Michael Schønwandt er efter 14 års pause tilbage på dirigentpodiet i Wiens Statsopera. Onsdag den 9. september dirigerede han Verdis ”La traviata” med gentagelser den 12., 17. og 21. september. Senest i Wien dirigerede han Richard Strauss’ ”Salome”. Pavol Breslik synger for første gang Alfredo, den russiske sopran Irina Luigi synger Violetta, mens Germont synges af den "gamle" Carlos Alvarez.

Dirigenter, som i Wien overtager en forestilling på det løbende repertoire, bliver kun kort sat ind i den forestilling, som de skal dirigere. Orkestret ser de først forestillingsaftenen. Når en ny dirigent første gang får den krævende opgave, har orkestret en aftale med aftenens koncertmester, at denne på et bestemt sted giver et signal om, at nu overtager han den regulære styring, eller nu overlader han det til den nye dirigent. Da Michael Schønwandt for snart mange år siden debuterede på Staatsoper Wien, beholdt Schønwandt styringen, fortalte den danske cellist i Wienerphilharmonikerne, Jørgen Fog mig dengang. Schønwandt blev siden genindbudt til at dirigere flere operaer.

Hvem er størst?

Vi operainteresserede er vel alle kommet i diskussion om, hvem der er den største, Wagner eller Verdi? Her har jeg nævnt de to komponister i den rækkefølge, som de kom til verden i 1813 for ikke at rage mig ud i noget. Jeg risikerer så næppe noget ved at gentage, hvad man kan citere mange for, nemlig at Mozart er højt hævet over den slags ”den bedste”-snak.

Men har den herlige operatenor Jonas Kaufmann gjort sig tilsvarende tanker, når han nu hævder, at ”Puccini måske er den betydeligste operakomponist”?

Kaufmann gjorde det på festspillene i Salzburg, hvor han ifølge Salzburger Nachrichten betegnede Puccini som mere moderne end Verdi: ”Hos Puccini er melodierne nok mere komplekse, ja hele musikstilen. Rene følelser er pakket ind i noder, men formet på en måde, som man kan kalde meget moderne. Man føler, at de er skrevet af én, som næsten tænker som os”.

Kaufmann mener, at ”La faniculla del West” (Pigen fra (det gyldne) Vesten) måske er Puccinis bedste sene opera - der kommer gentagne gange et ”måske” med i Kaufmanns betragtninger. ”De mest forskellige skæve toner støder mod hinanden”. ”Turandot” forekommer ham derimod at være ”klangligt forgyldt”.

Kaufmann får i disse dage udgivet en ny cd, som slutter med og har fået navn efter Calafs arie fra ”Turandot”, ”Nessun dorma” (Ingen må sove). Det er en live koncertoptagelse fra La Scala i Milano dirigeret af Antonio Pappano. Den udgives af Sony, som efter sigende stadig distribueres herhjemme. Koncerten fra Milano udsendes senere på en dvd. Samtidig har Decca samlet tidligere udgivne indspilninger med Kaufmann på en ny cd, ”The Age of Puccini”. På dvd kommer allerede i år Jonas Kaufmann i ”La faniculla del West” fra Wiener Staatsoper 2013 og ”Manon Lescaut” fra Royal Opera House London 2014.   

Skal man vælge en yndlingstenor?

Som sagt skal man være forsigtig med at blande sig i diskussionen, hvem der er bedst, og det ikke mindst i valget af yndlingstenor, som for forbavsende mange er en alvorlig sag. Man kan jo komme uden om dem i forrige generation ved at købe den store Rom-koncert 1990 med Carreras, Domingo og Pavarotti (nævnt i alfabetisk rækkefølge). Decca har nu genudgivet den igen i en speciel indpakning med ekstra dokumentarisk materiale, som i forrige uge indtog topplaceringen på den danske hitliste. Klassisk opera som god pop.

Lad mig videre nøjes med at notere, at Pavarotti er død og Domingo er blevet baryton. Derpå kan jeg omtale to cd’er med Roberto Alagna og Jonas Kaufmann og i samme åndedrag nævne Joseph Calleja og Piotr Beczala. Det er vel de fire tenorer, som man i dag kan kaste ind i den diskussion, som jeg selv helst vil undgå at deltage i.

Et godt program rundt om Puccini

Jeg nævnte Kaufmanns meget positive bedømmelse af Puccini, så lad mig begynde med hans cd kaldet ”The Age of Puccini”. Den er et sammendrag af indspilninger foretaget i 2008 - 2010, de fleste med Orchestra dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilie i Rom under den indlevende og præcise dirigent Antoni Pappano. Lad os kalde det genudgivelser, som ikke i første omgang blev solgt i det store antal, som de fortjener.Men der er altså også kommet nyt med.

Programmet er sat godt sammen, først Puccini med  ”La bohème”, ”Tosca” og den inderlige kærlighedsduet fra ”La rondine”, som gør én blød indeni. Rewnée Fleming er "Svalen". Den ældste komponist er Ponchielli fra 1834, ikke blot med ”Cielo é mar” fra ”La Gioconda” men også med en opdagelse fra ”I Lituani”. Arrigo Boito skrev teksterne til Verdis ”Otello” og ”Falstaff”, men også selv operaer, hvoraf ”Mefistofeles” er den mest kendte. Af Mascagni hører vi både ”Cavalleria rusticana” og ”Iris”. I Leoncavallos ”La bohème” elsker tenoren ikke Mimi, men sopranen Musette. Det var synd for Leoncavallo og derpå for operaelskere, at Puccini kom først med sin opera af samme navn, for også Leoncavallos er et mesterværk. Jeg kunne ønske mig en festival med den og med Cileas ”L’arlesiana”, men nok ikke med Zandonais ”Giulietta”, selv om Kaufmann erklærer, at den arie, som han ville tage med på den berømte øde ø, er Romeos ”Giulietta, son io”. Men resten ville han lade blive på fastlandet. I Giordanos ”Andrea Chenier” forener han sig med sopranen Eva-Maria Westbroek.

