5 stjerner af 6: Hvorfor hører man ikke Tjaikovskijs sidste opera ”Jolanta” noget mere herhjemme? Radiosymfoniorkestret spillede den for nogle år siden og giver nu igen til sommer den 18. juni en koncertopførelse af den og det endda med Anna Netrebko i titelpartiet. Den koncert blev udsolgt nærmest i løbet af minutter.

Men nu foreligger muligheden for at komme foran og købe et par cd’er med en ny optagelse af ”Jolanta” netop med Anna Netrebko. Nu er der ingen af de sædvanlige undskyldninger, som gælder. Nu er operaen at gå til også i danske pladeforretninger. Skal man først spørge, om der så ikke skal rokkes ved det danske operapublikums manglende nysgerrighed til at gå i gang med noget, som det ikke kender?

Hvem er denne Jolanta eller Iolanta eller Iolanthe”? Hun er endda oprindelig dansk, nemlig hovedpersonen i Henrik Hertz’ skuespil ”Kong Renés datter”. Men hun blev altså hovedpersonen i Tjaikovskijs sidste opera.

Samtidig med Nøddeknækkeren

Tjaikovskij skrev en dejlig musik, som nogle steder kan minde om hans balletmusik til ”Nøddeknækkeren”, som han i 1891 komponerede samtidig med ”Jolanta”. Teaterledelsen på Marinskij-teatret i Sankt Petersborg ønskede endda et spectable coupé og uropførte ballet og opera samtidig på teatrets to store scener. ”Jolanta” kan også minde om Tjaijkovskijs mest betydningsfulde opera ”Jevgenij Onegin”. En afgørende forskel er, at mens pessimismen og den ørkesløse længsel hænger over den tragiske skikkelse Jevgenij Onegin og følgelig til hans forhold til Tatjana, er den blinde Jolantha en poetisk og mere åben positiv skikkelse. Operaen ender endda lykkeligt. I operaens verden er den tragiske slutning jo ellers næsten altid mere populær end den lykkelige.  

1890’erne var et årti med halvaftensoperaer, bedst kendt er Mascagnis ”Cavalleria rusticana” og Leoncavallos ”Bajadser”, men karakteren hos Tjaikovskij er en anden, ikke blodig jalousi, men en følsom beskrivelse præget af fransk symbolisme af en ung blind pige, som gennem kærlighedens under bliver seende igen. En russisk-dansk-fransk opera.

Den blinde kongedatter

Kongedatteren Jolanta er født blind, men hendes far, René af Provence vil fortie for hende, at der også findes en verden med farver. Hun længes selv efter at opdage, at øjnene er til andet end at græde tårer. Den burgundiske hertug Robert og dennes ven grev Vaudémont kommer. Robert er som barn lovet til Jolanta, men han har aldrig set hende og kender intet til hendes blindhed. Vaudémont trænger ind i hendes have og opdager, at hun er blind, og han fortæller hende om lysene og farverne, som hun ikke ser.

Kongen bliver vred, men en maurisk læge Ibn-Makia mener, at de to unges kærlighed er det rette tidspunkt for helbredelsen af hende. Og han helbreder hende. Jolanta ser og overvældes af naturens skønhed i en storslået poetisk scene. Først da nattens stjernehimmel viser sig for hende, falder hun til ro og kan prise skaberen. For en gangs skyld lader Tjaikovskij en opera om en ulykkelig kvinde, som ikke er fri til at handle selv, ende lykkeligt.

Som i alle eventyr er der en hage, som først må skaffes af vejen. Kongen afviser Vaudémonts frieri, fordi Jolanta blev lovet væk som barn til Robert, men denne kommer i rette tid og giver afkald på hende til fordel for vennen.

International koncertoptagelse

Den aktuelle pladeoptagelse fandt sted under en live-opførelse i Philharmonien i Essen som led i en turné i november 2012. Det slovenske filharmoniske Orkester og Det slovenske Kammerorkester blev dirigeret af Emmanuelle Villaume. Sangerne var et godt internationalt hold, men kun Netrebko var i den helt dyre klasse. To sangere skal alligevel nævnes særskilt. Den fortræffelige tenor Sergej Skorokhodov som Vaudémont og barytonen Lucas Meachem som lægen Ibn-Makai. Men der er generelt lagt en omhu og nerve i gengivelsen, som må betegnes som virkelig god.  

Jolanta er et parti, som betyder meget for Anna Netrebko. Hun er stjernen. Partiet ligger godt for hende, efter at hendes sopran i de seneste år har fået nye mørkere nuancer. Hun skaber scenen med sin stemmes farverigdom. ”I koncertsalen er der mere spillerum for fantasien. På en koncert er der større muligheder for at nuancer og følelser kommer frem. Det er meget rørende,” siger Netrebko selv. Derfor er operaen decideret velegnet at lytte til ikke blot i koncertsalen, men også hjemme foran højttalerne i stuen.

Musik for hoved og hjerte

Netrebko betegner selv Jolanta som et vanskeligt parti, som hun første gang sang scenisk i 2009 i Baden-Baden. Allerede dengang var det vidunderligt at være tilhører, kan jeg fortælle, men det er vel først nu, at Anna Netrebko føler sig rigtigt moden til at synge det: ”Man behøver at have perfekt kontrol over sit åndedræt. Stemmen må have mange klangfarver. Men hverken hoved eller hjerte må være uerfarent.”

Følg Netrebko gennem dette smukke musikalske eventyr og frem til noget af den smukkeste musik, som er komponeret også for ”hoved og hjerte”.

Tjaikovskij: Iolanta med Anna Netrebko. DGG 479 3969, to cd’er. 5 stjerner af 6.

Billede: Anna Netrebko som Iolanta på Metropolitan Operaen I New York 2015.  Foto: Marty Sohl/Metropolitan Opera