af John Christiansen - d. 28. juli 2018
Årets Wagner premiere i Bayreuth, ”Lohengrin” er musikalsk prægtig og scenisk vendt på hovedet.
Åbningsforestillingen i Bayreuth er altid fascinerende som
begivenhed. I år havde den fået et ekstra pift tre uger før premieren, da den
også herhjemme velkendte, af mange elskede tenor Roberto Alagna sprang fra som
Lohengrin. Han havde ikke kunnet lære partiet. Alagna er blevet skældt ud for
den sene aflysning, men også rost for at være ærlig. Det virker så ikke helt
rigtigt at betegne den polske tenor og Bayreuth-debutant Piotr Beczala som en
indspringer. Han var helt som ventet en fuldgod Lohengrin, endda over
gennemsnittet af Bayreuth-kvalitet. Interessant nok havde Beczala indstuderet
Lohengrin med musikchefen Christian Thielemann hemmeligt i Bayreuth allerede i
2015, og det forblev en gåde for Beczala selv, at Bayreuth i stedet valgte
Alagna, som aldrig før havde sunget Wagner eller et parti på tysk. Mente man i
Bayreuth, at Roberto ville sælge bedre eller mente man virkelig, at han med sin
franske tilgang kunne give partiet en ny kant? Nu får vi det aldrig at høre.
Bayreuth er noget særligt
Hvorfor er Bayreuths festspilpremiere noget særligt? Det er den
operaopsætning, der skrives mest om verden over. Intet stort operahus og ingen
festival, heller ikke Salzburg, kan konkurrere på det punkt. Operaen kan derpå
ses endnu i fire somre, hvor den gives en indre udvikling. Værkstedsteater kalder
man det i Bayreuth, som ofte har været inspirationskilde for musikteatrets
udvikling: Wieland Wagner, komponistens ældste sønnesøn, var genial i sin
personinstruktion på en næsten nøgen scene. Derpå kom som den første sceneinstruktør
uden for familien Wagner franskmanden Patrice Chereau, hvis ”århundredets Ring”
fra 1976 til 1980 satte dybe spor i det internationale musikteaters videre udvikling.
Bayreuth har også i påfaldende grad benyttet sig af
kunstnere i andre genrer. Maleren Henning von Gierke var scenograf til filminstruktøren
Günter Herzogs iscenesættelse af ”Lohengrin” i Bayreuth fra 1987 til 1991, og
forinden havde skulptøren Günther Uecker formet scenen til Götz Friedrichs ”Lohengrin”
fra 1979 til 1983. I alle fire år sang Leif Roar en formidabel Telramund.
Mere end romantik og eventyr
Lohengrin” er Wagners mest romantiske opera og nærmest
eventyret, og det har vel inspireret mange kunstnere. I år er det så det ansete
tyske kunstnerægtepar Neo Rauch (scene) og Rosa Loy (kostumer), som for første
gang arbejder på en scene og i hele fire år har arbejdet sammen med dirigenten Christian
Thielemann om forestillingen. Rauchs sceneopbygning er udarbejdet, så den ikke generer
Bayreuths ret enestående akustik. Tværtimod ser man rundt om stærke sammenstød
mellem dirigenter og scenografer, hvis scenebilleder ødelægger akustikken.
Først i 2016 om den amerikanske teaterinstruktør Yuval
Sharon til som instruktør. Da var konceptet fastlagt, men Sharon gled ind i det
med sine egne ideer. Han afløste den lettiske teatermand Alvis Hermanis, der pludselig
blev inddraget i nogle voldsomme diskussioner om tysk flygtningepolitik. De medførte,
at han ikke ville arbejde i Tyskland. Siden 2016 skal der have været et ret
enestående samarbejde mellem de fire, Sharon, Rauch. Loy og Thielemann.
Bayreuth kan jo også nævnes for skandaler, såvel selvskabte som
påtvungne, og en ret stor del af dem ikke helt sande, men også fake news er godt
læsestof. Der har ingen skandaler været i år, kun uroen omkring Alagna.
Spændende skæverter
Men der har ofte i Bayreuths opsætninger været bevidste ”skæverter”,
som har kunnet genere og i alle tilfælde har krævet ekstra omtanke fra
tilskuerne. Den seneste ”Nibelungens ring” af Frank Castorf var én stor
skævert. I årets ”Lohengrin” er der en mindre arf slagsen, men en tankevækkende psykologisk
set. Den normale historie først: Elsa står som anklaget for at have slået sin bror ihjel. Lohengrin kommer
på sin svane for at rense Elsa for anklagen, men han stiller det krav til hende
ikke at spørge ham om navn og herkomst og synger til sin brud de fatale ord:
”Nie sollst du mich befragen”. Hendes anklager er Telramund, men han styres af Ortrud,
som lærer ham hævnens fryd. Hun overtaler Elsa til at stille Lohengrin det
forbudte spørgsmål. Lohengrin mister sin magt og må tage sin svane tilbage til
”In fernem Land” (den berømte gralsfortælling).
Det vendes på hovedet i denne opsætning. Åbningen lægger
op til en ren heksebrænding af Elsa. Og hun tvivler på Lohengrin fra begyndelsen.
