Er Wiener Philharmoniker verdens bedste orkester? Spørgsmålet er forkert stillet. At spille klassisk musik er ikke en konkurrence om at være verdens bedste. Alligevel diskuteres det gang på gang, hvilket orkester der kan kalde sig det. I den diskussion har filharmonikerne fra Berlin og kollegaerne fra filharmonikerne i Wien altid været i forgrunden. Og naturligvis skal man ikke fortælle i Berlin, at Wiener Philharmoniker klinger smukkere, som man i Wien ikke skal antyde, at Berliner Philharmoniker spiller bedre end Donau-stadens filharmonikere. De to store orkestre, som her er kaldet, hvad de hedder, har altid skelet til hinanden med ørerne.

Så skal det huskes, at et helt tredje orkester, Koninklijk Concertgebouworkest  fra Amsterdam for få år siden løb med titlen, da en stor gruppe internationale musikanmeldere blev spurgt og valgte det hollandske toporkester, måske fordi det både er et fremragende orkester og fordi det næsten kamæleonagtigt under forskellige dirigenter kan skifte stil og klang. Det kan alt, mens wienerne holder fast i en egen, meget personlig klang.

Gode orkestre har jo en sjæl, en speciel klang. Næsten alle musikerne i Wien har fået deres uddannelse i Wien hos filharmonikere. Der er mange professorer i det orkester. Den eneste dansker og en af de relativt få udlændinge i orkestret har været cellisten Jørgen Fog, men også han har fået sin uddannelse i Wien under en filharmoniker. Nu er han gået på pension, han er ”im Ruhestand”, men han hentes på trods af dette tyske udtryk stadig ind for at assistere.

I anseelse og i almindelig kendskab har wienerne fået et naturligt forspring i folks bevidsthed verden over takket være den uhørte reklame med den årlige nytårskoncert med wienermusik i tv nytårsmorgen. Den sendes endda fra den danske arkitekt Theophil Hansens skønne Musikverein i Wien.  Det er nu ikke blot derfor, at vi vist godt kan blive enige om, at det er verdens bedste orkester, som gæster Danmark.

En speciel struktur

Wiener Philharmoniker er i sin struktur anderledes end næsten alle andre orkestre. Det begyndte den 28 marts 1842, da Otto Nicolai, komponist til operaen ”De lystige koner i Windsor”, dirigerede en koncert med ”det samtlige orkesterpersonale fra det kongelige og kejserlige (k&k) operaorkester”. Orkestret er kunstnerisk, organisatorisk og økonomisk sig selv. Alle afgørelser træffes på demokratisk vis af orkestrets aktive medlemmer, og de føres ud i livet af 12 udvalgte filharmonikere. En chefdirigent har det ikke haft siden 1930’erne.

Kun medlemmer af operaorkestret i Wiener Staatsoper (tidligere Hofoper) kan være medlemmer af Wiener Philharmoniker. Kun en snes af operamusikerne er ikke blevet filharmonikere. Vejen er lang. Først skal man spille sig ind i operaorkestret. Efter et par års engagement kan musikeren få en opfordring til at gå til optagelsesprøve, hvor alle filharmonikerne lytter og stemmer demokratisk.

Orkestret fungerer med så små økonomiske tilskud, at disse må kaldes symbolske. Men orkestret tjener virkelig godt på nytårskoncerterne (pladesalg, transmissioner, dyre billetpriser). Orkestret giver ikke så mange koncerter som kollegaerne i Berlin, men det har haft sans for at kombinere koncerter og pladeindspilninger.

Kvinderne er på vej

Så er der problemet med de få kvindelige musikere. En harpenistinde havde spillet med orkestret i mange år, men ellers var det først i 1998, at der blev åbnet for kvindelige musikere. I årene før havde der været en del ballade derom, og filharmonikerne blev kaldt mandschauvinister. En gæsteturné i USA var på nippet til at blive aflyst, fordi en kvindebevægelse ville omringe Carnegie Hall i New York, så folk ikke kunne komme ind og høre dette skrækkelige mandsorkester. Hjemme i Østrig begyndte nogle politikere at tale om, at man ikke skulle støtte orkestret, inden de lidt røde i hovederne fandt ud af, at det også økonomisk klarede sig selv.

I dag er der omkring en halv snes kvindelige musikere i Wiener Philharmoniker. Det går ret naturligt langsomt med udskiftningen. Filharmonikernes hovedargument mod kvindelige musikere har været, at de havde flere lange pauser, og det skadede orkestrets forfinede klang, som er baseret på et grundigt og netop forfinet samspil. Og helt løgn var det nu ikke. På papiret har en filharmoniker lov til at tage et års orlov med visse mellemrum, men der er ingen, som gør det. Klangen er orkestrets sjæl, og den skal plejes hele tiden.  

