erik Harbo: A voice V, CDKlassisk cdk 1167, 74 minutter, 89 kr.). 

Billede: Rafael Frühbeck de Burgos