3 stjerner: ”Truly the concert of a lifetime”, læser man på bagsiden af dvd’en fra Decca: ”Netrebko and Hvorostovsky live from Red Square Moscow.” Ja ja, solistnavnene fejler intet, den mørkhårede sopran Anna Netrebko og den hvidhårede baryton Dmitri Hvorostovsky. De forstår begge at levere varen, flot, medlevende operasang. Men det slår ikke helt til.

Koncerten fandt sted den 19. juni i sommer og blev direkte sendt til biografer over det halve Europa. Rusland ville tilsyneladende også have del i toppen af den økonomiske kransekage. Den røde plads i Moskva lyder som en attraktion, men nogen atmosfære forplanter sig ikke rigtigt til skærmen.

Og så burde russerne have leveret et bedre orkester og først og fremmest en bedre dirigent, ikke bare Constantine Orbelian, der førte sine arme og hænder ned og op, som var musikken en gang lodret ”Sejle op ad åen”. Ingen finere detaljer i orkesterspillet, ingen skarpe pointer i tolkningen. Resultatet er et ret kedeligt orkesterspil af Det akademiske Statssymfoniorkester, som har fået tilnavnet ”Jevgenij Svetlanov” efter den berømte dirigent, en alt for stor ære for dette orkester. Det store akademiske kor er klart bedre.

Mange købere vil nok finde det ligegyldigt, at orkestret ikke får finere spidsfindigheder og flere dramatiske pointer frem, og for dem vil der ingen indskrænkninger være i fornøjelsen, for naturligvis skulle der så flere stjerner end tre til de to fremragende sangere gennem seks Verdi-operaer, Puccini og Giordano samt som officiel afslutning uddrag af Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin”.

Netrebko fortsætter i det Verdi-spor, som hun havde stor kunstnerisk succes med på sin nyeste cd på Deutsche Grammophon, nemlig i mere dramatiske partier, som kræver en bredere stemme. Hun indleder med en fornem præstation i ”Siciliansk vesper” og synger fra ”Troubaduren” både ”Tacea la notte” og den store duet med Hvorostovskys grev Luna i en både dramatisk stærk og smuk stil.

Hvorostovsky er en gribende Rigoletto, og han synger Puccinis Scarpia i det store ”Te deum” meget flot, og han og Netrebko slutter overbevisende den alvorlige del af koncerten af med ”Jevgenij Onegin”. Men stjernekoncerter som denne skal slutte lettere, og det gør Netrebko med Kálmáns Czardasfyrstinde på russisk, Hvorostovsky med ”Mørke øjne” og begge med ”Moskva nætter”. Her sang publikum med, og kameraerne fastholdt mange smukke moskvanitter-piger. Var det vel forberedt turistpropaganda for byen?

Moskva-nætter med mørke øjne. Alligevel for mat navnene taget i betragtning

Den uudtømmelige Mutter

4 stjerner: Mens Netrebko på Den røde plads er en dvd, som ikke kan spilles på normale cd-afspillere, får man dobbelt konfekt med en dejlig violinudgivelse med Anne-Sophis Mutter. Vi får hende i to optagelser sammen med de samme kunstnere af Dvoráks violinkoncert både live på dvd og i en studieindspilning. Anne-Sophie Mutter har for første gang siden Herbert von Karajans tid indspillet noget sammen med Berliner Philharmoniker. Hendes Dvorák-cd udgives endda i den dejlige bogform, som også er en ideel gaveform. Foruden violinkoncerten får man tre mindre værker for klaver spillet af Ayami Ikeba og violin, den lidt større romance i F-dur, en mazurek og en humoresque. Alt er romantisk velklang.

Violinkoncerten havde en lidt mærkelig historie. Dvorák, som i øvrigt selv var en udmærket violinist, skrev den til den store violinist Joseph Joachim, som havde uropført Brahms’ koncert. Joachim havde mange rettelser, som Dvorák temmelig ydmygt fulgte, men da Joachim fik den meget ændrede koncert, svarede han ikke i to år. En ung tjekke uropførte den. Et kritikpunkt var, at orkesterstemmen i nogen grad omklamrede violinen, og Dvorák skrev orkesterstemmen overvejende i piano. Anne-Sophie Mutter og Manfred Honeck er klar over dette, men deres gengivelse er fint afbalanceret i styrkegraderne og generes ikke heraf. Mutter spiller den som efterklange af Mendelssohn. Med dette udsagn håber jeg, at man ved, hvad man får (Deutsche Grammophon 479 1984).        

Overraskende ideel kombination

Fire stjerner: Bemærk, at alle de kommende indspilninger er cd’er. Katrine Gislinge har igen blandet sig med de store pianister på plademarkedet. Hun har længe haft klavermusik af Robert Schumann og af Per Nørgård på sit koncertrepertoire og har i stigende grad fundet et fællesskab mellem Schumanns fantasier samlet under titlen ”Kreislerianer” og Nørgårds ”Turn”, og nu har hun sammenstillet dem på en cd sammen med et par andre Nørgård-klaverværker. ”Det opleves som en interessant spejlning,” siger hun selv, og det må man give hende ret i. Hun genfinder perlende løb i begge værker: ”I både ”Turn” og ”Kreisleriana” kommer der nogle små fragmentariske melodier frem i forløbet.”

