NYT: Piotr Beczaala, den fremragende polske tenor, er allerede onsdag den 4. juli ankommet til prøvescenen i Bayreuth for at synge Lohengrin i stedet for Roberto Alagna, som i en mærkværdig blandng af angst og uforskammethed, som det hedder i Die Weit, meldte  afbud to dage før prøverne skulle begynde i mandags. Han kan partiet, som han for to år siden sang i Dresden under Christian Thielemann, som også dirigerer i Bayreuth  Der er for mig ingen tvivl om, at man nu får en bedre Lohengrin, men spændingen formindskes.Her er den oprindelige historie om Alagnas afbud:

Mandag den 2. juli begyndte de intensive prøver med sangerne på årets premiere på Wagner-festspillene i Bayreuth. ”Lohengrin” har premiere den 25. juli. Men så sent som i fredags kom der afbud fra den fransk-italienske, mest franske tenor Roberto Alagna, som for fire år siden blev engageret til at synge titelpartiet i ”Lohengrin”. Nu indrømmer han åbent, at han ikke kan partiet. Han har haft for mange travle engagementer, som har taget tiden. Han har haft succeser i mere tunge partier som Saint-Saëns’ Samson og Verdis Otello, men han har ikke fået tid til lære Lohengrin. Afbud er en velkendt sag i det hårde internationale operaliv, men Alagnas begrundelse er uhørt dum-fræk.

Hans Lohengrin var imødeset med spænding. Han har endnu intet tenorparti sunget på tysk, men hans franske lyrisk-dramatiske tilgang til partiet åbnede for nye muligheder. Det er den tyske tekst, ikke musikken, som volder Alagna besvær. I september for tre år siden erklærede han på et pressemøde i München, at han nu begyndte på indstuderingen. Bare rolig, han lærte hurtigt, på et par måneder sad en nyt parti fast, og det tyske ville hans kone, sopranen Alexandre Kurzak, hjælpe ham med, sagde han. Men nu indrømmer han, at han ikke kan den tyske tekst udenad, som det er nødvenligt i Bayreuth. Her kan man ikke installere en teleprompter på scenen, som kollega Anna Netrebko benyttede sig af, da hun i 2016 sang Elsa i Dresden (Indspillet på DVD af DGG). Netrebko skulle også have sunget Elsa nu i Bayreuth, men hun har for længst meldt afbud på grund af det tyske sprog. I stedet synger Münchens fremragende Anja Harteros Elsa.

Men hvem skal nu være hendes Lohengrin? Den mest oplagte er polakken Piotr Beczala, som er Netrebkos fornemme Lohengrin på indspilningen fra Dresden. Han har naturligvis sommersæsonen besat blandt andet med at synge på Puccini-festivalen i Torre del Lago, og han var med rette skuffet, da han ikke blev valgt til Bayreuth. (Nyt: Der forlyder intet om, Beczala også kan klare disse kontrakter). En anden mulighed er Klaus Florian Vogt, der var Bayreuths seneste meget succesrige lyriske Lohengrin, men han synger i forvejen i ”Mestersangerne i Nürnberg” Walther von Stolzing i Bayreuth, og det kan blive for hårdt med to serier forestillinger med så store og forskellige Wagner-partier for ham. Vogt er kendt for at passe på sin stemme. Bayreuth har fået et problem. At have satset på Alagna kan kaldes poker. Har Bayreuth tabt, eller har festspillene i al stilhed haft en erstatning parat?

München-avisen ”Merkur”, som navnet fortæller er en forretningsmands avis, har spurgt festspillenes chef Katharina Wagner, hvad de vil gøre over for Roberto Alagna? Hun svarer ”I hvert fald vil vi undersøge sagen juridisk og eventuelt kræve erstatning”.  I de fleste sager med kunstnerafbud er der ikke noget at gøre. Men her er der ingen lægeerklæring, kun et alt for sent afbud med mangel på respekt fra Alagnas side, så for operabranchens skyld ville det være godt med en seriøs juridisk sag. I sit ”communique” til Bayreuth slutter Alagna af med at udtrykke håbet om, at han eventuelt står til disposition til næste sommer!!   

Spændingen til den nye ”Lohengrin”-forestilling er stadig intakt på grund af at Neo Rauch står for sceneopbygningen. Han regnes for Tysklands førende maler. Af samme grund er den moderne amerikanske teater- og operainstruktør Yuval Sharon kommet til som instruktør i stedet for den oprindeligt påtænkte Alvis Hermanis.Christian Thielemann dirigerer. 

jcklassisk vil i de kommende dage følge historien op med det, som måtte komme.

Kvindelige musikere i kjole og hvidt  

Amerikas ældste orkester og et af de bedste i USA, dog ikke det allerbedste, New York Philharmonic Orchestra, som nu begynder sin 176. sæson, er det eneste af de 20 førende amerikanske orkestre, som stadig forbyder sine kvindelige musikere at spille til aftenkoncerterne iført bukser i stedet for lange kjoler eller sorte, lange nederdele til orkestrets aftenkoncerter. Orkesteret har 44 faste kvindelige musikere og 50 mandlige.

