af John Christiansen - d. 25. marts 2014
Overrumplende blæserkvintet – Dejlig klaverplade – En upåagtet Hartmann frem i lyset – Fornem korsang – Guitarmusik, italiensk eller fransk?..
Dagens citat:
”Jeg tror fast på, at
god musik forlænger livet”, sagde violinisten Yehudi Menuhin
Fornøjeligt
anderledes blæsermusik
Der er et dansk element i alle cd’er i denne omgang. Den
første er den mest overraskende, den festligste, den livligste, på sin måde den
mest komplicerede og alligevel den mest selvfølgelige at gå til. Blæserensemblet Carion kalder cd’en
Schauspiel. Det er en hentydning til, man egentlig skulle kunne se musikerne, som
scenisk spiller op til hinanden, mens de spiller. Det har man også kunnet på
tv. Men man hører det også uden skærmen. Cd’en byder på ”skuespil” i en række meget
inspirerende værker, så forskellige de end er.
Den begynder med Beethovens opus 103, kvintetten i Es-dur,
og den slutter såmænd med Eduardo di Capuas napolitanske sang ”O sole mio”, og
får man her ikke en Pavarottis smæld, så får man musikalsk vid og charme.
Seks bagateller af György Ligeti vil for nogle lyde
afskrækkende, men det er det langt fra. Ligeti var i disse seks melodiske små
stykker inspireret af rumænsk folkemusik. Portugiseren Eurico Carrapatosos fem
satser har til fælles en vis elegisk karakter, og de er alligevel i form og
indhold forskellige afhængig af, hvilken af de fem blæsere, som fører an. Hver
musiker har sin sats at gøre det i.
Stephen Montague skrev et kort stykke i 1999, som næsten
manisk og magisk viser, hvad knalddygtige blæsere kan få frem alene af
mundstykkerne af en særegen zoologisk have. Det stykke skal også de allermindste
i familien lytte med på. Og så kommer resten måske af sig selv.
Så går det direkte tilbage til bøhmeren Antonio Rosettis
Es-dur kvintet fra ca. 1780. På en måde er det fantastisk, at disse spring i
tid og stil ikke fornemmes som sådanne. Endelig passer frankmanden Jaques Ibert
med sin charmerende virtuositet godt ind i selskabet.
Det er en cd med musik, som man kan fornøje sig med og blive
kvik i hovedet af. Sådan spiller de fem, fløjtisten Dóra Seres, oboisten Egil
Upatniek, klarinettisten Egils Sefers, hornisten David M.A.P. Palmquist og
fagottisten Niels Anders Vedsten Larsen. De fornøjer sig, og de brillerer med kvikhed
i hovederne (www.carion.dk ARS38 143, Danacord).
Klaverplade for de
mange
Pianisten Tonya Lemoh
er født i Sydney og begyndte at spille klaver som femårig, da familien flyttede
til London. Hun har studeret i USA, Australien og sluttede i solistklassen hos
John Damgaard på Det jyske Musikkonservatorium i 2005. Der kom det danske ind i
billedet. Jeg husker hendes afgangseksamen her som noget særligt. Tonya Lemoh
er nu også lektor i soloklaver på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet.
Hendes nye cd er optaget af teknikeren Clemens Johansen, som
har givet cd’en en dejligt rund og naturlig klang, som klinger dybt sammen med
Tonya Lemohs følsomme, klangfulde anslag og tolkninger. Det gør Brahms tre
intermezzi i opus 117 til indtrængende og beroligende lytteoplevelser, som
naturligt smukt glider over i fire af Franz Liszts betydeligste klaverværker,
to mindre, men dejligt kendte ”Consolations”, etuden ” Harmonies du soir” og ”La Vallées
d’Obermann”, højdepunktet i Liszts musikalske rejser i Schweiz. Tonyah Lemon
spiller ind i musikken og formår at udfolde det virtuose liv inden for denne
afgrænsning, hvilket gør helheden så meget stærkere i følelsesudtrykket.
Spanieren Granados afrunder med mere fornemt og poetisk miniaturearbejde.
Det er en cd, som vil kunne glæde mange, og som derfor også
kan købes og gemmes som en følsom musikgave til mange, som endnu ikke ved, hvad
de vil kunne opleve (Danacord DACOCD
743).
Firhændigt klaver
Tonyah Lemoh har
sammen med kollegaen Cathrine Penderup
også udgivet en cd med klavermusik for fire hænder. Også her er der Brahms, 16
af de dejligt inspirerende valse, og også her er der en afdeling spansk
klavermusik af Granados. Den slutter mere usædvanligt med Samuel Barbers
balletsuite ”Souvenirs”, som nok er værd at høre, og som har givet navn til
hele cd’en. De to pianister spiller godt sammen. Blot finder jeg ikke tilstrækkeligt
sans for det vittige og spidse i den indledende afdeling med Erik Satie
inklusive et originalt hovedværk som de såkaldte tre ”pærestykker”, ”Trois
morceaux en forme de poire”. Teknisk
klinger optagelsen desværre ikke så varmt og rundt som Lemohs ovenstående
solo-cd. Den firhændige musik er udgivet på Danacord
DACOCD 746.
