atherina Wagner fyret i Buenos Aires

Nej, det er ikke en gammel nyhed, vi skal fortælle her. I 2012 valgte Katherina Wagner, komponistens oldebarn og leder af festspillene i Bayreuth, at forlade det legendariske operahus i Buenos Aires i Argentina, da hun og hendes team ellers var arriveret for at sætte en forkortet version af oldefar Richard Wagners ”Ringen” op. Det viste sig, at intet var i orden, ingen dekorationer påbegyndt og total kaos i forberedelserne.

Historien har gentaget sig. Katherina er ikke bleg for noget. Nu havde hun skrevet kontrakt om at sætte ”Parsifal” op i det store, vidunderlige Teatro Colon i december i år. Her bevæger man sig med den største ærefrygt, hvis man kender til operahistorie. Jeg ved det. Jeg var der med DR Symfoniorkestret. 

Katharina Wagner skrev kontrakt om ”Ringen” med én chef, men der var kommet en anden til, da hun og hendes team skulle påbegynde opsætningen dengang. Historien gentager sig som sagt. Hun skrev kontrakt om ”Parsifal” med en leder, som her ved årets begyndelse er afløst af en anden politisk valgt chef med navnet Dario Lopérfido, tidligere DiscJockey og musikproducent af popmusik og politiker! Han indledte med at smide de for længst nyengagerede ud. De var allerede sidste år blevet lovet tæsk af en kvindelig medarbejder, hvis de indfandt sig. Nogle af den gjorde det på trods.

Det er Die Welts altid spændende chefmusikanmelder Manuel Brug, som har sat sig grundigt ind i forløbet og det for os rent ud utrolige kaos på den engang så hæderkronede opera. Lopérfido smed Katharina Wagner ud, fordi ”han ville have noget kunstnerisk stærkere.” Det mener han at have fundet i den nye ”Parsifal”-instruktør, en tidligere sanger, Marcelo Lombardero, som nu er udnævnt til kunstnerisk leder af operaen i Buenos Aires. Han er i Sydamerika bedst kendt for at have sat en ”Carmen” op med break-dansere. Lopérfido siger endda, at denne Lombardero ”for længst har nået et højere niveau end Katharina Wagner.”

Er det en hævn for, at Katharina forlod Buenos Aires, da alt var kaos og forvirring i 2012? Det var en pinlig sag for Teatro Colon. 

Katharina Wagner tager det som altid koldt – hun har prøvet noget af hvert. Hun har i stedet straks tegnet kontrakt med Teatro Municipal i Rio de Janeiro i Brasilien. Hun vil dels lave Wagners ”Den flyvende hollænder” for børn, som jeg vil betegne som en stor og interessant succes for år tilbage i Bayreuth. Dels vil hun nu naturligvis overføre konceptet med ”Parsifal” til Rio de Janeiro.

”Lad os se, hvordan denne plan forholder sig til de sydameriikanske planer,” slutter Manuel Brug sin artikel i Die Welt.        

Mutter gjorde det rigtige og valgte dansk

Violinfænomenet Anne Sophie Mutter nævnes her først, men i virkeligheden skyldes det DR SymfoniOrkestret, at denne koncert i Carnegie Hall i New York trækkes frem. Den berømte koncertsal har betydet meget for orkestret, første gang i 1952 med Thomas Jensen som en af dirigenterne. Det blev næsten en tradition for orkestret at komme til Amerika. Jeg var selv med et par gange som anmelder på Jyllands-Posten, og koncerterne her var noget særligt. I de senere år er radiosymfonikernes rejseaktiviteter blevet indskrænket, men nu er orkestret der igen. Og det vil sikkert igen give en meget tiltrængt international omtale. Orkestret giver i alt syv koncerter i USA.

I New York spillede Mutter og orkestret Sibelius’ violinkoncert på en koncert i serien Mutter Perspectives, som hun selv bestemmer programmet i, efter to omgange fælles Sibelius forinden i København og Köln. ”Mutter delivers unforgettable Sibelius with Danish Natonal Orchestra” lød den brede rubrik i New York Classical Review, som har New Yorks mest læste orientering om klassisk musik sammen med New York Times. Anmelderen var ovenud begejstret for hende: ”This was Mutters show all the way… This was a performance that left one stunned in wonderment.”

Om orkestret hedder det: “Den rumænsk-amerikanske dirigent Cristian Macelaru og orkestret var fremragende akkompagnatører. Dirigenten tenderede lidt langsommere tempi end normen, som virkede perfekte for Mutter. Orkestret spillede smukt, især når musikken var mest stille. Den tenderede gennemgående mod en mørkere klang end sædvanligt. De lavere messingblæsere havde en stor varm ”buldren” som pedalstemmerne på et orgel. Resten af koncerten, dog ikke på dette enestående niveau, was well done.” Det var Sibelius’ ”Valse triste” og Nielsens fjerde symfoni plus ekstranummeret som altid på turnéer, ouverturen til Maskarade”.    

Den jyske Opera blev reddet

Den jyske Opera kan holde en kort vinterferie på turnérejsen rundt i landet med Mozarts ”Cosi fan tutte”. Et problem er løst. Den anden forestilling af tre i Odense blev en forløsning. Efter at de tre forestillinger i Aarhus var druknet i klassiske parykker, fik ensemblet af det råbende og klappende publikum lov spille den moderne version. Frygten for at man skulle spille videre til den 17. marts og ikke få lov at spille begge indstuderede versioner, den klassiske og den moderne, er forsvundet.

