5 stjerner. Man kan ikke give mindre for verdens største tenor nogensinde, men da de originale optagelser er op til 100 år gamle, må man vist lige af hensyn til de alt for moderne indrettede ører gå en tak under de seks. Men så heller ikke lavere.  

Det er hver gang spændende, hvad Erik Harbo og Uffe Henriksen har gravet frem og bearbejdet fra Hegermann-Lindencrones båndarkiv, som den fremtrædende lydekspert og discophil påbegyndte på Det kongelige Teater i 1948, og som i 1990 blev placeret i teatrets bibliotek og arkiv. I 1998 igangsatte de to operasangere Harbo og Henriksen et udgiverselskab, som har bragt mange store skuespil- og operafremførelser fra båndarkivet fra nogle af teatrets store år ud til pladesamlere.

I år, 200-året for Wagners fødsel og 100-året for Lauritz Melchiors debut på Det kgl. Teater som barytonen Silvio i ”Bajadser” (med Carl Nielsen som dirigent) er det lidt anderledes. Tre cd’er med Lauritz Melchior udsendes også med et blik frem mod den store internationale Lauritz Melchior konkurrence, som finder sted i det nye Musikkens Hus i Aalborg fra 24. april til 3. maj 2014. Morten Hein har restaureret en række 78-plader med Melchior, ”…not the world’s greatest Wagner tenor…the only one!,” som den amerikanske kritiker Paul Hume udtrykte det.

Hegermann-Lindencone er dog også med i et uddrag af et større interview med sin gode ven Melchior og i en optagelse af den berømte 70-års fødselsdagskoncert med Melchior i København i 1960. Radioens optagelse af koncerten er for længst udsendt på Danacord, men Hegermann-Lindencrone fik dengang lov at sætte sit eget lille optagerstudie op bag scenen, og denne stereo-version udsendes her for første gang. Forskellen i de to optagelser af netop denne koncertopførelse er måske kun interessant for feinschmeckere blandt discophiler. Og alligevel.  

Stjernestunder for wagnerianere

Selskabet Danacord har tidligere udgivet ikke færre end 14 cd’er med Lauritz Melchior, som nu sælges samlet til en tilbudspris svarende til prisen for tre d’er. Men er man samler, kan man roligt købe både Danacord-pakken og de tre cd’er, som udgives af CDKlassisk også til en lavpris på 119 kr. Her får man nemlig rigeligt med optagelser, som ikke er med hos Danacord, som ellers er komplet med hensyn til europæiske optagelser fra 1913 til 1938. Men i den nye udgivelse får man i tilgift blandt andet RCA-optagelserne fra omkring 1940 dirigeret af Edwin MacArthur med de tre store Wagner-scener med Melchior i stort samspil med Kirsten Flagstad på sit højeste som Elsa i ”Lohengrin”, som Isolde og - ganske vist forkortet - som Kundry i ”Parsifal”. Men man får også i kortere glimt Frida Leider og Lotte Lehmann, begge som Sieglinde, og den generelt mindre kendte, men fremragende Florence Easton som Brünnhilde.

Udvalget af optagelser spænder vidt fra 1913, da barytonen Melchior indsang ”Di provenza del mar”, fader Germont i ”La traviata” sunget på dansk: ”Sig mig har du helt forglemt” Den yngste kommercielle optagelse er fra 1954, og så er der som sagt den omtalte første akt af ”Valkyrien” fra 1960. Gralsfortællingen fra ”Lohengrin” får vi både sunget på dansk i 1920 og på tysk i 1939, den sidste dirigeret af Eugene Ormandy.

Der er andet end Wagner. Melchior kunne også synge Verdi, Leoncavallo og Meyerbeer. Også Melchiors danske repertoire er tilgodeset, mest specielt med Aksel Juuls ”Flaget” i en af to optagelser i New York Radio City i anledning af kong Christian X’s 25 års regeringsjubilæum i 1937.

Melchior er kommet nærmere

Jeg har sammenlignet RCA-optagelserne i Morten Heins digitaliserede version her på cdKlassisk med RCAs egne udgivelser på cd. Der er klar forskel. Melchior er kommet nærmere i lydbilledet, og hans varme, fyldige klang står anderledes klart. Man forestiller sig en statelig tenorskikkelse stå foran én, men de fine bløde nuancer er af en anderledes følsomhed. Morten Hein har ommøbleret og  fjernet fra de gamle 78’ere, men han har ikke lagt noget til. Resultatet kan udtrykkes med ét ord: Pragtfuldt.

Udgivelsen hedder ”Lauritz Melchior at his best”. Og vi får netop Melchior at his best. Der er i tilgift godt læsestof. Og takket være sponsorpenge er det et billigt køb.

5 stjerner: Lauritz Melchior at his best. Tre cd’er. CdKlassisk CDK5032-34. 119 kr.

