af John Christiansen - d. 19. marts 2019
Komponisten Poul Ruders erindringer ”Har man hørt så galt” rummer spændende verdener af såvel personen som musikken
Det er bemærkelsesværdigt og virkelig pragtfuldt, at der i
denne bogsæson to gange er udkommet erindringsbøger skrevet af store musikerpersonligheder
fra den såkaldte klassiske verden. Først var det tenoren Stig Fogh Andersen med
”Aldrig en kedelig tone. Sangen som leg”. Nu har komponisten Poul Ruders udgivet
sine erindringer for at komme med dem inden sin 70-års fødselsdag den 23. marts:
”Har man hørt så galt. Et tilbageblik”. De to biografier har til fælles, at de
er ærlige til det hudløse. Der er tale om mere end musikken. Der skrives åbent om
opvækst og privatliv, koner og kærester. Pointen er, at det private fremstår
som en naturlig baggrund for den kunstneriske udfoldelse og føles som en
nødvendig forudsætning for den kunstneriske udvikling. Hverdagen er bag
musikken.
En kunstner kan ikke undgå at få både nederlag og sejre, og begge
dele indgår som naturlige elementer i kunstnerens liv og udvikling. Poul Ruders
skriver om det hele i en bramfri tone. Han forbliver nede på jorden, men over
den kan man samtidig gribe fat i mange væsentlige tanker. Poul Ruders’ livsbeskrivelse
er læsning for en bred læserskare, hvor nødvendigvis ikke alle behøver at være specielt
vel orienterede inden for klassisk musik, men naturligvis er det en fordel at
være nysgerrig også for den.
Det er da spøjs
læsning
Poul Ruders betragtninger er spøjs læsning, altså ”sjov på
en lidt ejendommelig måde”. Det er en del af hans musik også, men kun for en
del, for egentlig ved man aldrig, hvor man helt har ham. For man hører og her nu
også læser en vel artikuleret alvor. Han blev født rasende, skriver han og mener, at det er han stadig. Det er ikke
lige det, som jeg har hørt mest i hans musik. Det er den noget for klog til. Han
lovede engang sig selv, at han ville holde tre løfter for resten af sit liv: Ikke
slå nogen ihjel, ikke på noget tidspunkt sætte sine ben i Bon Bon Land - og
aldrig at overvære et melodigrandprix. Jeg tror ham, når han slutter, at han
har holdt dem alle.
”Er der ikke noget om, at ham Ruders er alkoholiker”,
spørger han: ”Jo, det passer, men er han ikke den eneste alkoholiker i verden,
der kan nøjes med at drikke 730 liter almindelig pilsnerøl om året, 732 liter,
når det er skudår! ?????. Og det sker hver dag mellem klokken 17 og 19”. Bogen
er fyldt af sådanne modsætninger. Det er en god del af Ruders musik også. Måske
derfor har jeg flere gange haft det svært med at skrive mere præcist om den,
hvor præcist jeg end synes at have oplevet den forinden.
En anden, uforståelig
tid
Poul Ruders´ mor voksede op i et hjem med klaver, hans far i
et hjem med øretæver, skriver han. Han selv voksede op på Østerbro i København
i en nu nærmest uforståelig tid, som den betegnes, en gammel tid og en
vanskelig tid med spanskrør i skolen og tandlægebesøg uden bedøvelse. Han
beskriver en almindelig middelklassebarndom. Den bliver så levende, at man næsten
kan lugte den i et væld af iagttagelser. Den vil være et genmøde for mange læsere,
og den er endda beskrevet af en komponist, hvis musik nogle vil opfatte som
professoragtig vanskelig. Men er det ikke i mange tilfælde deres egen skyld at
tro sådan? Bogen er blevet til i en verden, hvor flere ideer og tanker til
stadighed må støde sammen, og så tror man vel automatisk, at den må være
vanskelig.
Men Ruders ”Tilbageblik” er spændende og frodig læsning for
flere end dem, som tror på det af sig selv. Men dette sidste er der i
virkeligheden slet ikke grund til at fortælle på jcklassisk.dk, som jo skrives for
et klassisk musikpublikum, for hvem Poul Ruders erindringer er oplagt læsning,
som på én og samme gang er til eftertanke og underholdende.
Stor betydning af et
cembalo i konfirmationsgave
Som dreng fik Poul Ruders timer hos den nu legendariske
orgelmester Finn Viderø. Året var 1963. Året før gik han til
konfirmationsforberedelse og ”bestod” på selve dagen. Anførselstegnene er Ruders
egne. Da familien kom hjem til festen, stod der i stuen et cembalo, som må have
givet et voldsomt indhug i familiens økonomi. Poul kom ved et tilfælde til at
høre en ordvekslen mellem sine forældre. Mor: ”Drengen er jo så lykkelig ved gaven, men altså 7.000 kr.? Har vi råd
til det”? Far: ”Ja, lige akkurat, det
skal nok ordne sig hen ad vejen, og som du siger, drengen er jo himmelhenrykt”.
De 7.000 kr. i 1963 skulle efter Danmarks Statistik svare til 77.754 kr. i
2016. Jo, det var en sand formue for en blomsterhandler og en timelærer, og sønnen
tilføjer: ”Min far må have haft en helt urealistisk tiltro til mine evner udi
musikkens verden, og det på et tidspunkt, hvor jeg på ingen måde havde vist
evner ud over, hvad man kunne vente sig af en dreng, der havde ”gået til
klaver”.
Ja, penge er jo en mærkelig størrelse. Der kommer et helt
andet perspektiv frem, når vi ser på alt det, som dette cembalo, som er
orgelspillerens tro følgesvend, førte med sig. Og tilsvarende: Poul gik på
Sankt Annæ Skolen, også kaldet Sangskolen. Også herfra er der megen munter læsning.
