Pladeselskabet Brilliant er noget for sig. Det indspiller ikke selv musik, men lejer originalbåndene til andre selskabers optagelser, som disse ikke mener at have krudt til selv at genudgive. Brilliant Classics aftaler at måtte udgive et bestemt antal cd’er i egen indpakning inden for en tidsramme. Da Brilliant arbejder med ny teknik på grundlag af originalbåndene, der sjældent er det svage led på vejen mod udgivelsen af selve pladeskiven, kan selskabet oftest præsentere musikken i forbedret kvalitet til en lavere pris. Og der er store optagelser imellem.     

Det gælder også pengepungen

Pladerubrikken handler også om penge i dag. Det er ikke nogen hemmelighed, at pladesalget ikke er fulgt med interessen for klassisk musik, som synes opadgående, uanset hvad der skrives. Der er ikke mange forretninger, hvor man kan nyde synet af godt fyldte rækker af spændende cd’er med klassisk musik. Alligevel har København i Danacord-forretningen i Vognmagergade 10 Nordens og en af Europas største forretninger med klassisk musik. Og personalet ved, hvad klassisk musik drejer sig om.

Nyheden er, at forretningen i juli har åbnet for at sende cd’er og dvd’er portofrit til sine kunder rundt om i landet. Fremstødet skal fortælle, at man kan købe dansk og få et kæmpeudvalg af musik hurtigt, nemt og billigt både i forretningen og portofrit tilsendt. Tryk på annoncen neden under artiklen og læs indholdet bag den.

Jeg må indskyde en erindring. Jeg anbefalede i min tid på Jyllands-Posten et pladesæt og opgav en pris. En dame skrev en harmdirrende vred mail til mig, at hun havde forhørt sig flere steder, men ingen kunne sælge sættet til den pris, som jeg skrev. Jeg gik forundret i gang med at ringe til forretninger herhjemme, og de bekræftede, at de havde sættet til min opgivne pris – eller lidt mindre. Det mailede jeg til damen. Hun svarede tilbage, at hun da ikke havde været i en dansk forretning, men havde forhørt sig hos de udenlandske forsendelsesfirmaer, hvor hun købte sin musik. Der fulgte ingen undskyldning med for alt besværet, som hun uden grund havde givet mig, og jeg skældte hende i mit gensvar ud i en grad, som nok oversteg normen for, hvad både JP og jeg selv ellers ville tillade. 

Pointen med denne erindring er, at jeg vil opfordre klassiske pladekøbere til at undersøge mulighederne og sammenligne pris og praktiske fordele og så vidt muligt handle dansk. Jeg har nævnt Danacords fremstød, som er en velkommen mulighed, ikke mindst fordi det rundt omkring i landet er gået tilbage mange steder med mulighederne for at få klassisk musik. Men der er stadig lokale forhandlere, som gør et godt og kundevenligt arbejde, og dem skal man endelig holde fast ved og fortælle om. En god snak i forretningen om musikken i tilgift er jo heller ikke at foragte.

Parsifal som et fund

Resten er anmeldelser. Jeg indleder med Wagner ”Parsifal” i en optagelse fra 1975, som nu er genudsendt af Brilliant Classics og herhjemme distribueres af Danacord, som har mange kasketter. Selskabet indspilller og udgiver klassisk musik og henter mange mindre og for os ukendte udenlandske selskabers interessante indspilninger hjem. Hvis læsere skulle have sjældne musikønsker, ved de det bedre i Danacords forretning. 

Jeg er selv aldrig stødt på den aktuelle indspilning af ”Parsifal”, som i sin tid blev udsendt af det østtyske statsselskab Eterna. Det var i første række et dansk indslag, der gjorde mig nysgerrig. Vor fine bassanger Ulrik Cold synger gralsvogteren Gurnemanz, den gængse operalitteraturs længste parti. Det gjorde han også i Harry Kupfers opsætning på Det Kongelige Teater i København i 1970’erne.

Wagnerianere elsker at sammenligne tolkninger og kan ikke nøjes med en enkelt indspilning af hver af mesterens operaer. Denne ”nye” er endda billig. De tre cd’er sælges  for  79,50 kr. Prisen alene gør dem interessante for en del musikelskere. Men den er også spændende, også lidt anderledes, og den er meget velsunget. Den korte anmeldelse er, at sættet er værd at erhverve, også selv om man i forvejen måske har ”Parsifal”. Den længere anmeldelse bliver, hvis vi skal ind på dirigentens tolkning, som det er vanskeligere at skrive om og derfor også nok at læse.  

Et fornemt sangerhold

Men lad os begynde med sangerstaben. Ulrik Cold havde som Massenets Don Quichotte en af sine store successer på Komische Oper i Berlin og blev valgt til at synge gralsridderen Gurnemanz af den store dirigentpersonlighed Herbert Kegel, da denne i 1975 gav en koncertopførelse af ”Parsifal” Leipzig. Året efter valgte Cold at blive chef på Det kgl. Teater i København. Valget af ham til Gurnemanz’ parti var forståeligt, for Cold synger rigt nuanceret og usædvanligt naturligt og smukt. Det er Wagner-sang på verdensplan personligt tolket.

