Fem stjerner af seks: Mozarts bedste opera? Mozarts mest dybtgående opera? Mozarts mest populære opera? Mozarts lettest tilgængelige opera? Den eller rettere de alle er godt på vej i en serie fra Deutsche Grammophon. Den dirigeres af Yannick Nézét-Seguin, en af verdens og – med rette – mest anerkendte dirigenter. Naturligvis er han mindre kendt herhjemme, for dels søger han ikke den brede popularitet, dels dirigerer han oftest i USA, hvor han også nu i god tid er valgt som kommende musikchef på Metropolitan Operaen – tiltrædelse om små fire år!

DGs Mozart-serie kaldes også for Roberto Villlazons. Nu da de store italienske partier er begyndt at volde tenoren lidt besvær, er hans stilsikre og fornemme Mozart-sang en fornøjelse, om det er som Ferrando i ”Cosi fan tutte” eller Don Ottavio i ”Don Giovanni”. I den nyeste udgivelse, ”Le nozze di Figaro” synger han et mindre parti, den gamle musikmester Bazilio, en stilig komisk rolle, og Villazon morer mærkbart både sig selv og os med en fin buffo-præstation.

Lad os bare kalde ”Figaros bryllup” for Mozarts mest perfekte opera og generelt vel også Mozarts mest populære opera. ”Tryllefløjten” må så være Mozarts lettest tilgængelige opera. Men Mozarts mest dybtgående, følelsesmæssigt mest raffinerede opera er for mig ”Cosi fan tutte”. Handlingen kan virke overfladisk, hvis man selv går sådan til den, men lytter man sig ind i musikken, hører man direkte ned i menneskesindets dybder, hvor smil og smerte smelter sammen.  Nézét-Séguins indspilning af ”Cosi fan tutte” (DG 479 0641, tre cd’er) i moderne klang trænger dybt ind. Man bliver både glad og lidt trist, opstemt og eftertænksom.  Så ved jeg godt, at nogle vil efterlyse ”Don Giovanni” blandt Mozarts bedste operaer, men så må de fortsætte listen. Mozart var nu så forunderlig forskellig. Den nyeste udgivelse, ”Figaros bryllup” falder fint ind i serien, om end jeg ikke har den i toppen af DGGs nye serie. Og alligevel.

Figaro og fortiden

Akkurat som i min forrige pladeanmeldelse af Anne Netrebkos nye udgivelse af operaarier fra verismen er det lokkende at sammenligne med fortidens sangere. Den store periode for Mozart-sang kom i årtierne efter Anden Verdenskrig med dirigenten Josef Krips i spidsen for Wiens Staatsoper og uforglemmelige Mozart-sangere som Irmgard Seefried, Elisabeth Schwarzkopf, Lisa della Casa, Christa Ludwig, Hilde Güden, Elisabeth Grümmer, Graziella Sciutti , Sena Jurinac og Gundula Janowitz. Dertil herrerne Anton Dermota, Fritz Wunderlich, Walter Berry, Cesare Siepi, Erich Kunz og Paul Schöffler. ”Cosi fan tutte” var og blev Karl Böhms opera endda i flere optagelser.

For mig slår Erich Kleibers Decca-indspilning af ”Figaros bryllup” alle Figaroer. Jcklassisk.dk har mange læsere, som sætter fortiden højt. Derfor nævnes den og en række sangernavne, som vil betyde noget for nogle af læserne. Men igen: Mange i dag kan jo ikke lytte gennem en lidt dårligere teknisk gengivelse, som de ikke er vokset op med. Og vigtigere: Vi skal lære nye sangere, og det er en fornøjelse at lytte til flere af dem i vore dages bedste moderne teknik, så jeg glemmer for en stund, hvad jeg er så lykkeligt gammel nok til at have hørt også live, og sætter Némét-Séguin på pladetallerkenen igen. Le nozze di Figaro.

Live koncerter i Baden-Baden

Némét-Seguins Mozart-serie er optaget live på koncerter i festspilbyen Baden-Baden. Sangerne på podiet har spillet op til hinanden. Derfor er der kommet en helhed, en fortælling ud af det. Eros er en væsentlig del af Mozarts partitur, og det er blevet en udførelse, hvor erotikken gennemlyser klangbilledet. Chamber Orchestra of Europa, det gennemgående orkester i Mozart-serien, følger dirigenten hengivent og flydende i relativt hurtige tempi. Hvor hurtigt det går høres specielt, da Angela Brower som Cherubino kun vanskeligt kan følge med i første akts arien ”Non so piú cosa son, cosa faccio” (Jeg ved ikke længere, hvad jeg er, og hvad jeg gør), men virkningen af disse ord er stor netop i dette stakåndede tempo.

Jeg skal gøre opmærksom på en anden Mozart opera-serie, som Sony er i gang med. Den dirigeres af den musikalsk aggressive Teodor Currentzis, som har en egen fan-skare, fordi han er meget speciel. Jeg nævner ham, men jeg har ikke hørt hans Mozart.   

Tilbage til Nezét-Seguin. Hans sangerhold virker som en helhed, om end naturligvis ikke helt så elegant fuldendt som wienerne midt i forrige århundrede.  Lad os begynde med de mindre partier. Åbningen af sidste akt er en åbenbaring med den mest charmerende Barbarina i Barbara Mühlemann. Selv hendes far gartneren er fiffigt besat med Philippe Sly. Hans datter Cherubino med et par fortryllende små arier er oftest det mest taknemmelige parti, men Angela Brower vil lidt for meget og når ikke sættets sanglige standard. Anne Sofie van Otter synger en spændende voksen Marcellina, og Roberto Villazón er en fortrinlig Basilio i både buffo og alvor.

Af hovedpersonerne er Christiane Kargs Susanna midtpunktet, hvor hun er med. Hun har musikalsk ben i næsen. Hendes Figaro er en ægte italiensk oprører. Thomas Hampson synger for tredje gang greven på plade, og det gør han faktisk ret elegant. Slutscenen med grevens undskyldning til grevinden, den fremragende Sonya Yoncheva, får man lyst til at høre igen og igen. Så følsomt skrøbeligt kan forholdet mellem mennesker være.  

God fornøjelse.