Karajans glade jul

4,5 stjerner af 6: Pludselig er det november, og så er det jul igen, i hvert fald plade-jul. ”Glade jul” er her i en indspilning, som er ret gammel, men det er sangen jo også. ”Glade jul” dirigeret af Herbert von Karajan med den store amerikanske sopran Leontyne Price, men indspillet i komponist Grubers fædreland Østrig med Wiener Philharmoniker i 1961. Jeg kendte ikke til eksistensen af den, men den er pragtfuldt nostalgisk.

Hvor forunderligt, at en verdensdirigent, en verdenssopran og et verdensorkester for fuld glans indspiller en sang, som blev til en juleaftensdag 1818 i den lille østrigske by Oberndorf. Læreren Conrad Franz Xaver Gruber skrev sangen om ”Stille Nacht”, og hjælpepræsten Joseph Moor teksten i hast, da de to mente, at der skulle noget nyt til, når de to pludselig skulle have ansvaret for julegudstjenesten. Gruber selv spillede guitar til. Sådan blev den smukke og enkle og i den forstand nærmest geniale julesang til.

Klangæstetikeren Herbert von Karajan fylder den op til noget stort, men den er stadig et gribende julebud. Der er fire andre sange med den dejlige sopran Leontyne Price og maestro plus en del anden musik, hvor Karajan kommer i nærheden af julen eller ind i den samme gejstlige stemning. Det er ikke sang alt sammen. Karajan gør også i populære uddrag fra Tjaikovskijs ”juleballet” ”Nøddeknækkeren”. Han gør det i pastorale-musik af Locatelli og i Corellis og Manfredinis barok-julekoncerter.

Mozart er godt repræsenteret med to satser fra ”Kroningsmessen” med Leontyne Prices jublende ”Alleluja” og med ”Ave verum corpus” sunget af Wiener Singverein. Desværre er sammenstillingen af de 20 numre ikke altid vellykket. Den sarte ”Glade jul” er knapt døet ud, før messinget i Bachs første ”Magnificat” skærer skarpt igennem

For nogle af os er denne cd ren nostalgi, for andre bliver den et møde med en tid, da der blev musiceret anderledes, snart inderligt og atmosfærerigt, men måske også gammeldags klingende i ”moderne” ører. For mig er der meget ægte jul i det. Det er dejligt tiltrængt at få lov at glemme de mange salgsfiduser, som nu om dage kaldes julemusik.

På cd’ens cover-foto vandrer Herbert von Karajan i sneen foran sit hus i Anif syd for Salzburg og ikke så langt fra Oberndorf (Karajan. The Christmas Album. Deutsche Grammophon CD 479 3926).  

Dejligt at have i hånden

3,5 stjerner af 6: Den italienske mezzosopran Cecilie Bartoli er der på pletten igen. Hun har igen gravet sig frem i støvede biblioteker til en række arier, som hun har givet verdenspremierer på plade. Denne gang gælder det musik, som tre store russiske kejserinder har lyttet til i Sankt Petersborg, Anna Ivanovna (1730-1740), Elisabeta Petrovna (1741-1762) og Katharina II (1762-1796), tre store dominerende kvindeskikkelser, naturligvis ikke mindst Katharina Den Store.

Her er russisk barokmusik, som ligner den italienske, som vi kender. Zarinderne importerede musik fra Italien, og den kom også til at præge deres russiske kollegers musik. Kendte navne som Manfredini og Cimarosa gæstede Rusland og ikke altid med succes, men deres vokalmusik, som er repræsenteret på cd’en, er god nok. Interessantere er dog musik af Francesco Domenico Araia, som i 1755 komponerede den første russiske opera, og Hermann Raupach, en cembalospiller fra Stralsund, som kom til Rusland samme år og skrev til russiske tekster. Hans musik er værd at høre, lidt anderledes, især når den er langsom, kromatisk og meget udtryksfuld.

Er man fan af Bartoli, som mange er, vil man igen kaste sig over en nyhed som denne, men man skal vide, at hendes vibrato er blevet større, og at alt ikke klinger lige smukt, undertiden tværtimod, når hun krænger hele dramaet ud. Der er dog stadig mange fine ting at høre.   

Cd’en er som Bartolis tidligere fund indpakket i en statelig, virkelig gedigen bog bog med oversigter og interessante historier om Rusland og dens kejserinder og musikken. Der er dejlige historiske billeder. Man bliver siddende med denne bog længe efter, at de 78 minutters musik er klinget af. Man kan for eksempel studere en tavle over Katharina Den Store, hvorpå begivenheder i hendes liv er opdelt i sandheder, muligheder og myter. Vi får også historien om hendes ”erotikkabinet”, men den er placeret under myterne.

Orkestermusikken leveres som før af I Barocchisti under Diego Fasolis (Cecilia Bartoli i St. Petersburg, Decca 478 6767).

