EKSTRA NYT: Den nye charmerende verdenssopran fra Sydafrika Pumeza Matshikiza syntes så godt om Aarhus Symfoniorkester og Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus efter sine to Festuge Classic-koncerter koncerter i august 2014, at hun har ønsket at indspille sin næste CD for selskabet Decca i Aarhus. 29. april sang Pumeza Matshikiza på La Scala i Milano. 3. juni og den følgende uge står igen hun på scenen i Symfonisk Sal i Aarhus – denne gang er det uden publikum, men derimod er hun i Symfonisk Sal for at indspille sin anden CD på sin eksklusiv kontrakt med Decca. Men hun vender tilbage i foråret 2016 for at holde sin release-koncert i Aarhus. Datoen bestemmes after indspilningen. Allerede den 27. juni giver hun koncert i Bøstrup Kirke på Langeland som led i den berømte klassiske koncertrække (Tryk på annoncen om sommerkoncerter på Langeland og læs videre).

Musikchef Palle Kjeldgaard udtaler i forbindelse med CD-indspilningen: ”Det er et kæmpe skulderklap til musikerne i Aarhus Symfoniorkester og dirigenten Tobias Ringborg, at Decca har valgt Aarhus Symfoniorkester til Pumezas kommende CD. Hun er en fantastisk kunstner og et af de hotteste navne lige nu på operaens stjernehimmel, og vores første møde sidste år var en ren fornøjelse. Vi har haft en god dialog med Decca

og glæder os til, at deres team og Pumeza kommer til Aarhus de første uger i juni. Orkestret har indspillet mange anerkendte CD’er, men dette projekt er noget helt enestående, og jeg er sikker på at samarbejdet med Decca og Pumeza, vil bringe Aarhus Symfoniorkester på musikkens verdenskort.

Dagens citat: ”As I told you, I’ve heard lots of groups sing Gesualdo, many of them very, very good. But I would rank yours rigtht at the top. It was absolutely splendid, and for that you have my eternal thanks”. Sådan skrev den førende Gesualdo-musikforsker Glenn Watkins til Musica Ficta og Bo Holten efter deres koncert med madrigaler af Carlo Gesualdo (1566-1613) i Bari, optaget i november 2014 og nu udsendt på en  cd.  


Danske cd’er: Burde enhver debutant ikke udgive en cd? Og burde enhver musiker, som gør det, ikke mestre det store pr-apparat? Det er let nok spurgt, for ikke alle musikere har praktisk og økonomisk mulighed for at sende en cd på markedet, og pr-arbejdet kræver andre egenskaber ved siden af for eksempel at kunne spille godt klaver. Men den unge pianist Elisabeth Nielsen, som går i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Marianna Shirinyan, kan noget af det hele.

Elisabeth Nielsen har på Danacord fået udgivet en cd, som levendegør, at hendes udgangspunkt er dansen. Det høres i musik af Bach, Schumann og Prokofief. Og det læses i hendes egne livlige noter ikke blot på engelsk, men også på dansk. Og tak for det, for det er ikke altid, at Danacord ellers har haft noter på dansk. Selskabet har nemlig solgt sine danske udgivelser endnu mere i udlandet end herhjemme.

Cd’en er blevet en historie i sig selv. Elisabeth blev i en alder af syv år optaget på balletskolen på Det Kongelige Teater, og det var fra begyndelsen vildt inspirerende for hende.  At være så åbent med i den fortryllende verden i ”Sylfiden”, der i forestillingens sidste minut fløj op i himlen, at være knotten troldeunge i ”Et folkesagn” og at optræde i den følelsesladede børneforestilling ”Vinden i piletræerne” for til sidst at havne i Wagners filosofiske ”Mestersangerne”. Men de stærkeste indtryk kom, da hun var med til at bære de flammende fakler i Prokofiefs ballet ”Romeo og Julie”. Og man fornemmer, at alle disse første danseindtryk har givet en egen dansant bevægelighed på hendes debut-cd:   

”Da ballettens fakkel gik ud, tændtes der et nyt lys i kunstens verden – drømmen om at blive musiker. Min musikalske rejse startede med Prokofief. Der skulle gå en del år, før vejene krydsedes igen… Mens jeg stadig var en spinkel balletpige, blev jeg dybt fascineret af klaveret. Med dets enorme størrelse og ubegribelige evne til at imitere et helt orkester... Det lykkedes mig aldrig at danse ”de små svaners dans”, men til gengæld kunne jeg spille den.”

Den nævnte bevægelighed har fundet sin rette plads først i Bachs anden engelske suite. De forskellige dansesatser spilles klart og rytmisk prægnant, og som hun skriver: ”Bourréen er en finere version er en finere version af en fransk træskodans, oprindeligt danset af bønder, der skulle knuse vindruer”. Man ser det næsten for sig.

Der er også bevægelighed over Schumanns ”Faschingsschwank aus Wien”, fem billeder i masker og kostumer, meget forskellige og ret forskellige satser, romantik med en anelse af mystik. Her høres Elisabeths lærer og inspirator gennem fem konservatorieår, Amalie Malling, bag. Det har været et meget personligt valg for Elisabeth Nielsen at slutte med Prokofiefs sjette sonate præget af Anden Verdenskrig omkring. Den er voldsom, angstfyldt, og meget af det kommer frem i en klart disponeret udfoldelse. ”Her skal pianisten bruge sine knytnæver som et våben i kampen om flygelet”, skriver hun. Efter min mening, som ikke er alles mening, måtte hun gerne have gjort det endnu kraftigere. Men det rokker ikke ved, at det er en meget spændende debut-cd. Og i sonatens to midtersatser er dansen stadig med, den drømmende dans. 

