Fem stjerner: Shakespeare ville være fyldt 400 år forleden. Det har operahusene fejret ret beskedent, måske fordi Shakespeare ikke sælger så stærkt, når han blot er inspirator for operakomponisterne.  Men antallet af de operaer, som Shakespeare mere eller mindre står bag, er stort. Mere end en snes af dem er værd at høre.

De tre operaer af Giuseppe Verdi, som er inspireret af dramaer og komedier af Shakespeare, er en historie for sig. Den begyndte med Verdis tiende originale opera, ”Macbeth” i 1847, som må betragtes som hans gennembrudsværk, fordi han her stadig i den italienske bel canto tid – den smukke sangs tid – pludselig fandt ind til en dramatisk voldsommere udtryksform med afgørende nye musikalsk-dramatiske ideer.

Så gik der mange år, inden Verdi gav sig i kast med ”Otello”, uropført i 1887, men vejen hertil var blevet klart afstukket med en bearbejdelse af ”Macbeth” i 1865. Det er den version, som vi hører i dag. (Bemærk: Verdis og før den Rossinis italienske version hedder ”Otello”, mens Shakespeares engelske drama skrives ”Othello”). Så sluttede Verdi i 1893 sin lange, betydelige operarække af med ”Falstaff”, mesterkomedien, som Rossini havde forsvoret, at Verdi kunne skrive. Arrigo Boito samlede teksten om den komiske ridder fra ”De lystige koner i Windsor” tilsat afgørende scener fra ”Henrik IV”.

Skal man vælge skuespil eller opera

Diskussionen hos publikum, der så helst måtte kende både skuespil og opera, kommer let i gang efter både ”Macbeth” og ”Otello”. Skal man foretrække Shakespeares original eller Verdis version? Derimod synes Verdis muntre operaballade om Falstaff med afslutningsensemblet ”Tutto nel mondo è burla” (Alt i verden er en spøg) at stå uimodsagt. Verdis ”Otello” er også et specielt mesterværk.

Derimod har man fra litterær siden trukket lidt på smilebåndet af Francesco Maria Piaves forenklede tekst til ”Macbeth”, men teksten skal ikke læses uden musik. I virkeligheden gav den Verdi lejlighed til at skrive noget af sin mest kraftfulde, melodisk medrivende og tilmed psykologisk bedste musik, som man stadig kan gøre opdagelser i. Man må ikke glemme, at Verdi selv på et sent tidspunkt i sin karriere, dog før ”Otello” og Falstaff”, erklærede, at ”Macbeth” var det bedste, han havde skrevet. Operaen blev ved med at stå hans hjerte nært. Hvorfor? Sikkert fordi den var og er et pionérværk i den realistiske operas historie.    

The Met er storleverandør

Der kommer mange dejlige dvd-indspilninger at se og høre fra Metropolitan-operaen i disse år. Kvaliteten er generelt meget høj. De tider er forbi, da der kunne være en vis mening i at kalde The Met en konservativ operascene. Man forsøger også at tænke scenisk nyt i New York, men man gør det med stor kunnen og beherskelse. Naturligvis kommer man forskelligt fra det, men det gør man også på de andre store operascener i verden. Men når alt lægges sammen, vil jeg hævde, at niveauet er forfriskende højt. Støvet er der i hvert fald ikke længere. I den anden ende undgår man også de uforståelige sceniske løsninger.

Niveauet er endda meget højt i Deutsche Grammophons seneste udgivelse på dvd og blu-ray af Verdis ”Macbeth”, som man roligt kan kalde hans gennembrudsværk. Vi har her at gøre med den kun tredje opsætning af ”Macbeth” i The Mets 138-årige historie. Den blev sat op i 2007 af Adrian Noble, den tidligere kunstneriske chef for Royal Shakespeare Company, men optagelsen her er fra anden ombæring i 2014. Det betyder, at vi får Anna Netrebko at se og høre i et parti, som hun selv ville have forsvoret at skulle synge tidligere, selv om hun altid gerne har villet. Og hun gør det fremragende, måske smukkere end Verdi ville det, men dramatisk meget intenst. Men Netrebko indrømmer, at det gav hende mange overvejelser, før hun gjorde det, fordi det er et parti med en stemmemæssig risiko. Som hun selv siger:

”Selv folk, som står mig nær og kender mig, har sagt: ”Du er vanvittig, det kan du ikke gøre”. Naturligvis er jeg vanvittig, jeg er jo ikke en dramatisk sopran”. Så er det mere overraskende, at Netrebko af lady Macbeths tre store arier finder skål-arien ”Si colmi il calice” på den store banket, da Macbeth for sig ser den af ham dræbte Banco, og hun for alvor må overtage rollen som den styrende kraft bag gemalen, som den vanskeligste scene i operaen.

Verdi: Syng ladyen med en rå, kvalt, hul stemme

Vi springer for en stund tilbage til prøverne på førsteopførelsen i Firenze i 1847, hvor Verdi for første gang afprøvede sine nye, stærke dramatiske ideer. Vi må huske, at vi stadig befandt sig i en tid med bel canto sangens idealer. Den ansete sopran Maria Barbieri-Nini, som godt kunne synge bel canto (den smukke sang), fortæller i sine erindringer, hvor rystet hun først blev, da Verdi krævede af hende, at hun skulle synge lady Macbeth ”uformeligt og hæsligt” med en ”rå, kvalt, hul stemme”. Udtrykkets sandfærdighed var blevet det kunstnerisk øverste princip. Verdi overdrev sikkert med vilje for at rykke den gode sopran ud af hendes vane med at ville synge smukt.

