af John Christiansen - d. 3. december 2016
Elina Garancas forunderlige operasang og Johan Reuters smukke Schubert-rejse med strygekvartet. Ekstra Roberto Alagna med nyere italienske sange.
6 stjerner af seks:
Først vil jeg gøre opmærksom på den lettiske mezzosopran Elina Garancas
fremragende opera-cd ”Revive Elina Garance”. Det er længe siden, at jeg i den
grad er blevet optaget af et operarecital, som det hedder på ”dansk”. Denne cd er
en pendant til Anne Netrebkos cd med operaarier fra verisme-tiden, som man kan læse
mere om på omstående anmeldelse. Den fik her på cdklassisk også seks stjerner. Deutsche
Grammophon har her i efteråret altså udgivet nye cd’er med et specielt
repertoire både med verdens førende sopran, Netrebko, og med verdens herligste mezzosopran,
Garanca. De har kun et enkelt nummer fælles, Francesco Cileas inderligt smukke
portræt af den berømte 1700-tals franske skuespillerinde Adriana Lecouvreur i arie om hendes beskedne indsats i forhold til teaterscenens skabende ånder.
Begge er de bevægende i denne korte arie. Mens Netrebko finder
vej ind til dens kerne i stemmens smukke klangspil, gør Garanca det samme i en fint
dramatisk pointeret fremhævelse af ordene. Det gælder også for de to cd’er i
deres helhed. Mens Netrebko søger variationen i den italienske verisme, som
betyder ”sandhed”, finder Garanca sin helhed i et stilmæssigt lidt bredere
repertoire, som hun meningsfuldt kalder ”Stærke
kvinder i svage øjeblikke”. Hun undskylder så i pladehæftet netop Adrianas
ovenfor nævnte arie, som ikke falder ind under denne fællesbetegnelse, men hun
måtte have arien med på grund af dens inderlige skønhed.
Revive kan oversættes med flere forskellige ord. Garanca genoplevet?
Repertoiret er dog helt nyt. Garanca genopfrisket? Det behøver hun altså ikke
at blive. Hun begynder med en regulær veristisk arie og samtidig et stykke
italiensk, stærkt menneskeligt drama, for Garanca er også selv bevidst om, at
hendes stemme og sangkunst er inde i en mere dramatisk udvikling. Den er fra
Mascagnis ”Cavalleria rusticana”, den gravide Santuzzas smerte henvendt til
Turiddus mor, ”Voi lo sapete”, over at han nu har svigtet hende til fordel for
sin tidligere kæreste, der ganske vist giftede sig med en anden, mens han var
borte som soldat. Man føler virkelig en stærk kvinde i sit livs svageste
øjeblik. Der er mere italiensk af meget vekslende art, hofdamen Ebolis
skæbnefyldte kærlighedssang fra Verdis ”Don Carlo”, den inciterende Preziolas friske
”Rataplan-trommeslag-sang i ”Skæbnens
magt” og Amneris i ”Aida”, alle yngre kvinder, men unge mezzosopran-partier er
en sjældenhed hos Verdi, skriver den 40-årige Garanca i pladehæftet. Og de unge
passer til hendes stemme.
Der er ikke færre end seks numre fra franske operaer med. Her
kommer den smukke lyriske del af Garancas rige stemme til sin ret som Dido i
Berlioz’ ”Trojanerne”, som Saint-Säens’ forførende Dalila, Ambroise Thomas’
Mignon med den enkle ”Connais tu le pays?”, som Massenets og Werthers elskede Charlotte
og i en lidt anderledes Massenet-rolle som den vrede og sårede Herodias. Endelig
som afslutning på en stor operaplade får vi Saint-Säens’ Anne, en af de mange
koner i ”Henrik den 8.” Den har jeg aldrig hørt før, ikke engang hørt om. Men Elina
Garanca ved, hvad hun vil, og det er helt igennem pragtfuldt.
Hun tager også turen omkring Rusland med Mussorgskis Marina
i ”Boris Godunof”. Har nogen russisk mezzo
fået så meget ud af, at Marina keder sig? Jeg har så glædet mig over, at
Garanca har fundet Leoncavallos ”La bohème” frem. Den kom efter Puccinis
mesterværk af samme navn og slog derfor ikke igennem, og det er virkelig synd,
for den er også lidt af et mesterværk, som mere barsk skildrer bohemernes
fattige liv. Kilden er den samme, Murgers føljeton-roman fra Paris. Hovedpersonen
er her Musetta. Jo, det er et meget spændende operaprogram med stærke kvinder i
deres øjeblikke af svaghed.
Garanca fortæller, at hun ikke kan synge uden at skulle
bevæge sig samtidig. Derfor føler hun sig lidt bundet, når hun i pladestudiet
skal forholde sig i ro foran mikrofonen. Her bevæger hun sig rundt i en broget operaverden med
stemmen fyldt af sanselige udtryk. Roberto Abbado, en nevø til den afdøde mesterdirigent Claudio Abbado, og symfoniorkestret fra Valencia akkompagnerer perfekt. Både Netrebko og Garanca har på deres nye
cd’er et ret usædvanligt repertoire, og begge noteres her med seks stjerner.