Hun vedbliver køligt at gøre det, langt mere end både ord og musik lader ane. I
deres inderlige duet efter bryllupsmarchen ”Treulich geführt”, som mange også
herhjemme er blevet gift til, sidder de hver for sig i sengen og på hendes bud
læser de i Biblen. Den blå farve skifter her endda til en grel orange
(komplementærfarver). I akten forinden har Elsa og Ortrud forbavsende let fundet
sammen, at Elsa skal udspørge Lohengrin. De er her begge rebeller mod
mandssamfundet. Elsa er ikke naiv, som man ofte ser, hun er en mere bevidst
kvinde. Hun nærmest gennemskuer Lohengrin som en ikke-helt. Her kommer
divergenser mellem Wagners ide og spillet på scenen, men konceptet virker
alligevel gennemført. Lohengrin vil giftes med Elsa, selv om hun aldrig er spor
indladende, men kun svarer ja til ikke at spørge, for der er hendes eneste mulighed. Det er kun for at få hende, at han truer hende til at tie. Sådan
virker det.
Til gengæld har jeg aldrig set en konge, som mere inderligt vil
have Lohengrin som beskytter af sit rige. Det er i sig selv et spændende
koncept, i virkeligheden ret logisk. Desværre i en lidt tung personinstruktion,
men alligevel med mening. Til slut forvirres man dog totalt. Da Lohengrin ”befrier”
Elsas bror, som man troede død, er han ikke en lille knægt, som intet kan, som
man oftest ser det, men en lille rund gammel mand i grønt og med et lille træ vokset
ud af hovedet (?). En gåde uden forklaring. Samtidig skifter scenen til rødt fra
blåt, som er kendt som ”Lohengrin”-farven. Til
allersidst falder alle mænd til jorden, kun de to enlige kvinder Elsa og Ortrud bliver
stående. Det var ikke meningen , at de skulle leve i Wagners take. Meget i denne iscenesættelse ville nok have været anderledes, hvis ”Me too”-bevægelsen ikke havde været?
Konceptet holder forbavsende
Der bliver lavet noget om til næste sommer, det giver sig
selv. Men konceptet holder forbavsende godt. Det er nok en opførelse, som
ligner det velkendte med det fantastiske kor stillet ret statisk op helt i
Bayreuth-stil fra Wieland Wagners tid. Alligevel er opsætningen så egenartet,
at man havde ventet lidt af en proteststorm, men den udeblev. Det stormende
bifald var dog koncentreret omkring dirigenten Christian Thielemann og sangerne,
ikke om instruktør og scenograf. Thielemann nåede hermed op på at have dirigeret
alle de ti Wagner-værker, som komponisten mente burde spilles i hans
festspilhus. Det var vidunderligt. Han dirigerede varmt og fyldigt med en kraftfuld
energi og med nogle fantastiske opbygninger af partituret, den første allerede
i forspillet, og der kom endda en endnu større indre begejstring ud end oftest hørt.
Man kunne nærmest høre en dirigent, som var veloplagt og glad i nuet over en
vellykket opførelse. Men den er scenisk ikke mere vellykket, end at den kan
tåle revisioner i de kommende somre.
Sangerbesætningen er næsten ideel. Piotr Beczala er en sjælden lyrisk tenor, der dog ingen ønsker har om at forsætte med
andre Wagner-roller. Og tænk, man forstår, hvad han synger. Det er sjældent i dag. Hvor han endnu
ikke havde den sidste kraft, hjalp Thielemann ham med en fin dæmpning af orkestret.
Lidt, men godt. Münchens pragtfulde Wagner-sangerinde Anja Harteros, hvis
Bayreuth-debut det var, sang en flot Elsa, men helt efter koncepten ikke nogen
varm Elsa. Hvor er hun dog imponerende præcis med sine noder. Hun havde en
stærk modspiller i Wagner-divaen Waltraud Meyers Ortrud, som stadig kan udtrykke
meget med sin intensive stemme. Og igen sikke en klar tekstudtale. Publikum tog med jubel imod hende efter 18 (!)
års fravær fra Bayreuth. Hun blev dengang uvenner med festspilchef Wolfgang Wagner,
der ikke lever længere. Hverken chef eller sanger ville ses igen. Naturligvis
er stemmen ikke helt den samme som dengang, men hvor synger hun stadigt både
klogt og lidenskabeligt. Bassen Georg Zeppenfeld synger i år blandt andet kong
Heinrich med fantastisk sikkerhed og overskud. Russeren Egills Silms fik en flot Bayreuth-debut som Heerrufer. Han blev fyret for nogle år siden, da det kom frem i tv, at han som rocksanger havde fået tatoveret noget der lignede svastica-tegnet, som nazisterne overtog som hagekors. Det var en af Bayreuyhs selvskabte skandaler. Endelig va den polske baryton Tomasz
Konieczny Telramund ikke på samme højde - endnu.
Russerne og en dansk tenor næste år
Næste sommer bliver den nye premiere ”Tannhäuser”, som
dirigeres af russeren Valerij Gergiev, chef for Sankt Petersborg Operaen Han
har meget travlt også i den vestlige verden og er begyndt at melde afbud. I ”Lohengrin”
skulle man så i to opførelser få den russiske verdenssopran Anna Netrebko at
høre som Elsa. Hun skulle oprindelig have sunget Elsa i år, men har for længst
meldt afbud. Hun har det heller ikke godt med det tyske sprog. Kommer de så? I
festspilhuser siger man ja.
I den nye ”Tanhaüser” får man ganske sikkert en dansk
tenor at høre som Walther von der Vogelweide eller Heinrich der Schreiber i ”Tannhäuser”.
Hvem? Magnus Vigilius. Det er ikke officielt endnu.
Billede: Den blå Lohengrin i Bayreuth. Foto: Enrico Nawrat/BayreutherFestspiele