Denne dæmpede og dog så udtryksrige form for Wagner-sang dominerer hele sangerstaben. Renè Kollo i det store titelparti har jeg aldrig hørt bedre. Sådan kunne hans tenor altså også klinge uden anelse af anstrengelse. Theo Adam var dengang også på sit højeste med en meget fornem præstation som Amfortas. Gisela Schröter, et stort navn i DDR, synger en såvel dramatisk som følsom Kundry, som er ret fascinerende.

Præget af samtiden og dog hævet over den

Dirigenten Herbert Kegel var ikke kendt som Wagner-dirigent. Hans meget omhyggelige opførelser af Alban Bergs ”Wozzeck” og Arnold Schönbergs ”Moses und Aron” blev derimod kult. Kegel kunne ikke drømme om at dirigere ”Mestersangerne i Nürnberg”, men for ”Parsifal” brændte han. DDRs politiske gralsvogtere advarede truende Kegel mod ”formalismen” i ”Parsifal”, men Kegel så også andet i partituret og var her som i andre tilfælde ikke til at rokke i sin beslutning. Han indrettede ikke sin programdramaturgi hverken efter parti eller publikum, men ud fra en intellektuel forpligtelse over for musikhistorien, samtiden og samfundet, læser man. Artiklen om ”den ideologiske kritiks grænser” i pladehæftet (tysk og engelsk) er skrevet senere end DDR-udgivelsen af indspilningen, men den benytter datidens lidt tunge sprogbrug. Interessant læsning er det dog.  

Kegel selv dirigerer alt andet end tungt, tværtimod ret let i en klangverden, som man kan forestille sig inspireret af gennemhørbarheden i Bergs og Schönbergs og endda Debussys musik. Problematisk bliver dog gralsriddernes opulente musik, hvor Kegel trækker messingblæserne skarpt frem og tilmed dæmper strygerne. Klangen bliver usædvanlig spids, men kun her hvor det virker indholdsbetinget bevidst.

Lidt mere specielt:om dette sted:  Musikskribenten Robert Gutman har i Attila Csampais og Dietmar Hollands anbefalelsesværdige bog ”Parsifal. Texte, Materialen, Kommentare” (Hamburg 1984) skrevet en artikel, „Moralischer Zusammenbruch: ”Heldentum” und ”Parsifal”.“ Heri gøres med henblik på filosoffen Ernst Bloch, som Kegel kendte, og som satte ”Parsifal” meget højt og forlod DDR ret voldsomt, opmærksom på et specielt forhold, om man sp er enig eller ej. Det drejer sig om ”det groteske fællesskab mellem DDRs kommunistiske politbüro og Wagners gralsriddere… som en lille i sig selv indelukket elitær gruppe, som alene kender til sandheden.” Man får indtrykket, at Kegel tænker det samme, når han her lader gralsverdenen blive tolket så spidst accentueret. Det må man tage med, og det har en mening, men man savner en behagelige fællesklang.

Bortset fra netop disse steder kan man være rolig, for Kegel og hans Radioorkester i Leipzig leverer en både spændende og smuk præstation. Der er flere grunde til, at denne ”Parsifal” er et fund til prisen. 

(Wagners Parsifal. Brilliant Classics 95120, tre cd’er, distribution Danacord, pris mellem 79,50 kr.).

Billig Bach til anbefaling

Endnu et eksempel på et billigt sæt fra Brilliant, som også må komme under begrebet fund, er Johann Sebastian Bachs h-mol messe. Det blev først udgivet af Berlin Classics i 1992 og har grammofonhistorisk betydning, for det var René Jacobs første store indspilning af mange især med Bachs og Mozarts musik. De forskellige tolkninger af Bach er også debatemner i musikverdenen. Den ene fortolkning sættes op imod den anden af barokfans, som ofte er fornøjeligt stædige.

Jeg vil mene, at René Jacobs altid er et af de sikre valg, fordi han aldrig er outreret. Han er kendt for lethed i sin baroktolkning. Men denne tidlige indspilning med RIAS Kammerorchester er Jacobs på vej mod letheden, men den har stadig netop den vægt, som messen kræver. Også på det punkt er indspilningen for et bredt publikum. Og den har incitament. Den river os med i alle musikkens yderpunkter.

Sangerbesætningen er fin med en blanding af stjerner fra dengang i begyndelsen af 1990’erne og sangere, som også er på toppen i dag. Tenoren Christoph Pregardien, mandsalten Axel Köhl, sopranerne Hilius Marttinpelda og Bernarda Fink, barytonen Matthias Görne og bassen Franz-Joseph Selig. Optagelsen fandt sted i Jesus-Christus Kirche i Dahlem i udkanten af Berlin, hvor også Karajan havde optaget en lang række berømte indspilninger.

Wagner og Bach? Her passer de udmærket til hinanden. Egentlig ville jeg anbefale at købe dem begge. Sammen også frit tilsendt koster de klart mindre end det, som en normal nyudgiven cd koster.

(Bach h-mol messe. Brilliant 95110, to cd’er, distribution Danacord, pris 59,50 kr.) 

Bassen Ulrik Cold kan nu høres som en prægtig Gurnemanz I “Parsifal”. Historisk billede fra Det Kgl. Teater 1982 af Ulrik Cold som Gurnemanz og Peter LIndroos som Parsifal. Foto: Rigmor Mydtskov.