Man får smukt, behersket og intelligent tenorsang, men helt undgår man ikke, at Kaufmanns ellers fine dæmpede klangverden virker lidt ensformigt. Men man finder ingen nyere cd med operaarier tolket af den samme, som ikke helt undgår gentagelsen. Men et opera-recital med den samme sanger er da heller ikke beregnet til at blive afspillet komplet i samme omgang? Svaret er nej, men vi gør det jo alligevel (Jonas Kaufmann. The age of Puccini. Decca 478 8746, 76 minutter. 4,5 stjerner af 6). 

Roberto Alagnas liv og musik

Roberto Alagna viser på sin cd ”My life is an opera” en anden klangkarakter, mere åben og dramatisk betonet. Alagna har også en varme med et let sentimentalt anstrøg i sine følelsesstærke tolkninger, som nogle lyttere elsker, mens andre kan finde det for overdrevent. Så har de to tenorers fangrupper vel hver fået deres?

Roberto Alagnas cd fortæller om hans karriere. Han står selv bag erindringerne i pladehæftet, selv om de beretter om Roberto som tredje person. De trækkes lidt i retning af ugeblads læsning. Jeg har skullet gøre mig umage for, at dette salgsindtryk ikke skulle influere på min opfattelse som lytter. Der måtte hellere være fortalt om de 16 operanumre, som for to tredjedeles vedkommende er hentet fra operaens brede kernerepertoire, men det har ikke været hensigten med denne udgivelse.   

Den musikalske rækkefølge virker lidt rodet, men der er spændende indslag fra Gounods ”La reine de Saba” og Karl Goldmarks ”Die Königin von Saba”, fra Massenets ”Hérodiade”, Ernest Reyers ”Sigurd” og lillebror David Alagna ganske efne opera ”Le dernier jour d’un condamné”. Alagna er en bemærkelsesværdig tenor, som spænder vidt fra Glucks sarte ”Orfeus og Eurydike” til Leoncavallos dramatiske ”Bajadser”. Han kan begge dele. London Orchestra dirigeres af Yvan Caesar (Deutsche Grammophon 4811524, 57 minutter. 4 stjerner af 6).

Det nye klaverfænomen Trifonov

Størst og bedst? Hvad skal man sige til, at den tyske netstation Klassik Akzent på nettet udnævner den russiske pianist Daniil Trifonov til at være ”århundredes klaverbegavelse”. Vi er jo ikke kommet ret langt ind i det. Jeg har lyttet til Trifonovs første studieindspilning, som har været ventet med spænding af hans fankreds efter hans to live-optagelser på DGG, ”The Carnegie Recital” i 2013 og ”Trifonov Live” i 2014. Kunne den utrolige spænding i hans klaverspil i koncertsalen gentages i studiet?

Det er den. Det er en fantastisk cd, selv om det rene Rachmaninov-program med variationsværker for mig ikke er det bedste glas rødvin. Men optakten er ren spiritus, rapsodien over et tema   af Paganini for klaver og orkester. Allerede de første takter med Philadelphia Orchestra og dirigenten Yannick Nézet-Séguin får én til at rette sig op i stolen, og da Trifonov kommer med, er det umuligt ikke at smile henrykt over hans raffineret spændstige klaverspil, og til det geniale samarbejde mellem orkestret og solisten i de 25 variationer lever man snart dansende med i hele kroppen, snart lytter man åndeløst til den romantiske inderlighed.

Valget af Cleveland Orchestra er et på flere måder naturligt valg. Orkestret uropførte tilbage i 1934 Paganini-variationerne med komponisten selv ved flyglet. Og det spiller musikken, som har den lige siden været deres egen.. Det er med Yannick Nézet-Séguin som chef et af verdens allerbedste orkestre. Nézet-Ségiun er stadig ikke så kendt i Europa og herhjemme, som han burde være. Men hør også hans Mozart-operaer på DGG.  

Trifonov fortsætter med rene klaverværker af Rachmaninov, variationerne over et tema af Chopin, som Trifonov fornuftigt har skåret lidt i, og de større, mere indholdsrige variationer over et tema af Corelli. Her kan pianisten slappe drømmende nostalgisk af. Denne side af Trifonovs kunnen kan sammenlignes med Lang Langs klaverspil, men den er uden kineserens trang til selvoptaget følelsesporno.

Danili Trifonov har selv komponeret en suite på fem korte værker, som hylder Rachmaninov og følgelig hedder ””Rachmaniana”. Men Trifonovs adelsmærke er den kraft og ild og begejstring, som han tænder op under den (sen)romantiske musik med. Hvor er det dejligt at høre en pianist uden angst for styret patos. De nærmest obligatoriske stjerner står for flere elementer, og al musikken kan ikke være aktiv medspiller i seks stjerner, men… (Variations, DGG 479 4970, 5 stjerner af 6. Næsten 80 minutter).