Dagens citat: "Intet af mine andre arbejder har krævet så stor koncentration som denne: Et forsøg på at genopbygge den virkelig eneste gældende orgelstil, nemlig den polyfone musik, som passer specielt for dette instrument, som i lange tider er blevet betragtet som et slags orkester, hvad det aldeles ikke er." Carl Nielsen i et brev til Emil Telmanyi om arbejdet med "Commotio"

Efter Aarhus Symfoniorkesters succes med Festuge Classic koncerten, som vi lidt flot kan kalde luksussmørrebrød med delikate overraskelser, fortsatte orkestret med sin anden festugekoncert, som var åbningen på selve den nye sæson. Lad os så betegne den som en tre retters Michelin-menu eller endnu bedre Gault&Millau menu.

Nu vil madeksperter hævde, at der er tale om en overdreven udnyttelse af de to madbibler, men det skyldes kun, at de har læst galt og opfattet det som ”en tre stjerners Michelin-menu”. Ellers er den god nok. Når jeg tænker tilbage på mange vakkelvorne sæsonstarter med landsdelsorkestrene og sammenligner dem med kvaliteten af Aarhus Symfoniorkesters festugebidrag nu, så kan man kun bruge store og glade ord om den kvalitet, som er nået. Mit udgangspunkt er Aarhus, men det gælder generelt, at landsdelsorkestrene i dag byder på koncerter på et niveau, som også feinschmecker-sofalytterne ville have glæde af at høre in natura.

Et klassisk opbygget program

Koncerten med Michael Schønwandt bød på et næsten klassisk opbygget program, som indledtes med gammelkendt musik i nyt lys, hvis man da vil betegne Carl Nielsens store orgelværk ”Commotio” som gammelkendt, fulgt af en solistkoncert, hvor det nye lys i form af bassetklarinetten i virkeligheden bragte Mozarts klarinetkoncert nærmere dens oprindelige rødder. En stor, melodisk herlig symfoni, Dvoraks ottende, som ikke spilles alt for ofte, afsluttede det publikums tilløbsstykke, som koncerten fuldt fortjent var.

Orgelværk for fuldt orkester

Det er altid et problem at instrumentere et stykke solomusik for fuldt orkester. Og som man kan læse i citatet ovenfor, betragtede Carl Nielsen ikke sit store orgelværk som musik for ”et slags orkester”. Men det er lykkedes flot og på en meget ægte virkende måde for Hans Abrahamsen. Også i hans orkesterversion er det Carl Nielsens orkester, som man hører. Og det er spændende og afvekslende, både sprødt og markant.

Hans Abrahamsen har gennemanalyseret Nielsens orgelværk, og han har gjort Nielsens tanker mere klart tilgængelige, end orgelværket umiddelbart lader os ikke-orgelmennesker opdage. Resultatet er, at ens nysgerrighed efter at (gen)høre Carl Nielsens original straks vækkes.

Her skal det lige indskydes, at en anden dansk komponist, Bo Holtens bud på en orkesterudgave af ”Commotio” kan høres med symfoniorkestret på orgelfestivalen i Symfonisk Sal 30. oktober.

Mozarts klarinetkoncert klang vidunderligt      

Nu skal det vel ikke skrives alt for højt ud, hvor pragtfuldt Aarhus-orkestrets soloklarinettist Mathias Kjøller spillede Mozarts populære klarinetkoncert, for så får han ikke tid til hverdagen i Aarhus. Hans forberedelser til opførelsen var gået så vidt, at han havde købt en bassetklarinet, som gennem to et halvt århundreder også er blevet kaldt for bassethorn. Men det er en slags altklarinet, mørkere, mildere, dybere, mere tungsindig i klangen. Der er ingen tvivl om, at clarone di bassetto’en  kommer Mozarts tanker og følelser nærmere end den almindelige klarinet, som snart efter Mozarts tid slog bassetto’en ud som det foretrukne instrument.

Instrumentets specielle klangverden udnyttede Mathias Kjøller til en udførelse, som var imponerende gennemført ned i detaljerne og bød på en rigdom af nuancer. Det var vidunderligt Mozart-spil, naturligvis ikke mindst i den vidunderlige adagio ned til et utroligt fint pianissimo. Men også den store åbningssats fik lov til at hvile i sig selv, som den afsluttende rondo fik det til at danse.

Mozart er altid vanskelig at spille for et orkester, men her fik Michael Schønwandt en dejligt ægte Mozart-karakter frem med Aarhus Symfoniorkester. Klangen havde substans, så luftig den end var. Man kan også sige det omvendt. Og man kan tage titlen fra Carl Nielsens omtalte orgelstykke ”Commotio”, som betyder bevægelse, og overføre det til denne Mozart-koncert, som netop blev gengivet med bevægelse helt igennem.

Dvoraks melodirigdom

Det stærke orkesterspil fortsatte i Dvoraks ottende symfoni i G-dur, som har så mange melodiske finheder, at den ville være den mest populære af Dvoraks ni symfonier, hvis den var lige så kendt som den sidste, ”Fra den nye verden”.Det var herligt at følge Schønwandts kontrol med så at sige alt, men en hemmelighed ved den sikre styring er også, at han forstår at overlade så meget til sine musikere.

Det er en overvejende lyrisk symfoni, hvilket ikke betyder, at Dvoraks temperament holdes nede. Symfonien levede her vitalt og intenst. Der er overvældende øjeblikke med fuld udblæsning, og det var helt fortjent, at Schønwandt først trak messingblæserne og hornene frem til bifaldet. De klang også flot og præcist, men det var en tutti præstation, hvor alle grupper var der oppe, hvor det gav overskud.

Aarhus Symfoniorkester i Symfonisk Sal torsdag.

Foto: Klarinettisten Mathias Kjøller