Men forbuddet vedvarer ikke længe, skriver New York Times. Orkestrets mange kvindelige musikere slår på, at kravene til de ukomfortable kjoler formindsker musikernes bevægelighed og dermed den musikalske kvalitet, og man søger at udarbejde en ny moderne dresscode. New York´erne halter i virkeligheden kun bagud i forhold til mange andre symfoniorkestre, som har løsnet formen.

Man håber derved også at få et yngre publikum ind. Af en eller anden grund synes alverdens orkestre at være mere glade for det unge publikum, som det ikke har, end for det traditionelle, mere modne publikum, som holder det klassiske musikliv i live. De fleste får jo først tid til den klassiske musik, når børnene vokser ud af huset. Men mon tøjet i virkeligheden betyder noget væsentligt for at få taget i et nyt ungt publikum?

Ifølge den lange artikel i New York Times, som endnu har råd til og tror på værdien af at skrive langt, tænker man stort hos New York filharmonikerne. Alt i koncertsammenhæng skal gøres lettere og behageligere. Et af forbillederne er hornisten Julie Ann Giacobassi, som fik revolutioneret dress coden for San Francisco Symphony, efter at en ventil på hendes horn sad uhjælpeligt fast i kjolens store folder (imens hun må have lagt instrumentet i skødet) under en opførelse af Mahlers anden symfoni i 1980’erne. Hun anskaffede sig et kjolesæt som sine mandlige kolleger, og det hørte hun en del for. På et europæisk gæstespil i Firenze kom en tilhører bagefter op og skældte hende ud. Men nu indgår kjole og hvidt som en fri mulighed også for kvindelige musikere i San Francisco orkestrets tøjvejledning.

Løsningerne for et orkesters påklædning er mange og forskellige. Det er væsentligt, at den er præget af en vis enhed, fordi musikken klinger som en enhed. Det vil for de fleste tilhørere nok formindske oplevelsen af en strygergruppe, hvis musikerne sidder i tilfældigt forskelligt tøj.  Men det må heller ikke give indtryk af at være uniformer det hele, og her gør de små raffinerede nuancer i de kvindelige musikeres påklædning totalbilledet af orkestret mere let i samklang med musikken. Et orkester må aldrig virke tilfældigt påklædt. Musikerne skal også i tøjet udstråle, at deres koncert er en begivenhed, noget ganske særligt. Alt dette har man mere eller mindre været sig bevidst vel i flere generationer, men det er stadigt aktuelt og tilmed lidt sjovt, når det nu tages op i New York.

Kæresten ville ikke af med ham

New York Times fortæller også om en talentfuld canadisk klarinettist, som i 1913 fik muligheden for at studere videre under en anset professor i Los Angeles endda med alle udgifter betalt. Men hans kæreste ønskede ikke, at han skulle forlade Canada. Hun loggede ind på hans computer og fik opsnappet hans tilsagn og sendte i stedet afbud til tilbuddet om at studere under klarinetprofessoren Yehuda Gilad, der kun accepterer at have én, højst to elever årligt. De har til gengæld altid fået toppladser i de amerikanske orkestre.

Vor klarinettist Eric Abramovitz troede, at han var blevet afvist og tog i stedet en bachelor-grad hjemme på universitetet i Montreal, og videre frem slog han af andre grunde op med sin kæreste, kaldet Ms. Lee. Drømmen om at spille under Yehuda Gilad havde han ikke glemt, og han tog et par år efter til Los Angeles til audition hos den berømte klarinetprofessor, der undrede sig, for han havde jo allerede sagt ja til ham. Abramovitz fortalte ham, at han havde fået et afbud fra ham på ”giladyehuda09”, som professoren kunne afvise som et falskneri. Abramovitz begyndte i 2016 efter en ny optagelsesprøve at studere på University of Southern California, hvor Gilad også underviser.

Abramovitz anmeldte ekskæresten hjemme i Canada, og professoren tog affære i USA, og Ms. Lee er blevet dømt til at betale sin tidligere klarinet-kæreste 300.000 canadiske dollars som erstatning for manglende undervisning og indkomst, hvortil kommer 75.000 af de lidt mere værdifulde amerikanske dollars fra retten i Californien som kompensation for ”som en person, som han troede på, men i stedet havde snappet hans drøm”. New York Times regner ikke med, at Ms. Lee kan betale dette beløb svarende til langt over en million kroner, men glæder sig over, at Eric Abramovitz nu er på vej hjem til Canada, hvor han skal være førsteklarinettist for et af Canadas bedste orkestre, Toronto Symphony Orchestra.

Billede: Roberto Alagna har meldt afbud som Lohengrin til Bayreuth under pinlige omstændigheder.