af John Christiansen - d. 6. maj 2019
”Det er utroligt at opleve, hvor stor en rolle Aalborg
Symfoniorkester spiller i det nordjyske samfund. Musikkens Hus er på få år
blevet et samlingspunkt for alle, der kan lide god musik. Aalborg
Symfoniorkester er blevet ALLES orkester – lige fra den nysgerrige, der vil
opleve den levende musik på egen krop, til musikelskeren, der vil opleve kendte
værker på ny og udforske ukendte hjørner af musikkens uendelige univers”.
Dette er et citat af Aalborg Symfoniorkesters første
gæstedirigent Michael Schønwandts introduktion i symfoniorkestrets
introduktionsbog til sæsonen 2019-20. Når man så tilføjer et uddrag af ”Et
livssyn” af orkestrets musikchef Jan Kvistborg, er vi inde ved kernen af, hvad
der foregår i Aalborg i disse år: ”Det er en gave for os, når vi sammen med dig
forenes i det store orkesterbrus. Når fællesskabsfølelsen opstår i dette musikalske
møde, skaber vi forbindelser mellem mennesker, som hviler på nærvær og
sameksistens”.
Schønwandt dirigerer i den nye sæson den officielle sæsonåbning
5. september med Berlioz’ vidunderlige, sensuelle sangcyklus (som der korrekt står)
”Nuis d’été” (Sommernætter) med mezzosopranen Eva Zaicik fulgt af Brahms’
første symfoni. Han vender tilbage 31. oktober, da han har tre sangsolister,
sopranen Clara Thomsen, tenoren Mathias Hedegaard og basbarytonen Sten Byriel i
Stravinskijs ”Pulcinella”, altså den Stravinskij, som stadig kan overraske med
charmerende dansende musik med en duft af barokken. Første del af koncerten er
Mozarts store ”Posthorn”-serenade.
Aalborgs faste anden gæstedirigent er østrigeren Hans Graf,
som dirigerer en række storværker, men første gang 12. september tager
midteuropæeren livtag med nordisk musik, Griegs norske danse og klaverkoncerten,
som Grieg komponerede som rekonvalescent i Nordsjælland, og Sibelius’ femte
symfoni. Klaversolisten er Katia Skanavi. Den 30. januar står Mahlers femte
symfoni på programmet i samarbejde med Randers Kammerorkester. Den symfoni er
noget særligt, og vil jeg gerne vil skrive lidt mere om, men det bliver som et
tillæg sidst i denne artikel. Hans Graf dirigerer også den store koncert 15.
maj i anledning af 250-året for Beethovens fødsel. Den begynder meget
interessant med et mig ukendt stykke af Kevin Puts, en fantaserende musikalsk
fortælling om Beethovens tanker i forbindelse med kompositionen af den syvende
symfonis første sats. Så følger Beethovens populære violinkoncert med den
fremragende Baiba Skride som solist og Beethovens allerbedste symfoni, nummer
tre, ”Eroica”, hvis min mening skal med.
En koncert 19.9. med Thomas Søndergaard, hvis karriere er på
toppen i UK, hører også med til det særlige, for vi får spændende franske
klange af madame Boulanger, Debussy og Ravel. Solisten er koncertmester for London
Symphony Orchestra Roman Simovic i et violin poème af Chausson og Ravels
Tzigane. En spændende ung violinist Nathan Meltzer spiller 24.10. Mendelssohns
violinkoncert omgivet af lige så populær musik, Wagners forspil og afsluttende
Liebestod fra Wagners ”Tristan og Isolde”, som harmonisk hænger magisk sammen,
og Beethovens ”Pastorale”-symfoni, en hyldes til Beethovens elskede Wienerwald. 7.11. bliver det så slagtøjets og to
klaverers tur med en Bartok-koncert fulgt af Dvoraks ottende symfoni, som er
endnu bedre end den niende ”Fra den nye verden”. Der bliver messingklang før
jul med to pigekor, Klarup og Nordjysk, videre familiejulekoncert, og så er det
tur for Händels ”Messias” den 18. december. Nytårskoncerterne bliver med
tenoren Peter Lodahl og sopranen Elise Culuwaerts. En af dem er specielt for
store og små børn.
Inden Beethovens 250 år fejres, byder vinter og vår på et
meget varieret program. 13. februar dirigerer den islandske komponist Daniel
Bjarnason først sin egen ”Blow Bright”. Vi kender ham godt måske uden at vide
det. Han har komponeret Den jyske Operas Susanne Bier-succes i 1917 ”Brødre”. Det
bliver russisk med Tjaikovskijs første, meget populære klaverkoncert og
Rachmaninovs ”Symfoniske danse”. Vægtig kost. På en koncert 12.3.kaldet ”Den
fortryllende obo” spiler Francoix Leleux Albert Schelzners obokoncet ”The Enchanter”,
som er tilegnet ham, og Richard Strauss’ obokoncert. Påskekoncerten bliver
Haydns ”Årstiderne” dirigeret af Graham Ross med solisterne Denise Beck, Leif Saruhn-Solén
og Johannes Mannov. Andreas Brantelid vil den 17.4. samle publikum om Haydns
første cellokoncert, mens Garry Walker dirigerer Tjaikovskijs sjette symfoni og
Haydns næsten aldrig hørte symfoni nummer 70 i D-dur. Det er en af de specielle
og spændende glemte symfonier af Haydn. Den har på et kvarter flere
pudsigheder. Der følger koncerter, hvor klassisk og jazz mødes og ”Jazz at the
symphony”. Den 30. april bliver også en stor aften, da Leleux dirigerer igen,
denne gang Stravinskijs ”Ildfuglen” og Dvoraks Blæserserenade. Koncermester Yana
Deshkova spiller Glazunovs violinkoncert.