Det er en cd med en historie i sig, og det er væsentligt i en tid, da mange tror, at de kan hente alt i musikken ned fra himmelen gennem en computer. Det er blevet lettere at komme til at høre musik. Hør denne cd, men lige dette: Man ærgrer sig i overgangen fra Bach til Schumann, som man gør fra Schumann til Prokofief, for den ene komponist får ikke lov at ånde ud, før den anden afbryder på grund af alt for tætte tekniske klip. Kun for en anden gangs skyld (Danacord DACOCD 761 - FP, 75 minutter).  

Den nye cd udgives udgives officielt onsdag den 27. maj i forbindelse med Elisabeth Nielsens koncert i Tivolis Koncertsal kl. 19.30. 

Gesualdos madrigaler

Vi tager et gevaldigt spring for også at henvende os til et måske helt andet musikpublikum. Få komponister har været så farverige personligheder som italieneren fyrst Carlo Gesualdo fra Venosa, som i den flerstemmige italienske korform madrigalen i slutningen af 1500-tallet nåede noget af genrens mest dramatisk stærkeste og mest overraskende musik. Det er vel netop overraskende, at man fra 1590’erne kan finde en sådan musik, som både kan kaldes inderlig smuk og alligevel ekspressiv som for eksempel Alban Bergs ”Lulu” – dette skrevet helt uden sammenligning i øvrigt. Men Gesualdos musik kan være personligt udtryksfuldt om nogen.

Jo, Gesualdo er musikhistoriens berømte morder. Som fyrste af Venosa blev han i 1590 kendt for at dræbe eller i hvert fald lade sin utro hustru og denne elsker dræbe. De skulle være taget bogstaveligt i sengen af en snes af fyrstens bevæbnede mænd. Madrigalerne på denne nye cd er komponeret i årene efter og op til 1597, men man skal ikke begynde at lede efter musikalske spor af mordaffæren. Den var en naturlig sag i de kredse dengang. Musikken er en anden sag for sig, og den er forbløffende.

Madrigalerne fra nummer fem til den sidste nummer ti kan man høre i rækkefølge og samtidig med mere eller mindre held og agtpågivenhed følge en kronologisk udvikling i. Men cd’en indledes med nogle af de seneste madrigaler, tilsyneladende for at lytterne straks kan opdage, at der er mange stilarter, som brydes i Gesualdos musik. Så kan man efter den tiende madrigal vende tilbage til cd’ens begyndelse og høre de sene madrigaler og sådan beholde det kronologiske overblik. Hvornår man så skal slutte? Der er meget at opdage hver gang.

Tre sopraner, en alt, to tenorer og en bas udgør Musica Ficta, som synger beundringsværdigt sikkert og præcist i de 5-6 stemmige madrigaler. Udtrykket er stærkt, og klangbalancen er spændende, som Bo Holten former den.  Naturligvis er det ikke en cd for enhver, som nyder en god dansk sang. Det kan være vanskelig musik også at lytte til, men det skal der ikke gøres for meget ud af. Det er en fremragende international cd og en virkelig spændende udfordring, som lykkes blændende (Danacord DACOCD 760 – FP, 60 minutter).

Dansk guldalder: Rung & Rung

En god dansk sang? Jeg har haft en cd fremme flere gange og nydt den hver gang, men så har spaltepladsen ikke kunnet gå op. Men nu skal det endelig være, at jeg får nogle ord sat på. Cd’en udkom sidste år. Den kan kaldes et produkt fra Den jyske Opera, selv om den ikke har med opera at gøre. Tenoren Erik Bekker Hansen er medlem af Den jyske Operas Kor, som har så mange medlemmer, som gør, at også de mindre partier i de store operaer altid er godt besat.

Sammen med den glimrende pianist Ellen Refstrup har han indsunget et udvalg sange af fader og søn Rung, Henrik og Frederik, et århundredes dansk romantik af den slags, som man ikke bliver træt af. Det er forholdsvis enkle sange af både Henrik Rung (1807-1871) og sønnen Frederik Rung (1854-1914), som nogenlunde ligeligt fordelt har fundet vej til cd’en. De var begge betydelige skikkelser i dansk musikliv, men de er forholdsvis blevet glemt. Og det med urette.

Den indledende ”Hvor Nilen vander ægypterens jord” af fader Henrik er dog f.eks. blevet stående. Og det kunne andre sange også sagtens, som salmemelodierne til ”Kimer i klokker” og ”I al sin glans nu stråler solen” er det, men de hører ikke hjemme på denne cd. Frederik skrev otte operaer, men stort set ikke symfonisk musik, og han kom derfor til at står i skyggen af Gade og J.P.E. Hartmann. Lad ham med sønnen Frederik blot komme ud af den.

Der er en dejligt frisk, klassisk luft omkring deres danske sange. Erik Bekker Hansens frie, smukke tenor er en nydelse at lytte til, men han er ikke ene. Han har fået gode kolleger med, barytonen Thomas Christian Sigh og mezzosopranen Trine Bastrup Møller, og det giver en cd med en god og afbalanceret afveksling og helhed også med lidt flerstemmighed. Her er virkelig små fine opdagelser at gøre i det danske sanglandskab. Og det er en fortrinlig ide at lade Lange-Müllers klaverstykke ”In memoriam” til minde om Frederik Rung i 1914 vederfares retfærdighed af Ellen Refstrup som en overgang fra far til søn. En i alt gennemført cd-udgivelse af betydning (Danacord DACOCD 705).