5 stjerner: Aldrig før har man kunnet hente store musikalske oplevelser hjem i stuen som nu. Og aldrig har det været billigere. I september 2013 åbnede Metropolitan Operaen i New York sæsonen med Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin” (ordet Eugen eksisterer ikke på russisk). Nogle aftener senere blev forestillingen transmitteret direkte til en lang række biografer verden, og denne optagelse er nu udsendt på dvd og med en endnu klarere billedgengivelse på blu-ray disc til en pris, som kun er en tredjedel af gennemsnitsprisen for en billet til selve The Met eller det halve af en billet i parkettet i vort eget Kongelige Teater.

Naturligvis er det noget andet at være i selve New York. Men går der alligevel ikke et sus igennem os, når filmen blænder op for springvandet foran The Met?.

Pusjkin uden støv

Tv-udgaven af denne opførelse af Tjaikovskijs og Pusjkins følelsesstærke musikdrama på tv-skærmen er vellykket. Fotograferingen er nuanceret og smuk. Nærbillederne er ikke for nære, som det ellers ofte ses. Kameraerne har fået det væsentligste i værket med.

Deborah Warners iscenesættelse, som blev sat endelig i scene af Fiona Shaw, er både flot (læs: dyr) og let forståelig. Den er ikke moderne, men den er pænt værktro uden nogensinde at blive ”støvet”. Den er stort set, men ikke gennemført værktro mod såvel komponist som forfatter bag, mod Tjaikovskij og Pusjkin. Handlingen er flyttet frem fra 1820’erne til slutningen af 1870’erne, stort set altså til tiden, da Tjaikovskij komponerede operaen.

Deborah Warner har selv sagt, at hun godt ved, at nogle vil kalde hendes opsætning gammeldags, men hun gør også opmærksom på, at man i detaljer kan finde fornyelser, som jeg da også vil betegne som velgørende og spændende. 

Instruktøren måtte på hospitalet

Forklaringen på, at der er to instruktører, er, at Deborah Warner pludselig skulle opereres få uger inden premieren. Hendes veninde, skuespilleren og instruktøren Fiona Shaw, som aldrig før havde arbejdet på The Met, men dog sat flere operaer op, overtog arbejdet, men hun havde ikke megen tid, da hun samtidig skulle lægge sidste hånd på en forestilling på Glyndebourne-operaen i England. Derfor blev der arbejdet videre efter premieren, og der skete det usædvanlige, at ”Jevgenij Onegin” udviklede sig relativt meget, og der kom en stærkere indlevelse og udtryksstyrke frem i dagene mellem premieren og den filmede forestilling. Og det er heldigvis den filmede opførelse, som vi får.

Lad os konstatere noget væsentligt straks: Tjaikovskijs musik er bygget op med stærke følelser, og de gengives af sangerne med en naturlighed og en forståelse, som er langt fra at virke ”gammeldags”.  

Iscenesættelsen er følsom og varm, ikke dramatisk udfarende og samfunds-afslørende til den mørke side som en anden af de store indspilninger af operaen, Salzburg-opførelsen med dirigenten Daniel Barenboim og instruktøren Andrea Breth. Den er også udgivet af Deutsche Grammophon, men tilbage i 2008. Om man skal vælge denne eller den nye fra The Met, kan være et spørgsmål om temperament. Hvilken er den bedste? Mit svar er det selvfølgelige, når man har med stor operakunst at gøre: Det er den version, som man netop hører. Men der er mindst at diskutere i den nye fra The Met. Det kan man tage som et plus eller et minus.

Anna Netrebko som Tatjana

Stjernen på Metropolitan operaen var Anna Netrebko. Hun havde kort tid før sunget Tatjana i en anden iscenesættelse på Wiener Staatsoper, hvor hun skal have været mere udfarende som ung pige hjemme på godset, men hun spillede mere indadvendt på The Met. Det var til fortrydelse for dem, som elsker Netrebkos temperament. Her er hun drømmende, som er hun i en anden verden, men det er pragtfuldt at høre og se hende så ensom og smertefuld. Hun er det ikke blot i modsætning til søsteren Olga, som synges og spilles fortrinligt af Oksana Volkova. Netrebkos Tatjana er følelsesmæssigt afskåret fra det åbne liv på moderens gods.  Moder Larina synges af Elene Zaremba.

