af John Christiansen - d. 4. september 2014
Aarhus Symfoniorkesters sæsonåbning var ideelt sammensat og udført. En stor fornøjelse i tre afdelinger . Den gentages i aften fredag den 5. august i Herning
Dagens citat: "Intet af mine andre arbejder har krævet så stor koncentration som denne: Et forsøg på at genopbygge den virkelig eneste gældende orgelstil, nemlig den polyfone musik, som passer specielt for dette instrument, som i lange tider er blevet betragtet som et slags orkester, hvad det aldeles ikke er." Carl Nielsen i et brev til Emil Telmanyi om arbejdet med "Commotio"
Efter Aarhus Symfoniorkesters succes med Festuge Classic
koncerten, som vi lidt flot kan kalde luksussmørrebrød med delikate overraskelser, fortsatte
orkestret med sin anden festugekoncert, som var åbningen på selve den nye sæson.
Lad os så betegne den som en tre retters Michelin-menu eller endnu bedre Gault&Millau
menu.
Nu vil madeksperter hævde, at der er tale om en overdreven udnyttelse
af de to madbibler, men det skyldes kun, at de har læst galt og opfattet det som
”en tre stjerners Michelin-menu”. Ellers er den god nok. Når jeg tænker tilbage
på mange vakkelvorne sæsonstarter med landsdelsorkestrene og sammenligner dem
med kvaliteten af Aarhus Symfoniorkesters festugebidrag nu, så kan man kun bruge
store og glade ord om den kvalitet, som er nået. Mit udgangspunkt er Aarhus, men
det gælder generelt, at landsdelsorkestrene i dag byder på koncerter på et
niveau, som også feinschmecker-sofalytterne ville have glæde af at høre in
natura.
Et klassisk opbygget
program
Koncerten med Michael Schønwandt bød på et næsten klassisk
opbygget program, som indledtes med gammelkendt musik i nyt lys, hvis man da
vil betegne Carl Nielsens store orgelværk ”Commotio” som gammelkendt, fulgt af en
solistkoncert, hvor det nye lys i form af bassetklarinetten i virkeligheden
bragte Mozarts klarinetkoncert nærmere dens oprindelige rødder. En stor,
melodisk herlig symfoni, Dvoraks ottende, som ikke spilles alt for ofte, afsluttede
det publikums tilløbsstykke, som koncerten fuldt fortjent var.
Orgelværk for fuldt
orkester
Det er altid et problem at instrumentere et stykke solomusik
for fuldt orkester. Og som man kan læse i citatet ovenfor, betragtede Carl
Nielsen ikke sit store orgelværk som musik for ”et slags orkester”. Men det er
lykkedes flot og på en meget ægte virkende måde for Hans Abrahamsen. Også i hans
orkesterversion er det Carl Nielsens orkester, som man hører. Og det er
spændende og afvekslende, både sprødt og markant.
Hans Abrahamsen har gennemanalyseret Nielsens orgelværk, og
han har gjort Nielsens tanker mere klart tilgængelige, end orgelværket
umiddelbart lader os ikke-orgelmennesker opdage. Resultatet er, at ens
nysgerrighed efter at (gen)høre Carl Nielsens original straks vækkes.
Her skal det lige indskydes, at en anden dansk komponist, Bo
Holtens bud på en orkesterudgave af ”Commotio” kan høres med symfoniorkestret
på orgelfestivalen i Symfonisk Sal 30. oktober.
Mozarts
klarinetkoncert klang vidunderligt
Nu skal det vel ikke skrives alt for højt ud, hvor pragtfuldt
Aarhus-orkestrets soloklarinettist Mathias Kjøller spillede Mozarts populære klarinetkoncert,
for så får han ikke tid til hverdagen i Aarhus. Hans forberedelser til
opførelsen var gået så vidt, at han havde købt en bassetklarinet, som gennem to
et halvt århundreder også er blevet kaldt for bassethorn. Men det er en slags
altklarinet, mørkere, mildere, dybere, mere tungsindig i klangen. Der er ingen tvivl
om, at clarone di bassetto’en kommer Mozarts
tanker og følelser nærmere end den almindelige klarinet, som snart efter Mozarts tid slog bassetto’en
ud som det foretrukne instrument.
Instrumentets specielle klangverden udnyttede Mathias
Kjøller til en udførelse, som var imponerende gennemført ned i detaljerne og
bød på en rigdom af nuancer. Det var vidunderligt Mozart-spil, naturligvis ikke
mindst i den vidunderlige adagio ned til et utroligt fint pianissimo. Men også
den store åbningssats fik lov til at hvile i sig selv, som den afsluttende rondo
fik det til at danse.
Mozart er altid vanskelig at spille for et orkester, men her
fik Michael Schønwandt en dejligt ægte Mozart-karakter frem med Aarhus
Symfoniorkester. Klangen havde substans, så luftig den end var. Man kan også sige
det omvendt. Og man kan tage titlen fra Carl Nielsens omtalte orgelstykke ”Commotio”,
som betyder bevægelse, og overføre det til denne Mozart-koncert, som netop blev
gengivet med bevægelse helt igennem.
Dvoraks melodirigdom
Det stærke orkesterspil fortsatte i Dvoraks ottende symfoni
i G-dur, som har så mange melodiske finheder, at den ville være den mest
populære af Dvoraks ni symfonier, hvis den var lige så kendt som den sidste, ”Fra
den nye verden”.Det var herligt at følge Schønwandts kontrol med så at sige alt, men en hemmelighed ved den sikre styring er også, at han forstår at overlade så meget til sine musikere.
Det er en overvejende lyrisk symfoni, hvilket ikke betyder,
at Dvoraks temperament holdes nede. Symfonien levede her vitalt og intenst. Der
er overvældende øjeblikke med fuld udblæsning, og det var helt fortjent, at
Schønwandt først trak messingblæserne og hornene frem til bifaldet. De klang også flot og
præcist, men det var en tutti præstation, hvor alle grupper var der oppe, hvor det
gav overskud.
Aarhus Symfoniorkester
i Symfonisk Sal torsdag.
Foto: Klarinettisten
Mathias Kjøller