Den japanske pianist Aki Takahashi gav sin første koncert herhjemme i 1974 i Aarhus. Nu vendte hun tilbage og brillerede i det, som hendes lærer både i Tokyo og Aarhus Georg Vasarhelyi var ked af, at hun brugte så megen energi på, nemlig ny musik. Han ville have hende til at spille sin elskede Schubert. Men hun har skabt sig et navn ude i verden på at turnere mellem festivaler og spille ny musik. I Musikhuset Aarhus i Lille sal spillede hun nu musik af tre danske og to japanske komponister. Hun har spillet andet dansk musik i den halve verden, men til Aarhus havde Jens Rossel, der som formand for AUT var bagmand for hendes koncert 1974 og altså nu igen sammen med Arbejdsgruppe Gunnar Berg for hendes koncert i Musikhuset Aarhus, fundet værker af tre danske 1900-tals komponister frem til hende, som hun mærkbart har kastet sig over med både kunnen og begejstring.

Der var en dejlig klarhed og renhed allerede over Poul Rovsing Olsens tre gange ”Nocturner”, som angiver aftenstemninger, tre gange hommages, hyldester til Debussy, den indiske musiker Ali Abbar og Chopin. Så fulgte Gunnar Bergs ”Gaffky’s 2”, jamen, den var jo ikke spor svær at lytte til (protester?), men selvfølgelig at spille, men igen var der en fantastisk klarhed og bevægelighed. Især havde Takahashi styr i enkelttonernes bestandige styrkeskift og indre balance. Tredje dansker var Axel Borup-Jørgensen med de i øjeblikket stadig vejr-aktuelle fire ”winter pieces”, isklare vinterbilleder også nuanceret klart spillet.

To japanske komponister gav særlige nuancer til programmet, men fælles for begge værker var, at de blev opført på de herlige Musikdage, som Louise Lerche-Lerchenborg arrangerede på Lerchenborg slot. I 1988 spillede Aki Takahashi Joji Yuasas’ ”Cosmos Haptic II”, som hun havde uropført to år før. Nu gentog hun musikken med dens ekstraordinære klange fremkaldt af pedalbrugen. Til Lerchenborg Musikdages 25-års jubilæum i 1990 bad Louise Lerche-Lerchenborg Per Nørgård vælge et tema fra Poul Rovsing Olsens  ”Planetene”. Det blev Luna (Månen), 19 komponister blev inviteret til at komponere mindre variationer over det. Her bidrog Yoritsumé Matsudaira med en minivariation for klaver. Noget af det spændende ved den var sammenstødene eller rettere sammenglidningerne af japanske og af vestlige tonerækker.

Som man forhåbentlig vil kunne forstå, var det en herlig, afvekslende og øreudvidende første del. Men så skete der noget i pausen. Førstedelens klarhed forsvandt, da Aki Takahashi nu spillede Schuberts G-dur sonate, Deutsch 894. Man kunne høre, at hun ikke havde lært Schubert hos Vasarhelyi. Ville hun i stedet skabe ekstra klangeffekter a la Joji Yuusas? Lad os huske koncerten med glæde for hele første afdeling med dansk og japansk nyere musik. Ekstra bonus: Et smukt, fyldigt programhæfte.

Men, men, men. Omkring 50 lyttere til et så spændende koncertprogram er for lidt, for dårligt. En mængde selskaber, institutioner, læreanstalter som nu konservatoriet, der har hjemme i samme bygning, som koncerten fandt sted i, havde fået orientering og i hvert fald til dels også tilbud om rabat på de i forvejen billige koncertbilletter. Men for få kom.    

I dag onsdag den 7. marts er der mulighed for at opleve Aki Takahashi som lærer på en masterclass i Musikhuset Aarhus. Det er endda gratis, og Det Jyske Musikkonservatorium og Arbejdsgruppe Gunnar Berg byder alle velkomne. Kl. 10 gælder det Schubert og kl. 11 Ravel og igen kl. 13 Prokokief og kl. 14 en ny Schubert.

Foto af Aki Takahashi

René Kollo bliver 80 og snakker

”Det er ikke nær så godt, som det var i min tid”. Har man en 80+-årig i familien, kender man omkvædet i mange varianter. Når jeg selv drøfter fortiden med tidligere kolleger, kan vi dog hurtigt enes om det mere positive udtryk: ”Vi fik altså den gode tid”. Den sætning passer ideelt på kulturstoffet i aviserne, ikke mindst på den stadigt mindre del med den klassiske musik. Men her gælder det den tyske tenor René Kollo, som i et langt interview i Berliner Morgenpost siger så meget af samme skuffe, at jeg ikke kan dy mig for at citere hans urørlige skuffelser over nutiden.

