4 stjerner af 6: Det danske statsstøttede pladeselskab Dacapo kommer vidt omkring.  Det gælder i repertoiret, som er imponerende bredt. Og da også andre økonomisk selvstændige selskaber som for eksempel Danacord fylder spændende huller ud, må man konstatere, at dansk musik har det godt på plademarkedet. Da New York endnu havde sine kæmpemæssige klassiske pladeforretninger, kunne man finde pladehylder på mange meter med kun Danish Music. Det er fortid, og den maser sig desværre også på herhjemme. Dog er der stadig klassisk liv. Følg bare med ved at trykke på annoncen nedenunder.  

Dacapo – ja, det er lige med at skelne mellem de to Da’er – har på det seneste kunnet sætte to af verdens førende orkestre ind på sit katalog med stor dansk musik. I New York har den Carl Nielsen-begejstrede Alan Gilbert som den første ”lokale” chefdirigent for New York Philharmonic  gang i et Nielsen-projekt. Han bringer i disse år alle Carl Nielsens seks symfonier og klarinet- og violinkoncerterne frem på podiet i Avery Fischer Hall med efterfølgende pladeudgivelser.

Den første cd for et par år siden med symfonierne 2 og 3 vakte stor positiv opmærksomhed i USA, og herhjemme blev der klappet meget i hænderne. Det var nu også en benovet modtagelse: Tænk at man i New York havde opdaget Carl Nielsen. Lad os hellere citere for eksempel New York Times: ”A thrilling demonstration of a sensibility balanced between Romantic and Modernist… An occasion to celebrate for Nielsen lovers everywhere.” 

Den gode hårde konkurrence

Nu er cd nummer to på vej i de danske forretninger, som stadig interesserer sig for klassisk musik. Officiel udgivelsesdato er torsdag den 2. oktober. Den indeholder Nielsens første symfoni i g-mol og den 4. med tilnavnet ”Det uudslukkelige”. Også denne cd kan anbefales, men det må tilføjes, at den ikke straks stryger forbi alle andre op på toppen.

Der findes jo lykkeligvis mange gode indspilninger af de seks symfonier, og hvor dejligt det end er, at et verdensorkester som New York Philharmonic spiller dem, så kan man ved grundig høring ikke komme til det resultat, at spillekvaliteten er på et højere niveau, end DR Symfoniorkestret er under ledelse af Michael Schønwandt på det komplette sæt, som også er udgivet af Dacapo. Jo, det er pragtfuldt at kunne sammenligne og uanset, hvad der kommer til at stå på pladehylden derhjemme, være sikker på at kunne få det herligt med valget.   

En symfoni delte vandene

Carl Nielsens første symfoni er efter min erfaring den af de seks, som tolkningsmæssigt er den mest nuancerede af dem alle. Uropførelsen i 1894 kunne dele vandene, hvilket var en naturlig følge for Nielsen, som ville skrive sig fri fra alle konventioner. Det er et overgangsværk ind i det 20. århundrede. Allerede fra første takt er han ved at gøre sig fri fra hovedtonearten g-mol hen mod C-dur, og det giver en stærk konflikt i finalen.

Men symfonien river sig ikke løs af romantikken. Man kan i nogle indspilninger sagtens fornemme Richard Wagner i den første symfoni, mens andre tolkninger i højere grad forsøges tænkt på dansk. I  Alan Gilberts orkesterartikulation minder meget om  Gustav Holsts og Vaughan-Williams’ orkestermusik, men det skal så huskes, at ingen af de to britiske komponister havde komponeret noget af betydning, da Nielsen blev færdig med sin jomfrusymfoni.

På bagsiden af coveret af denne nye indspilning står at læse, at ”Alan Gilbert shows Denmark’s national composer  as one of the wildest and most dynamic composers of early modernism. ”Det synes jeg netop ikke, at den nye indspilning af den første symfoni viser.

Dynamik og vildskab er der som næsten altid i indspilningerne af ”Det uudslukkelige”, som Nielsen selv dirigerede uropførelsen af i 1916. Musikkens karakter er ikke til at tage fejl af, og i de fleste indspilninger lader dirigent og orkester sig rive med. Så er det snarere kun et spørgsmål om disciplin i orkesterspillet og en præcis og skarp artikulation og opbygning.

