5 stjerner. Efter megen Wagner i år, her på bloggen senest ”Parsifal” fra Salzburg (læs omstående), trænger man ganske naturligt også til Mozart.

Hvilken opera af Mozart er den bedste? Det er et meningsløst spørgsmål, når man har med en hel række af mesterværker at gøre.

Hvilken opera af Mozart holder jeg mest af? Det kan der derimod være mening i at tænke over hos hver enkelt. Flere af Mozarts operaer, men dog ikke alle 22, hvor gode de end er, har noget specielt over sig og i sig, som med rette kan sige den enkelte lytter noget særligt.  

I denne omgang drejer det sig om ”Cosi fan tutte”, som Deutsche Grammophon har udsendt som udspil nummer to i serien af live koncertopførelser fra festspillene i den sydvesttyske kurby Baden-Baden. Her har man givet sig råd til at holde festspil i stort format og i pragtfulde omgivelser det meste af året.

Sidste år udsendtes ”Don Giovanni” dirigeret af Yannick Nézet-Séguin, som jeg med det samme har lyst til at kalde nutidens bedste Mozart-dirigent. Læs min anmeldelse af hans indspilning af ”Don Giovanni”, som let findes i bloggens omstående arkiv. Jeg vil gå så vidt som at hævde, at det er den bedste indspilning siden Carlo Maria Giulinis på EMI i 1970, hvor mange fortræffelige Don Juan’er der end er kommet siden.  

Et vanskeligt valg eller?

Hvilken opera af Mozart er den mest populære? Igen et urimeligt spørgsmål, men svaret afhænger naturligvis også af forventninger og personlige krav. Lad os gøre et forsøg. ”Tryllefløjten” vil nok samle det største antal tilhængere, fordi den med sine sangbare og uopslidelige melodier får et bredt publikum med sig, børn inklusive. Den allerede nævnte ”Don Giovanni” har en ballast, fordi en forfører, hvor slet det end går ham hos Mozart, nok altid er fascinerende, og fordi operaen – med eller uden filosoffen Søren Kierkegaards egen fascination af Mozarts Don Juan - er så mangetydig.

”Figaros bryllup” er et musikalsk lystspil, som fortæller meget om mennesker, og den er nok operaen med den finest koncentrerede musikalske helhed. Er det ikke den mest elskede hos Mozart-publikummet?  

Og så kommer vi til ”Cosi fan tutte”, på flere punkter et stedbarn blandt de store Mozart-operaer gennem tiderne. Men vi er mange, som må spørge, hvorfor den skal kaldes et stedbarn. Den har meget til fælles med ”Figaros bryllup” både i musikkens skønhed og ikke mindst i de lag af følsom viden om mennesker, som åbenbarer sig under overfladen.

Sådan gør de alle

En erfaren filosof hævder over for to selvglade officerer, at ”sådan gør de alle”, som ”cosi fan tutte” betyder, men grammatikken fortæller, at det er kvinderne, som gør det, underforstået har let ved at være deres mænd utro. Han vædder med officererne, som tror blindt og døvt på deres elskede pigers trofasthed. Don Alfonso sender dem i felten, og de vender tilbage forklædte som ”albanere”, så alle vi andre, men netop ikke de to piger, opdager det (i nogle iscenesættelser gør de det og spiller komedie, og det kan der så komme en helt ny, men kun næsten lige så følsom historie ud af). De to mænd gør kur til hinandens kærester og vinder dem. Don Alfonso har vundet sit væddemål.

Operaen er blevet kaldt mandschauvinistisk med den begrundelse, at den gør grin med kvindekønnet. Hvis man lytter til musikken, kan man høre, at den gør det modsatte. Mozarts musik handler også om at være ærlig over for sine følelser, og det er kvinderne først og fremmest. Det er dem, som først føler en ny og dybere kærlighed og tør vedstå sig det. Det fortæller musikken på fantastisk vis. Mændene bliver de små og fortjener det, men også de er trods alt berørte af deres ”nye partnere”.

Får de rigtige hinanden, når de gamle par finder sammen til slut, mere eller mindre let alt efter forskellige iscenesættelser? Mozart er ikke i tvivl. Musikken fortæller, at det skulle være forblevet ved maskespillets forbytninger. Det hører man ikke mindst i Karl Böhms indspilninger for DGG og EMI, også hos Herbert von Karajan og hos Otto Klemperer i den langsomste og tungeste af alle store indspilninger på EMI, men hvor trænger Klemperer da langt ind i menneskesindet.

En moderne og komplet ”Cosi”

Så til den nye indspilning af ”Cosi fan tutte” med den fortræffelige dirigent Yannick Nézet-Séguin, som ganske vist ikke synes at lægge vægt på spørgsmålet, om de rigtige får hinanden. Men det er den af de moderne indspilninger i moderne teknik, som for mig er den bedste i mange år, men dog ikke helt tilbage til de ovenstående dirigenter. Men den har sine egne fordele. Foruden en meget fin og klar klanglig teknisk gengivelse er den komplet, hvad den ikke var hos Karl Böhm og co. i sin tid. Det er absolut en fordel at få de godt 20 minutter mere musik med hos Néset-Séguin end hos Böhm. Og det er ikke et spørgsmål om langsommere tempi, at vi her får en ”Cosi” på tre timer.

