af John Christiansen - d. 9. maj 2015
Indspilninger med musik af Hans Gal, Franz Schreker og Olivier Messiaen. Musik præget af århundredet omkring. Hvem tør byde på?
Jeg indrømmer, at det er et mærkværdigt forehavende at
anbefale musik, som man nok selv har haft fornøjelse af at høre, men som man
straks stiller spørgsmål ved, om ens læsere tør købe. Dette er den anden
pladeartikel på kort tid, som stiller spørgsmålet. Ofte aner man som skribent
ikke, om ens mening overhovedet interesserer nogen og har effekt. Og hvad så
når man skriver om musik, som ligger uden for musikelskeres hovedvej. Er man
selv ikke også lidt for speciel?
Jeg prøver endnu en gang, og jeg har fået positive
reaktioner på den første artikel og især om Frank Martins kammeropera ”Le vin herbé”
(Kærlighedsdrikken) over det legendariske Tristan og Isolde-stof. Jeg går
troligt i gang med østrigsk og fransk musik fra det 20. århundrede.
Hvem har hørt navnet Hans Gál? Bag det står en østrigsk
komponist, som levede fra 1890 til 1987, og bag hvis liv og værk man aflæser 1900-tallets
tragiske forløb. Han var også en fremragende kordirigent, som uropførte Arnold
Schönbergs ”danske” ”Gurrelieder”. Som ung havde han lejlighed til at følge
Gustav Mahlers prøver på Wiens Hofoper. Her nød han livet indtil krigsudbruddet
den 4. august 1914, da han blev indkaldt til militæret. ”Med mine dårlige øjne
blev jeg dog straks forvist fra alle tropper, som havde med våben at gøre”,
fortalte Gál. Men han erfarede krigens ulykke.
Han komponerede flittigt tidligt, i 1920’erne koncentrerede han
sig om operaen, men på et højdepunkt i sin karriere i 1928 komponerede han sin
første af fire symfonier. Han havde dog komponeret symfonisk musik før, men
denne D-dur symfoni var den første, som han selv mente havde kvalitet til at
blive kaldt en symfoni. Krigsårenes traumatiske oplevelse for ham spiller endnu
med, men der er meget mere og varieret i hans musik, også lidelserne, men han
formår at holde de mange elementer fasttømret. Der er også ro og skønhed i
smerten i en elegisk sats, som viser hans specielle kærlighed til oboen. Så
åbner finalen for en næsten åndeløs naturkraft.
Gáls næste store trauma blev Hitlers magtovertagelse i 1933.
Han mistede en stilling som musikskolechef og muligheder for at få sin musik
opført, men han blev i Østrig til Einschluss i 1938, da han flygtede til
England, hvor han blev interneret som ”fjendtlig udlænding” sammen med tyske
krigsfanger og herimellem endda nazister. Tilbage tog familiemedlemmer deres
liv for at undgå at blive deporteret til Auschwitz. Den anden tre kvarter lange
symfoni, som blev uropført i 1947, blev til i disse år. De fire satser
balancerer fint, men væsentligst er en 15 minutter lang adagio fyldt af
meditation, som for Gál mere drejede sig om ”trøst end om sorg”. Hans 18-årige
søn Peters selvmord under krigen var en væsentlig baggrund for denne dybe sats,
men finalen slutter i eftertænksomhed.
Hans Gáls to sidste symfonier blev komponeret henholdsvis i
1950’erne, et tresatset komplementært værk, som i højere grad er rent musikalsk
tænkt og frigjort fra de traumatiske erindringer, og et mere sinfonia
concertante (cello og klarinet) præget værk, som blev færdiggjort i 1994. Her
kommer et særkende for Gáls musik tydelig mere frem, en kontrast mellem en
pastoral stemning og en musikalsk ofte kompleks musikalsk struktur. Her mærkes
igen Hans Gáls forbillede Johannes Brahms, som dog aldrig kom til at stå i
vejen for hans egne ideer. De to fyldigt indspillede cd’er fra firmaet Avie,
som importeres af Danacord, skal have min klare anbefaling (AvieAV2322, to cd’er).
Et senromantikkens
højdepunkt
Wieneren Franz Schreker (1878-1934) blev anderledes kendt.
Hans operaer var endda de mest spillede i Weimar republikken op til 1933. Hans
første store opera succes var ”Der ferne Klang” i 1912, og syv år senere efter
uropførelsen i Frankfurt af ”Die Gezeichneten” (De mærkede) knyttede han
venskab med den kendte musikkritiker Paul Bekker, som skrev et meget læst værk,
”Franz Schreker. Studie zur Kritik der modernen Oper”. ”Der Schatzgräber”
fulgte og blev hans mest populære opera. Det er dog ikke blot disse tre
sceneværker, som skal have en generel anbefaling. Hans senere værker som
”Irrelohe” fik det vanskeligere på grund af nazisternes indflydelse. Da de overtog
magten, mistede han sin direktørpost på konservatoriet i Berlin, og han døde
efter et hjerteanfald.
Det aktuelle værk her er ”Die Gezeichneten” i en live
optagelse fra operaen i Los Angeles fremragende dirigeret af James Conlon. Det
er en godt gennemarbejdet opførelse. Man aner dramaet alene gennem højttalerne.
