Tidligere på sæsonen fandt en hidsig debat sted i den tyske presse, da musikere i Barenboims fremragende orkester på Deutsche Staatsoper Unter den Linden åbnede munden og klagede over hans diktatoriske styrelsesform og hans behandling af de musikere, som han af forskellige grunde brød sig mindre om. Barenboim selv forstod stort set intet, men han lovede at passe på sin tone over for musikerne og at tøjle sit temperament. Sådan fandt sagen tilsyneladende til ro igen, men et samarbejde, der var bygget op gennem 28 år, var blevet rystet af den pludselige mediestorm.  Om ”Ende gut, alles gut” var der ikke tale.

Musikere havde lidt under samarbejdet og var i det daglige arbejde bange for den enerådende maestro. Det blev næppe ændret meget af den voldsomme debat dengang. Over for de kritiske anklager stod Barenboims storhed som dirigent, hans magt, hans succes og hans karisma. I BR Klassik sagde Maria Ossowski: ”Uden Barenboims lidenskab var Staatskapelle aldrig blevet til et internationalt fejret orkester”. Det ved musikerne også. De ved, at orkestrets succes, som de hver for sig er blevet en del af, ikke ville være blevet den samme uden en Barenboim. Det er klart, at det for mange musikere giver en ambivalent holdning til fænomenet Barenboim. Og den kommer også til udtryk i debatten uden for Staatsoper.

Det er nu tilsyneladende kommet som et chok, at kultursenator Klaus Lederer har meddelt, at Barenboims kontrakt er blevet forlænget med yderligere fem år fra 2022 at regne. De mange yngre dirigenter, som venter på at komme til, må endnu engang vente. Først i 2027 vil Barenboim – måske - gå af som 85-årig som verdens ældste Generalmusikdirektor. En ny voldsom debat er opstået i Tyskland. Den drejer sig ikke længere om Barenboims behandling af sit orkester. Den drejer sig om orkestrets fremtid som kulturfaktor. Der synes i tysk presse at være enighed om, at en kunstnerisk fornyelse på trods af Barenboims kvaliteter er nødvendig. Jeg citerer BR Klassiks kommentar som en fællesnævner for den tyske musikpresses holdning:

”Nu forbliver Daniel Barenboim endnu fem år sammen med Berliner Staatsoper og med det ham i Nibelungen-troskab hengivne orkester. Om fornyelse eller kunstnerisk opbrud intet spor. Endnu engang holder det stik, at Berlins kulturpolitik overhovedet ikke handler om kunst eller om vovemod, og slet ikke om innovation (skabelse af nyt). For kultursenator Klaus Lederer fra Venstre er det fuldstændig tilstrækkeligt, når forretningen forløber halvvejs gnidningsløst. Og når den bliver styret af en musikdiktator af den gamle skole, da ser senatoren endnu engang rundhåndet væk fra de besværlige detaljer i den menneskelige omgang”.

 Lise Davidsen hyldes, Cecilia Bartoli kommer

For få år siden studerede en norsk sopran i København. Lise Davidsen hed hun. Hun blev ret tidligt anset for at være en ægte efterfølger til Norges store Wagner- og Grieg-sopran Kirsten Flagstad. Jeg anmeldte hende efter en koncert Randers og var overvældet. Det går hende strålende. Med sine 32 år synger hun i London, Zürich, Bayreuth etc. Hun har vundet alle de virkelig store priser. Hun modtog faktisk Reumertts talentpris i 2014. Anmeldelserne af den beskedne sangerinde er overvældende. Senest har hun sunget Elisabeth i Wagners ”Tannhäuser” i den meget omtalte opsætning på Staatsoper München. Den tyske musiknetavis ”klassik-begeistert” skriver bl.a.: ”Aftenens absolutte highlight er Lise Davidsen. Denne utroligt dramatiske stemme overbeviser alene ved sin store størrelse, der giver gåsehud over hele kroppen. Med den vanvittig gode kontrol manøvrerer Davidsen også sin sopran på pianostederne… Sammen med Stephen Milling danner hun et far-datter drømmeteam.”  

Hvorfor hører vi Lise Davidsen så lidt herhjemme? Det er ikke et pengespørgsmål. Det gælder som altid om at være først ude. Vi er for langsomme herhjemme. Kontakten burde allerede have været sluttet, da Lise Daviden sang på operastudiet i København. Dengang var det måske hende, der manglede en koncert eller to? Men ingen vågen dansk musikarrangør kunne allerede dengang undgå at vide, at noget særligt var på vej. Vi får se, om der er nye koncerter med Lise Davidsen på vej nu.

En anden stor sangerinde, den meget spændende italienske mezzo Cecilia Bartoli er på vej. Hun skal i 2020 på Europa-turné. Herhjemme synger hun musik fra 1800-tallet sammen med orkestret Les Musiciens du Prince Monaco og dirigenten Andrés Gadetad først i Musikhuset Aarhus den 10. juni 2020 og i DR Koncerthuset på Amager den 12. juni 2020. Årstallet skal med, så ingen stiller forgæves op allerede i juni i år. Skulle det være mere belejligt, så kan man også høre Bartoli i Elbphilharmonien i Hamburg.