Verdi ville sikkert have frydet sig over Netrebkos overbevisende musikalsk-dramatiske måde at få ladyens mørke sind frem i sin sang uden at synge hæsligt med en ru, hul stemme. Et absolut højdepunkt er ladyens søvngængerscene, da hun i drømme forsøger at vaske blodet af sine hænder efter mordene på kong Duncan og Banco. Netrebko får i spil og sang det psykologisk fremragende frem, hvordan hun hjemsøges af sin samvittighed. Scenebilledet er spændende. Lady Macbeth balancerer over en række af stole, som hele tiden forlænges og således virker uendelig. På en scene er der intet, som Netrebko ikke tør.

Hekse som sladderkoner

De to scener med heksene, som spår Macbeth (i første omgang også Banco) deres fremtid, er også fantastiske med en egen nutidig aktualitet. Heksene er en flok sladderkoner, at se på fra første del af 1900-tallet, men egentlig tidløse, koner, piger og børn, som er farligt nysgerrige, tilpas behersket holdt nede og ikke uden en vis humor. Heksene bliver sådan også et billede på sladderens onde virkning. Koret synger ikke alene fremragende. I Adrian Nobles personføring og Mark Thompsons mørke scenebilleder bliver en flok individer til en hovedperson i dramaet. 

Den tredje hovedperson er naturligvis Macbeth selv. Han er ikke en barsk forbryderpersonlighed trods sine blodige mord. Vi får snarere et fantastisk billede på, hvordan en ”flink soldat” forandrer sig, når han mærker magten, og den løber af med ham. Og barytonen Zeljko Lucík, i dag nok den førende på sit stemmeområde, skjuler ikke, hvor smuk en baryton han har, mens hans karakter stykvis går i opløsning.

Parret Macbeths vej til magtens top og deres fald dominerer scenen, men de mindre partier er så godt besat, at de netop ikke virker mindre. Bassen René Pape er formidabel som Banco både i sang og spil. Han er mere på scenen, end der står i tekstbogen. Som genfærd forfølger han sin morder Macbeth, og det sker igen i en række specielt konstruerede og virkende scenebilleder.

En opera uden en kærlighedshistorie

Det er forståeligt, at operaen først havde vanskeligt ved at slå igennem. Det er en opera uden en kærlighedshistorie, for det kan man næppe kalde Macbeths og hans dominerende ladys forhold. Det er mere en dramatisk demonstration af menneskets magt-vanvid. Operaen mangler endda en stor tenorrolle, selvom der er en rolle for en rigtig italienertenor, men han har kun en arie hen mod slutningen. Joseph Calleja som den skotske adelsmand Macduff mindes midt iblandt sine flygtninge-landsmænd sine myrdede sønner ”O figli, o figli miei” meget fornemt. Også Macduff har i denne iscenesættelse fået mere at udtrykke end i traditionelle opførelser. Hans personlige tragedie og ensomhed må dæmpe hans begejstring i det jublende slutkor ”Vittoria”. Han har ikke del i sejren.

Dirigenten er Fabio Luisi, som vi kender fra samarbejdet med DR RadioSymfoniOrkestret. Han befinder sig mærkbart godt på The Net. Opførelsen er dejligt klar og vital, som ikke mindst Verdis tidlige musik jo også skal være.

Vi har at gøre med en opførelse, som ikke kan undgå at fascinere, og som tåler genhør og gensyn. Anna Netrebko er vidunderlig. Sangerbesætningen er stærk helt igennem. Opførelsen er både for dem, som søger nyt, og for dem, som holder fast i traditionen. Og hvor er det da pragtfuldt at kunne opleve en sådan opera hjemme i stuen. Få fat i den (Fem stjerner: Verdi: Macbeth. The Metropolitan Opera. Deutsche Grammophon 073 5222, 2 dvd’er – fås også på blu-ray).

Nu er Pumeza Matshikizas cd her

Seks stjerner: Den charmerende sydafrikanske sopran Pumeza Mitshikiza valgte, at hendes anden solo-cd for Decca kaldet ”Arias” skulle indspilles med Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal, hvor hun havde haft så god en koncertoplevelse. I marts i år havde hun så her med orkestret og dirigenten Tobias Ringborg en præsentationskoncert af cd’en. Jeg anmeldte cd’en dengang, Den er pragtfuld, men jeg var for tidligt på den. Den er først kommet på markedet internationalt og herhjemme nu i begyndelsen af maj måned. Jeg undskylder og må henvise til at læse anmeldelsen ”Vidunderlige Pumea”, som findes på listen med pladeanmeldelser til højre her på siden.  

Man får arier i tre grupper, den første med opera fra overgangen mellem 1800- og 1900-tallet, derefter stemningsrige italienske sange som en naturlig overgang tilbage til operakomponisterne Mozart, Gluck og Purcell. Hele programmet hænger sammen i en usædvanlig grad. Pumeza og musikerne synes at forstå hinanden tæt. Hun synger vidunderligt. Det er forrygende, hvad en pige, som er vokset op i fattigdom i Sydafrika uden kendskab til vestlig klassisk musik og opera, her er nået frem til (Decca cd 478 8964).

News: Pumeza’s Arias has just hit #1 on the UK Classical Chart 

Anna Netrebko som lady Macbeth og Zeljko Lucic som Macbeth. Foto; The Metropolitan Opera, Marty Sohl.