Dagens citat: ”Alt, hvad man skal gøre, er at ramme de rigtige tangenter på de rigtige tidspunkter”, Johann Sebastian Bach, tysk komponist, 1685-1750, antagelig skrevet med en vis (selv)ironi.

 

En dansk opdagelse

Flertallet af denne omgangs cd’er henter hver 4 stjerner ned, men til slut står et par spørgsmål i vejen. Så må det være op til læserne at bedømme, hvilke undtagelser der måtte være. En finere nuancering ville være lidt meningsløs, fordi den i høj grad også vil afhænge af, hvilken musik den enkelte hver især vil kunne lide eller ej. Her er altså godt en håndfuld cd’er, som næsten bogstaveligt er kommet ind med 4-toget.

Vi begynder med den behagelige melodiske orkestermusik, og her må der sættes streg under symfonisk musik af Louis Glass (1864-1936), en dansk komponist, hvis musik vandt større anerkendelse i landene syd for grænsen end herhjemme.  Det var vanskeligt at være kollega til Carl Nielsen, hvis man ikke netop tilhørte kredsen omkring ham.

Det er da også typisk, at det er det tyske pladeselskab cpo, som er begyndt at udsende Louis Glass’ symfonier. Selskabet har før vist stor interesse for dansk musik og danske musikere. Her spiller dog Staatsorchester Rheinische Philharmonie dirigeret af Daniel Raiskin Glass’ tredje symfoni og suiten for orkester ”Sommerliv”.

Titlerne siger alt. Det er (sen)romantisk, velformet melodisk musik med den nordiske natur som et udgangspunkt. Glass skrev selv om den: ”Min 3. symfoni i D-dur har sit udspring i de vekslende stemninger, der påtvinger sig vort sind, når vi søger ensomheden og udelukkende lader denne tale til os; men denne sjælens andagt bliver forstyrret af tanken om alle tings forgængelighed, og lykkedrømmenes illusion. Dog kun for et øjeblik – thi luftig og let gynger skovens løvhal under det blå himmelhvælv.” Det må siges at være på sin plads, at symfonien er blevet betegnet som ”en form for sjælelig afklaring, en forklarelse.”

Der er meget godt læsestof om symfonien og suiten, i hvis slutsats Glass endda indbygger et stykke spillemandsmusik. Og det tyske pladeselskab holder dets gode ide i hævd, at programnoterne foruden hovedsprogene engelsk og tysk skal være på den indspillede komponists sprog. Derfor får vi her Claus Røllum-Larsens grundige noter på dansk, og det er af værdi! (Cpo777 525-2, import Danacord).

Gounods karakterfulde elegance

Den samme lethed og melodiske glæde præger Charles Gounods symfonier, som cpo har indspillet med Orchestra della Svizzera Italiana under Oleg Caetani. De to færdiggjorte symfonier er komponeret i 1855, og desuden får man to små satser som fragmenter af en tredje symfoni, som ikke er udgivet og følgelig heller ikke indspillet før nu. Man erindres om Mendelssohn, når denne er alfelet, men Gounod har en typisk fransk elegance. De to symfonier kan minde om Bizets C-dur symfoni, og det er en kompliment. Det er musik, som man slapper af med og har lyst til at genhøre. Den har smilende harmoniske vendinger og en egen charme med lidt humor i. Det er musik, som man kan forelske sig i (cpo 777 863-2).

Næste omgang er Bachs

Der er spændende nye Bach-cd’er. Den ene med violinisten Lisa Battashvili er i en både gedigen og velkendt stil, som bekommer de fleste Bach-nydere godt. Den anden med pianisten Pierre-Laurent Aimard er mere speciel og vil utvivlsomt dele vandene.

Hvad er velkendt Bach? Det er rytmisk fasthed, men for mig med et lille mavetryk, som kommer præcist, hvor man forventer det. Bare det ikke bliver for meget. Det er en smagssag, om Batiashvili her finder balancen. Det er musiceren med et ”go” fremad og moderne velklang i strygerne. Med tyngde, men ikke for meget. Sådan er mit forsøg på at karakterisere det Bach-spil, som Lisa Batiashvili præsterer på fremragende vis. Hun er en dejlig violinist, og hun har fremragende musikere omkring sig. Læs blot:  

Peter Kofler som gennemgående continuo-spiller ved cembaloet, oboisten Francois Leleux i dobbeltkoncerten med Batiashvili og ret bevægende i sangmelodien  i arien ”Erbarme dich, mein Gott” i stedet for kontraalten fra ”Matthæus-passionen” og videre den store fløjtist Emmanuel Pahud i den forfriskende triosonate af sønnen Carl Philipp Emanuel Bach. Lisa Batiashvili er solo solist i sinfoniaen til kantaten ”Ich steh mit einem Fuss im Grabe”, i violinkoncerten i E-dur og i Bachs sonate nummer to for soloviolin. Altså et dejligt afvekslende program udsøgt serveret (Deutsche Grammophon 4792479).

