For anden gang har jeg set Den jyske Operas opførelse af August Ennas ”Kleopatra” og nu næsten hørt alle sangerne på de to skiftende hold. Det var pragtfuld at kunne slappe af. Det blev en endnu bedre oplevelse. Man opdager meget nyt i musikken, ikke mindst en tættere sammenhæng i hele værket. Når man skal prøve at fortælle, hvilken anden musik, Ennas partitur står i gæld til, kommer flere navne frem. Er der i virkeligheden ikke mere Verdi bag end Wagner og endda med lidt Puccini i? Og sandelig, om musikken ikke også har sit danske præg efter Niels W. Gade, selv om den også søger lidt eksotisk. Alligevel lander vi et helt tredje sted, nemlig hos den unge Richard Strauss. Men der er aldrig tale om epigoneri, ikke om eftersnak af nogen eller nogle andre. ”Kleopatra” er fra det samme år 1894, som Richard Strauss’ første opera ”Guntram” kom, men kendte August Enna kollega Strauss’ tonedigte ”Don Juan” og ”Tod und Verklärung” fra 1889-90? Det er underordnet, for ”Kleopatra” er absolut sig selv, og det er den i stort format.

Pladeudgivelse eller ej?

I Den jyske Operas programbog loves, at ”Kleopatra” vil blive udgivet af pladefirmaet Dacapo. Det ser vist desværre lidt tungt ud. August Ennas orkester er stort og fyldigt og altså pladskrævende og dyrt. Og det er en forestilling, som skal landet rundt. Man har derfor måttet skære ned i antallet af musikere i forhold til Ennas partitur. For et orkester kan det være vanskeligt at lægge navn til en indspilning, når orkestret ikke er tilstrækkeligt stort til at lyde helt, som noderne kræver. Men Aarhus Symfoniorkester under Joachim Gustafsson klinger vældigt godt, og jeg vil farisæisk mene, at den mindre størrelse måske gør musikken endnu bedre, fordi den klinger mere slank, end August Ennas større version ville. Han var vel ikke helt fri for lidt unødvendig storhedsvanvid angående størrelsen af sit orkester? Det er naturligvis noget andet, hvis der nu mangler en stemme eller to et sted, og det ved jeg ikke noget om. Jeg ved kun, at ”Kleopatra” som hørt har en kvalitet, som vil kunne gøre sig internationalt også på en indspilning. Optagelsen må ske, om den overhovedet kan gennemføres.     

Hvad mere? Der var en nøgen mand på scenen, måske hele to. Det er vi ikke så vant til som syd for grænsen. Og hvad så? Det er ikke anelse af udfordrende, men virker som et naturligt led i en beskrivelse af miljøet omkring en dominerende kvinde som Kleopatra. Her passer ordet elskov, både den lyse elskov og den mørke elskov, som Kleopatra synger om. (En italiensk opera blev derimod fejlagtigt oversat som ”Elskovsdrikken”, og det hedder den så herhjemme, selvom der ikke er en tone elskov hos Donizetti). Elskoven fylder derimod den store duet mellem Kleopatra og prins Harmaki. Hun ved, at hans oprindelige mål er at dræbe hende, men inden hun hævner sig på ham, vil hun i hans sidste nat lære ham, hvad elskov er. Dertil er en fantastisk fortættet musik, som forbliver fin og behersket og varieret. Man kan så måske mene, at en slaves tidligere dødsdans for Kleopatra virker mere outreret, end musikken til den er. Men også iscenesættelsen stod stærkere ved gensynet.   

Der eksisterer ikke noget andethold

Det er ofte et spørgsmål, hvem man skal vælge, hvis muligheden er der for at vælge sangere. Her er alle hovedpartier dobbeltbesat. Jeg mangler kun at høre Christian Juslin, som siges at være en vældig god Harmaki, og Thomas Christian Sigh som ypperstepræsten Sepa, som jeg også gerne ville have hørt. Det skal slås fast: Uanset hvilke sangerkort man får, så er der aldrig en nitte. Så godt er niveauet.

Ny for mig var denne gang sopranerne Stefania Dovhan som Kleopatra og Tanja Kuhn som Charmion. De dannede sammen med Magnus Vigilius, der sang mere frigjort end på premieren, en ret fantastisk ”trekant” med mange fine psykologiske detaljer. En særlig ros skal Dovhan og Kuhn have for at kunne synge så rent og så smukt på fremmedsproget dansk. Det er rigtigt, at de minder lidt om hinanden, men det føltes kun som en fælles styrke.