Der er mange fine detaljer i Netrebkos præstation. Hun viser igen en sikker sans for det psykologiske spils udvikling i de store scener, for eksempel da hun stille lytter til Onegins belæring af hende, at en ung pige ikke skriver berusende forelsket til en mand, som hun ikke kender. Til sidst kysser han hende. Det står mig bekendt ikke i teksten. Men det peger på en næsten overrumplende forklarende måde direkte frem mod slutscenen mange år senere, da Onegin i Skt. Petersborg igen møder Tatjana, som nu er gift, fornem og afvisende, selv om hun her i et dramatisk øjeblik alligevel erklærer, at hun elsker ham for derpå at vise ham bort.

I denne slutscene lader Netrebko endelig også sit temperament spille med, og det er fantastisk, som vi vekslende ser hos hende en aldrig slukket kærlighed, fortvivlelse og dog en sikker overbevisning om, hvad hun skal og bør. 

Underholdning bliver alvor

Ofte er Tatjanas gamle fransklærer Triquets couplet til hende på festen på godset  blot et munter, undertiden også et naragtigt indslag, men her bliver den en væsentlig scene, fornemt behersket i sang og spil af John Graham-Hall, mens Tatiana høfligt, men inderligt trist lytter. To væsensforskellige mennesker, som hører til i to helt andre verdener, end den de befinder sig i, søger forgæves at spille med. Det er en af de scener, hvor The Mets ”Jevgenij Onegin” kommer så frygteligt nær Pusjkin. 

En stor tenorpræstation

Operaen denne aften kunne også hedde ”Lenskij”, Onegins ven, som elsker Tatjanas mere livskåde søster Olga Han mister troen på forholdet og gør fortvivlet skandale, da Onegin i surhed over, at Lenskij har slæbt ham med til denne for ham dødtriste fest på landet, flirter med Olga. Den polske tenor Piotr Beczala spiller ham pragtfuldt fra den ungdommelige glæde ved gensynet med Olga frem til den meningsløse duel med Onegin. Beczalas fornemme tenorsang kulminerer med hans afskedssang til livet, som på dansk hedder ”Fremtid har liv og død i eje”, men handler om det sidste. Man får lyst til at spole tilbage og genhøre arien igen og igen.

De andre sangere er ikke helt på højde med Netrebko og Beczala, men om mangler kan man  ikke tale. Den sidstnævntes landsmand Mariusz Kwiecien er lidt tør i udtrykket, i hvert ikke nogen pigernes ven, men han synger flot. Det gør også bassen Alezei Tanovitsski som Tatjanas ægtemand, fyrst Gremin.

En omstridt dirigent

Den russiske dirigent Valerij Gergiev blev til premieren mødt af en demonstration foran Metropolitan Operaen og råb fra en lille gruppe inde i operaen på grund af sit venskab med Vladimir Putin og mod præsidentens nye lov om, at homoseksualitet ikke måtte omtales i nærhed af børn og unge. Denne aften var der som altid i New York en varm, men måske ikke voldsom hyldest til Gergiev.  

Skal man endnu engang sammenligne med den oven for nævnte Salzburg-indspilning med Wiener Philharmoniker og Barenboim, kan man forundres  over, hvor tæt de to dirigenters tolkninger er hinanden, Barenboims dog lidt blødere og mere bevægelig end Gergievs. Til gengæld er Barenboim ved at gå i stå i slutscenen, som Netrebko og Gergiev sammen gør så forrygende.

Jo, sikke en tid, da man kan hente sådanne oplevelser hjem i sin egen stue. 

Tjaikovskij: Jevgenij Onegin (slå antagelig op under: Eugen Onegin). Metropolitan Operaen live opførelse oktober 2013. Med bl.a. andre Anna Netrebko og Piotr Beczala. Deutsche Grammophon, dvd og blu-ray. 5 stjerner.

Anna Netrebko som Tatjana på The Met. Foto: Ken Howard / Metropolitan Opera

Læs også  artiklen "Når det skal gå galt", tre historier fra Tyskland, Østrig og Italien, som veksler mellem komik og alvor og giver stof til en eftertanke, som desværre også er nødvendig herhjemme.