af John Christiansen - d. 14. december 2018
Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester med formidable opførelser af Schönberg og Beethoven, men hvor var publikum? Heldigvis gentages de.
Aarhus Symfoniorkesters pr-afdeling gør sig med sprudlende
ordleg for at animere publikum til at komme, men denne gang var det sørgeligt, som
det kiksede med publikumstilstrømningen. Nat og dag var ellers en god koncertreklame. Vi skal til det: Der var vel omkring 450 mennesker til Arnold Schönbergs vidunderlige
”Verklärte Nacht” og Beethovens charmerende fjerde symfoni i stedet for det mere normale over
1.000 mennesker. Koncerten gentages fredag, da der normalt ikke er så mange
tilhørere som til den faste koncertdag torsdag. Lørdag middag spilles så Beethovens
fjerde symfoni alene med en introduktion forinden. Man snyder virkelig
sig selv, hvis man ikke får denne prægtigt spillede koncert med.
Skyldes det nu, at publikum her i december måned vil nøjes
med lallende såkaldt julemusik? Har folk bare for travlt? To gange rigtig musik er altså for meget så tæt på jul. Jeg håber ikke, at
navnet Schönberg har holdt de mange væk, for så står det ringe til hos det klassiske
musikpublikum i Aarhus og omegn? Schönbergs ”Verklärte Nacht” er et decideret romantisk
stykke musik tidligt i hans værkrække. Det bør ikke kunne genere nogen
almindelig musiklytter. Bifaldet efter denne forklarede nat var også så stærkt,
at det lød, som salen var fyldt. Der var også langvarigt taktfast bifald efter
hele koncerten. Ih, hvor har man snydt sig
selv, hvis man ikke får den med. Undskyld, det vedkommer jo ikke mig, men jeg
synes bare, at det er synd for dem, som ikke kom.
Igen et nyt bekendtskab
Koncerten begyndte et helt andet sted med det tunge messing
med trommer og pauker alene på scenen. Den korsikanske komponist Henri Tomasi
var et nyt bekendtskab, men hans ”liturgiske fanfarer” komponeret i 1947 var en
forfriskende optakt. Værket var nok valgt af Soustrot for at vise, hvad orkestrets
messingblæsere kunne, og det var også stort, så smidigt, præcist og gennemført
velklingende der blev spillet. Programmet bragte den interessante note, at
Henri Tomasi oprindelig ville være sømand, mens forældrene mod sædvane ikke
interesserede sig for, at han fandt et job, hvor han med sikkerhed kunne tjene
penge, men ønskede, at han studerede musik. Og sådan blev det. Titlens omtale
af ”fanfarer” skal man ikke tage for bogstaveligt. Den flotte musik på et kvarter
havde langt flere nuancer.
I det næste værk var der alene strygere. Arnold Schönbergs ”Verklärte
Nacht” blev oprindelig skrevet som en sekstet i 1899, da Schönberg endnu var
ansat i en bank, samtidig med at han studerede. Da han så, hvor populært værker
blev, udvidede han i 1917 aftenens version for strygeorkester, som han senere i
1943 reviderede lige netop så meget, at han kunne være sikker på at få betaling
hver gang, at det blev opført. Han havde nok også et ønske om at forbedre sin musik.
Stykket er rent instrumentalt, men inspireret af et digt af Richard Dehmel, som
nu kan virke lidt gammeldags, men stadig har kvalitet i sin fortælling om parret,
der vandrer sammen i den måneklare nat, og hun fortæller ham: ”Ich trag ein
Kind, und nit von dir” (Jeg bærer et barn, og ikke dit). Fem satser uden pauser
refererer til måneskinsnatten, derpå fortæller hun ham om det, som hun opfatter
som sin synd. De vandrer videre, og han siger: ”Det barn, du har undfanget,
skal ikke tynge din sjæl”. Jeg fortæller dette i håb om, at nogle når at høre
den meget smukke fremførelse, der fredag aften endnu venter i Symfonisk Sal i
Aarhus Musikhus.
Da digtet ikke indeholder meget konkret, men mange følelser
og stemninger, har Schönberg kunnet komponere overvejende konkret som i den ”absolutte”
musik, som han allerede da ønskede at gøre med karakteristiske temaer, der stadigt
udviklede sig som hos Brahms og Wagner. Det sker anderledes end i den direkte programmusik,
mener jeg, men det kan diskuteres. En tydelig inspiration er Wagners kromatiske Tristan-musik. Men jeg forstår overhovedet ikke programartiklens ord, at Schönbergs musik er på grænsen af det kitschede. Men det skal ikke diskuteres, at det var en
vidunderlig opførelse. Soustrot begyndte relativt skarp og måneklart i klangen.
Så steg fortvivlelsen ret dramatisk, men langsomt blev orkesterklangen varmere
og varmere. Vidunderligt varmere.
Beethovens rene vare
Beethovens fjerde symfoni overses let mellem den store tredje "Eroica" og den populære femte ”Skæbnesymfonien” – akkurat som den
ottende mellem den syvende også kaldet ”Dansens apoteose” og den niende med den
store vokale afslutning ”Freude, schöner Götterfunken”. Det var dejligt at høre den fjerde her spillet
virkelig charmerende, friskt og smukt. At høre musik folde sig ud nærmest af
egen vilje og derfor også af egen skønhed. For sidste gang: Man snyder virkelig sig selv, hvis man ikke
får denne prægtigt spillede koncert med.
Nå jo. Emily Davies var gæstekoncertmester igen, denne uge på
andenpulten ved siden af Ian van Rensburg. Jeg kan tilføje: Hun var i flere år betroet koncertmester i EU's internationale Ungdomsorkester.