Mozarts Requiem scenisk

Opdag festspillene i den sydfranske perle af en by Aix-en-Provence.  Festspillene her har sæson før Salzburg og Bayreuth, som først begynder om små to uger. TV-stationen Arte, som har hjemme såvel i Frankrig som i Tyskland, har påbegyndt transmissionerne fra Aix. Jeg nåede her på bloggen at reklamere for en meget speciel scenisk opførelse af Mozarts Requiem. Den kan stadig ses ved at slå ind på ”Arte Concert” på computeren, så længe festspillene varer, og det er til og med 22. juli. Det meste af den musik, som sendes over TV Arte, kan et stykke tid ses her. Det er så desværre individuelt, hvilken kvalitet man får. Det er svingende eller hvilket ord man skal bruge om den tekniske gengivelse. Men forsøg på et andet måske bedre tidspunkt.

Mozarts dødsmesse er ikke skrevet for en scene, så det er kun rimeligt, at instruktøren bag, Romeo Castelluci kraftigt understreger, at man skal lytte sig ind i musikken. Jeg synes, at hans scenegang hjælper til, at man gør det. Han skildrer ikke blot døden, men livet fra fødslen til døden, og det er billedet af livets forgængelighed, som trænger sig på, når musik og scenebillede klinger sammen. Det er en oplevelse med koret syngende, legende og dansende. Dirigenten Raphael Pichon og hans kor og orkester med navnet Pygmalion musicerer livfuldt og inderligt, omend måske ikke med en gennemgående kvalitet til en pladeindspilning, men det er ægte Mozart. Det gælder også for de mig ukendte solister, sopranen Siobhan Stagg, alten Sara Mingardo, tenoren Martin Mitterrutznek og bassen Luc Tittolo.

Den største solooplevelse gav en vel ni-årig charmerende krøllet knægt, som løb ind på scenen trillende med en fodbold, som i virkeligheden var et dødningehoved, altså kraniet af et menneske. Han sang en smuk vokalise fra et af to andre Mozart-værker, som var indlagt og som passede godt ind i dødsmessen. Han gjorde det så musikalsk, sikkert og præcist, at man tænkte, at han måtte være søn af en sanger, og det viste sig at være korrekt.

Mozart er stadig genstand for opdagelser. Det var en opførelse, som lagde an på, at Mozart i sin dødsmesse skrev for og om mennesker, ikke for kirken. Indlagt var også lidt gregoriansk sang fra den katolske kirkes liturgi tilbage omkring det første tusind-årsskifte, men musikalsk udført i en mere moderne retning mod Mozarts og vor tid. For undertegnede, som engang studerede i klosteret Solesmes i Frankrig hos den navnkundige Dom Joseph Gajard, altså hos den største kender af den originale historiske udførelse af den gregorianske kirkesang, var udførelsen her ikke lige sagen med dens mere moderne firkantede fastlåste rytme, men det var alligevel gribende. Og smuk og bevægende var opførelsen af Mozarts Requiem som helhed. Med indlæggene kom Mozarts Requiem fra 60 minutter op på 100 minutter. Det var et plus, at opførelsen fandt sted udendørs i den gamle hyggelige borgmestergård i Aix.

Premieren blev forsinket. Det regnede og regnede og først klokken 11 kunne den begynde, men den var jo relativ kort, og et kvarter før 2 om natten var premieren slut.  

Stor tysk opera på fransk festival

Aftenen efter blev ”Mahagonnys Aufstieg und Fall” transmitteret fra byens store nyere teaterscene, hvor også Puccinis ”Tosca” spilles på festspillene i år. Men nu var det kun på ”Arte Concert” på computeren. Her kan den stadig ses til 22.juli.

”Mahagonny” var et meget markant indslag i tysk teaterliv, da den havde premiere i Leipzig i 1930.  Men det varede ikke længe. Nazisterne demonstrerede voldsomt mod Bertold Brechts voldsomme hudflettende kritik af og satire mod den fremvoksende kapitalisme, og da de kom til magten i 1933, blev operaen forbudt. Opførelsen i Aix var scenisk pæn, men svag hen imod det kedsommelige, når billedet gled hen over ansigter, som ikke havde nydt godt af en stærk personinstruktion. Men Ivo von Hoves iscenesættelse var enkel, som Brecht ville det. Men den var ikke rystende, tværtimod virkede forsøget på at være det kun latterligt, da nogle mænd stod med bare numser vendt mod publikum og tilsyneladende onanerede.  

