Dagens citat: Enna var en lille, korthalset mand med et rundt hoved og intense, mørke øjne. Hans eksotiske udseende var noget man bemærkede i Danmark dengang. Han talte med lollandsk dialekt, men lignede en italiener, og man var overbevist om, at Ennas særlige musikalske stil skyldtes hans sydlandske blod. Han måtte være født med evnen til at komponere noget så udansk som dramatiske operaer. Jens Cornelius i sine pladenoter til nedenstående cd med musik af August Enna.

Sommerferien er ikke tiden med mest gang i salget af klassisk musik, men pladeselskaberne har ikke skåret ned på udgivelserne af den grund. I denne forsommer er der kommet så mange spændende udgivelser, at det ville være synd, hvis de blev glemt. Denne omgangs klassiske cd’er bidrager til at gøre sommerhimmelen endnu mere blå. Jeg vil erindre om de her fire aktuelle cd'er sommerens bedste cd’er i slutningen af august, når kunderne for alvor vender tilbage i pladeforretningerne. Det ville være synd, hvis nogen overså dem på grund af ferien. .

Jeg vil gerne slippe for at give denne omgangs cd’er et individuelt antal stjerner, for de ligger på samme musikalske kvalitetsniveau, men de har hver for sig også noget særskilt at byde på. De er alle velegnede til genhør. Om det så bliver til fire eller fem stjerner, for det er for mig de to muligheder direkte på spil, må så afhænge mest af, hvor meget den tilbudte musik frister den enkelte lytter. Her er fire nye cd’er. Giv fem stjerner og få fat i den ønskede cd straks, eller giv fire stjerner og hav noget at glæde sig til på ventelisten og ønskelisten.   

Glødende barokmusik: ”El maestro Farinelli” (mesteren Farinelli) er navnet på en ny cd, og man indstiller sig på at høre over en times sang om end ikke med den berømte kastratsanger, som kunne holde tonen længere end alle andre og det med en utrolig kraft og fastholdt renhed. Men man forventer at skulle høre masser af sang med en moderne kontratenor, en mandlig tenor, som bevæger sig frit oppe i det leje, som ellers er den kvindelige mezzosoprans.

Han er der og hedder Bejun Mehta, allerede velkendt som en af de førende i genren. Men han lader vente på sig. Først og mest klinger der festligt instrumentalmusik, og først i sats nummer seks af 20 i alt kommer Bejun Mehtas flotte kontratenor/countertenor. De fleste numre er ren instrumentalmusik.

Farinelli var bedst kendt som den største af 1700-tallets mange kastratsangere. Selv herhjemme blev hans navn taget forfængeligt i operetteverdenen af Emil Reesen i 1942. Farinellis betydning for cd’en er anderledes. Han var midtpunktet af cd’ens store komponister fra en spændende tid. Han var i 22 år hofkomponist for den spanske konge, og havde betydning ikke blot som sanger, men også som en slags impresario for mange af komponisterne af instrumentalmusikken på pladen.

Bejun Mehta synger her Porporas’ ”Alto giove”, som han ofte underholdt den melankolske kong Philipp V med, og José de Nebras ret forrygende duo med kastagnetter. Mehta synger begge sangstemmer. Han tolker dem, så man er på nippet til at kalde hans præsentationer for værktro. Men man skal være yderst forsigtig med sit sprogbrug i denne historiske kontekst. For hvad ved vi om dengang?

Den moderne hovedperson på cd’en er den spanske dirigent Pablo Heras-Casado, som ellers fyrigt bevæger sig i megen forskellig slags musik. Notér navnet. Jeg kender ikke noget eksempel, hvor man er gået galt i byen med ham. Han har valgt ouverturer, seguidillas og andre dansesatser af Conforto, Porpora, Carl Philip Emanuel Bach, Corradini, Marcolini, Jommelli og Traetta og en sinfonia af Hasse. Man får et godt varieret udvalg af barokmusik, som fælles giver en engageret dirigent mulighed for at give musikken liv og impulser. Og det gør Heras-Casado med det fortrinlige kammerensemble Concerto Köln (El maestro Farinelli. DG Archiv Produktion 479 2050).

Ægte romantik: Gewandhausorchester Leipzig fortsatte efter Anden verdenskrig sin udvikling ved at lade den stå stille. Det skal forstås positivt. Det berømte orkester deltog ikke i jagten på at ligne alle andre toporkestre i klangen med nye forbilleder hentet i virtuose amerikanske orkestre. I Leipzig bevarede man i lighed med Staatskapelle i Berlin og til dels med Staatskapelle Dresden den klassisk varme og romantiske tyske orkesterklang, og det giver den dag i dag disse orkestre et særpræget plus.