Et spændende indslag hedder
”Rundt om musikken” efter seks af sæsonens koncerter – den ene dog før -, da publikum
indbydes til et møde med aftenens dirigent, komponist eller musikere med det
formål at komme, ja, rundt om musikken. Men man savner dobbeltkoncerten sammen med
Aarhus Symfoniorkester, som forhåbentlig kun skal holde en enkelt sæsons pause.
Om Mahlers femte symfoni
Gustav Mahlers (1860-1911) femte symfoni, som Hans Graf
dirigerer den 30. januar, er noget særligt, og den får derfor lidt ekstra ord
med på vejen. Den blev komponeret over en længere periode. De første skitser er
nedskrevet i Mahlers sommerhytte i Mayermigg i 1901. Her i bjergene skrev han
en stor del af sin musik. Den øvrige sæson var han optaget af at dirigere og
fra 1897 til 1907 af at være operachef for Wiener Hofoper, den senere
Staatsoper. Han komponerede videre på den femte i Wien, for i ingen af sine ni
symfonier kæmpede Mahler så meget med at instrumentere sin musik. Endnu i sit
dødsår omarbejdede Mahler instrumenteringen. Uropførelsen fandt dog sted i
Gürzenich i Köln dirigeret af Mahler selv. Symfonien nåede ikke at blive
populær, mens Mahler levede, men det er den nu. Hertil har Luchino Viscontis film
”Døden i Venedig” bidraget. Visconti benyttede symfoniens smukke adagietto som
gennemgående filmmusik. Den sats har opnået sin egen popularitet.
Symfoniens varighed
er ca. 70 minutter, og den er i fem satser, men den er opdelt i tre hoveddele.
De to første satser hører sammen. Den første domineres af en kondukt, en typisk
Mahler-sørgemarch i afmålt skridtgang. Denne minder om begyndelsen på den
østrigsk-ungarske hærs generalmarch dengang. En fanfare slutter med et klagende
sangbart tema i strygerne. Sørgemarchen og fanfaren går igennem satsen afbrudt
af to triodele. Til den første triodel har Mahler tilføjet: ”Så voldsomt som
muligt i strygerne”. Satsen er ret kaotisk, men den slutter bevægende stille.
Derpå følger den egentlige hovedsats, som er anderles stormende, men også
bevægende i dens uklare kaotiske tanker. Mahler kæmper videre for at overvinde sørgemarchen.
En koral klinger pludselig, Den stræber efter at dominere, men forgæves.
Apoteosen udebliver, men den kommer faktisk senere i finalen.
Symfoniens anden del består udelukkende af tredje sats, en
”kraftig, ikke for hurtig” scherzo. Den er med sine 819 takter og en spilletid
på 20 minutter symfoniens længste. Førstedelens dystre march er glemt. Et nyt
fanfareagtigt tema, som er anderledes lyst, følges af endnu et optimistisk
tema, som minder om en ländler, den landlige forgænger for valsen. Satsens
første triodel har ægte valsekarakter. Den anden triodel, som er længere og
tematisk mere indviklet, åbner med et tutti højdepunkt med scherzotemaet.
Mahler varierede sine temaer mesterligt - og noget indviklet. I slutningens
coda kombinerer han alle satsens fem temaer kontrapunktisk (ordet står for node
mod node).
De to sidste satser udgør symfoniens tredje og sidste del. Først
er det den omtalte adagietto, der som 4. sats er symfoniens vidunderlige
hvilepunkt med kun harpe og strygere. Den regnes også for at være Gustav
Mahlers kærlighedserklæring til sin fru Alma. Symfonien slutter med en
rondo-finale, men man må vente til takt 23 på rondoens refrain-tema. Som i alle
satser dukker flere nye ideer op, flere nye temaer, men det bliver koralen fra
andensatsen, der nu kommer igen og fører det store ord i en prægtig
mangestemmig apoteose af nærmest grænseløs jubel og tummel, der slutter med en
mægtig tutti-akkord. Denne korte gennemgang kan måske lyde vanskelig, men så er
den ikke den eneste sandhed om denne storladne symfoni. Det har sine vægtige
grunde, at den er blevet en af Mahlers mest spillede.
Få hele Jylland dækket: Læs også artiklerne om sæsonens koncerter i Sønderjylland og Aarhus.
Billede østrigeren Hans Graf dirigerer Mahlers femte symfoni