Jeg indrømmer, at jeg har det vanskeligt ved at komme ned med mine arme efter to gange August Ennas ”Kleopatra” på Den jyske Opera.

Modtagelsen har været vigtig

Det har været ekstra spændende, hvordan såvel publikum som pressen ville modtage den første opera i den nye danske serie. Deraf afhænger meget af fremtiden for Den jyske Operas planer om af finde glemte danske operaer frem og opføre dem som en naturlig del af operaens repertoire i de kommende sæsoner. Den næste opera i denne serie er den store sommerforestilling i august, og det bliver med Paul von Klenaus opera fra begyndelsen af 1930’erne over Heinrich von Kleists novelle ”Michael Kohlhaus”. I modsætning til ”Kleopatra” bliver det altså opera med stor litteratur bag. Men jeg må også sige, at selve operaens handling også bliver bedre, når man hører ”Kleopatra” mere end én gang. Og det sker ikke altid.    

Det er naturligvis vanskeligt at vurdere publikums reaktioner og hvad man kan lægge i dem. Jeg har været til to opførelser af ”Kleopatra”, hvor der har været positivt mange mennesker. I begyndelsen af forestillingerne har publikum været mere forsigtigt i reaktionerne, men stemningen er mærkbart steget til de samme højder, som vi er vant til ved succesforestillinger. Den afventende forsigtighed kan let tydes. Starten på operaen er i sig selv langsom. Væsentligst er det, at for en gangs skyld har rent ud sagt ingen blandt publikum vidst, hvad de gik ind til. Det var tydeligt at mærke, hvordan ”Kleopatra” slog an lidt inde i forestillingen. Frygten for, at jeg måtte tage min gamle sang om det danske operapublikums dovenskab op, har overhovedet ikke været aktuel. Det er dejligt.

Den del af pressen, som foreløbig har set forestillingen, går næsten udelukkende ind for operaen og opførelsen. Det er naturligvis sket med forskellige mindre forbehold, men den meget positive holdning kan også aflæses i afgivningen af antallet af stjerner. For en gangs skyld kan stjerneaflæsning opfattes som en fordel ved dette ellers overfladiske system, som ikke er musikanmeldernes opfindelse, men påduttet dem af umusikalske avischefer. Den jyske Opera bringer fortsat på sin hjemmeside en løbende oversigt over anmeldelser. 

Hvad anmelderne mente

Med en enkelt undtagelse har alle anmeldere givet fire eller fem af seks mulige stjerner. Endnu mangler blandt andet opførelserne i København og dermed også en række anmeldelser. Aarhus Stiftstidende, senest Berlingske Tidende foruden jc.klassisk.dk har givet hele frem stjerner. Børsen, Kristeligt Dagblad, Frederiksborg Amts Avis og operabladet Ascolta giver alle fire stjerner. Ascoltas anmeldelse på nettet bliver at læse i bladets april-nummer. Meget positive anmeldelser uden stjerneangivelse findes også i Weekendavisen, Kjerteminde Avis og på den nye Operascenen.dk. Politiken bruger ikke stjerner, men spiller ud med fire hjerter for ”Kleopatra”. I min tid som JP-anmelder misundte jeg mine københavnske kolleger, at de havde at gøre med hjerter, som fortæller mere end stjerner. Nu benytter jeg kun stjerner i sjældne, specielle tilfælde som i dette. 

I den modsatte ende af stjerneskalaen befandt Jyllands-Posten sig på sin netavis. Den mente i sin rubrik/overskrift, at ”Kedsomheden dræber både Kleopatra og publikum”. Det giver sig udtryk i den mest negative placering i stjernesystemet, som formidles kan, nemlig 1 stjerne, som jeg ikke mindes at have set givet til en opera før.

Styrer operaopsætning i Hamburg fra husarrest i Moskva   

Der fandt på flere måder en usædvanlig premiere sted på Hamborgs Statsopera nu søndag den 10. marts. Instruktøren af Giuseppe Verdis ”Nabucco” var ikke selv tilstede. Han havde aldrig været på operaen i Hamburg. Den 49-årige russiske mesterinstruktør Kirill Serebrennikov sad fængslet i en husarrest i Moskva og måtte ikke forlade Rusland. Han må komme uden for sin lille lejlighed to timer om dagen, Han er anklaget for som chef for Selskabet for forfatteren Gogol at have svindlet for omregnet 15 millioner danske støttekroner til fordel for sig selv. Han har siddet i husarrest i næsten to år, og den første afhøring fandt først sted i den forløbne uge. Han har hele tiden nægtet sig skyldig. Serebrennikov er en stærk modstander af det russiske styre og har en stærk og modig stemme mod staten. En uvildig dommer har gennemgået sagen, og hans gennemgang af sagen peger på det samme, som mange mener, nemlig at der er tale om en skueproces fra myndighedernes side. Men det bliver naturligvis kun den officielle rettergang, som vil komme til at betyde noget.