I tilgift har man i Leipzig en italiensk dirigent i Riccardo Chailly, som har en bemærkelsesværdig kærlighed til tysk højromantik. Hans nyeste cd er med musik af Mendelssohn, og som altid hos Chailly krydres den kendte musik, her ouverturen til og uddrag af scenemusikken til Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm”, med Mendelssohns mere ukendte klaverkoncerter i g-mol og d-mol spillet af den pragtfulde pianist Saleem Ashkar, som sammen med Chailly giver koncerterne overraskende liv. Chailly indleder med Mendelsohns ouverture til ”Ruy Blas”, men typisk for ham, som elsker at sammenligne versioner, har han valgt den friske originaludgave fra 1839, som aldrig tidligere har været indspillet.

Gewandhausorchesters ægte romantiske klang blomstrer i en af de mest naturlige indspilninger af musikken til ”En skærsommernatsdrøm”, ouverturen, scherzoen, intermezzoet, nocturnen og bryllupsmarchen. Den sidste giver én lyst til at skulle gentage sit bryllup med Chailly som gæst.

Aktuelt har Chaily måttet aflyse sine engagementer på grund af en brækket arm. Det bliver spændende, når han til efteråret afløser Daniel Barenboim som chefdirigent på La Scala i Milano, men han fortsætter samtidig med Gewandhausorchester i Leipzig. Denne cd viser, hvilken strålende tysk hjemmebane han også har (Decca 481 0778).

Langt mere end pligtlytning. August Enna (1859-1939) var en af de danske (sen)romantiske komponister, som ofte havde lettere ved at blive accepteret uden for Danmark end herhjemme. Det er da også et tysk pladeselskab, cpo, med interessen for nordisk musik, som nu for tredje gang byder på indspilninger af Ennas musik, nemlig violinkoncerten og nogle orkesterværker. Tidligere har cpo udsendt Ennas anden symfoni og Ennas opera ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Orkestret er også tysk, NDR Radiophilharmonie, som har hjemme i Hannover, under Hermann Bäumer og med orkestrets koncertmester Kathrin  Rabus som en meget følsomt engageret solist i violinkoncerten.

Det må være pligtlytning til en anmeldelse, tænkte jeg, men det er en dejlig cd til meget mere end det. For violinister er der opdagelser at gøre, og for pladesamlere bør det ikke blive en af de cd’er, som bare bliver stående på hylden. Den gør det ikke hos mig.

Violinkoncerten har, som skrevet står, det ene ben i nordisk musik, det andet i italiensk opera. Spil begyndelsen af anden sats for musikyndige venner og forbavs dem. August Enna citerer arien ”Vesti la giubba” (Kryb kun i koften og mal dine kinder) fra Mascagnis ”Bajadser”. Der kan næppe være tvivl om, at der for Enna var en ide i at citere klovnen, som skal more sit publikum, men som inderst inde græder. Åbnede han en flig af sig selv? Samtidig kunne han kombinere to musikalske sprog, som begge stod ham nær.

Der er to rene orkesterværker, ouverturen ”Cleopatra” og en symfonisk fantasi i tre satser, som Enna pudsigt nok komponerede i fire satser for derpå at klippe en af satserne væk. Det er ret fantasifuld musik, som er spændende instrumenteret. I det hele taget er Ennas musik værd at lære at kende, og man får god hjælp hertil af Jens Cornelius’ læseværdige pladenoter, som foruden på hovedsprogene også bringes på dansk (cpo 777 674-2).

Franske høje c’er med Florez  

Endelig har Decca udsendt et nyt opera-recital med Juan Diego Florez. CD’en har været længe forberedt. Florez har for længst inden udgivelsen været på turné med repertoiret af franske operaarier, dog ikke herhjemme, men Florez udsatte pladeindspilningen til juli sidste år i Bologna. Han har samlet franske operaarier, som er forfriskende anderledes. Man vil opdage, hvor overraskende mange hits man får.

Kun Donizetti fra Bergamo er ikke-fransk, men han komponerede ”La favorita” på italiensk, et af cd'ens mere seriøse værker.

De franske arier her byder på meget raffineret melodisk charme fra Boieldieus ”Den hvide dame” til den tyskfødte Offenbachs ”Den skønne Helena”, og fra Adophe Adams ”Postillonen fra Lonjumeau” med masser af elegante toptoner til Romeos koncentrerede arie i Berlioz’ ”Romeo og Julie”, som har givet cd’en navn: ”L’amour”. Det er en cd med kærlighed på fransk. Og ind imellem får man mere melodisk varme arier fra Delibes’ ”Lakme”, Massenets ”Werther” og Thomas’ ”Mignon”. 12 arier i alt, både smægtende og elegante.

Flórez’ fans vil vide, hvad de får af velklang og blændende velsunget sikkerhed under operahimmelen. Jeg erindrer en lp med et tilsvarende repertoire sunget af Nicolai Gedda, som havde et fortrin, når det gjaldt dramatisk raffinement. Det raffinerede hos Flórez er blødere i karakteren, og det er en operakoncert, som man kan forsluge sig på. Flórez skuffer ikke, og han får solid støtte af Bolognas operaorkester og Roberto Abbado, som ikke må forveksles med den ældre, for nyligt afdøde Claudio Abbado. Roberto er Claudios nevø (Decca 478 5948).