Men Ruders slår fast, at hvad årene på Sangskolen har betydet for hans senere
udvikling, det kan ikke overvurderes.
Blegnæbbet organist
og fangerne
Poul Ruders elskede
sit orgel og blev mere og mere optaget af at skrive sin egen musik. Men han var
nødsaget til at tjene penge: Han fik ansættelse som organist ved Københavns
Fængselsvæsen med tjenestepligt i Vestre Fængsel og Blegdammens Arrest, hvilket
indebar ”korprøver” med enkelte frivillige og udvalgte blandt de indsatte. Nu
forekommer det Ruders utroligt, at man helt ubekymret lukkede en 25-årig
blegnæbbet organistspire med hornbriller og tynde fingre sammen med de ”rigtige”
indsatte inklusive en af tidens mest omtalte mordere siddende lige over for sig
til sangprøverne.
Poul Ruders første komposition var klaverværket ”Tre breve
fra den ukendte soldat” i 1967, men ”på dette tidspunkt famlede jeg i mørke”. Han
var længe om at finde ud af, hvem han var som komponist. I 1974 stod han med
sit første eksamensbevis som organist fra Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium. Der fulgte en tid på konservatoriet med klaver som hovedfag
og komposition kun som bifaget.
Vi er kun kommet gennem halvdelen af bogen, og det er lidt
fortvivlende for en anmelder, at det er umuligt at begrænse sig. I de fleste af
årene, der skulle komme, flyttede Poul Ruders rundt i England og i USA. Den del
er også fyldt med godt læsestof for ”alle”, for eksempel om dirigenter, men
Ruders’ yndlingshistorie om dem må læseren selv finde frem til. Naturligvis er
der også en væsentlig omtale af de dirigenter, som trofast har spillet hans
musik.
I tiden i England og USA blev mange af hans storværker til.
Andre er skrevet i en skurvogn erhvervet i 1995 og senere bygget ud med lænestol,
reoler og køjeseng i haven herhjemme. Ruders egne ord om sin musik er ikke
nødvendigvis kun for de mere specielt interesserede musikfans, men de kræver den
lidt længere sammenhæng, som man får i bogen, for at ordene bliver rimelige.
Komponisten om sin musik
I den brede fortællende tekst kommenterer Ruders kun den
”Lille” guitarkoncert ”Psalmodies” og orkesterværket ”Manhattan Abstracion”.
Der er mere om tilblivelsen af to værker, som skulle blive hits. Han betragter ikke
”Concerto in Pieces” som sit bedste værk, men det blev hans største bestseller
som en parallel til Benjamin Brittens ”The Young Person’s Guide to the
Orchestra”, altså et pædagogisk orkesterværk, variationer over et tema af
Purcell skrevet til BBC Symphony Orchestra i 300-året for Purcells død 1995 og
50-året for Brittens berømte stykke som del i en prægtig pan-uge i Birmimgham.
Stykket er siden blevet spillet af ”store” som af ”små”, som der står. Især en
opførelse i Bejing fortæller om, hvor hårdt det kan være som komponist, når ens
musik opføres til ukendelighed, men det er sjovt at læse om.
Også operaen ”Tjenestepigens fortælling” får en større omtale.
Den blev uropført på Det kongelige Teater i 2000 dirigeret af Michael Schønwandt.
Mindeværdigt overvældende var Marianne Rørholm i titelpartiet Tilfred. Ruders havde
forestillet sig hende, både hendes stemme og hendes skikkelse til partiet,
allerede mens han komponerede operaen. Den er bygget over den berømte forfatter
Margaret Atwoods roman. Det er ikke altid så lige til at blive enig om
betingelserne og detaljerne med forfatteren til den oprindelige tekst, men det
gik let med den lille spinkle dame med det store selvværd, men der var ingen
problemer, da Atwood gjorde holdt i København på vej til Oslo, bare hun selv
kunne blive fri for at have NOGET SOM HELST at gøre med det. Men helt så let
var det ikke med en bogholder på hendes kontor.
Hvad ellers
Bogen indeholder oplysninger om de godt et halvt hundrede
indspilninger af Ruders musik. Et imponerende værktal, for det er jo ikke
hurtigt skrevet musik. Og fremtiden? Operaen ”Tjenerindens fortælling”nåede i
oktober 2018 til Melbourne i Australien og er i årene 2019-22 planlagt på
scener i Boston, København, San Francisco og Toronto, og det løb fortsætter. I
sommeren 2019 får hans femte opera ”The Thirteenth Child” urpremiere i
amerikanske Santa Fe med dansk premiere året efter på Odeon i Odense. Den får
en speciel foromtale i bogen.
Jo, der er både spøjs og faglig læsning, og naturligvis kan
noget være både fagligt seriøst og spøjs på én gang. Bogen fortæller om noget
for de fleste så fremmedartet som det at komponere. Det er utroligt så meget, der
kan stå på 118 kun tilsyneladende almindelige sider. Og man kan let blive enig
med Poul Ruders, når han også konsaterer: Musik er primært en pest, fordi vi
ikke kan lukke ørerne… Musik er derfor uovertruffen, når det gælder om at irritere
og genere… Selv de bedste TV-dokumentarudsendelser bliver sovset ind… Jeg
fatter ikke hvorfor… Selv min hund hader det…
Poul Ruders: Har man
hørt så galt. Et tilbageblik. 118 sider. Forlaget Kahrius, Them. 199
kroner.
Illustration: Coveret
til bogen ”Har man hørt så galt” med Poul og Gimmer.