Premieren og samtlige efterfølgende opførelser af Verdis ”Nabucco” i Hamburg er på grund af instruktørens fravær totalt udsolgt. Hamburg-operaen har derfor ganske usædvanligt påbegyndt at sælge billetter til forestillinger i efteråret til faste operaabonnenter. Der forventes en politisk skandaleopsætning. Statsoperaens chef Georges Delnon siger: ”Naturligvis forventer jeg en politisk aften”. Han engagerede Serebrennikov allerede før, at denne blev sat i husarrest i Rusland. Delnon betegner Kirill Serebrenneikov som en af de intellektuelle, som virkelig har et overblik og ved, hvad der sker også i forholdet mellem Øst og Vest.

Handlingen i Hamburgs ”Nabucco” er da også flyttet fra Bibelens drama om kong Nabukadnezar (Nabucco på italiensk) og hebræernes fangenskab i Babylonien til nutiden. Det drejer sig ikke længere om troen på en enkelt gud, men om troen på en verden. FNs sikkerhedsråd er endda med på scenen. Der er også topaktuelle temaer fra det nære Østen. Publikum vil blive konfronteret med verdensproblemerne.

Sådan er det foregået

Der er nødvendigvis to instruktører på forestillingen, den ene naturligvis Serebrennikov i Moskva, som hverken har internet eller telefon, mens koreografen Evgeny Kulaygin og dramaturgen Sergiu Morabito har ansvaret for, at tingene bliver sat på plads i Hamburg. Det er et spil for sig med UBS-stik som mellemled. BR Klassik har beskrevet det: I Hamburg sidder sangerne på klapstole og ser andægtigt mod en åben laptop. På skærmen ser de Kirill Serebrennikov i sin lille lejlighed i Moskva: ”Kære venner. Det er igen en dag en betydelig dag. Vi skal prøve en nøglescene”.  Serebrennikov henvender sig direkte til Dimitri Platanias, som synger titelpartiet Nabucco, hvordan han skal lade sig falde på en stol. Han taler med sangerne, som var de i virkeligheden alle til en prøve sammen. Så kommer hver dag en sagfører og henter UBS-stikket, som bliver sendt direkte med fly til Hamburg. Det tillader de russiske myndigheder dog.

Dag efter dag sender holdet i Hamburg optagelser af prøver tilbage med spørgsmål til Serebrennikov. Sådan er en forestilling nu blevet til. Og det er ikke den første. Sådan blev først Humperdincks ”Hans og Grete” til på Statsoperaen i Stuttgart, og så sent som i sidste uge havde Serebrennikovs version af Mozarts ”Cosi fan tutte” premiere i Zürich, uden af man der havde set noget til instruktøren. Også der var det efter sigende en usædvanlig opførelse, nemlig et stærkt forsvar for et mere frigjort forhold mellem kønnene.

I ”Nabucco” i Hamburg afspilles Serebrennikovs personlige kommentarer og dele af prøverne på video afvekslende med handlingen. Hamburg-operaens kor fører scenisk en tilbagetrukken tilværelse, mens virkelige flygtninge bosat i Hamburg er i forgrunden. Det berømte og fantastiske fangekor ”Va pensiero” gentages i øvrigt senere i forestillingen. Er det for meget? Krigsbilleder af journalisten Sergej Ponomarev indgår på scenen, og dertil kom forskellige reaktioner fra publikum, men bifaldet til slut var entydigt og stærkt.

p.s. Weekendavisen vil anmelde ”Nabucco” i Hamburg. Jeg kan ikke tro andet, end at Politiken også vil. Det er mig bekendt de to eneste danske aviser, som stadig rejser ud til de store internationale klassiske musikbegivenheder. Så mindes jeg, at Morgenavisen Jyllands-Posten engang var den avis i landet, som oftest kom ud for at rapportere om de store udenlandske musik- og opera-begivenheder. Blot en erindring.

Foto fra "Nabucco" på Hamburg Staatsoper. Scenebillede fra FNs Sikkerhedsråd i New York. Foto: Brinkhoff/Mögenburg//Hamburgische Staatsoper.