De to, pianist og komponist (Nørgård altså), har her i efteråret haft en givende samtale om musikken på Nørgårds Langeland, som Bent Sørensen har sammenstillet i pladehæftet. Heri kan man finde megen inspiration til nye opdagelser i begge komponisters musik.  Når de taler om fragmenter, der kunne blive til melodier, får man en del af en indføring, der også gør Nørgårds musik levende på en naturlig måde. Dette være sagt til de lyttere, som måske på forhånd er nervøse for en lille halv times klavermusik af en endnu levende komponist!  

Det vil være forkert at prøve at gengive alt det, som kommer frem i denne inspirerende samtale. Man skal læse den og lytte. Dette usædvanlige bidrag til et teksthæfte er en ekstra gevinst. Det befordrer lytningen til både Schumann og Nørgård. Man kommer tættere på pianisten og komponisten.

En stor del af inspirationen i både ”Turn” og ”Grooving”er små fragmenter, der vokser og vokser, siger komponisten, og pinanisten returnerer med, at også ”Kreisleriana” har noget fragmentarisk over sig båret af skiftende stemninger. ”Når Schumann skifter stemning, så gør han det abrupt, som en pludselig humørsvingning. Han er kolerisk og vild… og så pludselig stille. Der er hele tiden skift mellem idyl og katastrofe.”

De to er enige om, at ”Kreislerianer” er fuld af trolddom. Kreisler er en figur fra en roman af I.T.E. Hoffmann, en fantast, en excentriker, som ”kæmpede for den rigtige sande musik”.

Med titlen ”Turn” har Nørgård søgt at udtrykke det dobbelttydige, der ligger i musikken. ”Grooving” er et udtryk, der er knyttet til ”hippie world”… ”en verden, man aldrig kommer ud af”. ”Unfolding” bygger på en melodi, som komponisten oplevede og stadig oplever som magisk. Som Katrine Gislinge former den, oplever jeg den også selv som sådan.

De to komponister klæder hinanden, modsvarer hinanden og bekræfter alligevel hinanden. Også derfor er denne cd på sin måde mere værdifuld end de fleste cd’er med musik af en enkelt komponist. Personligt er jeg mest overvældet af Gislinges indlevede måde at spille de tre Nørgård-værker på. Musikkens rigdom, matematisk som sanseligt, åbner sig med overvældende naturlighed. Denne cd er denne omgangs fund (Danacord DACOCD 741).

Pollini med Beethoven

4 stjerner: Den store italienske pianist Maurizio Pollini vender tilbage med flere Beethoven-sonater. Så behøver jeg ikke at skrive mere, for at mange fans vil være der. Det gælder de to mindre sonater i opus 14, nummer ni i E-dur og nummer ti i G-dur, som omringes af to af de større, nummer fire i Es-dur og nummer 11 i B-dur. To mindre, ret velkendte, relativt poetiske og populære, og to større mere virtuose og dybtgående,. Es-dur med en af den unge Beethovens fineste langsomme satser, en ekspressiv largo. ”The Grand” B-dur som en værdig afslutning på Beethovens midterste periode og på forkant med Beethovens mere eksperimentelle klavermusik.

Hos Pollini får man lov at analysere med, mere end man bliver væltet omkuld. Pollini indspillede den store B-dur sonate i sit 70. år i 2012, og han spiller så virtuost elegant som nogensinde. Han behersker alt med en indvendig ro, som er velgørende. Pollini giver plads til at følge med i musikken. Samtidig kan man høre, at han er italiener og ikke tysker. Personligt kunne jeg ønske lidt mere (indre) drama, men jeg ved, at det vil ikke alle være enige med mig i (Deutsche Grammophon 477 8806).

Janine Jansen med Bach

4 stjerner: Jeg er faldet i med at give fire stjerner, og de står for anbefalelsesværdig kvalitet. Selvfølgelig kan der være nuancer fra lidt under fire til pænt over fire, men hvis det i et enkelt tilfælde her skulle komme op på fem stjerner, ville det give problemer sammenlignet med et eller andet af de øvrige tilbud. Jeg kan altså roligt sige til læserne, at de roligt for sig selv kan lægge en stjerne oven i for den musik, som specielt tiltrækker. Men der kan ikke tages en stjerne fra i noget tilfælde.

Så kan man sige, at jeg som skribent kunne lade være med at give stjerner, men jeg har fået at vide, at pladeverdenen og læserne, som også er de potentielle købere, foretrækker stjernerne som et udgangspunkt.

Janine Jansen er en af tidens dejligste violinister, så gennemsikkert musikalsk strålende hun spiller uden dikkedarer. Og sådan er hende Bach-spil i de to solo-violinkoncerter i E-dur og a-mol, i dobbeltkoncerten for violin og obo i c-mol og i sonaterne for violin og cembalo nummer tre i E-dur nummer fire i c-mol. Orkestret er sammensat af hendes suveræne musikalske venner. Ramón Ortega Quero spiler oboen og Jan Jansen cembaloet.

Janine Jansen spiler på en Stradivari-violin kaldet ”Barrere”, og det er et træk i retning af en original gengivelse, men Janina Jansen søger hverken det autentiske eller det moderne. Hun spiller musikken. Lyder det selvfølgeligt? Men i dag er det i virkeligheden noget særligt. Ikke noget med helt at droppe vibrato, men absolut heller ikke noget med at lade det dominere for at skabe en glansfuld, men måske problematisk tone. Resultat: Uden specielle dikkedarer en dejlig, uproblematisk Bach (Decca 478 5362)