I Vejle valgte publikum endnu engang den moderne forestilling, og det har så taget teten som byen, hvor man ”kun” har spillet versionen anno 2015. Tænk hvis man var nået til lands ende uden at komme til det. Så var historien gået ude i operaverdenen, at Danmark var et gammeldags operaland!

Nej, tag ikke dette for alvorligt. Den jyske Opera har haft en morsom ide. Længere er den ikke. Det er ikke et spørgsmål, om opera skal spilles klassisk eller moderne. Det, der tæller, er, at musik og scene hænger sammen, altså at partituret også følges. Lad så læren forblive ved, at den virkelig gode opsætning af en opera på én gang er både klassisk og moderne. Det er sagt før.

Så er det mærkværdigt, at den klassiske version af ”Cosi fan tutte” også havde grove indslag, som det moderne såkaldte regiteater ellers oftere skældes ud for. Instruktøren fyldte på af billige gags, hvor musikken til den inderlige, alvorlige tenorarie om kærlighed, ”Un aura amorosa del nostro tesoro” (En duft af kærlighed fra vore skatte bringer en sød forfriskning til vore hjerter), havde stået stærkere uden denne sceniske forstyrrelse.  

Indviklet er det. Så nu må Den jyske Operas ”Cosi fan tutte” vist have lov at hvile i fred på sin tur rundt i landet.

Mozart-turnéen genoptages i Kolding den 24. februar, hvor de også kan finde på at stemme moderne. Den slutter i Hillerød den 17. marts. Tryk på den utvivlsomt smukke dame med den advarende finger til højre på denne side og find hele spillelisten og meget mere.

Operafestival i Aalborg

Aalborg holder godt fast i sin årlige operafestival, som er speciel, fordi den byder på et samarbejde af mange institutioner i byen. I år kommer det nye Musikkens Hus til som centrum sammen med Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Kongres & Kultur Center og Teater Nordkraft. Programmet fra 6. til 15 marts byder på et halvt hundrede indslag, store som små, også uden for selve Aalborg.

Man kan støde på en gadeopera på kun 4 minutter, som vil blive udvidet de kommende par år, og man kan se og høre Verdis ”La traviata” i fuldt skrud fra operaen i Kiev indlede en danmarksturné den 15. marts. Den jyske Operas turné med Mozarts ”Cosi fan tutte” passerer også Aalborg i festivaltiden.

Vi tager noget af det specielle kronologisk fra den 6. marts, da der er open air opera med Niels Jørgen Riis og Guido Paevatalu, kaffe og petit fours på Gammel Torv og senere italiensk koncert på Nordkraft. Der er Mozart-sang fire forskellige dage forskellige steder i byen, og ”Figaros bryllup” med Nontardars gode sangere i Hals og Brovst 7. marts, og lieder med Michael Lindberg og Marca Maria Tange i Utzon Centret. Donizettis ”Kærlighedsdrikken” opføres (her hedder den lidt gammeldags ”Elskovsdrikken”, men den slags tror jeg de holder sig fra - offentligt) i Europahallen og i Thisted.

Noget specielt er Daniel Hjorths nye opera ”Det dybeste sted” i Musikkens Hus den 9. marts, videre operabobler og operashots , Humperdincks ”Hans og Grete”, scenisk inklusive den vidunderlige orkestermusik, fra konservatoriet i Aarhus.  Den 13. marts er symfoniorkestrets ”store operagalla”, som naturligvis ikke er en galla. Man skal bare komme i det tøj, som man har. Men Sofie Elkjær Jensen og Adam Frandsen tager naturligvis noget pænt på. En hovedbegivenhed for børnene og deres (bedste)forældre er Den jyske Operas ”For enden af tunnelen” med musik af Peter Navarro-Alonso og bag ham Mozart. Samme dag er der familiebarok med musik af Lully.

Vi er nået frem til afslutningen søndag den 15. marts med Schumanns ”Dichterliebe” fremført af ”levende kunstnere”, som det loves, Cristine Hjort Bjerre og Natasha Kutsko Jensen. Men derfor skal man ikke tro, at det ikke har været levende kunstnere alle de andre dage. Man kan slutte af med masterclass med Lisbeth Kjærulff og med operakoncert med Lotte Heise, som næppe synger, men det gør Magnus Vigilius, flot syngende Wagner-pristager sidste år, og Isabel Piganiol.

Hele Aalborg synger fra formiddag til nat i 10 dage Forvirrende meget? Få fat i programmet eller slå op på aalborgoperafestival.dk

Erindring om en ægte operagalla

Angående den såkaldte operagalla i Aalborg: Jeg var for en del år siden på operatur til Frankrig med læsere fra Jyllands-Posten. Vi havde billetter til Den store Opera i Paris, men det viste sig at være til en galla-forestilling, hvilket vi ikke vidste, og flere herrer blev afvist af kontrollørerne. Alle de korrekt påklædte gik ind i operaen, og mens de skjulte sig på operaens mørke toiletter, gik damerne igen ud med deres jakker, butterflys og et par hvide skjorter. Lidt efter passerede de sidste herrer kontrollørerne, nu korrekt galla-klædte, mens damerne fulgte dem med deres tøj over armene. Kontrollørerne kiggede, undrede sig tydeligt, men deres job var ikke at blande sig i publikums påklædning inden for. Se, det var en operagalla.  

Katharina Wagner er altid god for en historie.  Foto: Andreas Klingberg. de