Musikalsk var det anderledes godt. Finnen Esa Pekka Salonen dirigerede vitalt, ja tilmed nærmest charmerende, og der var flere fremragende solosangere. Nicolai Schukopf var helt overbevisende syngende som den ellers positive og   populære Jim Mahoney, der henrettes, da han ikke har penge til at betale sin regning for whiskyen. I retten frikendes en morder, men mord er intet i Mahagonny imod ubetalt gæld. Den finske sopran Karin Mattila var Leokadja Begbick, som styrede forretningen Mahagonny, indtil nedturen begyndte. Det var spændende at høre hende igen, som det var godt at erfare, at Anette Dasch, som for få år tilbage var en af de store internationale sopraner, som Jenny stadig er ved god stemme. Det var også bassen William White som DreeinigkeitsMoses. Musikalsk var det en stor forestilling. 

Et par erindringer fra Aix-en-Provence

Til sidst et par erindringer fra Aix-en-Provence, som jeg indrømmet at have skrevet før, men det er et stykke tid siden, og de hører med til mit Aix-billede. Da jeg første gang kom til festspillene, stillede jeg op på pressekontoret og fik at vide, at de ikke kendte til mig, selv om jeg var af den mening, at jeg havde fået bekræftelse på mine billetter fra dem. Jeg kendte endnu ikke til, at det kunne kikse for et pressebureau, så jeg havde intet bevis på mine billetter. Der var udsolgt, men jeg kunne vente, og de skulle se. Da tiden viste to minutter før forestillingens start, fik jeg en billet til den gamle borgmestergård. Næste sommer var alt i orden, men jeg følte mig ikke særdeles velkommen. Da jeg ikke havde fået bestilt pressebilletter den næste sommer igen, fik jeg så en varm hilsen fra festspillene, at det måtte være en fejltagelse, at jeg ikke kom, og at de sandellug ikke kunne undvære mig.

Det fortalte jeg min kollega Michael Bonnesen, som havde et par års erfaring i Aix-en-Provence før mig. Det samme var sket for ham. Det første år ville de ikke kendes ved ham, næste år fungerede det, og fra det tredje år var han blevet budt velkommen, som var han en af de allervigtigste internationale anmeldere. Det var vel typisk fransk. Det var også typisk fransk, at de på pressekontoret, der modtog mange udenlandske anmeldere, dengang udelukkende kunne tale fransk. Det har for længst ændret sig.

Man vil kunne finde noget parallelt i min anden erindring med operaen ”Mahagonny” måske med omvendt fortegn.  Der er mange fortrinlige restauranter i Aix-en-Provence. Den første sommer fandt jeg et lille sted styret af to yngre søstre. Der var hyggeligt, og maden var fantastisk uden at være for dyr. Min yndlingsrestaurant var fundet. Den sidste aften måtte jeg fortælle, at jeg ikke havde flere kontanter, kun kort. Nej, de tog kun imod kontanter, men jeg kunne da bare komme forbi næste dag og betale. Da ville jeg sidde i en flyver på vej til Danmark. Det var før kortautomaternes tid, så jeg måtte sige pænt farvel for denne gang, Jeg var ikke kommet langt, før den ene søster kom løbende efter mig og spurgte, hvor mange penge, jeg havde kontant. Det var ikke i nærheden af at være nok til selv det billigste måltid, men jeg skulle komme med. Jeg fik et måltid uden de dyreste ingredienser, men det var lavet med fransk køkkenkærlighed.

Næste sommer styrede jeg straks direkte mod den lille restaurant, men det var et chok at konstatere, at i stedet var der en lille forretning, der solgte køkkenredskaber eller noget lignende. Havde søstrene foræret for mange måltider væk?  Denne historie er heldigvis også typisk fransk.    

Billlede fra Mozarts Requiem i Aix-en-Provence, foto: Pascal Victor/ArtComPress