5 stjerner for musikken. Der var vagtskifte på påskefestspillene i Salzburg i år. For godt to år siden meddelte chefdirigent Simon Rattle, at 2012 skulle blive Berliner Philharmonikernes og hans sidste påskebesøg i Salzburg. Orkestret var ellers trofast kommet siden 1967, da Herbert von Karajan fik ideen, at her ville han skabe sine egne Wagner-festspil med sigs elv i centrum både som dirigent og instruktør. Efter Karajan fulgte Claudio Abbado og altså senest Simon Rattle, der dog begge holdt sig til kun at dirigere.

Berlinerne og Rattle har fra i år skabt sig en ny påske-tilværelse i Baden-Baden, hvor de opførte ”Tryllefløjten” og udvidede antallet af orkesterkoncerter og ikke mindst kammerkoncerter. I påsken 2014 spilles Puccinis ”Manon Lescaut” i Baden-Baden. Musikerne gør det ikke for vanskeligt for sig selv og kan spare kræfter til de mange koncerter.

Tilbage til Salzburg, hvor man også var blevet lidt trætte af berlinerne. Og så gik det forbavsende hurtigt med at engagere Christian Thielemann, der som tidligere Karajan-assistent og Karajan–beundrer hellere end gerne ville gå i mesterens fodspor, og Dresdens Staatskapelle, et af Tysklands fineste traditionsrige orkestre, som i dag ikke står tilbage for Berliner Philharmoniker, jeg tør næsten hviske: tværtimod. Begge parter havde allerede aftaler for påsken i år, men også de blev hurtigt ændret. Thielemann skulle dirigere på Wiens Statsopera, men han blev fri mod at indgå andre, større aftaler.

De dyreste billetter koster 3.500 kr.

Over af 90 % af påskefestspillenes budget hentes ind ved billetsalget. De dyreste operabilletter koster 490  euro, altså tre et halvt tusind kroner. Det må være en international toppris. Fra i år sælges dog også nogle billige billetter. Det pynter på visitkortet. Thielemann valgte at indlede med Wagners ”Parsifal” og til påsken 2014 at følge efter med Richard Strauss’ ”Arabella”.

Thielemann har før dirigeret nu næsten legendariske opførelser af ”Parsifal” i Berlin og Bayreuth. Jeg har hørt Bayreuth-udgaven, som var vidunderlig, men Thielemann synes at have fordybet sig yderligere. Hvis nogen har blundet lidt under første akt med Gurnemanz’ lange fortællinger og røgen og nadveren i gralsborgen, så vil det være en synd at gøre det her. Thielemann holder første akts godt halvanden times musik fastspændt i en kolossal bue, som forhindrer sin lytter i at springe fra.

Dresdner Staatskapelles klangspil er forunderligt, ret lyst med mange fine detaljer, som træder frem som kommentarer i den musikalske helhed. Klangen i det store festspilhus i Salzburg er helt anderledes end i Bayreuth med den overdækkede orkestergrav, som Wagner skrev ”Parsifal” for. Men det klarer Thielemann fantastisk, klangbilledet er anderledes klart, og Staatskapelle Dresden, som både giver symfonikoncerter og spiler til opera til hverdag, dæmper sig virkelig beskedent ned, så man får lov at høre sangerne.

Thielemann er relativt langsom i sidste akt, men den er fyldt af bevægelighed og skønhed. Thielemann celebrerer aldrig. Hans musiceren er indadvendt.

Stephen Milling synger en overvældende Gurnemanz

Vor danske bas Stephen Milling udnytter fantastisk flot mulighederne i Thielemanns tempo og formning af musikken. Hans sikre, flotte og menneskeligt varme stemme fylder ideelt, uden at han nogensinde presser på eller trættes. ”Sarastratro og tekstforstandig” skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung om Milling , og samtlige internationale topanmeldere roste ham uden begrænsning.

Den anden store sanglige personlighed er Michaela Schuster, som er en af de mest intensivt syngende og spillende fortolkere af Kundry, Wagners ”helvedesrose”. Hun er farlig, sexet, menneskelig, ydmyg og smertefuld alt efter situationen og musikken. Når hun er på scenen, sker der noget væsentligt.

Instruktøren Michael Schulz har en speciel trang til dobbeltroller. Allerede Wagner var inde på tanken at lade den samme sanger synge den lidende gralsrider Amfortas og den forviste gralsridder Klingsor. Her gør  Wolfgang Koch det. I foråret var han Wotan i koncertopførelsen af ”Valkyrien” i København og i sommer Wotan i ”Ringen” i Bayreuth. Ideen virker meningsfuld nok, men ikke som nødvendig på nogen måde. Og nægtes kan det ikke, at den gode Koch til slut også virker stemmetræt. Han har ellers sine store øjeblikke som Amfortas.

