Musikken i denne omgang af klassiske pladeomtaler er meget forskellig, men udgivelserne har alligevel et fællespræg.  Cd’erne indeholder alle en række mindre værker, som man også kan koncentrere sig om at lytte til i små bidder. Det er plader, som man måske ikke direkte falder for, hvis man holder dem i hånden, men de byder alle på positive lytte-oplevelser. Udgivelserne er i denne omgang alle udgivet af Danacord, hvis store pladeforretning i København man kan læse mere om ved at trykke på annoncen nedenfor. 

Det er nordisk og dejligt, kalder jeg denne omgangs klassiske cd’er. Det er nu også internationalt. Jeg begynder med den russiskfødte pianist Nina Kavtaradze, som spiller solomusik af Tjaikovskij, Rachmaninof, Prokofief og Sjostakovitj. Hun blev uddannet af Lev Oberin og koncertdebuterede allerede som otteårig. Hun havde et internationalt navn, da hun midt i 1970’erne stiftede familie i Danmark. Hun har givet mange koncerter herhjemme, og hun har indspillet et dusin cd’er for Danacord, heriblandt nogle sammen med sin svigerfar Erling Blöndal Bengtsson. Jo, hun er også dansk.

På denne nye cd viser hun også, hvorfor hun er blevet kaldt klaverets løvinde. Den slags kælenavne er naturligvis lidt farlige, for man må ikke tro, at Kavtaradze spiller voldsomt. Hun har nok både musikalsk temperament og indre kraft, men det er klogt og dejligt behersket. Tænk hellere på, at løven er et kattedyr, elegant og smidigt. Det kan man her fornemme i 28 mindre stykker af de fire store russiske komponister. Allerhelst vil jeg betegne Nina Kavtaradzes klaverspil som åbent og åbnende. Det gælder ikke alene de musikalske tolkninger. Også hendes klangspil er det. Man føler, at man kommer ind i den musikalske verden.

Vi får her musik, som vel kun de færreste herhjemme kender. Tjaikovskji får kun lov at åbne for at blive afløst af en elegi og fem præludier af Rachmaninov, som spilles så selvstændigt karakteristiske, at man hører dem, som man måtte kende, som nye og friske. Prokofief og Sjostakovitj skrev også mindre værker. Mange af den sidstes præludier har kun en længde på omkring et minut. Vi får ti af de 24 i opus 34 i Kavtaradzes egen rækkefølge. For mig bliver hovedkomponisten i denne omgang dog Prokofief. Hans sarkasme, som nu og da karakteriserer hans symfoniske musik, virker også fint i det små. For eksempel bliver den kendte march fra operaen ”Kærligheden til de tre appelsiner” her et medrivende genhør, hvor Kavtaradze formår at genskabe orkestret på klaverets tangenter tilføjet en ny intimitet. Det er en cd, som man kan tage frem igen og igen og koncentrere sig om vekslende små stykker musik. Optagelsen står meget klart (Danacord 753, 78 minutter). 

Musik i landskaber

Prøv at spille nogle af Matti Borgs sange og korværker for venner og kolleger, og de vil have vanskeligt ved at komme frem til det rigtige komponistnavn. Men alle vil uanset ståsted i musikkens forskelligartede retninger mene, at det er en usædvanligt smuk og følsom musik. Køb den nye cd og spil den for andre. Musikken er nordisk, så man føler det tæt. Matti Borg er, som efternavnet fortæller, også sanger og finsk, men han er uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Det dejlige skovbillede i sne er med dets atmosfære og fine detaljer fører os lige ind i musikken, uden at vinteren på nogen måde er et gennemgående tema. Det er dog naturen og dens landskaber og ikke mindst mennesket.

Matti Borg har sat musik til 15 digte af Gustaf Fröding, lette og sprælske, men altid følsomme musikalske miniaturer, som også kan have en stille ironi. Man bliver i godt humør af at lytte. Frödings sange er med barytonen Mattias Nilsson og sopranen Gitta-Maria Sjöberg og bag dem Erik Jakobsson og Det nordiske Kammerorkester – eller hvad det nu hedder, for vi får kun oplyst dets engelske titel Nordic Chamber Orchestra, men det har hjemme i Sundvall i Nordsverige.

Cd’ens anden halvdel er med samlingen ”Landskaber” til 12 af J.P.Jacobsens digte. Her synger koret Lille Muko under Jesper Grove Jørgensen, som har været dets chefdirigent i 30 år. De meget fine korsatser synges tilsvarende smukt og elegant med en ideel balance mellem stemmerne. Det er virkelig en fornøjelse at lytte, men det er det også at lytte til solosangene og duetterne med de to solister. Gitta-Maria Sjöberg er endda aktuel på Den jyske Opera den 20., 22. og 24. august i Musikhuset Aarhus i en af hovedrollerne i Janáceks ”Jenufa” (Matti Borg: Solosange og korværker til digte af Gustaf Fröding og J.P. Jacobsen. Danacord DACOCD 748, 61 minutter)     

En duft fra de gamle 78-dage

Vi må ikke glemme pionéroptagelserne af nordisk og specielt dansk klassisk musik. Det er et stykke fremragende arbejde, som pladeteknikeren Claus Byrith og selskabet Danacord og dets chef Jesper Buhl har gjort med den nu færdiggjorte serie på fem cd’er kaldet ”Scandinavien Classics”. Klassiske danske orkesteroptagelser fra 1933 til 1955. Da var langt de fleste af jcklassisk’ læsere ikke født, og jeg selv var ikke begyndt at interessere mig for klassisk musik, men jeg skulle snart gøre det. Og rækken af dirigentnavne vil ikke være pladesamlere ukendte. I virkeligheden er det fantastisk, hvor meget selskaberne og kunstnerne tog sig af også den mindre kendte danske musik dengang.

Serien med ”Scandinavien Classics” var egentlig afsluttet med vol. 4, men da en af ophavsmændene til serien, Lyndon Jenkins, døde sidste år, blev Byrith og Buhl enige om, at der skulle udgives endnu et dobbeltsæt cd’er in memoriam Lyndom Jenkins. Og stoffet var der rigeligt, viser det sig. Som man lytter sig frem i tilbuddene, hører man optagelser dirigeret af Boyd Neel, Erik Tuxen, Thomas Jensen, John Frandsen, Svend Christian Felumb, Johan Hye-Knudsen, Emil Reesen og med ham Wandy Tworek i Gades ”Tango jalousi”, videre Carlo Andersen og Georg Høeberg. Det var en tid med imponerende mange gode danske dirigenter.

De originale selskaber bag var Decca med Erik Tuxens overbevisende gengivelse af Sibelius’ femte symfoni og Thomas Jensens af finnens korte ”Karelia-suite” og imponerende nok Asger Hameriks en halv time lange (læs: korte) ”Symphonie spirituelle” med Boyd Neels dengang berømte strygeorkester. De spillede den i London 1945. Der kom masser små godbidder af Carl Nielsen på HMV og musik af Knudåge Riisager, Svend Erik Tarp og Emil Reesen på Polyphon og det danske selskab Tono, og der sluttes af med to af Lumbyes slagnumre.

Mange musiklyttere i dag vil måske have det lidt vanskeligt med indspilningernes tekniske alder, men hvis man er nogenlunde musikalsk, vil man vel sagtens kunne leve sig ind i det fine restaureringsarbejde. Og det er spændende at lytte til optagelser fra en anden tid, når de lyder så rimeligt godt, som de faktisk gør. Serien byder på dansk arvegods. Værd at lytte til (Danacord DACOCD 757-758, to cd’er, 74 og 74 minutter).