Mange husker sikkert endnu René Kollo herhjemme, men i Tyskland er han stadig et idol, som havde to samtidige karrierer som populær operette- og underholdningssanger og som førende Wagner-tenor. Han sang alle de store Wagner-helte i Bayreuth fra 1969 og det næste dusin år. Så invaderede han the Met i New York og blev en kort tid chef (”Intendant”) for det gedigne underholdnings Metropol-Theater i Berlin. I fredags gav han som 80-årig en koncert i det gamle nostalgisk sitrende teater som led i en længere afskeds-turné på foreløbig 15 koncerter. ”I 2013 sagde De ellers, at De ikke længere havde lyst til at stå på scenen”, indvender Berliner Morgenpost, og Kollo svarer:

”Jeg har bestemt, at det ikke skal hedde afskedskoncert. Afsked klinger så endegyldigt, som er man næsten død. Min stemme er endnu fuldkommen ok. Jeg kender ingen tenor, for hvem det er sådan i den alder. Der kommer det mig velsagtens til gode med min berliner dovenskab. Jeg har altid sørget for pauser. Ellers ville De vel heller ikke have kunnet sidde her og interviewe mig”. 

Mødet mellem sangeren og avisen finder sted på den legendariske restaurant Dressler på Kurfürstendamm i Berlin. Kollo, som i et halvt århundrede har boet på Mallorca, har valgt stedet, men nu beklager han sig over, at de åbner alt for sent og ikke serverer morgenmad længere. Tonen er dermed lagt. Man kan tolke René Kollos ord forskelligt og nok også som dobbeltbundet. Intervieweren spørger, om han, Kollo, går i operaen, når han er i Berlin. Og svaret lyder: ”Jeg bliver allerede efter 10 minutter så vred, når jeg ser, at alt gøres så falsk. Men så kan jeg ikke gå, for folk kender mig jo. Altså går jeg ikke i operaen”.

”Det, som de kalder regi (iscenesættelse), er nu for størstedelen noget vrøvl. Mange sætter ikke værket i scene, men sig selv, og de fylder bankkontoen. Det har jeg ikke brug for… Ja, det var anderledes i min tid. Når jeg arbejdede sammen med Rudolf Noelte, se det var teater, som der slet ikke findes længere”. (Noelte var både tv-, teater- og operainstruktør, som arbejdede både minutiøst og originalt, men værktro. Han døde i 2002).

På spørgsmålet, hvad denne ændring skyldes, svarer Kollo, at det skyldes pressen, kritikken ”Kritikeren må løbende i teatret. Det er naturligvis et grufuldt job. Og han er naturligvis glad, når han ser det stykke, som han har set 100 gange, bliver gjort anderledes. For ham er det herligt. Altså skriver han, hvor interessant det er. Men teatret går til grunde derved. Jeg taler naturligvis helt subjektivt”. Intervieweren får spurgt, hvornår Kollo sidst var i Bayreuth. ”Det var til ”Rhinguldet”, som varede to en halv time uden pause, og man kunne ikke komme ud. Jeg klarede at gennemføre det, og så måtte jeg bruge to timer i ”Weihenstefan” med megen rødvin for at blive menneske igen.  Så megen dumhed har jeg aldrig set i mit liv”.

Intervieweren kommer ind på René Kollos 8o-års fødselsdag i november og alt det, der da blev skrevet om ham i aviserne og spørger, om han da ikke har læst det? ”Nej, det har jeg heller ikke læst. Der må jeg også skuffe dem. Jeg har ikke læst aviser i flere år…  aviser, politik og alt dette snak?. Det behøver jeg ikke. Politik interesserer mig meget. Derfor læser jeg det ikke”.

Et lille p.s.: Rene Kollo var i ti år gift med Dorthe Larsen, og hun, Dorthe Kollo, bor i Bremen og er stadig hele Tysklands Dorthe aus Dänemark.

René Kollos koncert synes ikke at have berlinerpressens store bevågenhed, men jeg har fundet Der Tagesspiegels anmeldelse af den mig ukendte Elisabeth Binder, ”Opfyldte drømme”, der mere er en hyldest til et livslangt kunstnerliv og en positiv stemningsrapport. Kollo sluttede af med Wagners Siegmund og som ekstranummer sin egen sang””Willst du das Land meiner Träume sein?” Og til dette spørgsmål, om du vil være mit livs drømme, svarer skribenten: ”Det klang så let, så dejligt og indlysende”.

Den jyske Opera er over halvvejs gennem sin landsturné med Verdis ”La traviata”. Endnu mangler Sjælland og Fyn at få besøg. Tryk på annoncen øverst til højre på hovedsiden, og spilleplanen og meget mere kommer frem.  Læs også artiklen ”Kurtisane og operaheltinde” under ”Nyheder og foromtaler” om forskellen mellem virkelighedens Violetta og Verdis Violetta og en introduktion til Verdis mesterværk.