NYHED: Søndag aften vandt den norske (mezzo)sopran Lise Davidsen Plácido Domingos Operalia Competition i Covent Garden i London. Domingo dirigerede selv Royal Opera House's orkester med de 11 finalister. Den mandlige vinder blev den rumænske tenor Ioan Holea. Lise Davidsen er uddannet på Det kgl. Musikkonservatorium og Operaakademiet i København. Hun vandt også den specielle Birgit Nilsson pris og sammen med andenprismodtageren Darren Rene Pati fra New Zeeland publikumsprisen i London. Da Lise Davidsen i den afsluttede sæson sang i Randers og København sammen med Randers Kammerorkester sammenlignede jeg begejstret her på jcKlassisk Lise Davidsen med mit store idol, den norske verdenssopran Kirsten Flagstad. Lise Davidsen betragtes på den læseværdige britiske musikweb bachtrack som en efterfølger for Nina Stemme. Vinderne af Domingos operasangerkonkurrence er sikret engagementer som ingen vindere af nogen anden konkurrence. Den blev etableret i 1993, og blandt tidligere vindere er Rolando Villazon, José Cura, Nina Stemme, Sonya Yoncheca og vor tids førende italienske baryton Ludovic Tézier. 

Anmeldelser: Man bliver i godt humør, når man lytter til Rossinis musik. Det gælder også med ”La Cenerentola”, på dansk ”Askepot”. Det er nok et eventyr for børn, og børn kan også være med til at se og lytte på Rossinis éventyr, men i den alder kan det måske også virke lidt langtrukkent for de mindre. Voksne lytter på en anden måde, og selvom den kendte eventyrhistorie i sig selv nærmest er for nem og lige til, så er operaen alligevel fyldt med raffinementer, som det er dejligt og ofte fornøjeligt at lytte til for voksne. Operaen er jo komponeret for voksne.

Men opførelsen skal være noget specielt, og det er Decca-dvd’en med to så fantastiske sangere som den vittige mezzosopran Joyce di  Donato og den elegante tenor Juan Diego Flórez. Resten af sangerbesætningen er i orden, og Patrick Summers, som ofte dirigerer på Metropolitan Operaen i New York i dette repertoire, leder det sprudlende operaorkester på Gran Teatre del Liceu i Barcelona med livfuldhed. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på komediantgruppen Joan Font. Det betyder comedia dell’arte helt igennem med spraglede til flotte kostumer og masser af levende (menneske)dyr på scenen. Kongens trone er en hest med et hoved i hver ende. Det er altså også for børn, men for børn i alle aldre. Det er musikken, som smitter og gør glad. (Decca dvd eller blu-ray disc. Jeg har hørt den sidste version med nummeret 074 3333. 166 minutter plus 13 minutter bagscene-snak med Joyce di Donato og Juan Diego Flórez).

En seriøs Carmen

Vi har alle en idé om, at Bizets Carmen er en tindrende sexet pige, som også kan spjætte med benene. Men har vi ikke også set mange Carmen’er på scenen, som tangerede forvrængede billeder af sexbomber? Vaselina Kasarova i 2008-opførelsen på operaen i Zürich, som teatermanden Matthias Hartmann har sat i scene, kommer aldrig nær den grøft. Det er snarere tværtimod, og derfor er hun for en overfladisk betragter vel næppe en stor Carmen. Men jeg vil hævde, at det er ens egen skyld, hvis man ikke opdager de begavede kvaliteter, der er i den fremragende mezzosopran Vesselina Kasarovas Carmen. Hun er intellektuel, undertiden køligt beregnende, men hun er også følsom og i hvert fald aldrig overfladisk. Man kommer nærmere kvinden Carmen med Kasarova, men måske ikke så meget forføreren Carmen.  

Jonas Kaufmann er en følsom ung Don José, som endnu ikke er erfaren nok til at forstå den fri og uafhængige Carmen, og da han endelig gør det, evner han ikke at beherske sig. Sådan synger den fremragende og meget nuancerede tenor, samtidig med at han skaber en spændende figur. Michele Pertusi er en glimrende Escamillo (jeg har vist aldrig set en spændende Escamillo) og Isabel Rey en nydeligt syngende Micaëla. Franz Welser-Möst dirigerer her smukt bevægeligt indadvendt, og det gør partituret godt.  