Wienernes særegne klang har faktisk hjemme i Strauss-familiens dansende musik. Som Strauss’ernes musik har hjemme i selve wienernes sprog og tonefald. Her er der en forskel fra andre store orkestre, som har ændret sig mere, og det gælder også Berliner Philharmoniker. I denne jet-tid, hvor musikere rejser verden rundt, og fremmede orkestre høres på plader, tv og radio, kommer orkestrene til at ligne hinanden. Men wienerne er et af de få, som er forblevet sig selv.

Zubin Mehta om orkestret

Wienernes klang høres specielt i naturhornene og i de individuelle træblæsere, men sandelig også i strygerne, som på én gang klinger sart og fyldigt, varmt ned i de fineste, dynamiske nuancer. Den indiskfødte verdens-borger og verdens-dirigent Zubin Mahta føler sig æstetisk hjemme i Wien. På et pressemøde under prøverne før en nytårskoncert blev han spurgt om, hvad der særlige var ved wienerne:

”Da jeg kom til Wien for at studere i 1950’erne, fik jeg mit livs kulturchok, da jeg første gang hørte Wiener Philharmoniker live. Jeg kendte alle mulige pladeoptagelser med de store dirigenter, men wienernes klang kan ikke høres og læres gennem plader alene. Da jeg hørte den i virkeligheden, var jeg lige ved at falde om. Når jeg siden har dirigeret andre orkestre overalt i verden, er det altid den klang, som jeg har søgt at efterligne”. Mehta fortalte videre, at han har dirigeret tre generationer på pultene med wienerfilharmonikere foran sig. ”Men klangen er forblevet den samme”, understregede Mehta.

Wiener Philharmoniker har i Carl Nielsen-året valgt at vise, at orkestret også kan spille Carl Nielsen. Jeg ved ikke, hvor ofte de har gjort det, men det er sjældent. Nu tager orkestret sammen med den østrigske dirigent Franz Welser-Möst til Carnegie Hall i New York, til London og mere usædvanligt til Aalborg, til Odense, Carl Nielsen-festlighedernes hovedby, og til København for at vise orkestrets bud på Nielsens fjerde symfoni, ”Det uudslukkelige”.

Dirigenten er sin egen

Franz Welser-Möst var i fem år generalmusikdirektør på Wiens Staatsoper, men i september 2014 forlod han pludselig statsoperaen og smækkede stille med døren. Det kom som en overraskelse, selv om man også uden for operaens mure vidste, at Möst og operaens franske chef Dominiqie Meyer havde vanskeligt ved at komme overens. Welser-Möst gav da også som grund for sin afsked, at han havde for lidt indflydelse på, hvilke sangere og dirigenter foruden ham selv, der blev engageret på Staatsoper.

Få dage efter forlængede Welser-Möst sin samtidige kontrakt med et af verdens andre ”bedste” orkestre, Cleveland Orchestra, så dette samarbejde vil komme op på hele 20 år.  Wiener Philharmoniker erklærede omgående efter Welser-Mösts afgang fra operaen, at det fortsat vil samarbejde med ham som koncertorkester. To gange på de få år har det valgt Welser-Möst som dirigent af dets nytårskoncert. Samarbejdet mellem Möst og musikerne har altid fungeret netop så fint nuanceret, som orkestret gerne vil.   

Det danske publikum kan glæde sig til at høre et af verdens allerbedste orkestre og samtidig et af de mest ”personlige” orkestre.

Spilleplanen i Danmark

Den første koncert bliver i Aalborgs nye store koncertsal Musikkens Hus tirsdag 9. juni. Foruden Carl Nielsens fjerde symfoni står der musik af wienerklassikere på programmet, Schuberts charmerende tredje symfoni og Beethovens store Leonore-ouverture nummer tre. Aftenen efter tager wienerne til Odense og her står årets anden store 150-års komponist Jean Sibelius’ ”Leminkainen-suite” på programmet foruden ”Det uudslukkelige”. Torsdag den 11. juni spiller Wiener Philharmoniker i DR Koncerthuset i København, og her høres atter Schubert og Beethoven før Nielsens symfoni.

Foto: Wiener Philharmoniker hjemme i den danske arkikekt Theophil Hansens smukke Musikverein-sal i Wien.