Det er et voldsomt ekspressionistisk værk. Handlingen er dekadent, musikken er
opulent og flot klingende, på én gang sødmefyldt og lidt frastødende. Det er
ikke så mærkeligt, at operaen blev et af nazisternes foretrukne emner i
kategorien som den af dem fordømte ”entartete musik”. Var man en jødisk
komponist, blev man automatisk placeret her.
Det er en musikalsk historie om død, om erotik og om magt og
vold. Det er ikke nogen pæn historie. Og jeg afviger helt fra at forsøge at
genfortælle den. Dertil vil den fylde for meget og blive for indviklet. Men man
kan følge teksten i den vedlagte bog enten på komponistens eget tyske sprog eller
i en engelsk oversættelse. Operaen om de udstødte eller de stigmatiserede, die
Gezeichneten”, er og bliver alligevel et pirrende mesterværk i sig selv, et
barsk højdepunkt i senromantikken. Rigtig opera på tre timer med en farverig
handling i 1500-tallets Genova – og mellem to verdenskrige i 1900-tallet.
”Vore tider er fulde af mærkelige ting”. Sådan begynder den
smukke Carlotta sin forførelse af Alviano Salvago. Den scene er smuk på en
magisk måde, intim og tæt og synes fyldt med en mærkværdig afsløring af nogle
af livets hemmeligheder. Hun synges vidunderligt af Anja Kampe, han glimrende
af Anton Brubaker. Andre kendte sangere er Martin Gantner, Wolfgang Schöne og
James Johnson. Den sidste har sunget både i København og Aarhus, både på Det
Kongelige Teater og Den Jyske Opera, og han gør det igen på en Wagner-koncert
med Aarhus Symfoniorkester på operafestivalen i København 1. august og i Aarhus
Festuge den 26. august.
(Franz Schreker: Die Gezeichneten. Dirigent James
Conlon. LosAngelesOpera. Bridge 9400A/C, tre cd’er. Import Danacord).
Messiaens undere
Der er ikke en verden til forskel i år fra Schreker og Gál
til Olivier Messiaen (1908-1992), men der er i udtryk. Selv om musikken i alle
tre tilfælde afspejler tiden omkring den. Jeg har lyst til at citere Erik
Christensen i teksthæftet til Messiaens ”Quartuor pour la fin du temps” (Kvartet
ved tidens ende): ”Messiaens musik er overvældende og forførende. Den henrykker
sanserne og udfordrer tanken. Den vækker blide og voldsomme følelser, den gør
tiden til en flydende tilstand og skaber et mangedimensionelt rum af nuancerede
klange og harmoniske farver …”
Messiaens kvartet for violin, klarinet, cello og klaver er
det mest velkendte værk i denne pladeomgang. Messiaen komponerede det, mens han
var tysk krigsfange i fangelejren Stalag VIII A i vinteren 1941. En tysk
officer skaffede ham nodepapir, og Messiaen uropførte kvartetten sammen med tre
andre krigsfanger. Den er inspireret af en vision fra Johannes Åbenbaring: ”Jeg
så en engel fuld af styrke stige ned fra himlen, klædt i en sky og med en
regnbue på hovedet … han løftede sin hånd sin hånd mod Himlen og svor ved Ham
der lever i århundreders århundreder, idet han sagde: Der skal ikke være tid
mere, men den dag da den syvende engels trompet lyder, skal Guds mysterium
fuldbyrdes”.
Kombinationen af baggrunden for musikken og det løsrevne
citat synes jeg i sig selv giver et godt indtryk af denne dybt koncentrerede og
tankevækkende små 50 minutters værende musik. Kvartetten findes i andre
fine indspilninger, men denne nye cd med Ensemble Nordlys (Christine Pryn, Viktor
Wennesz, Øystein Sonstad, Kristoffer Hyldig) kommer dejligt tæt ind under huden
på denne musik, som er så forunderlig, når man tør lytte sig ind. Desuden får man to
mindre værker, ”Fantasi” for violin og klaver, som blev fundet i komponistens
gemmer 72 år efter dets førsteopførelse i 1935. Det blev skrevet til Messiaens
første hustru, violinisten Claire Delbos, som også ”Tema og variationer for
violin og klaver” er komponeret til endda som bryllupsgave. Men så kommer
kvartetten, som slutter med en mageløs violinsolo.
Det er en cd, som er værdig at tildele priser. (Messiaen på Danacord DACOCD 756).
Der er kommet endnu en fremragende og prisværdig Messiaen-indspilning,
”L’amour et la foi” (Kærligheden og troen), denne gang med vokalmusik sunget af
DR Vokalensemble og Koncertkor og spillet af DR Underholdningsorkestret, som
ulykkeligvis stødte muren mod en ministeriel betonmur, men her lever som Danish
National Chamber Orchestra. Kirkesange, liturgier og motetter fortolkes
nuanceret og dybtgående og klangligt fascinerende med Marcus Creed som dirigent. Marianna Shirinyan får meget spændende ud af en
speciel klaverstemme, og Thomas Bloch mestrer her den elektroniske ondes
martenot. Typisk Messiaen, tænker man først, men så dukker Benjamin Britten
næsten op med forfriskende rytmiske anslag, og så er vi videre et helt nyt sted
i Messiaens univers mellem himmel og jord.
Denne cd er udgivet af det lille eksklusive pladeselskab
Our, som distribueres af Naxos Records. Den tekniske kvalitet er som altid hos
Our meget høj. (Messiaen vokalværker. OUR
Recordings 6.220612).
Kom bare ikke og sig, at al denne ovenstående musik ikke er
værd at fordybe sig i.