--------------------------------------------------------------------

Med  Nicolai Gedda som hertug

4 stjerner: I 1967 lykkedes det for Det kgl. Teater at engagere verdenstenoren Nicolai Gedda til en aften med Verdis ”Rigoletto”, og det blev en af de store aftener. Forinden fortalte han den københavnske presse forhistorien. Kong Frederik og dronning Ingrid havde året før været i Wien og der overrakt det danske ridderkors til Herbert von Karajan, Irmgard Seefried og Elisabeth Schwarzkopf foruden til Nicolai Gedda. Det ville han gerne takke for, havde han fortalt Edith Oldrup, og hun talte med teaterchef Peer Gregaard, som inviterede tenoren med den svenske mor og den russiske far. Den 28. oktober 1967 stod han på scenen. Hans honorar var på 20.000 kr., mange penge dengang, som han uddelte til fire danske sangere.

Gedda var i sprudlende form, og hans hertug blev sunget så elegant og virtuost, som man kunne vente, og i tilgift med en forførende charme, der kunne glide over i frækhed. Man hører, at Gedda havde det godt i København. Men det er en gennemført god forestilling.  

(Jeg interviewede engang Gedda i London, og han sprang i vejret i glæde/forbløffelse, da han pludselig mødte en journalist, som udtalte hans efternavn med et J/GJ i stedet for et G. Han fortalte, at han altid stædigt havde hadet, at folk sagde Gedda med et hårdt G.).   

Anmelderne var forståeligt også begejstrede for teatrets egne sangere, specielt Ib Hansen, Rigoletto, hvis stærke sceniske præstation her kan opleves gennem hans sang. Han var en Rigoletto i internationalt format, men han insisterede på at synge på dansk og rejste kun sjældent ud. Ib Hansen døde i begyndelsen af 2013 som 84-årig. Kirsten Hermansens perleklare Gilda var også på et internationalt niveau. I tilgift får man Kim Borg som Sparafucile, mens Maddalene, fjerde led i den berømte kvartet, blev sunget af Inger Paustian, hvis karriere for størstedelen foregik i Tyskland. John Frandsen dirigerer en ret kvik, men også dramatisk Verdi.     

Det er en gennemført stor opførelse, som sangligt kan stå sig mellem de bedste indspilninger af ”Rigoletto”, men man må naturligvis forlige sig med, at det er en enkel teknisk live-optagelse. Dens internationale udbredelse hindres af, at kun Gedda synger på italiensk, mens alle andre synger på dansk. Men det kan vi herhjemme jo sagtens leve med.

4 stjerner: Verdi: Rigoletto. Det kgl. Teater 1967. To cd’er. CDKlassisk CDK 5030-31. 99 kr.

---------------------------------------------------------------------

Fra skuespilscenen: Heibergs ”Nei”

3 stjerner: Johan Ludvig Heibergs vaudeville ”Nei” har gået næsten 400 gange på Det kongelige Teater efter uropførelsen i 1836. Den 12. oktober 1960 sad Hegermann-Lindencrone parat til at optage ”Nei”. Hans interesse var ligeligt fordelt mellem skuespil og opera. Den muntre vaudeville, om hvis opståen fru Johanne Louise Heiberg fortalte, og hvis beretning kan (gen)læses i pladehæftet, er en let ting på 54 minutter, men hvor er den da charmerende. Det er næsten til at få dårlig samvittighed af, så meget man nyder den. Det er en verden af i forgårs om at kunne sige nej og kun nej og alligevel få det til at blive et ja.

Det er Birgitte Price, som siger nej både til den forkerte og til den rigtige frier efter sin farbroders ordre. Og hvor kan hun da med små forførende nuancer ændre det nej, så det bliver en musikforestilling i sig selv. Men hovedaktøren er Poul Reichardt som klokker Link fra Grenaa, en klassisk-komisk rolle på Det kgl. Teater. Det var den berømte Pfister, som var den første klokker.  Reichardt følger traditionen godt op med en hjertelig humor, et medrivende humør og en fiffig ironi. Henning Moritzen er den, som retfærdigvis får Sophie med de mange nej’er og Martin Hansen justitsråden. Fire store skuespillere i en lille, men levende nostalgisk teatersag. De fire er alle døde, Moritzen senest i 2012.

Interessant nok dirigerer Den jyske Operas senere chef Francesco Cristofoli musikken med kendte sange, som blev arrangeret af Henrik Rung, og nok er der langt til Cristofolis’ senere Wagner-projekter, men fornøjeligt er det. En lille, morsom sag.

3 stjerner:  J.L. Heiberg: ”Nei”. Det kgl. Teater 1960. CDKlassisk CDK5029, 89 kr.   

Foto: Lauritz Melchior (Gordon Anthony / Getty Images).