Pierre Laurent Aimard havde stor succes med sin indspilning af Bachs ”Die Kunst der Fuge”. Efter meget grundige analytiske nodestudier i Berlin har den franske pianist nu indspillet de 24 preludier og fugaer i første bind af ”Das wohltemperierte Klavier”. Det er ikke en forte fortolkning med markante fugaindsatser, som det er direkte let at følge med i. Det er alligevel en Bach-gengivelse, som man med lidt tålmodighed, som mange Bach-lyttere har, åbner for en helhed med alle stemmer på plads. Man hører selv i de tætteste løb hver enkelt node, utvivlsomt et resultat af Aimards meget arbejde med klavermusik af Boulez, Stockhausen og Ligeti for ikke at glemme Debussy. Bach som filigran arbejde i en svævende stil. Jeg tør love, at mange vil finde, at dette er deres Bach, men det bliver ikke alle (Deutsche Grammophon 479 2784, to cd’er).                        

En skotsk violinist på valgdagen

I skrivende stund er det endnu uvist, om skotterne siger ja eller nej til selvstændighed. Men det er passende på dagen at kunne præsentere en stor violinist, som er skotsk i hjertet. Nicola Benedetti er nu elsket i hele Storbritannien. Hendes nyeste cd har imidlertid titlen ”Homecoming. A Scottish Fantasy” og er en hyldest til hendes kære hjemstavn.

Den er sammensat af klassisk musik og af folkemusik i en mere eller mindre klassisk bearbejdelse. Sødmefyldt og melankolsk. Naturligvis slutter den med "Bonnie Banks of Loch Lomond".

Hovedværket er tyskeren Max Bruchs en halv time lange ”Skotsk fantasi”, som vi kan betragte som hans anden violinkoncert, men Skotlands-elskeren Bruch har indlagt citater af skotske folkesange. Man hører, at den fremragende Benedetti virkelig holder af fantasien, hvorpå man også kan høre, at hun føler virkelig hjemme i skotsk folkemusik. Orkestret er naturligvis BBC Scottisch Symphony Orchestra dirigeret af Rory Macdonald. Der kommer folkemusikere til, og Julie Fowlis synger sange, men stadig sammen med strålende og inspirerende Nicola Benedetti. Det er skotsk helt igennem (Decca 478 6690).

Mozart til diskussion

Mozart er til diskussion på to forskellige cd’er med klaverkoncerter. Mit bidrag hertil bliver desværre kort og negativt. Og så er begge cd’er endda med pianister, som jeg ellers værdsætter. Mitsuko Uchida, der som datter af en japansk diplomat er vokset op alle andre steder end netop i Japan, er langt inde i en serie med Mozarts klaverkoncerter på Decca, her senest med nummer 18 i B-dur og 19 i F-dur, altså ikke nogen af de fortærskede koncerter – ikke fordi Mozart kan blive fortærsket. Det er nydeligt, og The Cleveland Orchestra, som hun også dirigerer fra flyglet, spiler fornemt, men der er pointer og eftertanker, som jeg savner, selv om tempi virker rigtige, og Mitsuko Uchidas spil ikke kan kaldes overfladisk (Decca 478 6763).

Også den herhjemme lykkeligvis flittige Marianna Shirinyan er i gang med en serie Mozart-klaverkoncerter. Volumen fire bringer nummer 12 i A-dur og nummer 23 i samme toneart, så det er der mening i. Der var kun små fire år mellem de to koncerter her mellem 1782 og 1786. Scott Yoo dirigerer Odense Symfoniorkester, som ikke altid klinger, som når det er bedst.

Jeg har vanskeligt ved at tage, at Scott Yoo begynder nummer 12, som gælder det at få fut i det omtalte 4-tog og aldrig giver sig tid til at lade musikken tænke. Det skyldes ikke, at tempi er hurtigere end ofte nu om dage. Men han musicerer på samme måde, som man skøjter uden virkelig at agte på Mozarts værdier, og Shirinyan må naturligvis følge ham. Hun har absolut  sine fine momenter som den fine pianist hun er. Så meget større er skuffelsen i denne omgang (Bridge 9408).

Foto af Nicola Benedetti i klassisk og skotsk folkemusik.