Et vellykket stykke
musikopgravning
Cathrine Penderup
har taget et godt initiativ med at indspille Emil Hartmanns klaverværker på et
dobbeltsæt cd’er. Emil Hartmann (1836-98) var søn af den mere berømte J.P.E.
Hartmann, som han uvægerligt måtte stå i skyggen af i hvert fald herhjemme.
Hans navn blev større i udlandet, som han rejste en del i, og meget af hans
musik blev da også udgivet i Tyskland. Cathrine Panderup erindrer i sine
glimrende noter om, at også Emils mor, Emma Hartmann, født Zink, var komponist
af sange og danse for klaver, og at det nok snarere var hende, som Emil lænede
sig opad som komponist.
Det var hårdt at skulle være sin berømte faders søn og
tilmed have den populære Niels W. Gade som svoger i familien. Emil Hartmann
kunne da også lade sit temperament gå ud over negative anmeldere, men han havde
også udpræget humor. Penderup fortæller en historie om, hvordan han på godset
Fuglsang klædte sig ud som en tysk dame, som man ventede på besøg, og de senest
ankommende gæster gennemskuede ikke, at Emil gav den som ”fru Ströhmer”.
Beretningen herom er for lang til at kunne blive gentaget her, men den er værd
at læse i pladehæftet. Det skal tilføjes, at Emil Hartmann også havde en mere
mørk, melankolsk side.
Lad os sige det sådan, at faderen Johann Peter Emilius
Hartmann var en mere kraftfuld komponist. Men man kan sagtens med glæde lytte
til sønnens mere beskedne klavermusik, som viser, at han selv beherskede
instrumentet. Man får 15 ret forskellige værker, faktisk i alt 43 satser præget
af sin tid. Hvad angår tid, så var Emil Hartmann i modsætning til sin far ikke
et ordensmenneske og altså ikke flittig med at tilføje sine kompositioner et
årstal eller et opusnummer. Men her er mange fortællinger, som giver stille nydelse,
tidlige sonater, fine nordiske tonebilleder ”Fra Højlandet”, ”Jean de France”,
hvor Holbergs frankofile Hans overføres til musik, ”Ballscenen” inspireret af
Schumanns ”Carnaval”, mazurkaer med karakter af forskellig folkemusik, og
naturligvis både romantik og danskhed (Danacord
DACOCD 744-745).
Dansk korsang som
salgssucces?
Man kan næppe være i tvivl om, at den umiddelbart største
salgssucces i denne omgang bliver ”The Golden Age of Danish Partsongs” med Ars Nova koret og Paul Hillier. Kombinationen af kor og dirigent har for længst skabt
sig et velfortjent navn herhjemme og for den sags skyld også i udlandet.
Korstandarden er høj, direktionen fornem. Hvorfor er jeg så ikke så ovenud
begejstret, som jeg tror, at langt de fleste vil være? Det er næsten for
dygtigt. Der smages på nogle af sangene, så de mister i naturlighed og kan få
en antydning af krukkethed. Men det kan være en fornemmelse, som jeg er ene om
at føle lidt irritation over, for der synges indrømmet klart, præcist og meget
dygtigt.
Udvalget er godt og alsidigt fra Carl Nielsen til Ib Nørholm,
den sidstes fem sange i ”Mine danske kilder” er for mig det afsluttende
højdepunkt med gedigen spændende kormusik i en fornem gengivelse. I mellem
kommer smagsprøver på Kuhlau, Weyse, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Thomas
Laub, Peter Heise og Svend S. Schultz, hvor man kan konstatere, at vi herhjemme
virkelig har haft en guldalder med mere eller mindre nationale korsange. Og
denne guldalder lever stadig. En god gaveide til udenlandske venner og
forretningsforbindelser, som får de danske tekster med i en engelsk
oversættelse (Dacapo 6.220568).
Italiensk eller
fransk guitarmusik?
Guitaristen Erik
Tolstrup har sammensat en interessant cd med guitarmusik af Johann
Sebastian Bach, blandt andet suiterne i D-dur og c-mol, af den tysk/polske
Silvius Leopold Weiss en seks-satset suite i d-mol, og af
Robert de Visée endnu en suite med stiliserede dansesatser med franske
navne. Tolstrup gør i teksthæftet noget ud af at forklare forskellen på
italiensk og fransk spillemåde, endda med rytmiske nodeeksempler. Han gør
således opmærksom på, at Silvius Leopold Weiss, som han tidligere har
indspillet en cd af (Barba 0997), fra ca. 1710 til 1714 boede i Rom, hvor
Arcangelo Corelli prægede instrumentalmusikken.
Robert de Visée, som ca. 1680 blev ansat ved det franske
hof, komponerede både for lut og barokguitar, et lille instrument med fem
strenge. Det er altså en cd, hvor man ikke blot får god guitarmusik, men også
lidt læsestof til at opdage mere i musikken (Barbarossa
Barba 1113).
Foto: Tonya Lemoh
Læs også de seneste pladeartikler: ”Populært og tilmed gedigent” og ”Cd’er
for liebhavere”