Da Freuds tilhængere begyndte at se fallossymboler i alt, advarede han den gamle psykolog dem med følgende ord: ”Ofte er en cigar ganske enkelt en cigar”. Da Carmen og tobakspigerne her kommer osende ud fra tobaksfabrikken hun en stor osende cigar i munden. I Matthias Hartmanns også fint morsomme iscenesættelse er man ikke i tvivl, hvad den symboliserer. (Decca dvd eller blu-ray, den sidste med nummeret 074 3882, 166 minutter).

 En original Fyrst Igor

Det er vist længe siden, at vi har set Borodins ”Fyrst Igor” herhjemme. Det er en dyr forestilling at sætte op med 11 solister, stort kor, stor ballet og store scenebilleder. I anden del af 1900-tallet kom herhjemme er par besøg fra kommunistiske lande. Opsætningerne var gammeldags, men på sin vis alligevel imponerende.

Vi springer til Metropolitan Operaen i New York, hvor Borodins mesterværk kom op i sæsonen 2013-14. Forrige gang operaen blev spillet i New York var i 1917. Operaen blev uropført i 1890. Den nye opsætning blev dirigeret af Giandrea Noseda og sat i scene af Dmitri Tsjerniakov, og de var gået radikalt til værks. Borodin fik den ikke selv fuldført, og den blev i hovedsagen orkestreret af kollegerne Borodin, Glazunov og Rimskij-Korsakov. De to aktuelle folk bag opførelsen har ryddet godt op, og de er begyndt med at stryge Glazunovs ouverture, som er i en helt anden, mere frisk stil. Versionen på The Met står musikalsk anderledes fasttømret og stilistisk logisk. Den er en bedrift.

Scenisk er den også langt fra de gammeldags billeder, som vi så og endda vist nød i forrige århundrede. Førsteakten er et ret nøgent borgbillede, hvor Igor siger farvel til familien for at begive sig ud på sin rejse. Man føler smerten ved at skulle drage i krig. Han og hans folk tages til fange af polovetsernes khan Kontsjak, og scenebilledet hos khanen er hele vejen helt anderledes, nemlig en mark med kæmpestore røde valmuer. Det er meget effektivt, hvordan Igor og de to unge, som forelsker sig i hinanden, Igors søn Vladimir og khanens datter Kontsjakovna, bevæger sig rundt blandt de høje blomster også,sammen med de personer, som de tænker på, men som ikke er med i partituret. Det gælder for eksempel Igors tilbageblevne hustru Jaroslavna. Det kan virke forvirrende, hvis man ikke har sat sig ind i handlingen, men teatermæssigt giver det en fint uddybende mening.

Igor vender som en anden Odysseus tilbage til sit ødelagte hjem. Pointen er, at hans rejse også tegnes som hans indre rejse, hvor han nu forsøger at finde sig til rette i sit ødelagte hjem. Han vil vise de andre, at man kan begynde et nyt liv selv under de værst ændrede forhold. Det er ret klart lykkedes at åbne dette billede af Igors indre. Men højdepunktet er som altid de folkekære polovetserdanse i blomstermarken, som her ikke tangerer et shownummer, men som tværtimod giver mening, fordi gæsten Igors personlige forhold også afspejles i dem.  

Det er lykkedes instruktøren at trække de rent menneskelige forhold frem med en tilpas snert af psykologi. Operaen foregår ikke længere på et bestemt tidspunkt og slet ikke som oprindeligt i 1100-tallet. I liveoptagelsen fra The Met indskydes undertiden sort-hvide fotos, som på en meget behersket måde får os til at tænke på vor egen tid.

Den næsten rent russiske sangerbesætning med den pragtfulde baryton Ildar Abdrazakov som Igor i spidsen er helt igennem overbevisende. Det er en operaforestilling, som man skal give sig god tid til, men så vil man også gøre opdagelser (Deutsche Grammophon dvd eller blu-ray disc, den sidste med nummeret 073 5149. 192 minutter med 10 minutter ekstra interviews).