Men skulle jeg ende på en øde ø og kun have den ene cd med – en ret utrolig tanke
-, så ville jeg uden tøven vælge Garancas (Revive
Elina Garanca. 61 minutter. DGG 479 5937).
Roberto Alagnas
familiefejring
3 stjerner: Med en
anden topsanger kommer vi et helt andet sted hen. Den fransk-italienske tenor
Roberto Alagna elsker at ”croone” de neapolitanske sange og med dem de
sicilianske, som familiemæssigt ligger hans hjerte endnu nærmere. Ordet croone
benyttes her ikke kvalitativt, men beskrivende. I den engelsk-danske ordbog
oversættes det kun med ”nynne”, men i musiksproget benyttes det bredere om sang,
som dæmpes ned til det mere sanseligt inderlige. Og det kan Alagna også.
Denne hans nyeste cd er decideret for Alagnas ægte fans. Programmet
er usædvanligt, for nok er den festligt-kvikke ”Funiculi, funicula” og den
uundgåelige ”O sole mio” med, men der er også mange nyere italienske sange. Man
kan kalde dem folkelige og kunstsange på én gang. Det er ikke første gang, at
Roberto drager sine begavede brødre med ind, og her er især Frederico repræsenteret
med flere sange, men også Yvan og David Alagna er impliceret. Frederico er en
udmærket komponist i denne mellemgenre. CD’en
er næppe et førstevalg for de fleste læsere af jcklassisk.dk, men den har sine
kvaliteter og kan være et gavevalg ikke mindst på denne årstid. Og Alagna
synger stadig både flot og varmt. Han føler sig også hjemme i den lidt mere
sentimentale genre, som han dog ikke overdriver.
I et forord i pladehæftet fortæller Roberto Alagna, at
pladen er en fejring af hans datter Malènas fødsel i januar 2014. Den
fremragende polske sopran Alexandra Kurzak er moderen og Alagnas hustru. Frederico
Alagna har skrevet sangen ”Malèna”, der også har givet pladen navn. Man kan
læse en del derom i pladehæftet, så mange gange det nu kan holde til at blive
presset på plads i plasticboksen. Hæftet er for tykt til, at det går nemt. Lige
så tankeløst er det, at et fornemt pladeselskab som Deutsche Grammophon udsender
et pladehæfte med et layout, hvor der leges med farver og størrelse af
bogstaver, så teksten ofte bliver for vanskeligt at læse (Roberto Alagna: Malèna. 56
minutter. DG 4814733).
Reuters ”Die Winterreise”
med strygere
5 stjerner: Johan
Reuter synger Schuberts sidste store sangcyklus ”Die Winterreise” sammen med
Copenhagen String Quartet. Det er både en fremragende og en usædvanlig
udgivelse. Den giver også noget at debattere: Den varme strygerklang i stedet for
det mere barske klare sort-hvide klaver giver en helt anden varmere karakter. Schuberts
Strygekvartettens cellist Richard Krug har overført Schuberts originale
klaverstemme til en fint nuanceret og spændende version, hvori man kan opdage
nye vinkler i Schuberts forunderlige musik. Lyt for eksempel grundigt til nummer 17 ”Auf dem Fusse”. Kvartetversionen
er fremragende i dens små variationer.
Richard Krug gør opmærksom på, hvordan strygekvartetten flytter den næstsidste sang, Die Nebensonne" til et højere register: "De jordnære, dybe toner er helt forsvundet. Er vi offer for en illusion, en forvrænget spejlning af den lavtstående sol? Derefter hører vi lirekassens dybe, ubønhørlig mekaniske ostinato.Hvor en pianist skal slå tonerne an i hver eneste takt, kan strygerne gengive lirekassens uafbrudte og gennemgående monotoni, som en dyster klagesang mod vinterens ubarmhjertighed :
Der er en meget fin overensstemmelse mellem Johan Reuters
smukke bas-baryton og strygekvartetten. Reuter får musikkens stille smerte og
længsel og enkelthed meget klart frem. Jeg har lyttet med bevæget nysgerrighed
til denne forunderlige rejse og kan kun anbefale den. Men Schuberts original er
naturligvis klaveret, som i sin klarhed virker farligere. Selv om man har originalversionen
i forvejen, skal man nu alligevel anskaffe sig Johan Reuters og Københavns
Strygekvartets spændende version og gennem den komme en anden vej ind i Schuberts
forunderlige liedcyklus. For Reuter-fans er der ingen tvivl. (Johan Reuter synger Schubert: Die Winterreise.
76 minutter. Danacord DACOCD 759).
Billede: Elina Garanca.