Charmerende sopran   

4 stjerner af 6: Den sydafrikanske sopran Pumeza Matshikiza blev lidt af en sensation og skabte en fantastisk  stemning på sine to festugekoncerter i Aarhus i år. Det skulle hun også have gjort i Aalborgs nye Musikkens Hus den 13. november,  men hun har meldt afbud af private årsager. Der er længst meldt udsolgt. Men tenoren Rolando Villazon kommer, og hans navn har solgt koncerten.

Historien om Pumeza Matshikiz er god. Hun voksede op i et township ved Cape Town, sang i kirkekor, men intet tydede på, at hun skulle komme til at beskæftige sig med stor musik. Hun blev opdaget, som 17-årig blev hun sendt til optagelsesprøve på Royal College of Musik, og i dag er hun sats ansat på Statsoperaen i Stuttgart. Her er fire af cd’ens 15 numre optaget, fire søde operanumre, som passer fint ind sammen med hendes egen barndoms og ungdoms musik.

Det er Puccinis elskede ”O mio babbino caro” fra ”Gianni Schicchi”, Liu fra ”Turandot”, Musettas valsetoner fra ”La bohème” og Zerlina fra Mozarts ”Don Giovanni”, partier som hun alle har sunget i Stuttgart. Da hun kom til London, havde hun aldrig hørt om opera. Man overbevises af stemmens charme, men de blev nu endnu finere og mere nuanceret sunget i Aarhus. De sydafrikanske folkesange er værd at høre for alle, sødmefyldte, menneskeligt levende små sange (Fumeza Matshikiza. Decca 4787605).

Liflig blokfløjte-barok

4,5 stjerner af 6: Blokfløjtevirtuosen Michala Petri er med sit lille sprøde instrument fortsat et stort internationalt navn. Hendes indspilninger er nu i flere år udsendt af Our Recordings. Her står ”our/vi” for Michala selv og hendes faste duo-partner, guitaristen og lut-spilleren Lars Hannibal, som på denne måde følger deres egen musiceren til dørs, som de vil have den. Og det skal understreges, at den tekniske pladekvalitet er høj og en fornøjelse at lytte til.

Michala Petri og den fine cembalist Mahan Esfahani har etableret et samarbejde, som begyndte i Nicosia på Cypern i maj 2013. Deres første fælles indspilning er seks sonater af Arcangelo Corelli, numrene fem til syv i opus 5. Cd’en har fået navn efter g-mol sonaten ”La follia”, vekslende mellem en stille næsten overjordisk atmosfære og karakterfyldt musikalsk liv. Corelli skrev også en julekoncert, men sonaterne har intet med julen at gøre, og dog er det musik og musiceren, som man med glæde kan suge til sig også i juletiden (Corelli. La Follia. Our Recordings 6.220610. Distribution Naxos).

Blöndal Bengtsson in memoriam

4,5 stjerner af 6: Danacord har udgivet en lang række af den islandsk-danske cellomester Erling Blöndal Bengtssons indspilninger. Her efter Bengtssons død kommer som en in memoriam hyldest endda en samlet udgivelse af HMV solo indspilningerne fra 1950-1961. Med solo skal dog forstås, at her er kammermusik med klaver og endda en cellokoncert af Vivaldi med et strygeorkester dirigeret af Henrik Sachsenskjold.

Den fine pladetekniker Claus Byrith har ”oversat” sine 78’erne fra sin egen samling til to cd’er, og det er første gang denne brogede, men dejlige samling er udsendt siden førsteudgivelserne. De klinger varmt, nært og godt, og ingen, der har ører at lytte med, vil lade sig genere af alderen.

Det er blevet et stykke dansk musikhistorie i lyd. Her er ikke alene mester Bengtsson, men også den dejlige musiker Georg Vasarhelyi i Beethovens variationer over Mozarts ”Bei Männern welche Liebe führen” fra ”Tryllefløjten”og en A-dur sonate af Boccherini. Jeg har minder om Victor Schiøler som den store klavereirtuos, som her så måske overrasker som en meget fin kammermusiker sammen med Bengtsson i Beethovens A-dur og i Brahms’ F-dur sonate. Komponisten Herman D. Koppel er repræsenteret med sin ”Termio”, men hans pianistiske evner høres også.

Bløndal Bengtsson høres i 14 værker med 32 satser. Det er en stor musikalsk billedbog, og man lytter med fornøjelse både til den store og den mellemstore musik. I den sidste ”kategori” er der ting, som vil være nye for mange af os. Skal et enkelt ord placeres som en slags etikette for udgivelsen, må det blive: Personlighed (A Grammophone Tribute to Erling Bløndal Bengtsson. Danacord DACOCD 738, to cd’er.

Foto: Michala Petri på hjemmebane