Den ene torsdag storstilet og alvorligt med Bruckner, den anden torsdag med hele tre stykker musik, hvor humoren var med i alle tre værker, uden dog at dominere alt for voldsomt. De gode gamle Mozart og Beethoven slog sig begge lidt løs, og unge Hans Abrahamsen gav sin musik mange ansigter, såvel lette og alvorligere. 

En af Aarhus Symfoniorkesters tro tjenere som solofagottist gennem 28 år spillede farvel, men det er  heldigvis kun som solofagottist, at han siger stop. Eric Beselin gjorde det som solist i Mozarts sprudlende koncert for sit instrument. Der var ingen mening i, at5han skulle holde op, tænkte man lidt mismodigt. Han skulle og kunne være fortsat.  Men man erfarede heldigvis, at han forbliver som anden solofagottist ved siden af den unge australier Justin Sun, som tiltræder i orkestret den 1. marts. Som fagottist har man ofte en tilbagetrukken plads i orkesterklangen, men fagotten er uhyre vigtig, for den er en slags garant som en samler af helhedsklangen, og det har været pragtfuldt at have så sikker og så følsomt fornemmende en musiker på denne post gennem de mange år.   

Mozarts fagotkoncert har kun en fejl. Den er at for kort. Man mærker, at Mozart har nydt at skrive den, og man mærkede, at Eric Beselin nød at spille den. Han legede med de mange store ekvilibristiske spring i fagottens melodiske bevægelser, som er karakteristisk for denne ældste blæserkoncert, vi har fra Mozarts hånd. Her synes Mozart at ville vise sit gode humør og i en behersket form vise, at der også godt måtte være lidt komik i hans musik. Finalen blev af Beselin spillet, så man opdagede de indre modsætninger, som er her med den egentlig stive dans menuet sat ud for og mod fagottens festlige spillehumør. Den varede kun 16 minutter. Vi kunne godt have fået den hele en gang til som ekstranummer. Vi ville ikke være gået ud over den klassiske koncerts normale to timer. Men det ville nok have været mentalt for hårdt for solisten at skulle gentage sin fornemme præstation.ntasifuldt forskellige i ide og formning. Her var også humor. Sådan virkede også slutsatsen, som kunne være ”stjålet” fra et stykke festlig barokmusik. Den unge (antagelig) schweiziske dirigent Victor Aviat, som ser sig selv ”som en musiker, der blev dirigent” havde et godt tag på det vekslende liv. Og orkesterspillet var dejligt præcist. Han dirigerede Aarhus Symfoniorkester i sidste sæson og blev altså genengageret,

Beethovens ottende symfoni strutter af livsglæde. Det er lidt mærkværdigt, at den ikke spilles oftere, men det er nok fordi, at den er indeklemt mellem den store syvende symfoni kaldet ”Dansens apoteose” og den endnu større niende med slutsatsen komponeret over Schillers ”Ode an die Freude”.  Når den ottende så får lov til at komme ud for sig selv, oplever man den desto mere som en festlig og kraftfuld opdagelse. Selvfølgelig er der en vekslen af lys og skygger i den, men først og fremmest en dejlig energi, og den fik Victor Aviat godt frem. Men det orkesterspil, han fik frem, var ikke af sædvanlig helhedskvalitet. Den interne balance mellem instrumenterne virkede alt for ofte tilfældig i klang og styrke.  Men hvor var det pragtfuldt at kunne benytte ordet humor i forbindelse med alle tre værker, selv om den ikke glimtede i fuldt omfang.  

Spændende cd med Riisager fra orkestret

Aarhus Symfoniorkester har i nærmest stilhed indspillet en cd med kontrastfyldt musik af Knudåge Riisager. Det alvorlige værk er hans violinkoncert fra 1951, en ægte solistkoncert i to satser, den første ret rolig, den anden decideret livfuld. Aarhus Symfoniorkesters koncertmester i mere end 25 år Ian van Rensburg henter sig her en personlig succes med sit smukke solospil, hvori indgår mange aspekter også af virtuost krævende art. Det er en koncert værd at høre, og forhåbentlig bliver den snart at høre i Symfonisk Sal med Ian van Rensburg som solist. På cd er den en bedrift med Andreas Delfs som dirigent. Han er nu led i i Aarhus Symfoniorkesters dirigent-triumvirat sammen med Marc Soustrot og Leif Segerstam.  

Knudåge Riisager skrev også musik, som kræver mindre intens lytning. Efter violinkoncerten får vi over 40 minutters balletmusik komponeret over en række af Carl Czernys klaveretuder, som mange af os har haft et mere eller mindre godt forhold til. Her er Riisager raffineret og morsom og elegant. Disse små stykker, 22 i alt, gør én i godt humør. De fortjener også at blive fast indhold i koncertsalen. De har tilmed den fordel, at man kan nøjes med et par stykker ad gangen. De kan puttes ind i snart sagt enhver koncert, som ikke behøver at være gennemført alvor. Cd’en med violinkoncerten og balletmusikken er udgivet af Dacapo med nummeret 8.226145.  

Næste torsdag den 7, februar 2019 dirigerer Leif Segerstam en af Bruckners mest populære symfonier, den fjerde kaldet ”Den romantiske. Læs anmeldelsen forneden i denne artikel af Segerstams og Aarhus Symfoniorkesters koncert forleden med Bruckners syvende symfoni.  

Læs også den forrige artikel på jc.klassisk om Den jyske Operas næste forestilling August Ennas ”Kleopatra”, der har premiere på en landsturné den 1. august i Musikhuset Aarhus. Den blev en succes på Det kongelige Teater i 1894, men Danmark blev for småt for Enna, der fik megen succes ude i den verden, som ikke fik ondt i maven af senromantikken. Læs om August Enna og historien bag den virkelige Kleopatra og bliv lidt klogere på operaen, som ikke findes i nogen operafører. Musikken er senromantisk storladen. Det bliver en af de mest spændende operapremierer herhjemme i mange år.  

Billede: Fagottisten Eric Baselin og bag ham dirigenten Victor Aviat.