6 stjerner af 6: Anna Netrebkos karriere har været fantastisk. Den russiske sopran har udviklet sin smukke sopranstemme fra område til område, og fra en decideret lyrisk stemme har hun tilegnet sig den ene operastil efter den anden med stadigt flere dramatiske nuancer. Man har kunnet diskutere detaljer i hendes vekslende sangstil. Sangelskere, som gennem pladesamlinger kender til fortidens store divaer, har trukket deres slidte indspilninger fra en gylden fortid frem for at sammenligne dem med Netrebko, og kritikere har gerne søgt at sætte hende på plads. Og naturligvis har ikke alt, hvad hun har gjort, været enestående rigtigt.

Men netop dette, at historiens største operasangerinder i disse italiensk-dramatiske partier, for eksempel Claudio Muzio og Magda Olivero, som blev 104 år, er blevet hentet frem til sammenligninger, fortæller, at Netrebko har været og stadig er noget ganske særligt. Jeg lover nu at glemme min egen elskede historiske pladesamling. En teknisk perfekt ny cd sikkert dirigeret af Antonio Pappano klinger jo også langt behageligere i moderne ører.  

Verisme eller ej

Netrebkos nyeste album hedder ”Anna Netrebko Verismo”. Ordet kommer af det italienske ”vero”, der betyder ”sand(t)”. Netrebko synger arier fra den realismebetonede operastil, der fremstod i Italien i slutningen af1800-tallet og ind i det 20. århundrede. Her er bevægende, tragisk betonede historier fra det ganske almindelige, hverdagsagtige liv med grundlæggende menneskelige følelser som udgangspunkt. Et populært eksempel, som er med her, er Leoncavallos ”Bajadser”.

Der skjuler sig mange små italienske mesterværker bag fællesbetegnelsen verisme, og Anne Netrebko har samlet lysende eksempler herpå. Men hun synger også operascener fra samtiden, som ikke just er veristiske som for eksempel Puccinis Turandot, både den iskolde prinsesse og den sarte pige Liu, som er sin herre, prins Kalaf loyal til døden. Hun synger dem forskelligt, snart gigantisk, snart rørende. Puccini med mesterværkerne ”La bohème” og ”Madame Butterfly” flirtede kun med verismen. Ikke alle cd’ens 11 operaarier fulgt af en hel operaakt falder i indholdet helt ind under titlen ”Verismo”, men pladen giver et pragtfuldt indtryk af italiensk opera i verismens hovedtid, og den byder på intense operaoplevelser sunget virkelig smukt.

Vi hører og mere end aner, at Netrebko også scenisk ville kunne være vor tids største Tosca i ”Vissi d’arte” og Madama Butterfly, men hun har officielt ingen planer om at synge den japanske geishas parti på scenen.  Hun synger ellers ”Un bel di vedremo” med en tragisk alvor og dybest set uden illusioner om, at hendes amerikanske søofficer vil vende tilbage. Den klinger ud med en næsten vrængende afvisning igennem ariens sidste ord på det høje b, ”L’aspetto” (Jeg vil vente på ham). Men Butterflys egen værdighed lyser stærkt igennem.

Passionerede kvindeskikkelser

Netrebko selv siger: ”Verismo-karaktererne er alle passionerede. Meget passionerede. De lider alle. De er alle forelskede. Og det kan jeg afgjort forstå, som enhver kvinde kan”. Men det er ikke musik kun for kvinder, det er ikke engang fortrinsvis for kvinder. Det er musik for enhver, som umiddelbart kan leve sig ind i følelsesstærk italiensk melodiøs operamusik.

Netrebko begynder stærkt og enkelt med Francesco Cileas Adriana Lecouvreur, en berømmet fransk skuespildiva fra første del af 1700-tallet, som hyldes af beundrere, men hun er ydmyg, skaberånderne gav hende ordene, hun gav dem kun sit hjerte: ”Jeg er blot versenes betoning, ekkoet af den menneskelige lidelse, deres sarte værktøj… min stemme er et åndedrag”. Nebrebkos sang bæres af klangfulde åndedrag, men hun er ikke betoningens og artikulationens mester. Kender man ikke ordene i forvejen, opfatter man ikke meget. Men alt, hvad der ligger i teksten, kommer frem i klangen og fraseringen. Netrebko får også dejligt mørke farver frem i klangen. Og det giver en bevægende atmosfære.

Efter den følger Catalanis ”La Wally”, store følelser i de østrigske alper, en pragtfuld arie, som engang alle store sopraner, som kunne synge dem, havde på repertoiret som et højdepunkt (Renata Tebaldi). Også her på cd’en er den et højdepunkt. En anden stor arie er grevinde Maddalenas beretning om moderens død og hendes stærke kærlighed til digteren Andre Chenier fra Giordanos revolutionsdrama ”Andrea Chenier” -  på vejen mod deres henrettelse.

Et overraskende eksempel på Netrebkos vellykkede udvikling til det mere kraftfulde dramatiske repertoire er også selvmordsarien fra Ponchiellis ”La Gioconda” sunget med stærke toptoner fyldt med en uheldsvanger skæbnefornemmelse. Men den ”gamle” mere lyriske sopran lever stadig i Lius’ to arier fra ”Turandot”, hos Nedda i ”Bajadser” og i en større sjældenhed som Margheritas ensomme beretning fra Boitos ”Mefistofeles”, et realistisk operaindslag før verismen. Faktisk lever poesien i alt, hvad Netrebko synger.

Cd’en afsluttes med den godt tyve minutter korte/lange sidste akt af Puccinis gennembrudsværk ”Manon Lescaut”, en gennemarbejdet, klog optagelse. Netrebko/Manon dør i den amerikanske ørken sammen med sin ægtemand i virkeligheden, Yusif Eyvazov, en udmærket tenor, der fint neddæmpet passer så fint ind i det fælles klangbillede, at han let godtages i sammenhængen. Så ved vi det. Det kan ikke være let at operastjernens mand. Men hun vil i fremtiden drage ham ind i et større samarbejde.

Man får også lidt for øjet. Jeg har anmeldt en luksusudgave, som desuden indeholder en dvd med godt tyve minutters musik, tre arier med Netrebko optaget i Tokyo, Adriana Lecouvreur, Madama Butterfly og Maddalena i ”Andrea Chenier” foruden optagelser fra indspilningen og interviews

 . Det er en cd til mange genhør. Den kan også kaldes en julegavefavorit endda til dem, som endnu ikke ved, at den vil blive det (Deutsche Grammophon 479 5013).

BILLEDE: Anna Netrebko udskrev inden udgivelsen en privat konkurrence om at skabe et cover, som skulle fortælle noget om verismen. Jeg forstår ikke helt resultatet.