Dagens citat: ”Vor tid er fuld af sælsomme ting.” Carlotta i Schrekers opera Die Gezeichneten.

4 stjerner: Carl Nielsen festlighederne begyndte allerede markant i 149-året for hans fødsel, men her i hans mere runde 150-år tegner alt til en spændende intensivering. Det gælder også pladeudgivelser. Dacapo kan glæde sig over en international succes med Alan Gilberts og hans New York Philharmonikers serie med Carl Nielsens symfonier og koncerter. Netop her i festårets start kommer den tredje og sidste cd med symfonierne indeholdende numrene 5 og 6. På bagsiden af cd’en læser man, at Gilbert ”sheds new light on the originally conceived momentous struggle of the Fifth Symphony as well as the Sixth Symphony’s inscrutable irony, which was difficult to understand in its time…”

Jeg har nu vanskeligt ved at høre noget nyt I tolkningen af den femte. Sammenlignet med tidligere store indspilninger når den ikke op. Det er rigtigt, som Jens Cornelius skriver i pladehæftet, at Carl Nielsens musik ofte kan sammenlignes med en naturkraft, og at den femte ”rummer en rungende efterklang af menneskets egne kræfter, som havde hærget i første Verdenskrig.” Men hos New York’erne har striden overraskende lidt ”kosmisk format”. Dertil mangler skarpheden i artikulationen og farligheden i den kontrastfyldte udvikling. Men for eksempel den indre skønhed i førstedelens adagio er der.

I den sjette symfoni er Alan Gilbert heldigvis tilbage som en spændende Nielsen-fortolker. For samtiden var symfonien generende gådefuld. Dens titel er ”Sinfonia semplice”, men enkel er den altså ikke, tværtimod ret kompleks allerede i førstesatsen. Vi har for længst godtaget, at Carl Nielsen her måtte have et ironisk forhold til sin egen musik og det ikke mindst i den burleske andensats, som med rette betegnes som en humoresque. Jo, musikken er lystig, men den forbliver ikke dermed. I den afsluttende variationssats spændes buen med overraskelser fra en herlig lille vals til kaos. Og hvad vil Nielsen egentlig sige med de sidste takters fanfare? Gør han nar af sin egen musik? Men symfoniens dobbeltbundethed understreges ironisk. Live-optagelsen fra New York rammer dejligt elegant og vittigt netop dobbeltbundetheden på en forfriskende måde. Mens tolkningen af den femte symfoni her er til tre stjerner, er den af den sjette til fem, og det giver naturligvis et gennemsnit på fire af slagsen.

Carl Nielsen: Symfonier 5 og 6. Alan Gilbert, New York Philharmonic. Dacapo 6.220625.   

Stor liedkunst fra Salzburg

5 stjerner: Richard Strauss’ 150 år blev fejret I 2014. Mange vil måske have vanskeligt ved at finde lighedspunkter mellem Strauss og den et år yngre Carl Nielsen. Og alligevel har deres  rige sangproduktion noget til fælles, Strauss’ ved siden af en række store operaer, Nielsens ved siden af symfonier, som med tiden er slået mere og mere igennem som hovedværker i det 20. århundrede.

Naturligvis er der klare forskelle mellem fynboens og bajerens sange. Der er noget inderligt dansk og smukt jordnært over mange af Nielsens sange, mens Strauss’ er til raffinementer og virtuositet. Carl Nielsen skrev, så vi alle kan synge med. Det kan vi kun vanskeligt til Richard Strauss’ lieder. Alligevel finder man mange små fine pointer hos dem begge, som røber, at de ikke blot var jævnaldrende, men også havde noget af det samme nære forhold til teksterne.

I sidste øjeblik nåede et dobbeltsæt cd’er med 56 optagelser af Strauss-sange fra Salzburg-festspillene fra 1956 til 2010 at komme med i jpklassisk’s liste over sidste års mest spændende pladeudgivelser, men sættet skal have nogle ekstra linjer med her. Af Strauss' godt 200 lieder får vi de 50, og det er et godt og dækkende udvalg tolket af en række af liedkunstens store. Festspillene i Salzburg fik fra 1956 en fast årlig serie af liedkoncerter, og netop da begynder pladesættets optagelser. 

De store var dengang den raffinerede Elisabeth Schwarzkopf, som vi hører med den fine klaverakkompagnatør Gerald Moore. Videre fra året efter den forunderligt renfærdige Lisa della Casa, som altid har været en af mine personlige favoritter, og i 1961 både den charmerende Irmgard Seefried og den fine tenor Nicolai Gedda, begge optagelser som flere senere med Erik Werba ved flyglet. Næste omgang er med mezzosopranen Christa Ludwig, en af sangkunstens største, og Hermann Prey, der som en lidt mere sentimental kollega til Dietrich Fischer-Dieskau skulle med. Fischer-Dieskau selv, som ellers har været en af Salzburgs helt store liedkunstnere, er desværre ikke med på sættet.