Dobbeltfigurer og rummænd

Der var flere dobbeltfigurer, Klingsor blev fulgt af en dværg, og den behageligt syngende, men stillestående

Johan Botha som Parsifal af en omkringfarende ung helt. Jesus-figuren var endda dobbelt indlagt, hvilket kun vanskeliggør tilegnelsen af tankerne bag Wagners ”private religionsspil”, som man må have lov at kalde hans Bühnenweihfestspiele (scene-hellig-festspil).

Gralsridderne ligner rummænd og , andre er iklædt habittter fra 1920'erne, og de forførende blomsterpiger er bevidst(?) ikke specielt  forførende. Så spørger man, hvem der har valgt Michael Schulz, teaterchef i Gelsenkirchen, som iscenesætter og Alexander Polzin som scenograf og kostumetegner? Men man kan se med første og anden gang og så lukke for billedet.   

Musikalsk er og bliver det en stor opførelse, fyldt af visionær skønhed. Men hvordan har Christian Thielemann det med en så problematisk scenisk tolkning? Han siger selv, at han er imod regiteater, som også kan kaldes den form for teater, hvor instruktøren opfatter sig selv som klogere end forfatter og komponist.

Musikalsk enestående

Men musikalsk er det en enestående opførelse, og den nu ikke så irriterende på tv-skærmen, som formentlig i festspihuset i Salzburg. Jeg havde netop lukket for tv-skærmen, da jeg gav de fem stjerner. De to dvd’er er ikke dyrere, end at de er en gevinst også alene som pladesæt. Men husk, at dvd’er ikke kan afspilles på en almindelig cd-afspiller og slet ikke på en bilradio.

En ny epoke er startet for Osterfestspiele Salzburg. Det er værd at være med.         

5 stjerner: Richard Wagner: Parsifal. Live optagelse fra påskefestspillene Salzburg 2013. Dirigent Christian Thielemann. Deutsche Grammophon 00440 073 4939, to dvd’er. Spilletid fire timer og to minutter.

Thielemanns foretrukne Wagner

5 stjerner: Christian Thielemanns Wagner album byder på 150 minutters musik, men kun de 20 minutter dirigeres af tidens førende Wagner-dirigent. Han har sammensat to cd’er med nogle af sine yndlingsindspilninger dirigeret af andre. Hans egne bidrag er en

storslået gengivelse af ouverturen til ”Rienzi” og sørgemarchen fra ”Götterdämmerung” hentet fra den komplette live-optagelse fra Wien november 2011, som Deutsche Grammophon også har udsendt denne forsommer.  Et udvalg af dirigenter kan udvide horisonten frem for at have den samme dirigent hele vejen. Og det sker her, fordi Thielemanns valg har mening og perspektiv.  

Christian Thielemann begyndte sin dirigentkarriere som assistent hos Herbert von Karajan, og den anden cd i sættet byder på uddrag af Karajans indspilning af ”Ringen”, som næsten er glemt, men som er en vederkvægelse og et smukt og nødvendigt alternativ til megen Wagner-musiceren. Berlinerfilharmonikerne fejrer triumfer med et gennemhørbart, kammermusikalsk og skønhedsmættet orkesterspil. Hvor Georg Solti, som Thielemann ikke har taget med, fremhæver ledemotiverne, ofte med plakatagtig virkning, lader Karajan dem indgå i det totale klangbillede. Karajan dirigerer også sørgemarchen fra ”Ragnarok”, så den får vi undtagelsesvis to gange.

Thielemann har valgt Paul Schöfflers Fliedermonolog fra ”Mestersangerne” dirigeret af den legendariske Hans Knappertsbusch. ”Som dirigent at kunne nå, hvad Knappertsbusch kunne, højt koncentreret intet at gøre eller kun ganske lidt og ellers at tro på sig selv, sin erfaring, hjertedannelse og intuition – det er for mig et stort mål.”

Videre får man ouverturen til ”Tannhäuser” dirigeret af Furtwängler i Rom 1951 og uddrag af  Carlos Kleibers berømte og berygtede Dresden-indspilning af Tristan og Isolde”. Det var hårde indspilningsdage, men der kom noget ganske specielt ud af dem. Så overrasker det, at Thielemann har valgt tre uddrag fra Pierre Boulez’ 1970-indspilning fra Bayreuth af ”Parsifal”. Thielemann synes også selv overrasket herover, men slutter: ”en mere spændende, konsekvent og samtidig fri og ubelastet ”Parsifal” kender jeg knapt.”

Foto: Stephen Milling synger en fremragende Gurnemanz. I ”Parsifal”.
Stephen Milling (Gurnemanz), Michaela Schuster (Kundry). (c) Forster