4 stjerner: Vi begynder med en kærlighedserklæring fra tenoren Rolando Villazon til Mozarts såkaldte koncertarier, som altid har stået i skyggen af operaarierne i publikums bevidsthed. Koncertarierne blev enten komponeret til nogle af datidens dygtigste sangere, som Mozart kendte, eller de blev skrevet som ekstra musik til sangere, som skulle have mere at brillere med på operascenen. Endelig skrev Mozart arier med henblik på operaer, som han aldrig fik fuldført. Villazon har fundet eksempler på alle typer, 10 i alt, de 8 på italiensk, de sidste på tysk og fransk.

Villazon fandt tilfældigt et nodehæfte med Mozarts koncertarier i en nodeforretning i München. Han fik med det samme den idé at indspille dem, og da han sang Massenets Werther på Covent Garden i London og indspillede operaen for Deutsche Grammophon med operachefen Antonio Pappano, spurgte han denne, om han ville være med i Mozart, og de supplerede sig med London Symphony Orchestra. Så let og lige til går det langt fra altid med at realisere pladeideer.

Relativt meget af musikken er tidlig Mozart. Vi får således hans første vokalkomposition ”Va dal furor portata” (Gå, båret af vrede), som den niårige komponerede under et ophold i London. Året efter skrev han ”Or il che dover…” (Nu da pligten er givet mig i korte og udvalgte ord…), en hyldest til ærkebiskoppen i Salzburg i en så overdreven stil, at vel kun Mozart kunne slippe godt fra det. Så følger et par indlæg til en opførelse af en Piccinni-opera i Salzburg. Det første virkelige mesterværk er ”Se al labro mio non credi” (Hvis du ikke tror mine læber, dyre veninde), et indlæg på 13 minutter til Adolf Hasses opera ”Artaserse”. Alt er ikke lige mesterligt, og alligevel er det ret fantastisk, hvordan Mozart, ung (overvejende) eller ældre, for gammel blev han jo ikke, får noget ud af alt.        

Cd’en begynder med en lille sang om, at den modige altid får held i kærlighed, og den følges af en ungersvend, som prøver at overtale et brudepar til at afstå fra deres bryllup, da han forudser en katastrofe, og som selv til sidst triumferer over, at han er ungkarl. Villazon fryder sig med ham. Så skifter karakteren til en moden greve, som i sin fortvivlelse kalder på døden. Sådan skifter det mellem livets yderpunter. Mozart, Villazon og Pappano forstår dem begge.

De mange Villazon-fans, som engang frygtede for hans stemme, og som derefter græd over dens forfald, kan glæde sig over dens genkomne skønhed og ikke mindst over Villazons forførende musikalitet, herunder også hans musikalske vid, som ikke har lidt skade.

Den samme kvalitet hører man på en ekstra cd indlagt i den behagelige pladebog. Den bringer uddrag fra de to første operaer i en Mozart-serie optaget i Baden-Baden, ”Don Giovanni” og ”Cosi fan tutte”, hvor Villazon naturligvis er midtpunktet, men vi får lige netop et indtryk af de stærke ensembler, som synger under Yannick Nézet- Séguins fornemme Mozart-direktion. De to komplette indspilninger kan absolut anbefales, som det fremgår af de to anmeldelser, som man finder i omstående arkiv. Den næste opera i rækken bliver ”Bortførelsen fra seraillet”. (Mozart med Villazon, Deutsche Grammophon 479 2463, en ny cd med koncertarier plus en cd med operauddrag i bogform. 4 stjerner).

Rig åndelig musik

5 stjerner: ”Jeg har en tro som en landsbypræst,” sagde den franske komponist Francis Poulenc (1899-1963) få dage før sin død. Han var en mester i at skrive gejstlig musik. Poulenc havde egentlig vendt religionen ryggen i et dusin år, da en nær ven, komponistkollegaen Pierre-Octave Ferroud døde i en færdselsulykke i 1936. Han fortalte senere: ”Den skrækkelige måde, som dette menneske, der var så fuld af liv, døde på, traf mig i mit inderste. Ansigt til ansigt med intetheden i vores dødelige hylster, følte jeg mig igen draget af det åndelige liv.” Fem dage efter besøgte han det fredelige hellige sted Rocamadour, som huser en sort Madonna, og komponerede ”Litanies à la Vierge noir”, det ene af tre gejstlige værker på en ny cd.