Amerikanske operastjerner som Leontyne Price og Jessye Norman beviser, at de også behersker liedkunsten, men et dejligt højdepunkt for mig er den amerikanske mezzosopran Frederica von Stade med to mere sjældne lieder, men de er fantastiske. Efter endnu en fin tenor, Francisco Araiza i 1987, barytonen Thomas Hampson og en af vor tids sopranstjerner, Diana Damrau i 2005 når vi frem til den karakterfulde baryton Michael Volle i 2010. Mage til samling af store sangere i små, men indholdsrige lieder skal man lede længe efter at finde mage til. Alle de tyske tekster er med, men uden oversættelser. Det er et sæt, som man kan leve længe med.      

Richard Strauss: Salzburger Liederabende 1956-2010. Orfeo C 894 142 I, import Danacord.

En opera værd at opdage

4,5 stjerner. 1918. Første Verdenskrig afsluttes, og det store habsburgske monarki, som var blevet oprettet i 1272, opløses. I Østrig er musik- og teaterkulturen både stærk og spændende. Nye komponister er på vej op. Flere af dem skulle senere aldrig få lov til at udfolde deres muligheder på grund af nazisterne. Megen stor musik og musikdramatik skrevet i årene op til 1933 blev forbudt og siden glemt, fik i hvert fald aldrig den almindelige anerkendelse, som mange af værkerne havde fortjent.

Franz Schreker, der som voksen virkede i Wien, var med jødiske forældre som Gustav Mahler en outsider mellem flere verdener. Han fik sit navn på det musikalske landkort med uropførelsen af operaen ”Der ferne Klang” i 1912, men det var premieren i 1918 på ”Die Gezeichneten” (kan vel oversættes både som ”De (brænde)mærkede” og ”De stigmatiserede”), som i de følgende år gjorde ham til en af de store operaskikkelser i Europa. Han blev direktør for Berlins Musikhochschule (konservatorium), men det var slut her for både Schreker og Arnold Schönberg, da Hitler kom til magten i 1933. Schreker rejste til USA, men kom aldrig i gang igen og døde i Los Angeles to dage før sin 54-års fødselsdag i 1934.

Los Angeles Operaen satte ”Die Gezeichneten” op i 2010, og det amerikanske pladeselskab Bridge, som gør meget for at være med fremme på det danske marked, optog forestillingen (med bifald og det hele) og har udgivet den på tre cd’er. Man kan følge den på den vedlagte tyske originaltekst og den engelske oversættelse. Jeg har valgt ikke at gøre noget ud af handlingen, for det er kun i den mere nære kontakt man får det fulde udbytte af den. Schreker har som Wagner selv skrevet operateksten.

Handlingen foregår i Genova 1700-tallet, men den er et tydeligt portræt af fin-de-siècle tiden i Wien omkring det berømte skifte mellem 1800- og 1900-tallene, da dekadencen satte sine såvel stærke som smukke spor i kunsten.

Det er ekstra værd at notere, at hovedpersonen Alviano også er et portræt af komponistkollegaen Zemlinsky, og at den meget interessante Carlotta har træk af Alma Mahler, som netop Zemlinsky elskede, og med hvem også Schreker havde en affære. Arnold Schönberg, som også var ekspressionistisk maler, antydes i en større scene i Carlottas atelier i anden akt, hvor hun maler hænder, som Schönberg også gjorde det. Bag persontegningerne lurer både Nietzsche og Freud.

Operaen er en drøm om et menneskeligt elysium, som af Alvianos venner omdannes til et venusbjerg. Musikken har både den eftertragtede sødme og den mere groteske virkelighed. Den er fantastisk skrevet i et prægtigt orkesterpartitur. Der er så meget i denne opera, som ikke kan nedskrives i et overskueligt antal linjer. Jeg kan i hvert fald ikke. Men fascinerende er det. Jeg håber, at flere vil forsøge at lære denne senromantiske opera at kende. Jeg tøver ikke med at anbefale den

Opførelsen er stor med Anja Kampe som en spændende Carlotta, Robert Brubaker som Alviano og Martin Gantner som grev Tamare i de tre hovedpartier. James Johnson, som sang Massenets Don Chichotte på Den Jyske Opera, har også et godt parti. Og så forstår man, at Los Angeles publikummet elsker deres musikalske chef James Conlon, som debuterede i 1974 med New Yorks philharmonikere og har dirigeret over 260 forestillinger på Metropolitan Operaen.

Franz Schreker: Die Gezeichneten. Los Angeles Opera. Bridge 9400 A/C, tre cd’er, 170 min. Dansk import Danacord.