Cecilia Bartoli er som sædvanlig aktiv i Salzburg i pinsedagene, både som aktiv sanger og siden 2012 som en meget populær og skattet chef for pinsefestspillene. Samtidig har hun allerede sendt programmet for festivalen i Salzburg 2020 ud. Hovedværket blandt flere bliver Donizettis festlige ”Don Pasquale”, hvori hun naturligvis selv synger det sprudlende kvindelige hovedparti som Norina. Orkestret på festivalen er det samme, som derefter kommer med hende på turneen til Danmark. 

Reumert-prisen og operaen

Danmarks største teaterpris, Reumert prisen, er blevet uddelt for 22. gang ved en fest på Nørrebro Teater i København. Det var denne gang lidt på trods, for Bikuben-fonden, som har været arrangør fra starten i 1998, var for første gang ikke garanten bag. Nu efterlyses nye støtter til at videreføre landets største teaterpriser. Det burde være en let sag, vil man måske sige, for der er anseelse bag Reumert prisen. Men der er måske ikke de største penge i at støtte udvælgelsen af årets mest betydelige teaterforestillinger? 

Reumert-festen er det talte teaters fest, selv om balletten og operaen er med. Men årets opera kommer længere nede på listen over de 18 priser. Blandt de 17 medlemmer af Reumert dommerkomiteen er der kun én, Gregers Dirckinck-Holmfeld, som er operaanmelder, og ved siden er ham er der vel højst to andre, som måske i tilstrækkelig grad interesserer sig for operagenren. Typisk i år var valget af tillægspriserne, de såkaldte talentpriser. Der var otte talentpriser, men ikke en eneste gik til en sanger. Ingen i komiteen kendte nogen sanger, som blev fundet værdig til at få en talentpris. Der var dog en pris: Årets sanger var Gisela Stille fra Det kongelige Teater.     

Det var spændende denne gang, hvilken forestilling der blev årets opera. Først syntes det for givet, at kun skandinavienspremieren på Weinbergs ”Passageren”, Den jyske Operas Aarhus-forestilling i august, kunne blive det: En moderne stadig aktuel opera uropført 2010 om et gensyn mellem to mennesker, der kendte hinanden fra en nazistisk kz-lejr, hvor den ene var fange, den anden fangevogter. Forestillingen fik fortjent usædvanligt strålende anmeldelser. Men her i forårets opløb spillede Det kongelige Teater så op med Peter Heises romantiske ”Drot og marsk”, som har status af en nationalopera herhjemme. Kasper Holten var endda vendt tilbage som vor førende instruktør og sammen med ham vores førende operadirigent Michael Schønwandt. Desuden var sangerholdet godt over middel. Jeg ved naturligvis ikke, hvordan der er blevet voteret, men jeg tror, at det har været klart fra begyndelsen, at vinderen måtte være den gode gamle ”Drot og marsk”. Og sådan blev det. ”Drot og marsk” er da også en værdig bærer af titlen ”årets opera”.

Men en prisaften uden en operamæssigt international indsats som Den jyske Operas ”Passageren” er for pinlig. Når vi ser tilbage i de seneste år har der været flere tilfælde, da man alt for let har måttet diskutere, om den rigtige ”årets opera” i virkeligheden var blevet valgt. Det er nu, da man også skal i gang med at finde nye sponsorer, på tide, at operaen får sin egen pris med en dommerkomite, som udelukkende består af operafagfolk. Hvorfor skal den danske operascene være udsat for en komite, som med respekt for dens teaterviden ikke kan kaldes tilstrækkeligt kvalificeret til at vurdere operadelen?

Danmark har to store faste operaer, men der er mange andre operabegivenheder i landet. I Esbjerg kan man for eksempel snart opleve ”Rhinguldet” i en dansk sceneopførelse som led i en flerårig opførelse af Wagners komplette ”Nibelungens ring”. Der er mange begivenheder, som prisuddelingen også kunne kombineres med, for eksempel en koncert med et landsdelsorkester med et tiltrækkende program, der samtidig gør opmærksom på andre begivenheder landet over. Vi har mange fremragende sangere, som kun alt for sjældent høres herhjemme. Tænk om operaens priskoncert var en propagandafest med dem, som for let glemmes i udlandet og for operaen landet over og naturligvis transmitteret i radioen. Nå, nu er danske transmissioner i forvejen sjældent sagen og slet ikke efter den dumme politiske barbering af DR. Men der sker meget i det danske operaliv, som fortjener større bevågenhed.

Tror jeg selv på, at denne ide kan føres ud i livet?  Ja.  Tror jeg på, at den vil blive det? Jeg må indrømme: Nej. Hvis det var muligt, var den vel for længst blevet det?  Vi er jo i Danmark, så kun en gammel tåbe ville skrive, som jeg har gjort det her.

Billede:Lise Davidsen.  Foto: Ole Jørgen Bratland