”Cosi fan tutte” er en musikalsk komedie endda med træk af farce både i selve historien og i detaljer for eksempel med Despina, pigernes kammerpige og her Don Alfonsos medhjælper, som nok får betaling for hjælpen, men som i sin kvindelighed også nyder det. Despina optræder og synger i et par scener som en vidunderdoktor og som en giftefoged i den helt komiske stil, som pigerne ikke gennemskuer. Men hos Mozart er det heller ikke handlingen, der skal opfattes realistisk. Det er derimod de ægte følelser, som først pigerne, siden også mændene mere tøvende og i mindre omfang må give plads for. Den virkelige handling foregår i musikken, og i den er kvinderne de mest realistiske og ærlige. Mandschauvinistisk? Tværtimod.

En musikkomedie med dybde

Altså et lystspil, en musikalsk komedie med en uventet dybde og noget af Mozarts dejligste musik. Den nye indspilning fra Baden-Baden er en koncertopførelse. Man hører og mærker overhovedet ikke publikum. Man får det bedste af to verdener. Sangerne hindres ikke i deres vokale udfoldelse af en instruktørs ideer og spillesæt, som de må følge. De har fornøden ro til at koncentrere sig om sangen, og alligevel kan de spille lidt komedie og altså også udtrykke sig med krop og ansigt. Det sidste ser vi ikke, men vi hører det. Alle sangerne har sunget deres partier tidligere, og de havde mulighed for at spille med uden at skulle slås med en instruktørs krav. Det er lykkedes dem, og det giver den nye indspilning et ekstra plus.

I ”Cosi” kommer damerne helt naturligt først. Den svenske sopran Miah Persson er en dejlig Fiordiligi. Hør hendes ”Per pietá, ben mio, perdona” i anden akt. Man tør ikke trække vejret i de første mange takter. Hun har hurtigt erobret den halve operaverden med sin naturligt lysende og klare stemme, og hun klinger fint sammen med Angela Browers Dorabella. Måske lyder de to, sopran og mezzo, dog for ens, men man må sige, at de har indpasset sig hinanden.

Det har de to i virkeligheden ret forskellige sangere som den populære tenor Rolando Villazón som Ferrando og Adam Plachetka som Guglielmo også. De spiller op til hinanden, morer sig mærkbart, men kender også alvoren. Det er specielt glædeligt, at Villazón efter sine stemmekriser kan synge så smukt og afslappet.

Og så er der de to gamle eller skal vi nøjes med at sige livserfarne spillere, Don Alfonso, som sætter spillet i gang, og Despina, som med lyst er med til at føre det ud i livet. Han er Alessandro Corbelli, en erfaren basbaryton, som har vid og humor i stemmen, og hun er Mojka Erdmann, som er yngre end de fleste Despina’er, og som netop har besøgt Aarhus Festuge. Hun spiller på livet løs og viser helt andre sider af sin kunnen end i Aarhus. Som Despina er hendes ærinde ikke decideret skønsang, men musikalsk komediespil. Lyt til finalen af første akt, hvor hun brillerer med en finurlig figur højt oppe i det hvide papir over nodelinjerne.

Og hele tiden dirigerer Yannick Nézet-Séguin smittende veloplagt, og hans unge Chamber Orchestra of Europe følger ham struttende af Mozart-velvære og Mozart-forståelse.

Mere følger heldigvis

Næste år 21.-27. juli tager Nézet-Séguin sig af ”Bortførelsen fra serailet” i Baden-Baden og igen med Rolando Villazón nu sammen med Diana Damrau og Thomas Quasthoff i talerollen som Bassa Selim. Deutsche Grammophon er med igen for at optage. Mozart-serien tegner til at blive et samler-objekt.  

Med den lykkeligvis uundgåelige Mozart med ”Cosi fan tutte” og 200-års fødselsaren Wagner med ”Parsifal” under Christian Thielemann mangler vi kun den anden 200-årige, Giuseppe Verdi med en stor operaindspilning, for her i september at have kunnet præsentere en stor operaindspilning af hver i operaens triumfvirat. Det kommer forhåbentlig med Deccas nye ”Simon Boccanegra” med danskernes foretrukne tenor Joseph Calleja og The Mets nye yndlingssopran Kristine Opulais. 

5 stjerner: Mozart: Cosi fan tutte. Dirigent Yannick Nézet-Séguin. Koncertopførelse fra festspillene i Baden-Baden juli 2012. DGG 479 0641, tre cd’er, spilletid 178 minutter

Foto: Rolando Villazón har igen succes som Mozart-sanger.