Her fejler New York’erne naturligvis ikke noget, men sammenligner man netop med Michael Schønwandt og Danish National Symphony Orchestra, kommer den danske gengivelse et lille, men afgørende skridt foran med flere karakterfulde nuancer. Her kommer for mig det stærkere frem, hvad Carl Nielsen udtrykte, at ”livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres i dag som igår, imorgen som idag, og alting vender tilbage.”

Cd’en er heldigvis forsynet med Jens Cornelius’ noter også på dansk. Den vil utvivlsomt komme til at betyde meget for udbredelsen af Nielsens musik rundt om i verden (Carl Nielsen: 1. og 4. symfoni.New York Philharmonic, dirigent Ala Gilbert.Dacapo 6.220624. 69 minutter. 4 stjerner).

Per Nørgård i Wien

5 stjerner af 6:  Det er et ægte scoop, at Dacapo kan udgive to af Per Nørgårds symfonier med selveste Wiener Philharmoniker. Det er ikke rigtigt, at orkestret ellers aldrig spiller nyere musik, men dets hovedrepertoire er det traditionelle klassiske repertoire, som naturligvis omfatter Schönberg og Alban Berg. Men det må med danske ører betragtes som en sensation, at danske Dacapo kan sende en cd med wienerne med to nyere danske symfonier på markedet.

Det er en fremragende plade, for Nørgårds orkesterpalet ligger godt til wienernes finpudsede klangstil. Jeg har en sjælden gang hørt orkestret spille ny musik, som ikke interesserede musikerne synderligt, og resultatet blev derefter. Man mærker tydeligt, at wienerne derimod føler sig engageret i Per Nørgårds to symfonier og i finnen Sakari Oramos klart disponerede opbygning og vitale direktion af dem.

Som en begrundelse for, at Per Nørgård blev komponist, har han selv sagt: ”Den musik, jeg gerne ville høre, var der ikke.” Det er jo et meningsfuldt udgangspunkt for et stykke arbejde. Da Nørgård var 17 år ung, blev han elev af Vagn Holmboe, og man mærker da også Holmboe bag den første symfoni, som den 23-årige Nørgård blev færdig med i 1955. Men man mærker i endnu højere grad  finnen Sibelius, for hvem Nørgård ikke skjuler sin beundring og det lige fra starten.

Men det er vist unødvendigt at tilføje, at der er tale om den form for beundring, som ikke medfører eftersnak, men tværtimod udvikler sig til en ny personlig musik. Symfonien var dog langsom med at slå sig fast hos et bredere publikum. Den blev offentlig uropført så sent som i 1963, og da havde Per Nørgård for længst skiftet stil fra det nordiske mod det midteuropæiske serielle.

Den første symfoni var begyndelsen, et første trin på en stige. Den nye indspilning viser, at også det var et betydningsfuldt skridt. Sinfonia austrea (Streng symfoni), som den hedder, er en relativ mørk symfoni, men den er ikke éntydig. Og sådan spiller Oramo og wienerne den. 

Komponisten sagde selv senere om den: ”Den strenge karakter er i sin alvor utvivlsomt meget ungdommelig. Man da livet og musikken i mangt og meget er lige så utvivlsomt ungdommeligt, ser jeg ingen grund til at tage afstand fra – eller livet af - min 1. symfoni.” Og det beviser nu også Wiener Philharmoniker, at der absolut heller ikke er nogen grund til.  

Den 8. symfoni, som her får sin førsteindspilning, er ganske anderledes, den er legende og elegant i sin grundholdning med masser af ideer. Man skal bære vågen for at få fat i dem alle. Men det er jo netop pladens fordel, at man kan blive ved med at høre den og opdage nyt.  Men samtidig er symfonien med sin klassiske opbygning af en stor førstesats, en smuk og lang langsom sats og en frisk finale også egnet til at høre, uden at man nødvendigvis skal tænke over detaljer. Også her gode noter på dansk (Per Nørgård: 1. og 8. symfoni. Wiener Philharmoniker, dirigent Sakari Oramo. Dacapo 6.220574, 57 minutter.  5 Stjerner).    

Foto: Per Nørgard