Litanierne er et kort værk for damekor, mens de to øvrige værker er med blandet kor og orkester samt en væsentlig sopransolo, som synges af Patricia Petibon, den lille rødhårede bombesopran og store scenepersonlighed, som her høres i et helt andet repertoire. Men hun synger meget smukt og karakterfuldt i et sent komponeret, relativt dramatisk ”Gloria” og i hovedværket, et ”Stabat mater” (moderen stod med smerte ved korset og græd i sit herte), der skildrer jomfru Marias sorg ved korsfæstelsen af Jesus. Musikken er enkel i karakteren og dog med træk af ældre fransk polyfoni, dertil med raffineret variation, mens jomfru Marias solosang er mere menneskelig. Poulencs kirkelige musik er en slidstærk opdagelse i en meget smuk gengivelse med Orchestre de Paris og dets kor dirigeret af Paavo Järvi (Francis Poulenc: Geistlige værker. Deutsche Grammophon 479 1497. 5 stjerner).        

Calleja med det forkerte akkompagnement

Mozarts koncertarier skal nok få et pænt salg, men cd’en bliver næppe den store indtægtskilde for Villazon, som man roligt kan tiltro ikke at have tænkt på den økonomiske side. Det må både bassen Bryn Berfel og tenoren Joseph Calleja have gjort. Eller har de blot en indre kærlighed for de mere poppede områder, som de har begivet sig ind på? De har hver indsunget en soloplade med både populære og mere velkendte sange.

3 stjerner: Callejas cd er den mest renfærdige. ”Amore” hedder den, og det ord behøver vist ikke at blive oversat. Joseph Calleja er en stor tenor, en af de flottest klingende i dag med en varm stemme, som kan minde om Jussi Björlings. Blot er Callejas tenor, som skrevet står i teksthæftet, større end den legendariske svenskers var. Man fryder sig over hans klang, både når han synger ud, og når han går ned i piano.

Men så er det svært at forstå, at han har valgt dirigenten Steven Mercurio og BBC Concert Orchestra med et akkompagnement, som er i stil med gamle dages musik til eftermiddagskaffen i Kilden i Aalborg. Nej, ikke et ondt ord om det. Jeg fik et par af mine første musikoplevelser der som barn. Men sammenligningen pejler ind på stilen, som blot her er i en større, mere glinsende form, som kan være svær at klare. Mercurio er dygtig, men også dygtig til at billiggøre musikken.  

Denne cd er næppe umiddelbart for læsere af denne blog, vil jeg tro, men jeg skal nok være forsigtig med at skrive det. Vi har i alle tilfælde at gøre med en både stor og populær tenor, som ikke falder i samme grøft som dirigenten og orkestret. Det er endda imponerende, at han ikke gør det. 

Calleja får i Leoncavallos ”Mattinata” og  i en sang skrevet over andensatsen i Rodrigos guitarkoncert følgeskab af den begavede violinbabe Nicola Benedetti. Undskyld, ordet violinbabe er ikke mit, men det er gledet ind i det  internationale musiksprog også i det klassiske repertoire. Pladens indhold er ganske alsidigt. Man finder også komponister som Tjaikovskij, Tosti og de Curtis og en sang efter en Chopin-etude (Joseph Calleja: Amore. Decca 478 5340. 3 stjerner).    

Bryn Terfel og mormonerne

2 stjerner: En ny cd med den walisiske bas Bryn Terfel er fyldt af en indre modsætning så stærk, at man nærmest ikke tror sine egne ører. Den store operasanger fra Mozart til Wagner, stadig et verdensnavn på de store scener, skruer sin stemme ned til en inderlig crooner-stil, og også det kan han. Men han bliver fanget ind af den drivende sentimentalitet, som hans program er fyldt af. Terfel synger sammen med Mormon Tabernacle  Choir, som han siden 2003 har nydt at give koncerter med.

I 1849 rejste en gruppe walisere fra Wales (Storbritannien) til Salt Lake City i New Wales (USA). Deres leder var John Perry, præst og en meget musikalsk begavet personlighed, som opøvede gruppen i sang, så den vakte opmærksomhed i USA. Perry blev spurgt om, hvor de havde lært at synge sådan. Svaret lød: ”Bakkerne i Wales var vort skolehus, og Guds ånd var læreren.”

Salt Lake distriktet blev mormonernes land, og det lokale Mormon Tabernacle Choir har hjemme der, men dets ry er internationalt. Det er et fremragende kor med en stor klang, og det elsker at synge til og om Gud. Men jeg har personligt det vanskeligt med denne blanding af spejdermarcher og sentimental musicalmusik til ære for Gud. Der smages for meget på musikken. Den ovennævnte cd med tre gejstlige mesterværker af Poulenc er finere og langt mere sober.  

Repertoiret er dog afvekslende. Der er folkesange som ”Blow the wind southerly” og ”When the saints go marching in” (dog måske komponeret af Edward Boatner), og der er Faurés ”Libera me” og den  populære ”Lascia ch’io pianga” fra Händels ”Rinaldo” (Deutsche Grammophon 479 1073. 2 stjerner).